Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.

Det er ganske vist

Finn Høffding: “Det er ganske vist”, inspireret af Hans Christian Andersens eventyr. Odense Symfoniorkester & Ole Schmidt. Dacapo Records.

  • Hvis afspilleren ikke starter, så prøv HER.

Finn Høffdings symfoniske fantasi over H. C. Andersens eventyr Det er ganske vist er en lille perle i dansk musik. I sit enkle, humoristiske tonesprog illustrerer stykket udmærket den daglige kamp om dagsordenen, medierne rygtesmederi og de politiske smædekampagners forførende propaganda, hvor intet kneb er for tarveligt. Ligesom i hønsegården går sladderen, så en lille bitte fjer bliver til fem fuldfede høns.

Høffdings fantasi er fra 1943, da Anden Verdenskrig hærgede og Danmark besat af Nazityskland. Som vi stadig ser i dag, er blandingen af sladder og ondsindede rygter en farlig cocktail.

  • Læs H.C. Andersens eventyr her.
  • Mere  om komponisten Finn Høffding her.
  • Mere om Ole Schmidt her.
  • Mere om de politiske aspekter her.

Hjemme hos Hugo Alfvén

Hugo Alfven: Symphony No. 4 – “Från havsbandet” – From the Outermost Skerries – Second part. Niklas Willen & Iceland Symphony Orchestra. Naxos.

Hugo Alfven: “Dalarapsodi” – Dalecarlian Rhapsody – Start. Niklas Willen & Royal Scottish National Orchestra. Naxos.

kroyers tegning Alfven blogDa jeg en aften stod og nød en blod rød solnedgang over Kattegat oppe ved Tisvilde tonede et længselsfuldt tema frem i mit hoved. Musikken og det storslåede natursceneri spillede sammen, og det blev det ved med. Hvad var det dog for en musik, jeg havde fået i hovedet? Den var nordisk, ingen tvivl om det, men hvem havde komponeret den? Åh jo: Hugo Alfvén, den svenske komponist, som engang imellem dukker op i radioens P2 i et kort iørefaldende stykke. Nu blev det klart: Temaet er den smukke solo, som de to vokalsolister synger i Alfvéns store Fjerde Symfoni.

Der går ellers mange år imellem, at nogen spiller den symfoni ved en koncert, ligesom den kun er udgivet i ganske få indspilninger, så erindringen om temaet kom udelukkende fra en gammel LP med Filharmonikerne i Stockholm og Stig Westerberg.
Naturoplevelsen ved Kattegat fik mig til at lytte nærmere til Hugo Alfvén, og jo mere, jeg hører, jo bedre synes jeg om ham. Derfor undrer det mig, han spilles så sjældent i dag. Er etiketten “Svensk nationalromantik” virkelig nok til at affærdige så frodig en kunstner som Hugo Alfvén?
Udenfor Sverige kendes han især for “Midsommarvaka” med den melodi, masser af mennesker gerne nynner med på. Nogle hæfter sig nok også ved “Vallflickans dans” fra balletmusikken til “Bergakungen” – Bjergkongen. Disse hits, og ikke meget mere, er alt hvad publikum i almindelighed forbinder med den svenske komponist.

Mennesker og natur
Tilsidesættelsen af Alfvéns større værker er virkelig uretfærdig. Blandt hans fem symfonier er den Fjerde et af de betydeligste og mest egenartede værker i hele den nordiske musik. Den udstråler en naturfølelse så intens, præcist og vitalt instrumenteret, at naturens former og elementer tager form i vores bevidsthed som en direkte spejling af os selv og vores kulturelle egenart. Selv dufte og farver strømmer ud af noderne. Man forstår hvad Alfvén mente med sin opfattelse af, hvordan naturen og dens skiftende stemninger modsvarer vore egne følelser.

