Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Beethovens 5 x 2

Beethoven’s Symphony nr. 5 med 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), som er min favorit.

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de to indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans brillante, men lidt tungere udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbnemotiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

  • Læs videre i Gramophone Archive HER.

De uudslukkelige

Sibelius-Nielsen-festivalDet har altid interesseret mig, at to så originale musikskabere som finske Sibelius og danske Carl Nielsen kom til verden samme år: 1865. Deres tilstedeværelse og samtidige rumsteren i Nordens musikliv har jo givetvis haft betydning for dem begge, selv om de unægtelig var meget forskellige og fulgte hver deres veje. Carl Nielsens rå frimodighed og tindrende humor opleves typisk dansk, mens Sibelius mere klassisk orienterede tonesprog og hans nationale inspiration fra de blodrige finske legender jo i den grad forbindes med Finland.
I Stockholm fejrer svenskerne både Nielsen og Sibelius ved en storstilet festival i Konserthuset. Klik billedet og læs om festivalen.

Carl Nielsen 2015Her i Danmark rettes kompasset mod Carl Nielsens 150 års fødselsdag 9. juni. Og selv om denne mest danske af alle komponister døde tilbage i 1931, er det en glæde at opleve, hvordan han spilles og synges mere end nogensinde før. På den fremragende jubilæumsportal CarlNielsen.org ser man, hvordan orkestre og solister på stribe tager Nielsen op rundt om i verden. Selv de tidligere så forbeholdne Wiener Filharmonikere giver ham en chance.
Det har taget sin tid. Trods adskillige tilløb oplevede Nielsen aldrig selv noget internationalt gennembrud, der kunne måle sig med interessen for hans jævnaldrende finske kollega Sibelius. Var han simpelthen for egenartet dansk i sit tonesprog?
Som ung i 1960erne udløste Nielsens symfonier et befriende sug i mig. Jeg fattede overhovedet ikke de konservative professorer og anmeldere, der anså de utraditionelle, ofte ekstremt dynamiske symfonier for ufuldkomne og uregerlige efter alle klassiske regler for god musik. Gode gamle Brahms var stadig deres forbillede, men modsat ham hørte jeg Carl Nielsen som frisk sanset liv og fremtid.
Hele vejen igennem fra en umiskendelig Carl Nielsen-sang som “Vi sletternes sønner” til den eksplosive Femte Symfoni og hans underfundige Sjette udfordrer og inspirerer han bestandigt.

“Beskeden og ligetil, fuld af fynsk skælmeri, en charmetrold som ingen kan være vred på længe ad gangen.”

I Danmark fejres han som noget af det mest danske, vi har. Som barn af en musikalsk landarbejder i den lille fynske landsby Nørre Lyndelse voksede han op med smalhals som et livsvilkår, men også i et menneskeligt varmt miljø, hvor folk tog sig af hinanden, og hvor Carl fik mulighed for at udfolde sig musikalsk.
Samtidig udviklede han sig i en epoke, der bevægede sig fremad. Efter Danmarks tab af Slesvig i krigen mod Tyskland i 1864 slog folkestyret igennem under parolen: Hvad udad tabes skal indad vindes. Tiden var gearet til nytænkning overalt i samfundet, og den udvikling prægede Carl Nielsen.

  • Læs mere i Karl Aage Rasmussens fine Nielsen-portræt HER.
  • Se også DR P2’s Carl Nielsen-markering HER.
  • Dacapo Records fejrer Carl Nielsens 150 års jubilæum med udgivelsen af tre nye indspilninger og pristilbud på det hele. Se HER.
  • Læs om de to nyeste indspilninger af de seks symfonier HER.
  • Komponisten fascinerer også instruktøren, manuskriptforfatteren og venstrefløjsdebattøren Erik Clausen. I 1994 lavede han tilmed en film om betydningen af komponistens fynske rødder. Mere om den HER.
  • “Carl Nielsen er som menneske og komponist mere interessant end Sibelius. Han er mere autentisk, mere udtryksfuld, nemmere at nærme sig og værdsætte,” skriver den britiske musikskribent Norman Lebrecht på Standpointmag.co.uk.

Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.

Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.

Det er ganske vist

Finn Høffding: “Det er ganske vist”, inspireret af Hans Christian Andersens eventyr. Odense Symfoniorkester & Ole Schmidt. Dacapo Records.

  • Hvis afspilleren ikke starter, så prøv HER.

Finn Høffdings symfoniske fantasi over H. C. Andersens eventyr Det er ganske vist er en lille perle i dansk musik. I sit enkle, humoristiske tonesprog illustrerer stykket udmærket den daglige kamp om dagsordenen, medierne rygtesmederi og de politiske smædekampagners forførende propaganda, hvor intet kneb er for tarveligt. Ligesom i hønsegården går sladderen, så en lille bitte fjer bliver til fem fuldfede høns.

Høffdings fantasi er fra 1943, da Anden Verdenskrig hærgede og Danmark besat af Nazityskland. Som vi stadig ser i dag, er blandingen af sladder og ondsindede rygter en farlig cocktail.

  • Læs H.C. Andersens eventyr her.
  • Mere  om komponisten Finn Høffding her.
  • Mere om Ole Schmidt her.
  • Mere om de politiske aspekter her.

Hjemme hos Hugo Alfvén

Hugo Alfven: Symphony No. 4 – “Från havsbandet” – From the Outermost Skerries – Second part. Niklas Willen & Iceland Symphony Orchestra. Naxos.

