Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Let me tell you, Proms

Mirga Grazinytė-Tyla cover
Mirgas “female touch”.

Den mest fantastiske koncert var Prom 55 med Hans Abrahamsens magiske, fuldstændig mageløse sangcyklus Let me tell you, som solisten Barbara Hannigan har sunget til succes med flere forskellige orkestre. Kvinderne var i front. Med den unge dynamiske Mirga Gražinytė-Tyla fra Litauen på podiet foran sit nye orkester, City of Birmingham Symphony – Simon Rattles gamle orkester – oplevede vi den mest fortryllende og poetiske opførelse til dato – selv om indspilningen med Andris Nelsons og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks faktisk skal høres.
Fra den første søgende opførelse i Berlin har Barbara Hannigan øget det dramatiske udtryk, og Birmingham-orkestret leverede et væld af fine detaljer, som virkelig fremmanede dybden i denne musik.
Opførelsen blev efterfulgt af en friskere og mere meningsfuld fortolkning end vanligt af klassikeren Tchaikovskys Fjerde Symfoni. Sådan er Mirgas female touch virkelig en velkommen fornyelse på et kulturområde, der traditionelt beherskes af herrerne.

  • BBCs optagelse kan høres indtil 3. oktober  HER.