En venlig troldmand på 90 år

Nogle ældre mennesker gider simpelthen ikke blive gamle. Herbert Blomstedt er en af dem. Ved den forgangne uges torsdagskoncert dirigerede den nu 90-årige herre DR SymfoniOrkestret i et rent Mendelssohn-program, hvor ouverturen til Hebriderne og symfonierne Den italienske og Den skotske lød, som var de dirigeret af en veloplagt ung mand.
Erfaring og lidenskab er jo i Blomstedts tilfælde en lykkelig kombination. Enhver frasering formes og betones i balance mellem præcision og personlig entusiasme, som både tilgodeser Mendelssohns smukke melodier, musikkens drama og værket som helhed. Livfuldheden er uimodståelig.

Hvordan får han orkestret med sig? Forklaringen kommer, når man ser ham dirigere. Inspireret af talrige koncertoptagelser med ham på Internettet havde jeg placeret mig i salen, så jeg kunne se ham forfra, og fra musikernes synsvinkel er man ikke tvivl om noget.
Troldmanden Gandalf i Ringenes Herre kan godt gå hjem og lægge sig – Blomstedt er mere overbevisende. Hele hans skikkelse udstråler en målbevidst intensitet, som sammenfatter alt det, et langt liv på koncertpodiet har lært ham. Og hvad han ikke gør med hænderne, fremgår af blikket, som konstant søger kontakt med musikerne. Fra hans aura strømmer en venlig indbydelse til samarbejde, hvormed han gør sig til musiker blandt musikere.
Sådan skabte han og DR SymfoniOrkestret en begivenhed, man går til koncert for at opleve.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og fra sin tid med San Francisco Symfonikerne var hans indspilninger af Mendelssohn, Bruckner, Carl Nielsen, Beethoven, Schubert, Brahms og Franz Berwald eksempler på hovedsøjlerne i det repertoire, han dyrkede i tiden efter.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmer jeg heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en magisk stemning oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver.

Vi har meget at takke Herbert Blomstedt for. Han er en af musikkens store gamle, og han lyser endnu.

NB: Desværre er indtrykket i radioen anderledes. DRs producer valgte en alt for rumlig lyd, hvor violin-grupperne lyder påfaldende spinkle og ude af klanglig balance med det øvrige orkester.
Jeg ved ikke, om ideen er at producere koncerterne for folk, der lytter på mobiltelefon eller en lille DAB-radio med en højttaler på størrelse med en te-si. Jeg foretrækker i hvert fald stadig mine gode B&W-højttalere, og dem tilgodeså DR lydproducere altså ikke ved genhøret forleden i P2.

  • Koncerten med Herbert Blomstedt og DR SymfoniOrkestret kan ses på TV-kanalen DR K på søndag den 24. september kl. 20.
  • Hør koncerten på radiokanalen P2 HER.
  • Se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram HER.

Musikalske klarsyn

Violinisten Julia Fischer og chefdirigenten Fabio Luisi gjorde aftenens torsdagskoncert til en fascinerende oplevelse af skabelse i feltet mellem klassisk tradition og fornyelse.

Julia Fischer spiller Henze. Klik billedet og hør koncerten på P2.

Hans Werner Henzes “chaconne” af en violinkoncert fra 1977 – den første opførelse her til lands – gik lige ind som et betagende spil, der tager udgangspunkt i den italienske barokkomponist Tomaso Vitalis Chaconne i g-mol. Som værket skrider frem, væver Henze underfundigt og virtuost sin egen opfattelse ind i det historiske stof. Dermed gør han sin koncert til en proces, hvor et kærligt minde bliver til personlig erkendelse med de spændinger, der uvilkårligt følger med på vejen ud af nostalgien.
Henzes koncert hedder egentlig Il Vitalino raddoppiato efter Vitali, der blev kaldt Vitalino, her “fordoblet” med Henze selv. I dag kan vi glæde os over, at Julia Fischer giver hans usædvanlige musik sin hengivne varme med sit tindrende klare spil. Sammen med DR SymfoniOrkestrets veloplagte musikere og Fabio Luisi overbeviste hun om, at Henzes violinkoncert fortjener en fast plads i repertoiret side om side med de gængse klassiske værker.