Hugo Alfven: “Dalarapsodi” – Dalecarlian Rhapsody – Start. Niklas Willen & Royal Scottish National Orchestra. Naxos.

kroyers tegning Alfven blogDa jeg en aften stod og nød en blod rød solnedgang over Kattegat oppe ved Tisvilde tonede et længselsfuldt tema frem i mit hoved. Musikken og det storslåede natursceneri spillede sammen, og det blev det ved med. Hvad var det dog for en musik, jeg havde fået i hovedet? Den var nordisk, ingen tvivl om det, men hvem havde komponeret den? Åh jo: Hugo Alfvén, den svenske komponist, som engang imellem dukker op i radioens P2 i et kort iørefaldende stykke. Nu blev det klart: Temaet er den smukke solo, som de to vokalsolister synger i Alfvéns store Fjerde Symfoni.

Der går ellers mange år imellem, at nogen spiller den symfoni ved en koncert, ligesom den kun er udgivet i ganske få indspilninger, så erindringen om temaet kom udelukkende fra en gammel LP med Filharmonikerne i Stockholm og Stig Westerberg.
Naturoplevelsen ved Kattegat fik mig til at lytte nærmere til Hugo Alfvén, og jo mere, jeg hører, jo bedre synes jeg om ham. Derfor undrer det mig, han spilles så sjældent i dag. Er etiketten “Svensk nationalromantik” virkelig nok til at affærdige så frodig en kunstner som Hugo Alfvén?
Udenfor Sverige kendes han især for “Midsommarvaka” med den melodi, masser af mennesker gerne nynner med på. Nogle hæfter sig nok også ved “Vallflickans dans” fra balletmusikken til “Bergakungen” – Bjergkongen. Disse hits, og ikke meget mere, er alt hvad publikum i almindelighed forbinder med den svenske komponist.

Mennesker og natur
Tilsidesættelsen af Alfvéns større værker er virkelig uretfærdig. Blandt hans fem symfonier er den Fjerde et af de betydeligste og mest egenartede værker i hele den nordiske musik. Den udstråler en naturfølelse så intens, præcist og vitalt instrumenteret, at naturens former og elementer tager form i vores bevidsthed som en direkte spejling af os selv og vores kulturelle egenart. Selv dufte og farver strømmer ud af noderne. Man forstår hvad Alfvén mente med sin opfattelse af, hvordan naturen og dens skiftende stemninger modsvarer vore egne følelser.

Nogle vil jo så indvende, at tiden for længst har overhalet Alfvéns stræben efter liv og skønhed i perfekte rammer. Det passer bare ikke, at Alfvén bare var en livslysten letvægter. Gennem store dele af hans musik høres en understrøm af uro, som udfordrede hans stræben efter skønheden, men vist så: Alfvén var nok en venligere mand end eksempelvis Sibelius, som i musikken tog sine kampe op frontalt, hvor Alfvén mere søgte at klare skærene med en besværgelse.
Han ville først og fremmest give folk lys og varme, og når det gøres med så megen finfølelse og musikalsk tæft for motivernes ægte udtryk, giver jeg pokker i snakken om gammeldags romantik og fortidig sentimentalitet. Også En Skærgårdssaga og Dalarapsodien, som lader den svenske folkemusik spille med, er unik og herligt instrumenteret musik, som tilmed giver hjemme-følelse, lig den man oplever, når man vender hjem til sine egne steder efter en lang rejse.
Så lige meget hvor megen anden musik, som ellers fylder ørerne, er der også plads til Hugo Alfvén. Den hjemmefølelse, han vækker, er ligesom et helle i livet og kan som sådan ikke diskuteres.

Indspilningerne
Der foreligger som sagt relativt få gode indspilninger af Hugo Alfvéns musik, men blandt de nye kan den svenske dirigent Niklas Willen’s opførelser anbefales, sådan som det høres i musikeksemplerne herover. Han er nok den af de yngre fortolkere, der i dag er mest på bølgelængde med Alfvén, og hans Naxos-indspilning af den Fjerde Symfoni er virkelig en bedrift.
Går vi tilbage i tiden finder man også flere produktioner med den markante russiske dirigent Evgeny Svetlanov. Sveriges Radios CD-Revy – et både underholdende og nyttigt program af den art, som Danmarks Radio har sparet væk – fortalte engang, hvordan Svetlanov opdagede Hugo Alfvén’s Fjerde Symfoni ved et tilfælde i en radioudsendelse. Russeren blev så betaget af musikken, at han tog Alfvén op og dirigerede ham ved koncerter i både Stockholm og Moskva, hvilket udmøntede sig i flere radio- og pladeproduktioner.
Også Birgit Nilsson sang Alfvén. Eksempelvis høres hun på en optagelse af Fjerde Symfoni med komponisten selv som dirigent.
Til gengæld undrer det mig, at store runde Leif Segerstam, hvis musikalske format virker usvækket, ikke er mere aktiv i Alfvéns repertoire. For nylig udsendte SR en optagelse af hans og SR-Symfonikernes gæstespil i Moskva, hvor de lagde ud med En Skærgårdssaga i en forbløffende stærk opførelse, som udløste megen jubel hos det russiske publikum. Segerstam og orkestret spillede så poetisk og højspændt dramatisk, at jeg tænkte:
Når ikke orkestrene orker at spille den Fjerde Symfoni mere, så kunne de da i det mindste tage et ligeledes fantastisk instrumenteret mesterværk som Skærgårdssagaen op.

  • Læs mere hos Hugo Alfvén Selskabet her.

Portrættet af Hugo Alfvén tegnede P.S. Krøyer i 1903. Hans kone Marie Krøyer, der jo også var billedkunstner, havde året før truffet Hugo Alfvén under en rejse på egen hånd i Italien. I 1905, da Marie ventede barn med Alfvén, blev hun skilt fra Krøyer og giftede sig med den svenske komponist.