Nogle vil jo så indvende, at tiden for længst har overhalet Alfvéns stræben efter liv og skønhed i perfekte rammer. Det passer bare ikke, at Alfvén bare var en livslysten letvægter. Gennem store dele af hans musik høres en understrøm af uro, som udfordrede hans stræben efter skønheden, men vist så: Alfvén var nok en venligere mand end eksempelvis Sibelius, som i musikken tog sine kampe op frontalt, hvor Alfvén mere søgte at klare skærene med en besværgelse.
Han ville først og fremmest give folk lys og varme, og når det gøres med så megen finfølelse og musikalsk tæft for motivernes ægte udtryk, giver jeg pokker i snakken om gammeldags romantik og fortidig sentimentalitet. Også En Skærgårdssaga og Dalarapsodien, som lader den svenske folkemusik spille med, er unik og herligt instrumenteret musik, som tilmed giver hjemme-følelse, lig den man oplever, når man vender hjem til sine egne steder efter en lang rejse.
Så lige meget hvor megen anden musik, som ellers fylder ørerne, er der også plads til Hugo Alfvén. Den hjemmefølelse, han vækker, er ligesom et helle i livet og kan som sådan ikke diskuteres.

Indspilningerne
Der foreligger som sagt relativt få gode indspilninger af Hugo Alfvéns musik, men blandt de nye kan den svenske dirigent Niklas Willen’s opførelser anbefales, sådan som det høres i musikeksemplerne herover. Han er nok den af de yngre fortolkere, der i dag er mest på bølgelængde med Alfvén, og hans Naxos-indspilning af den Fjerde Symfoni er virkelig en bedrift.
Går vi tilbage i tiden finder man også flere produktioner med den markante russiske dirigent Evgeny Svetlanov. Sveriges Radios CD-Revy – et både underholdende og nyttigt program af den art, som Danmarks Radio har sparet væk – fortalte engang, hvordan Svetlanov opdagede Hugo Alfvén’s Fjerde Symfoni ved et tilfælde i en radioudsendelse. Russeren blev så betaget af musikken, at han tog Alfvén op og dirigerede ham ved koncerter i både Stockholm og Moskva, hvilket udmøntede sig i flere radio- og pladeproduktioner.
Også Birgit Nilsson sang Alfvén. Eksempelvis høres hun på en optagelse af Fjerde Symfoni med komponisten selv som dirigent.
Til gengæld undrer det mig, at store runde Leif Segerstam, hvis musikalske format virker usvækket, ikke er mere aktiv i Alfvéns repertoire. For nylig udsendte SR en optagelse af hans og SR-Symfonikernes gæstespil i Moskva, hvor de lagde ud med En Skærgårdssaga i en forbløffende stærk opførelse, som udløste megen jubel hos det russiske publikum. Segerstam og orkestret spillede så poetisk og højspændt dramatisk, at jeg tænkte:
Når ikke orkestrene orker at spille den Fjerde Symfoni mere, så kunne de da i det mindste tage et ligeledes fantastisk instrumenteret mesterværk som Skærgårdssagaen op.

  • Læs mere hos Hugo Alfvén Selskabet her.

Portrættet af Hugo Alfvén tegnede P.S. Krøyer i 1903. Hans kone Marie Krøyer, der jo også var billedkunstner, havde året før truffet Hugo Alfvén under en rejse på egen hånd i Italien. I 1905, da Marie ventede barn med Alfvén, blev hun skilt fra Krøyer og giftede sig med den svenske komponist.

Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.

Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.

Bartok

Hør den udtryksfulde Andante i Bela Bartoks 2. Violinkoncert. Thomas Zehetmair er solist med Budapest Festival Orchestra dirigeret af Ivan Fischer.- CD fra Berlin Classics:

Når jeg søger klarhed på noget, går jeg en tur i skoven – eller hører musik af ungareren Bela Bartok. Hans blodrige melodier og stærke rytmer udstråler en elementær kraft og naturlighed, hvormed han giver den skabende fantasi frit spillerum.
Hvad er det, der gør denne komponist både atypisk og enestående? Bartok levede 1881-1945, og umiddelbart lignede han ikke den musik, man hører. En amerikansk anmelder skrev, at han så ud som en botanikprofessor fra en pigeskole. Bartok var fysisk svagelig og besad ikke den seje karismatiske udstråling, der kendetegnede komponistkolleger som vennen Kodaly og Stravinsky. Til gengæld var han besjælet af et stærkt indre liv, og hans blå øjne afslørede en skarp iagttagelsesevne og et medlevende sind, som foruden musikken fik ham til at interessere sig for både videnskab, fremmede lande, usædvanlig mad, litteratur og sprog. Bartok var en mild, kultiveret mand, som afholdt sig fra nonsens og meninger, han ikke selv troede på. Det gælder også hans musik.