Efter en lang pause fortsatte DR SymfoniOrkestret med Carl Nielsens store Femte Symfoni, som musikerne kender ud og ind. Nielsens Femte er “hjemmemusik”, men For italieneren Fabio Luisi var det første gang, han dirigerede den.
”Carl Nielsen og jeg har et kærlighedsforhold, som er nyt og fuldt af begejstring. Jeg går på opdagelse i ham og elsker ham – og jeg håber, han også elsker mig,” siger Fabio Luisi i programbladet.
Det tror jeg, Carl Nielsen gør i sin himmel, selv om Fabio Luisi afbalancerer Nielsens lyd på sin egen personlige måde. Han civiliserer så at sige dramaet, så det både får mere bid og varme. Usentimentalt benytter han sin autoritet på podiet til at fremtrylle detaljer, der fremhæver og nuancerer symfoniens kildevæld af brillante ideer, hvor især første-satsen er et højdepunkt af symfonisk skabelse.
Orkestret var med ham. Den vilde Nielsen blev tæmmet, klanggrød erstattet af klarhed. Måske benytter Luisi sin nyvundne erfaring til at revidere nogle detaljer i sin tolkning, men retningen er klar: Luisi gør Nielsen skarp og giver et kvalificeret bud på fremtidens fortolkning. Vanens magt brydes – bravo!

  • Se koncertprogrammet HER.
Klik billedet og se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram.

Godt at DR SymfoniOrkestret er på banen med en ny serie torsdagskoncerter. Jeg ser allerede frem til at høre veteranen Herbert Blomstedt dirigere Mendelssohns Fjerde Symfoni “Den italienske” og nr. 3 “Den skotske” næste uge. Derefter venter Messiaens mægtige Turangalila-symfoni og operaen Hertug Blåskægs Borg af Bela Bartok.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Russisk tragedie som begivenhed

Violinisten
Violinisten James Ehnes.

Den russiske komponist Dmitrij Shostakovich havde som så mange andre al mulig grund til at afsky Sovjet-diktatoren Stalin, men komponistens Første Violinkoncert, der blev til i efterkrigsåret 1948, handler nok lige så meget om rædslerne og ødelæggelserne under Anden Verdenskrig som om Stalins morderiske brutalitet. Ligemeget hvad er det påfaldende, så stærkt den indadvendte musik og dens vildt dansende finale griber os i dag. Siger det mon noget om vores egen frygtsomme usikkerhed på nutidens konflikter og tragedier og behovet for at spejle os i musik, der betoner situationens grundstemning?

Sådan var Shostakovichs violinkoncert hovedværket ved DR SymfoniOrkestrets torsdagskoncert, der denne uge blev anført af den noble russiske dirigent Dmitrij Kitajenko og den fine canadiske violinist James Ehnes. Uden sensationer eller egocentriske falbelader flyder Ehnes ligesom sammen med komponisten og stiller sin suveræne violintekniske kunnen til skaberens rådighed. Hans spil virker derfor “autentisk”, både når han med varm inderlighed spiller de lange ensomme soli, og når han som en troldmand slår gnister i de hurtige satser.
Når jeg som ung hørte Shostakovichs Første Violinkoncert, fandt jeg især de hurtige satser spændende. I torsdags var det solistens langstrakte kadence, der lægger op til den afsluttende Burlesque, og som blev udført med nærmest filosofisk flair. Jo, Ehnes er cool.

Samspillet med Kitajenko og orkestret var perfekt. Og Stravinskys suite af Ildfuglen, som Kitajenko har indspillet flere gange på cd, blev den lysende finale på en begivenhedsrig filharmonisk koncertaften. – Inden pausen stod den på Tchaikovsky’s Første Symfoni. Dejlig frisk symfoni, som godt kunne fortjene lidt mere passion end det nydeligt vævede nodetæppe, Kitajenko fik ud af den.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

Det var stort

Krzysztof Urbanski, 33 år.

