Ali Ufki og de hellige broer

Sacred BridgesLad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

  • King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
  • Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Beethovens 5 x 2

Beethoven’s Symphony nr. 5 med 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), som er min favorit.

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de to indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans brillante, men lidt tungere udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbnemotiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

  • Læs videre i Gramophone Archive HER.

Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.

Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.

Musikalsk arvegods i nutidigt perspektiv

Trio con Brio

Ahhh, smægtende efterklange fra Schumanns og Brahms kammermusik, som er en stadig levende del af vores arvegods selv her 100-150 år efter deres tid – og samtidig placeret i vor egen tids helt anderledes klangverden, som raffineret og kærligt blander sig i den poetiske idyl. Virkningen er nærmest charmerende. Store dele af musikken lyder jo velkendt. Alligevel fastholdes nutidens perspektiv, alt imens følelsen for de gamle toner griber os. Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Trio con Brio Copenhagen har tidligere skabt mirakler og gjorde det igen i perfekt samspil med dirigenten Kristjan Järvi og kollegerne i DR SymfoniOrkestret, hvor søskendeparret Soo-Jin Hong og Soo-Kyung Hong, gift med trioens pianist Jens Elvekjær, er koncertmestre. Og kald så bare de seks stykker for en Tripelkoncert, ligesom Beethoven gjorde i sin koncert. “Seks stykker for klavertrio og orkester” er for kedelig en titel til så varm og underholdende musik.

  • Mere om Torsdagskoncerten HER.
  • Besøg Trio con Brios hjemmeside HER.

Det er ganske vist

Finn Høffding: “Det er ganske vist”, inspireret af Hans Christian Andersens eventyr. Odense Symfoniorkester & Ole Schmidt. Dacapo Records.

  • Hvis afspilleren ikke starter, så prøv HER.

Finn Høffdings symfoniske fantasi over H. C. Andersens eventyr Det er ganske vist er en lille perle i dansk musik. I sit enkle, humoristiske tonesprog illustrerer stykket udmærket den daglige kamp om dagsordenen, medierne rygtesmederi og de politiske smædekampagners forførende propaganda, hvor intet kneb er for tarveligt. Ligesom i hønsegården går sladderen, så en lille bitte fjer bliver til fem fuldfede høns.

Høffdings fantasi er fra 1943, da Anden Verdenskrig hærgede og Danmark besat af Nazityskland. Som vi stadig ser i dag, er blandingen af sladder og ondsindede rygter en farlig cocktail.

  • Læs H.C. Andersens eventyr her.
  • Mere  om komponisten Finn Høffding her.
  • Mere om Ole Schmidt her.
  • Mere om de politiske aspekter her.