Ung superpianist

Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen med Philadelphia Orchestra i iTunes.
Klik billedet og hør eksempler fra en fremragende indspilning af Rakhmaninovs Paganini-rapsodi med Philadelphia Orchestra og deres canadiske chefdirigent Yannick Nézet-Séguin.

Daniil Trifonov inspirerer alle med sit superspil. I en alder af 25 har han for længst overbevist verden om sit musikalske format. Perfektion er en selvfølge for ham. Det er udtryksfuldheden også.  Han trækker på sin veludviklede musikalske fantasi og tilfører både humor og en rørende hengivenhed, som giver de toner og temaer, man troede var gammeldags sentimentalitet, mening.

Videoen herover er fra en herlig opførelse af Chopins Første Klaverkoncert med Israel Philharmonic og Asher Fisch i Tel Aviv. Jeg mindes egentlig ikke at have hørt denne musik forløst med større indlevelse end her. Daniil Trifonov udløser lys og skygger i musikalske koblinger, der er lige så intelligente, som de er storslåede.

Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Arvo Pärt og Tintinnabuli

“Jo, mere vi præges af kaos, jo mere har vi brug for at skabe orden,” siger komponisten Arvo Pärt.
I dag runder han de 80 år, og fødselsdagen fejres blandt andet ved Nagen-festivalen i Tallinn, hvor Wroclaw Filharmonikerne gentager det symfoniske program, de for nylig spillede til succes ved Östersjöfestivalen i Stockholm. Mere om fødselsdagskoncerten HER.

Egentlig kommer det bag på mig, at jeg hører Pärt relativt ofte – “Fratres” for strygere og slagtøj, “Tabula rasa”, “Spiegel Im Spiegel” for violin og klaver…. Men naturligvis: Han er jo alt det modsatte af hverdagens moderne, hektiske sammensatte livsstil, hvor folk farer rundt for at nå det hele. Hans musikalske orden er ensbetydende med en rørende enkelhed, hvor hver en node synes dybt følt og nøje overvejet i stærke greb af erfaring, viden og kultur, som kommer os imøde med sin lægende harmoni.

Musikalsk har Pärt ikke altid lydt, som vi kender ham nu. Som ung var hans musik anderles knyttet til tidens urolige ånd, mere sammensat, mere kompliceret og oprevet. Nogle af hans stykker var så modernistiske på den vestlige måde, at de kommunistiske kulturpolitikere, der bestemte i Estland den gang,  forbød dem.
Spørgsmålet er, hvor meget disse forbud betød for hans beslutning om at følge nye veje? I hvert fald holdt han sidst i 1960erne en længere pause og kastede sig over studier af middelalderens franske og flamske kormusik. Dér fandt han den visdom af meditativ kraft, han siden har dyrket.

Tintinnabuli
Adskillige komponister anvender et særligt system med en speciel tankegang for at skabe sammenhængskraft i deres værker. Arvo Pärt dyrker en enkel formel, han kalder tintinnabuli, der betyder “små klokker”. Systemet og tankegangen har forbindelse med lyden af de klokker, middelalderens munke benyttede.
“Jeg opdagede, at det er fuldt tilstrækkeligt for det musikalske udtryk, når en enkelt node spilles smukt. Tintinnabuli er et område, jeg somme tider går ind i, når jeg søger efter svar – i mit liv, min musik, mit værk. I mine mørke timer oplever jeg, at alt udenfor dette ene forhold er uden mening.”

  • Besøg Arvo Pärt Centre HER.
  • Læs også om komponistens liv som dreng i en estiske landsby, hvor han på torvet cyklede rundt om en højttaler, når radioen sendte koncerter med klassisk musik – se HER.

Lærken synger

Sommermusik: Vaughan Williams “The Lark Ascending” med Barry Griffiths og Andre Previn, der dirigerer Royal Philharmonic. – Telarc.

På dansk kalder vi Vaughan Williams varme inspiration fra den engelske countryside for “Lærken stiger”. Den engelske komponist skrev ironisk nok sin første lyse version tilbage i 1914, da verden gik ad helvede til i Første Verdenskrig. Krigen kom også til at præge den ellers udpræget antimilitaristiske komponist, som meldte sig til aktiv tjeneste i den engelske hær.

