Ung superpianist

Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen med Philadelphia Orchestra i iTunes.
Klik billedet og hør eksempler fra en fremragende indspilning af Rakhmaninovs Paganini-rapsodi med Philadelphia Orchestra og deres canadiske chefdirigent Yannick Nézet-Séguin.

Daniil Trifonov inspirerer alle med sit superspil. I en alder af 25 har han for længst overbevist verden om sit musikalske format. Perfektion er en selvfølge for ham. Det er udtryksfuldheden også.  Han trækker på sin veludviklede musikalske fantasi og tilfører både humor og en rørende hengivenhed, som giver de toner og temaer, man troede var gammeldags sentimentalitet, mening.

Videoen herover er fra en herlig opførelse af Chopins Første Klaverkoncert med Israel Philharmonic og Asher Fisch i Tel Aviv. Jeg mindes egentlig ikke at have hørt denne musik forløst med større indlevelse end her. Daniil Trifonov udløser lys og skygger i musikalske koblinger, der er lige så intelligente, som de er storslåede.

Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Beethovens 5 x 2

Beethoven’s Symphony nr. 5 med 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), som er min favorit.

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de to indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans brillante, men lidt tungere udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbnemotiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

  • Læs videre i Gramophone Archive HER.

Musikalske kildevæld

CDMåske virker det mere progressivt at sige New York Phil end Royal Stockholm Philharmonic, men tag ikke fejl. Her i Carl Nielsens 150-år stjæler det svenske orkester og dets finske chefdirigent Sakari Oramo billedet med deres inspirerende stærke indspilninger af Carl Nielsens seks symfonier.
Nye lyttere kan begynde her. Ja, Nielsens vidt strakte tour de force er så frydefuldt godt spillet og disponeret, at også garvede kendere af denne skat i dansk musik rives med (jeg fik sågar gåsehud flere gange). For med sin sans for ideernes betydning, og sit fuldkomne overblik over nodebilledernes mylder af detaljer, trænger Sakari Oramo helt ind i hovedet på komponisten og får musikerne til at folde hans musik ud i det virkeligt store format, som både giver plads til ubændig livslyst, følsom dvælen, indædt vrede og galgenhumor.
Selv den Sjette “Sinfonia semplice”, der ellers altid har stået som en noget mystisk fragmenteret musik, får her rørende vægt som samlet værk, fordi man hører symfonien som erindringsbilleder og tilstande i den menneskelige og musikalske opbrudstid, Carl Nielsen oplevede efter Første Verdenskrig. Ligemeget hvor forskellige de enkelte satser er fra hinanden, er stilen umiskendelig Carl Nielsen.

Klik iTunes.Sakari Oramo dirigerer langt mere aktivt og personligt end sin kollega Alan Gilbert på årets andet Nielsen-sæt med New York Philharmonic. Også de spiller formidabelt, og da orkestret siden Leonard Bernsteins tid som chefdirigent har sikret sig vores store sympati, hælder man først til dem.
Herligt at vi har to stærke nyindspilninger at vælge imellem her i Nielsens 150-år! New Yorkernes indspilning bevæger sig imidlertid på et mere formelt og glat plan end den svenske, hvormed noget af den særlige nordiske atmosfære går tabt. Så på trods af megen respekt for de brave New Yorkeres præstation bliver svenskerne mine stjerner.
Begge formidler de “den elementære vilje til liv”, som Carl Nielsen skrev om i sin Fjerde Symfoni “Det Uudslukkelige”, men det er Sakari Oramo og Stockholm Philharmonic, der for alvor forløser Femte Symfonis fuga helt ind i det hede, hule helvede, og som når helt ind på livet af det kildevæld af frodig musikalsk energi, som kendetegner alle Nielsens symfonier.

Derfor er det nok Oramo og Stockholm Philharmonic, jeg lægger øre til fremover – på nær ét værk måske: Den Tredje Symfoni “Sinfonia espansiva”. Uanset nye indspilninger, udkommet siden Carl Nielsens 100 års fødselsdag i 1965, lyser Leonard Bernstein og Det Kongelige Kapels 50 år gamle CBS-indspilning stadig op som fuldstændig enestående.
Læs mere om den begivenhed HER.

  • Sakari Oramo og Stockholm Philharmonic’s Nielsen-sæt udgives af BIS.
  • Alan Gilbert og New York Philharmonic’s Nielsen-sæt udgives af Dacapo.