Den overdådige sopran Measha B’s  og spændstige Krzysztof Urbanskis torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret blev en af de mindeværdige. Fra første til sidste tone lyttede man med ører så store som Rundetårn, og kun modstræbende forlod man koncertens ekstatiske musik, hvor Messiaens sidste ord i hans store Poèmes pour Mi – ”Glæden er vendt tilbage” – kom til at kendetegne hele programmet.
Umiddelbart virker afstanden fra Messiaens mystisk-erotiste Poèmes til Stravinskys supermusik Sacre du printemps ellers rigelig stor, men faktisk supplerede de to værker hinanden fint, så man efter Messiaen i den grad var parat til at modtage Stravinskys Sacre med alle sanser på vid gab. Og hvilket “Våroffer” vi fik at høre! Ikke som i sin tid med den fine svenske dirigent Sixten Ehrling ovre i det gamle Radiohus på Rosenørns allé, heller ikke som dynamiske Thomas Dausgaard eller Esa-Pekka Salonen, hvis opførelser ellers var uhyre virknings- og effektfulde. Nej, her var det præcise spil svøbt i varmere toner og plads til flere detaljer, men stadig vildt dramatisk.
Sådan afslørede den polske dirigent Krzysztof Urbanski sig ikke alene som en stor pultvirtuos. Han er også en ung dirigent med sit personlige bud på musikken, og helt modsat andre musikere i hans generation vælger han gerne sejere tempi, end der ellers er tradition for. Det  medvirker til sympatien for ham. At hans autoritet på podiet er betydelig, fremgik klart af DR SymfoniOrkestret, som gav ham deres allerbedste.
Publikums jubel skyllede bagefter op mod Urbanski og orkestret, og lige nu er jeg parat til at mene, at det er den bedste opførelse af Sacre, jeg endnu har hørt i mit lange liv. Derfor: Lad os snart at få ham at høre igen. Urbanski er en rising star.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

NB: Jeg ved godt, Measha B. hedder Brueggergosman. Hendes efternavn er bare så umuligt, at det var nærliggende at omdøbe hende. I pausen hørte jeg en munter sjæl foreslå “Brünnhild”.

Ravel og skønheden

Maurice Ravel: Daphnis og Chloe – 3. del. Thomas Dausgaard & DR SymfoniOrkestret. Fra Torsdagskoncerten i DR P2.

Detalje fra den russisk-franske maler Marc Chagalls dekorationer til en balletopførelse af Daphnis & Chloé i 1958.
  • Lyt/Listen HER

Med Thomas Dausgaard i spidsen blev opførelsen af Maurice Ravels farverige “symfoniske koreografi” Daphnis & Chloé et uforglemmeligt eventyr. De overdådigt orkestrerede billeder malede sig helt op i ekstatisk leg og en kulmination med total forløsning, der ikke var fri for at virke lige så erotisk som musikalsk.

På vej hjem fra DR’s Koncerthus begyndte jeg at spekulere på, hvad der egentlig gør dette store værk så smukt. Ravels motiver og udsøgte instrumentation gør det jo ikke alene. Hvordan kunne den diskrete eneboer, den forfinede Ravel som aldrig overvandt tabet af sin mor, komponere så sanselig en musik?
Svaret findes efter alt at dømme i hans længsel efter det sanselige liv, han på passende afstand iagttog omkring sig. Og hvad var så mere nærliggende for en kunstner som ham end selv at skabe de indtryk af nærhed og erotisk leg, han manglede i sit liv. Han fortryllede så at sige sig selv og forvandlede sine inderste drifter til kunst. Sublimering altså i den helt store stil.
Handler det mon om forbindelsen til hemmelige homoseksuelle drømme? Udtryksfuldhedens forførende karaktér og musikkens fantastiske præcision er jo så eminente partnere hos Ravel, at selv følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer, selv om de umiddelbart foregår i en uskyldig eventyrverden.
Som Basil Hallward, maleren i Oscar Wildes bog Dorian Grays Billede, frygtsomt siger:
“Ethvert portræt, der er malet med følelse, er et portræt af kunstneren selv, ikke af objektet … på det farvede lærred er det snarere maleren, der afslører sig selv. Så grunden til at jeg ikke vil udstille dette billede er, at jeg er bange for at vise min egen sjæls hemmelighed.”