Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.

Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.