Hvordan komme videre i en verden præget af tyske traditioner i sporene efter Wagner og Brahms? spurgte Bartok sig selv, da han for lidt over 100 år siden tog fat som ung pianist og komponist. Svaret fandt han ude på landet i Ungarns musikalske bondekultur, hvilket påfaldende nok er et forhold, den klassiske musiks formidlere gerne skjuler eller underbetoner. Er den gamle bondekulturs musik da ikke fin nok? Ligemeget hvad, så fastslog Bartok sidenhen:

“De lykkeligste dage i mit liv har jeg tilbragt i landsbyerne ude blandt bønderne.”

Sammen med sin jævnaldrende kollega Zoltan Kodaly etablerede Bartok sig som folkemindeforsker. De to unge komponister drog på jagt efter kulturel mening og identitet. De besøgte selv de fattigste landsbyer, og selv om de var fremmede, lykkedes det dem i de fleste tilfælde at vinde bøndernes venskab og tillid, så de fik adgang til deres rige, egenartede musikliv. I årenes løb registrerede, udforskede og beskrev Bartok og Kodaly mange tusinde sange, danse og instrumentalstykker. Og gennem den viden, de indsamlede, opbyggede de et fundament i deres eget musikalske arbejde.
Med en vis ret vil nogle nok mene, at der er langt fra folkemusikken til modernisten Bartoks værker som balletmusikken til Den forunderlige Mandarin, operaen Hertug Blåskægs Borg, Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste og den 2. Violinkoncert. Ikke desto mindre gennemtrænges den modne Bartoks musik af hans fortrolighed med folkemusikken og dens særpræg. Den befrugter både melodik, harmonik og rytme, og så “moderne” hans tonesprog end kan forekomme, rummer den som regel noget af folkemusikkens naturlige friskhed.
På dette grundlag satte Bartok sin egen skabende fantasi fri og skabte en musik fyldt af magisk liv og dybde. Dens frodige, usentimentale format nøjes ikke med at underholde os, men fjerner vanens slør fra vore sanser, så vi mærker selve karaktéren og atmosfæren af det stof, han præsenterer. Fint og analytisk etablerede den fysisk spinkle mand en musikalsk verden af stor åndelig styrke, der bringer os i kontakt med det ægte i livet. Bartok var og er the real thing.

Sådan banede den ungarske komponist sin vej gennem det opbrud, musiklivet oplevede for 100 år siden. Andre aktører i de nye bølger af musik, der blev skabt den gang, var tyskeren Richard Strauss, franskmændene Debussy og Ravel, russerne Scriabin (Skrjabin) og Stravinsky, finske Sibelius og danske Carl Nielsen. Med romantikkens opulente traditioner bag sig arbejdede de alle for at give den skabende fantasi nyt spillerum. Og i dag da publikum igen beruser sig i gamle romantiske forestillinger, virker det stadig befriende, ja nødvendigt at opleve disse frontkæmperes musikalske landvindinger.

  • Mere om Bartok på Wikipedia her.
  • Hør Bartoks Divertimento her.
  • Hør Landsbydansen fra Bartoks stort anlagte To Billeder her.
  • Billedet viser det ungarske folkeensemble Muzsikas, som har specialiseret sig i flere Bartok-orienterede projekter. Besøg Muzsikas her.

Ravel og skønheden

Maurice Ravel: Daphnis og Chloe – 3. del. Thomas Dausgaard & DR SymfoniOrkestret. Fra Torsdagskoncerten i DR P2.

