Mere musikalitet i politik, tak

Lepo Sumera: Symphony No. 2, Spirituoso. Kristjan Järvi & Norrlands Opera Symphony Orchestra. CCN’C.

I politik spiller musik normalt kun rollen som populistisk instrument. Her i Danmark betyder det en helt-nede-på-jorden-smag, hvor politikerne demonstrerer, hvor folkelige de er i bedste eller værste danskpop-stil.
Helt fattigt bliver det, når man spørger til politikernes eventuelle udøvelse af musik. Har en dansk politiker måske nogensinde brilleret musikalsk på et bemærkelsesværdigt niveau? Man får ligefrem lyst til at stille det umulige spørgsmål, om de betændte debatter om indvandrere og asylansøgere mon blev mere humane, hvis politikerne var musikalske?

Et af de mest prominente eksempler på musikalske politikere på topniveau kommer fra Polen. Ignacy Jan Paderewski (1860-1941) gjorde sig både gældende som pianist, komponist og politiker. I 1919, da Polen en stakket stund havde opnået selvstændighed, blev Paderewski sit lands statsminister.
Også den tyske forbundskansler Helmut Schmidt gjorde sig gældende som musiker. Som talentfuld pianist indspillede han f.eks. klaverkoncerter af Mozart og Bach i sin sparsomme fritid. Og i USA var udenrigsminister Condoleezza Rice ligeledes en habil pianist, desværre uden at hjælpe til at gøre Bushs underlige regering mindre idiotisk.

Mikis Theodorakis
Den græske komponist og frihedskæmper Mikis Theodorakis er både politisk og musikalsk en interessant personlighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede han i modstandsbevægelsen, senere også mod den fascistoide græske militærjunta, der jog Kong Konstantin og hans danske dronning på flugt og sendte Theodorakis i fængsel. Efter turbulente år som politisk fange samt eksil i Paris, blev han minister i Konstantin Mitsotakis’ regering.
Grækerne hylder Theodorakis som et symbol på det græske folks frigørelse fra tyranni og undertrykkelse. I hele verden huskes han endnu for sin iørefaldende musik til filmen “Zorba”, der i 1960’erne banede vejen for hans berømmelse. Her i huset dyrkes især hans Sange for guitar, men selv anser Theodorakis sine symfonier, ballet- og filmmusikken og de store korværker som centrale i hans produktion.

  • Besøg Mikis Theodorakis her.

Lepo Sumera
Musik af en tidligere kulturminister er vel næppe mere end et kuriosum, eller er den? Jo, for livet er fuld af overraskelser, og det sidste eksempel på en musikalsk politiker i denne runde kommer fra Estland.
Lepo Sumera (1950-2000) var Estlands kulturminister i de dramatiske befrielsesår 1988-92, da landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens besættelse, men han var også en begavet komponist, der både skrev let og svært – fra den livsalige surftur på friske bølger i den 2. Symfoni til den ambitiøse 6. Symfoni, som kroner hans livsværk med en tragisk finale. Knap en måned efter symfoniens uropførelse ved fejringen af hans 50 års fødselsdag døde han af den hjertesygdom, han led af.
Symfoniens drama indledes en rolig nattetime i magisk natlig stemning. Netop som man er begyndt at nyde musikken, springer en dæmon frem som trolden fra sin hule, og et vredens og sorgens drama tager sin begyndelse for fuldt orkester. Kampen munder ud i en meditativ stemning, som i symfoniens anden del bliver til gådefulde efterklange, hvor Samuel Barbers vemodige Adagio anes som klangligt skyggebillede.

Sumera’s musikalske iscenesættelse af de vidt forskellige rum og landskaber, han bevægede sig i, gør indtryk. Man fornemmer, at hans musikalske sindelag gjorde ham til en mere menneskelig politiker end kredsen af teknokratiske kolleger. Mon ikke også, at den musikalske energi, han udløste, satte sig spor i hans politiske arbejde. Behovet for at fastholde en politisk visionen, som tilgodeser mylderet af interesser og detaljer, kalder jo på komponistens evne til at organisere sit stof. Og musikaliteten tilhører altså ikke kun musikkens verden, men findes overalt – i et digt eller en roman, i måden vi bevæger os på, i dans, løb, eller vores adfærd i fællesskab med andre.
Politik er altså ingen undtagelse, selv om den i Danmark virker håbløs umusikalsk.

