Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

Heja Sverige!

De danske højre-politikeres snak om valgcensur i Sverige er til grin. Som ytringsfrihedens apostle i Muhammed-tegningernes eget land gejler de sig op med forslag om, at Europarådet sender valg-observatører til Sverige ved rigsdagsvalget 19. september. Årsag: Svensk TV 4’s ledelse har afvist at sende racistisk valgpropaganda fra Dansk Folkepartis søster, Sverigedemokraterna.
DF-lederen Pia Kjærsgaard ser i den anledning Sverige som “Nordens bananrepublik”, hvilket er så grotesk en påstand, at svenskerne tager det roligt i enhver betydning af ordet: De danske politikeres kritik affærdiges som det, den er: Useriøs underholdning, man skulle tro var forfattet af en stand-up-komiker.

  • Se Dagens Nyheter her.

“I vil gerne have en kammerat med i skammekrogen. I vil så gerne have, at svenskerne er lige så fremmedfjendske som danskerne, men det er de bare ikke, siger Lasse Dencik, svensk professor ved Roskilde Universitetscenter.”

Det kommer vel an på en prøve ved valget 19. september, men jeg tror, han har ret. Sverigedemokraterna kæmper for en antimuslimsk svensk magelighedskultur, der lanceres som “tryghed & tradition” for landets stigende gruppe af pensionister. Deres budskab kendes overalt i Sverige, selv om svenskerne forsøger at bevare et vist niveau i debatten. Modsat Danmark er der jo udbredt enighed om grænsen for, hvor meget man må pisse på hinanden.
Anstændigheds-grænsen handler nok om mere end Sverigedemokraterna og deres kamp mod muslimske indvandrere: Det svenske establishment søger for alt i verden at undgå den svinske debatkultur, som Dansk Folkeparti har fremmet i Danmark. Og hvem ved: Måske virker den højre-populistiske danske indblanding i svenskernes valg som en rød klud, der snarere styrker end svækker Sveriges anstændighedsgrænse.

Hyler jeg da med det kor, der ønsker de nye ultranationalister udelukket fra parlamenterne? Er det en tragedie, hvis Sverigedemokraterna får så mange stemmer, at de kommer i Riksdagen?
Ja og nej. Det er for så vidt tragisk, at folk overhovedet har behov at stemme på fænomener som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, fordi det er spild af kostbar tid i forhold til samfundets naturlige udvikling, samt ikke mindst: de frisindede demokratiske idealer, lande som Danmark og Sverige normalt fremhæver. Men demokrati er også debat, kanaliseringen af konflikter, sammenstødet mellem holdninger – ikke tabuisering, boykot og tavshed.
Ræk dem bare aldrig en lillefinger. Den danske situation, hvor VK-regeringen lader sig sylte ind i Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger, er en høj pris at betale for at beholde magten. Det er et lavpunkt i nyere dansk historie, som svenskerne forhåbentlig undgår.

  • Eks-udenrigsminister Uffe Ellemann’s kommenterer her.
  • Læs også Carsten Jensens essay om tre bøger, som forsøger at portrættere Sverigedemokraterna og deres forudsætninger her.