Detalje fra den russisk-franske maler Marc Chagalls dekorationer til en balletopførelse af Daphnis & Chloé i 1958.
  • Lyt/Listen HER

Med Thomas Dausgaard i spidsen blev opførelsen af Maurice Ravels farverige “symfoniske koreografi” Daphnis & Chloé et uforglemmeligt eventyr. De overdådigt orkestrerede billeder malede sig helt op i ekstatisk leg og en kulmination med total forløsning, der ikke var fri for at virke lige så erotisk som musikalsk.

På vej hjem fra DR’s Koncerthus begyndte jeg at spekulere på, hvad der egentlig gør dette store værk så smukt. Ravels motiver og udsøgte instrumentation gør det jo ikke alene. Hvordan kunne den diskrete eneboer, den forfinede Ravel som aldrig overvandt tabet af sin mor, komponere så sanselig en musik?
Svaret findes efter alt at dømme i hans længsel efter det sanselige liv, han på passende afstand iagttog omkring sig. Og hvad var så mere nærliggende for en kunstner som ham end selv at skabe de indtryk af nærhed og erotisk leg, han manglede i sit liv. Han fortryllede så at sige sig selv og forvandlede sine inderste drifter til kunst. Sublimering altså i den helt store stil.
Handler det mon om forbindelsen til hemmelige homoseksuelle drømme? Udtryksfuldhedens forførende karaktér og musikkens fantastiske præcision er jo så eminente partnere hos Ravel, at selv følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer, selv om de umiddelbart foregår i en uskyldig eventyrverden.
Som Basil Hallward, maleren i Oscar Wildes bog Dorian Grays Billede, frygtsomt siger:
“Ethvert portræt, der er malet med følelse, er et portræt af kunstneren selv, ikke af objektet … på det farvede lærred er det snarere maleren, der afslører sig selv. Så grunden til at jeg ikke vil udstille dette billede er, at jeg er bange for at vise min egen sjæls hemmelighed.”

Musikalsk skælv i Oxford

Videooptagelsen her er et uddrag af en fænomenal koncert, som i følge Guardians anmelder og reporter vil gå over i historien som en af alle tiders. At dømme efter det franske Medici.tv’s fantastiske optagelse, som kunne høres komplet her, giver man englænderne ret.

Berliner Filharmonikerne spillede 2. maj sin traditionelle Europa-koncert, som i år fandt sted i Oxfords smukke Sheldonian Teater, bygget i 1660’erne og kåret som en af Oxfords arkitektoniske juveler. Sheldonian’s intime akustik og særlige atmosfære blandt de 800 mennesker, der er plads til, er en unik oplevelse, som tydeligvis også prægede musikerne i det store tyske orkester, solisten Alisa Weilerstein og dirigenten Daniel Barenboim. Sammen forenede de alle deres erfaringer i et formidabelt samspil, som med følelse og nerve fik de velkendte værker af Elgar og Brahms til at virke stærkere og mere indtrængende, end jeg mindes at have hørt nogensinde i de 50 år, jeg har dyrket denne musik.

Først en klangskøn udgave af Wagners forspil til Tredje akt af Mestersangerne. Derefter kom amerikaneren Alisa Weilerstein på scenen som solist i Edward Elgar’s Cellokoncert – af gode grunde et værk, som Daniel Barenboim ellers har undgået siden hans første hustrus død i 1987. Jacqueline du Pré’s og Barenboims opførelser af netop Elgars vemodige cellokoncert blev jo nærmest symbolet på deres menneskelige og kunstneriske samarbejde. Nu vendte Barenboim så tilbage med værket – tilmed i Jacqueline du Pré’s hjemby Oxford. Betydningen af det forhold skal næppe undervurderes. Situationen må, som Guardians anmelder bemærker, have været skræmmende for Alisa Weilerstein, men medvirkede altså også til den intense kvalitet i hendes perfekte solospil.
Brahms Første Symfoni blev et kapitel for sig, og jeg kan ikke lade være at citere Guardian:
“The final chord of the Brahms is a case in point. On the page, this could hardly be a more familiar or a more simple musical idea – a fortissimo C major chord that the whole orchestra holds for a semibreve, the sort of thing you’ve heard hundreds, thousands, of times. But never like this.”

  • Hør hele koncerten her.
  • Læs Guardians anmeldelse her.