Ralph Vaughan Williams.
Ralph Vaughan Williams.

Vaughan Williams overlevede krigen, og hjemme igen vendte han tilbage til “The Lark Ascending” og instrumenterede den version, vi kender i dag.
Mange andre sanglærker forstummede i krigen, men Vaughan Williams fortsatte med at synge om varmen og glæden, der nærer livet mere end destruktive krige. Vi skal over i komponistens større værker som symfonierne for at høre, hvordan krigen og tilværelsens konflikter satte sine smertefulde spor.

  • Mere om Vaughan Williams på komponistens website her. Husk at høre nogle af de mange musikeksempler under Soundclips.

Musikalske kildevæld

CDMåske virker det mere progressivt at sige New York Phil end Royal Stockholm Philharmonic, men tag ikke fejl. Her i Carl Nielsens 150-år stjæler det svenske orkester og dets finske chefdirigent Sakari Oramo billedet med deres inspirerende stærke indspilninger af Carl Nielsens seks symfonier.
Nye lyttere kan begynde her. Ja, Nielsens vidt strakte tour de force er så frydefuldt godt spillet og disponeret, at også garvede kendere af denne skat i dansk musik rives med (jeg fik sågar gåsehud flere gange). For med sin sans for ideernes betydning, og sit fuldkomne overblik over nodebilledernes mylder af detaljer, trænger Sakari Oramo helt ind i hovedet på komponisten og får musikerne til at folde hans musik ud i det virkeligt store format, som både giver plads til ubændig livslyst, følsom dvælen, indædt vrede og galgenhumor.
Selv den Sjette “Sinfonia semplice”, der ellers altid har stået som en noget mystisk fragmenteret musik, får her rørende vægt som samlet værk, fordi man hører symfonien som erindringsbilleder og tilstande i den menneskelige og musikalske opbrudstid, Carl Nielsen oplevede efter Første Verdenskrig. Ligemeget hvor forskellige de enkelte satser er fra hinanden, er stilen umiskendelig Carl Nielsen.

Klik iTunes.Sakari Oramo dirigerer langt mere aktivt og personligt end sin kollega Alan Gilbert på årets andet Nielsen-sæt med New York Philharmonic. Også de spiller formidabelt, og da orkestret siden Leonard Bernsteins tid som chefdirigent har sikret sig vores store sympati, hælder man først til dem.
Herligt at vi har to stærke nyindspilninger at vælge imellem her i Nielsens 150-år! New Yorkernes indspilning bevæger sig imidlertid på et mere formelt og glat plan end den svenske, hvormed noget af den særlige nordiske atmosfære går tabt. Så på trods af megen respekt for de brave New Yorkeres præstation bliver svenskerne mine stjerner.
Begge formidler de “den elementære vilje til liv”, som Carl Nielsen skrev om i sin Fjerde Symfoni “Det Uudslukkelige”, men det er Sakari Oramo og Stockholm Philharmonic, der for alvor forløser Femte Symfonis fuga helt ind i det hede, hule helvede, og som når helt ind på livet af det kildevæld af frodig musikalsk energi, som kendetegner alle Nielsens symfonier.

Derfor er det nok Oramo og Stockholm Philharmonic, jeg lægger øre til fremover – på nær ét værk måske: Den Tredje Symfoni “Sinfonia espansiva”. Uanset nye indspilninger, udkommet siden Carl Nielsens 100 års fødselsdag i 1965, lyser Leonard Bernstein og Det Kongelige Kapels 50 år gamle CBS-indspilning stadig op som fuldstændig enestående.
Læs mere om den begivenhed HER.

  • Sakari Oramo og Stockholm Philharmonic’s Nielsen-sæt udgives af BIS.
  • Alan Gilbert og New York Philharmonic’s Nielsen-sæt udgives af Dacapo.

Mere musikalitet i politik, tak

Lepo Sumera: Symphony No. 2, Spirituoso. Kristjan Järvi & Norrlands Opera Symphony Orchestra. CCN’C.