De uudslukkelige

Sibelius-Nielsen-festivalDet har altid interesseret mig, at to så originale musikskabere som finske Sibelius og danske Carl Nielsen kom til verden samme år: 1865. Deres tilstedeværelse og samtidige rumsteren i Nordens musikliv har jo givetvis haft betydning for dem begge, selv om de unægtelig var meget forskellige og fulgte hver deres veje. Carl Nielsens rå frimodighed og tindrende humor opleves typisk dansk, mens Sibelius mere klassisk orienterede tonesprog og hans nationale inspiration fra de blodrige finske legender jo i den grad forbindes med Finland.
I Stockholm fejrer svenskerne både Nielsen og Sibelius ved en storstilet festival i Konserthuset. Klik billedet og læs om festivalen.

Carl Nielsen 2015Her i Danmark rettes kompasset mod Carl Nielsens 150 års fødselsdag 9. juni. Og selv om denne mest danske af alle komponister døde tilbage i 1931, er det en glæde at opleve, hvordan han spilles og synges mere end nogensinde før. På den fremragende jubilæumsportal CarlNielsen.org ser man, hvordan orkestre og solister på stribe tager Nielsen op rundt om i verden. Selv de tidligere så forbeholdne Wiener Filharmonikere giver ham en chance.
Det har taget sin tid. Trods adskillige tilløb oplevede Nielsen aldrig selv noget internationalt gennembrud, der kunne måle sig med interessen for hans jævnaldrende finske kollega Sibelius. Var han simpelthen for egenartet dansk i sit tonesprog?
Som ung i 1960erne udløste Nielsens symfonier et befriende sug i mig. Jeg fattede overhovedet ikke de konservative professorer og anmeldere, der anså de utraditionelle, ofte ekstremt dynamiske symfonier for ufuldkomne og uregerlige efter alle klassiske regler for god musik. Gode gamle Brahms var stadig deres forbillede, men modsat ham hørte jeg Carl Nielsen som frisk sanset liv og fremtid.
Hele vejen igennem fra en umiskendelig Carl Nielsen-sang som “Vi sletternes sønner” til den eksplosive Femte Symfoni og hans underfundige Sjette udfordrer og inspirerer han bestandigt.

“Beskeden og ligetil, fuld af fynsk skælmeri, en charmetrold som ingen kan være vred på længe ad gangen.”

I Danmark fejres han som noget af det mest danske, vi har. Som barn af en musikalsk landarbejder i den lille fynske landsby Nørre Lyndelse voksede han op med smalhals som et livsvilkår, men også i et menneskeligt varmt miljø, hvor folk tog sig af hinanden, og hvor Carl fik mulighed for at udfolde sig musikalsk.
Samtidig udviklede han sig i en epoke, der bevægede sig fremad. Efter Danmarks tab af Slesvig i krigen mod Tyskland i 1864 slog folkestyret igennem under parolen: Hvad udad tabes skal indad vindes. Tiden var gearet til nytænkning overalt i samfundet, og den udvikling prægede Carl Nielsen.

  • Læs mere i Karl Aage Rasmussens fine Nielsen-portræt HER.
  • Se også DR P2’s Carl Nielsen-markering HER.
  • Dacapo Records fejrer Carl Nielsens 150 års jubilæum med udgivelsen af tre nye indspilninger og pristilbud på det hele. Se HER.
  • Læs om de to nyeste indspilninger af de seks symfonier HER.
  • Komponisten fascinerer også instruktøren, manuskriptforfatteren og venstrefløjsdebattøren Erik Clausen. I 1994 lavede han tilmed en film om betydningen af komponistens fynske rødder. Mere om den HER.
  • “Carl Nielsen er som menneske og komponist mere interessant end Sibelius. Han er mere autentisk, mere udtryksfuld, nemmere at nærme sig og værdsætte,” skriver den britiske musikskribent Norman Lebrecht på Standpointmag.co.uk.

Richter & Schubert

Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.

I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.

Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med ham kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, og som måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.

Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.

Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.

Rasmussen der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.

Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans  særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalske fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.

Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.

  • Mere om Svjatoslav Richter på Wikipedia her.
  • Karl Aage Rasmussens bog om Richter hos Gyldendal her.
  • Mere om Franz Schubert på Wikipedia her.

Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.