Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.