Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

ARoS direktør: Jeg er ikke politiker, men menneskelig

Erlend Høyersten Aros
Erlend Høyersten, ARoS

Kunstmuseet ARoS norske direktør, Erlend Høyersten, tilbageviser pure at have handlet politisk, da han ytrede forståelse for den berømte kinesiske kunstner Ai Weiweis protest mod den danske regerings seneste asylstramninger. Ai Weiwei deltog med et kunstværk i ARoS udstilling A New Dynasty – Created in China, som i øjeblikket vises på ARoS i Århus.

“I de nordiske lande har vi en høj grad af konformitet. Vi ligner hinanden, og vi lader os styre mere af frygten for at skille os ud end ønsket om at handle og gøre noget vigtigt,” siger Erlend Høyersten til DR:
“Europa har brug for en større forståelse for forskellige kulturer. Vi lever i et meget polariseret samfund, hvor der i stigende grad er behov for dialog,” fastslår han.
“Bliver du ikke politisk nu?”
“What? Det er ikke det, det handler om. Det handler om at vise respekt og være menneskelig.”

ARoS-direktørens udtalelse er fin og klar. Ligesom andre personligheders afstandtagen til den uforsonligt hårde debattone og lovgivning i Danmark, tænker og taler han om behovet for menneskelig empati og samarbejde fremfor kæft, trit og retning i en kynisk dyrkelse af egne interesser.

  • Mere på DR HER.

Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.

Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.

Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

  • Se Politikens dækning og læserdebat her.
  • Se Informations dækning her.
  • Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.

Verdens lykkeligste folk fryser

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

  • Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.