  • Hør finalen i Lepo Sumeras 2. Symfoni i musiksemplet øverst på siden.

De uudslukkelige

Sibelius-Nielsen-festivalDet har altid interesseret mig, at to så originale musikskabere som finske Sibelius og danske Carl Nielsen kom til verden samme år: 1865. Deres tilstedeværelse og samtidige rumsteren i Nordens musikliv har jo givetvis haft betydning for dem begge, selv om de unægtelig var meget forskellige og fulgte hver deres veje. Carl Nielsens rå frimodighed og tindrende humor opleves typisk dansk, mens Sibelius mere klassisk orienterede tonesprog og hans nationale inspiration fra de blodrige finske legender jo i den grad forbindes med Finland.
I Stockholm fejrer svenskerne både Nielsen og Sibelius ved en storstilet festival i Konserthuset. Klik billedet og læs om festivalen.

Carl Nielsen 2015Her i Danmark rettes kompasset mod Carl Nielsens 150 års fødselsdag 9. juni. Og selv om denne mest danske af alle komponister døde tilbage i 1931, er det en glæde at opleve, hvordan han spilles og synges mere end nogensinde før. På den fremragende jubilæumsportal CarlNielsen.org ser man, hvordan orkestre og solister på stribe tager Nielsen op rundt om i verden. Selv de tidligere så forbeholdne Wiener Filharmonikere giver ham en chance.
Det har taget sin tid. Trods adskillige tilløb oplevede Nielsen aldrig selv noget internationalt gennembrud, der kunne måle sig med interessen for hans jævnaldrende finske kollega Sibelius. Var han simpelthen for egenartet dansk i sit tonesprog?
Som ung i 1960erne udløste Nielsens symfonier et befriende sug i mig. Jeg fattede overhovedet ikke de konservative professorer og anmeldere, der anså de utraditionelle, ofte ekstremt dynamiske symfonier for ufuldkomne og uregerlige efter alle klassiske regler for god musik. Gode gamle Brahms var stadig deres forbillede, men modsat ham hørte jeg Carl Nielsen som frisk sanset liv og fremtid.
Hele vejen igennem fra en umiskendelig Carl Nielsen-sang som “Vi sletternes sønner” til den eksplosive Femte Symfoni og hans underfundige Sjette udfordrer og inspirerer han bestandigt.

“Beskeden og ligetil, fuld af fynsk skælmeri, en charmetrold som ingen kan være vred på længe ad gangen.”

I Danmark fejres han som noget af det mest danske, vi har. Som barn af en musikalsk landarbejder i den lille fynske landsby Nørre Lyndelse voksede han op med smalhals som et livsvilkår, men også i et menneskeligt varmt miljø, hvor folk tog sig af hinanden, og hvor Carl fik mulighed for at udfolde sig musikalsk.
Samtidig udviklede han sig i en epoke, der bevægede sig fremad. Efter Danmarks tab af Slesvig i krigen mod Tyskland i 1864 slog folkestyret igennem under parolen: Hvad udad tabes skal indad vindes. Tiden var gearet til nytænkning overalt i samfundet, og den udvikling prægede Carl Nielsen.

  • Læs mere i Karl Aage Rasmussens fine Nielsen-portræt HER.
  • Se også DR P2’s Carl Nielsen-markering HER.
  • Dacapo Records fejrer Carl Nielsens 150 års jubilæum med udgivelsen af tre nye indspilninger og pristilbud på det hele. Se HER.
  • Læs om de to nyeste indspilninger af de seks symfonier HER.
  • Komponisten fascinerer også instruktøren, manuskriptforfatteren og venstrefløjsdebattøren Erik Clausen. I 1994 lavede han tilmed en film om betydningen af komponistens fynske rødder. Mere om den HER.
  • “Carl Nielsen er som menneske og komponist mere interessant end Sibelius. Han er mere autentisk, mere udtryksfuld, nemmere at nærme sig og værdsætte,” skriver den britiske musikskribent Norman Lebrecht på Standpointmag.co.uk.

Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.

Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.