I politik spiller musik normalt kun rollen som populistisk instrument. Her i Danmark betyder det en helt-nede-på-jorden-smag, hvor politikerne demonstrerer, hvor folkelige de er i bedste eller værste danskpop-stil.
Helt fattigt bliver det, når man spørger til politikernes eventuelle udøvelse af musik. Har en dansk politiker måske nogensinde brilleret musikalsk på et bemærkelsesværdigt niveau? Man får ligefrem lyst til at stille det umulige spørgsmål, om de betændte debatter om indvandrere og asylansøgere mon blev mere humane, hvis politikerne var musikalske?

Et af de mest prominente eksempler på musikalske politikere på topniveau kommer fra Polen. Ignacy Jan Paderewski (1860-1941) gjorde sig både gældende som pianist, komponist og politiker. I 1919, da Polen en stakket stund havde opnået selvstændighed, blev Paderewski sit lands statsminister.
Også den tyske forbundskansler Helmut Schmidt gjorde sig gældende som musiker. Som talentfuld pianist indspillede han f.eks. klaverkoncerter af Mozart og Bach i sin sparsomme fritid. Og i USA var udenrigsminister Condoleezza Rice ligeledes en habil pianist, desværre uden at hjælpe til at gøre Bushs underlige regering mindre idiotisk.

Mikis Theodorakis
Den græske komponist og frihedskæmper Mikis Theodorakis er både politisk og musikalsk en interessant personlighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede han i modstandsbevægelsen, senere også mod den fascistoide græske militærjunta, der jog Kong Konstantin og hans danske dronning på flugt og sendte Theodorakis i fængsel. Efter turbulente år som politisk fange samt eksil i Paris, blev han minister i Konstantin Mitsotakis’ regering.
Grækerne hylder Theodorakis som et symbol på det græske folks frigørelse fra tyranni og undertrykkelse. I hele verden huskes han endnu for sin iørefaldende musik til filmen “Zorba”, der i 1960’erne banede vejen for hans berømmelse. Her i huset dyrkes især hans Sange for guitar, men selv anser Theodorakis sine symfonier, ballet- og filmmusikken og de store korværker som centrale i hans produktion.

  • Besøg Mikis Theodorakis her.

Lepo Sumera
Musik af en tidligere kulturminister er vel næppe mere end et kuriosum, eller er den? Jo, for livet er fuld af overraskelser, og det sidste eksempel på en musikalsk politiker i denne runde kommer fra Estland.
Lepo Sumera (1950-2000) var Estlands kulturminister i de dramatiske befrielsesår 1988-92, da landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens besættelse, men han var også en begavet komponist, der både skrev let og svært – fra den livsalige surftur på friske bølger i den 2. Symfoni til den ambitiøse 6. Symfoni, som kroner hans livsværk med en tragisk finale. Knap en måned efter symfoniens uropførelse ved fejringen af hans 50 års fødselsdag døde han af den hjertesygdom, han led af.
Symfoniens drama indledes en rolig nattetime i magisk natlig stemning. Netop som man er begyndt at nyde musikken, springer en dæmon frem som trolden fra sin hule, og et vredens og sorgens drama tager sin begyndelse for fuldt orkester. Kampen munder ud i en meditativ stemning, som i symfoniens anden del bliver til gådefulde efterklange, hvor Samuel Barbers vemodige Adagio anes som klangligt skyggebillede.

Sumera’s musikalske iscenesættelse af de vidt forskellige rum og landskaber, han bevægede sig i, gør indtryk. Man fornemmer, at hans musikalske sindelag gjorde ham til en mere menneskelig politiker end kredsen af teknokratiske kolleger. Mon ikke også, at den musikalske energi, han udløste, satte sig spor i hans politiske arbejde. Behovet for at fastholde en politisk visionen, som tilgodeser mylderet af interesser og detaljer, kalder jo på komponistens evne til at organisere sit stof. Og musikaliteten tilhører altså ikke kun musikkens verden, men findes overalt – i et digt eller en roman, i måden vi bevæger os på, i dans, løb, eller vores adfærd i fællesskab med andre.
Politik er altså ingen undtagelse, selv om den i Danmark virker håbløs umusikalsk.

  • Hør finalen i Lepo Sumeras 2. Symfoni i musiksemplet øverst på siden.

Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.