Ali Ufki og de hellige broer

Sacred BridgesLad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

  • King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
  • Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Let me tell you, Proms

Mirga Grazinytė-Tyla cover
Mirgas “female touch”.

Den mest fantastiske koncert var Prom 55 med Hans Abrahamsens magiske, fuldstændig mageløse sangcyklus Let me tell you, som solisten Barbara Hannigan har sunget til succes med flere forskellige orkestre. Kvinderne var i front. Med den unge dynamiske Mirga Gražinytė-Tyla fra Litauen på podiet foran sit nye orkester, City of Birmingham Symphony – Simon Rattles gamle orkester – oplevede vi den mest fortryllende og poetiske opførelse til dato – selv om indspilningen med Andris Nelsons og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks faktisk skal høres.
Fra den første søgende opførelse i Berlin har Barbara Hannigan øget det dramatiske udtryk, og Birmingham-orkestret leverede et væld af fine detaljer, som virkelig fremmanede dybden i denne musik.
Opførelsen blev efterfulgt af en friskere og mere meningsfuld fortolkning end vanligt af klassikeren Tchaikovskys Fjerde Symfoni. Sådan er Mirgas female touch virkelig en velkommen fornyelse på et kulturområde, der traditionelt beherskes af herrerne.

  • BBCs optagelse kan høres indtil 3. oktober  HER.

Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Beethovens 5 x 2

Beethoven’s Symphony nr. 5 med 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), som er min favorit.

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de to indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans brillante, men lidt tungere udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbnemotiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

  • Læs videre i Gramophone Archive HER.

Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.

Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.

Musik fra rosenhaver og heksesøer


I dag siger vi tillykke med de 80 år til den ungdommelige gubbe i dansk musik: komponisten Per Nørgård. Hans musik har udfordret, frydet, bevæget, og når afstanden til dagligdagens banale rutiner blev for stor, har han også irriteret. Men aldrig har hans musik efterladt mig uberørt.
Jeg husker endnu, hvordan DR Symfoniorkestrets og Radiokorets uropførelse i 1976 af hans mægtige lovsang til livet i Tredje Symfoni virkede så overvældende, at jeg først blev mig selv dagen efter.
“Var det godt?” spurgte Per Nørgård smilende, da jeg hilste på ham i Radiohusets Koncertsal.
Det var det mildt sagt. Følelsen af frihed og sammenhæng, styret af lysende bølgestrømme, er utrolig givende.
Lige siden har CD-indspilningerne af den Tredje Symfoni været indenfor rækkevidde, når behovet for inspirerende livskraftig musik meldte sig. Den nyeste indspilning med DR-Symfonikerne og Thomas Dausgaard, udgivet af Dacapo, er ligefrem en nødvendighed. Både som kunstnerisk fortolkning og teknisk gengivelse af symfoniens rige, egenartede klangverden er den i enhver henseende fremragende, og i dag kan jeg lige så lidt undvære den som en forfriskende tur i skoven.
Samtidig er den et godt eksempel på, hvor meget mere klart og naturligt musikken fremtræder, når musikerne og sangerne rigtig får den ind under huden. Ny kompliceret musik lader sig jo sjældent afsløre alle sine hemmeligheder i løbet af et prøveforløb på nogle få dage. Derfor er forskellen til den første 30 år gamle LP-indspilning af Tredje Symfoni slående. Fra det imponerende, men forsigtige og lidt stive afsæt den gang oplever vi i dag værket lige så naturligt som en af Gustav Mahlers symfonier.

Med udviklingen af sit harmoniske sprog og hele positive tankegang kunne Per Nørgård have etableret sig som en anden Philip Glass, hvis nye Niende Symfoni stort set lyder ligesom den musik, han skrev for 25 år siden. Men hvor stilen i Philip Glass’ musik virker som en grammofonplade, der kører i samme rille, har Per Nørgård flere gange ændret sit perspektiv. Som Jørgen I. Jensen skriver i sin bog “Per Nørgårds musik” (1986), kaster komponisten et fantastisk, ofte mærkeligt lys ind over dagligdagens almindeligheder. Han holder i sine værker et spejl eller en lup hen over den virkelighed, mennesker færdes i. Og den virkelighed rummer også frygt og katastrofer.

Jeg glemmer aldrig forbløffelsen over oplevelsen af den næste symfoni i rækken: Den Fjerde, som Per Nørgård gav den malende titel “Indisk rosenhave, Kinesisk heksesø”. I dette konfliktfyldte sceneri af grelle modsætninger dyrkede han en idé, som opstod efter et besøg på Louisiana-museets udstilling af kunstens outsidere, hvor Adolf Wölfli’s skæve, men opfindsomme billeder tændte komponisten. Sådan reagerer altså et skuffet, kikset menneske på sin hårde skæbne!
Schweizeren Wölfli var syg i hovedet og tvangsindlagt som psykiatrisk patient og voldsforbryder. Den side af hans skæbne er indiskutabelt tragisk, men han magtede i perioder at bringe en vis orden i sit mentale kaos ved at give sin fantasi form i billeder og tekster. De er et studie værd, fordi han i forstørret grad udtrykte forhold, som normale mennesker undertrykker i det daglige. Selv i Wölfli’s klaustrofobisk indespærrede situation fortsatte drømmen om tilværelsen som storslået helt ned i de mindste begivenheder, den tilstand som Wölfli og Nørgård kalder Rosenhaven. Modsætningen følger ubønhørligt: Heksesøen med al dens frygt og rædsel.
Vi kender udmærket truslerne mod vores liv – aggressiv adfærd med terror, blodbade og krig, økonomisk krise og klimakrise.. Men som regel vælger vi at skyde truslerne fra os i stædig fastholdelse af de nære traditioner med det, vi kalder hygge. Per Nørgård giver os imidlertid mod på at se problemerne og konflikterne i øjnene. For styrken og medfølelsen i hans musikalske fortællinger er så indtrængende stærk, at det er som at vågne styrket op med følelsen af at være på rette spor, når man vender tilbage til sin egen verden.
Selv hans bizarre Wölfli-opera “Det guddommelige tivoli” skaber det indtryk. Kald det absurd teater, eller ekkoer fra sindets afkroge. Kald det et besøg i underbevidsthedens børneværelse. Forestillingen var i hvert fald et festligt skue, hvor de kaotiske indfald på en forunderlig måde blev styret af en samlende musikalsk vilje. Meget mærkeligt, og dybt menneskeligt.
Det minder mig for øvrigt om en anden utrolig oplevelse fra det mentale overdrev: den engelske komponist Peter Maxwell Davies “Eight Songs for a Mad King”, hvor store Aage Haugland sang hovedrollen som George III. Det gjorde han med så megen vokal og teatralsk tæft, at man følte sig fuldstændig æltet igennem, alt imens man vred sig på stolen af latter.
Ikke fordi det er værd at kæmpe for galskaben som sådan, men begge værker viser, at Jorden er rund og ikke slet så begrænsende firkantet, som den gængse dagligdag ellers kan give indtryk af.

Dirigenten Herbert Blomstedt sagde engang, at en stor komponist er en kunstner, som komponerer alle livets facetter ind i sin musik, og som gør det i en omfattende musikproduktion, der tager “det hele” med. Den definition passer godt på Per Nørgård.
Vil man forstå den nye musiks mangfoldige udvikling i vores egen tid, er han en af de mest givende at lytte til. Fra det store universelle perspektiv til det helt nære trænger hans fortolkning af vores adfærd og de måder, vi sanser vores omverden og hinanden, igennem.
De værker af ham, jeg oftest hører, er fra de små, nærmest private former som det smukke harpestykke i musikeksemplet herover og Violinsonaten “The Secret Melody”, men også større værker til den intime scene som trioen “Spell”, flere af de 10 strygekvartetter og den fænomenale slagtøjmusik “I Ching”, hvor man føler sig til stede i et magisk tempel et smukt sted i det fjerne Østen.
Overalt finder man en rørende generøsitet i hans virke. Lægger man den helt utrolige mængde udsagn sammen, han gennem et langt liv er udkommet med i både musik, ord og skrifter, oplever man en af de mest vidende, givende og globalt orienterede komponister nogensinde på vore breddegrader.
Og musikken strømmer stadig ud af ham. Ved torsdagskoncerten 15. november kan man opleve DR SymfoniOrkestret spille hans nye 8. Symfoni for første gang, hvorefter Wiener Filharmonikerne opfører værket i maj 2013. Med den store variation af udtryk, som kendetegner de hidtidige syv symfonier, har vi formentlig endnu en overraskelse i vente.
Tillykke Per, og tak for det hele.

  • Per Nørgård i Musikhistorien. Se her.
  • Se DR P2’s oversigt her.
  • Se Dacapos diskografi her.
  • Per Nørgårds skrifter om musik, kunst og omverden findes nu på Internettet. Se her.