Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

Jensens stjerneskud af en jogging-tur

New Ireland – en port til Paradis
“Det var i dette øjeblik, da Tambuk talte om floden som om det var en nær ven eller en slægtning, at jeg fik en indre følelse af at befinde mig i paradis. Da han gjorde sin kærtegnende bevægelse hen over vandet, opdagede jeg, at min egen feber var hørt op…”
“Junglen stod som en sort uigennemtrængelig mur omkring os, og højt oppe havde Sydkorset mistet sin glans i det sølvhvide skær fra fuldmånen, der fyldte lysningen, hvor vi havde slået lejr, med sære, vibrerende skyggespil. Stilheden blev pludselig brudt af en høj syden oppe fra himlen, så helt forskellig fra junglens mangfoldige repertoire af lyde, ja, så helt forskellig fra nogen anden lyd, jeg nogensinde havde hørt, som om en vældig svejseflamme bredte sig gennem nattehimlens blå bagtæppe. En hvidglødende kugle af ild for hen over trætoppene. Det var en meteorsten, sekundet før den ramte jorden…
Jeg holdt vejret. Så gik det op for mig, at jeg ikke blot havde set en meteorsten nå frem til Jorden. Jeg havde også hørt et stjerneskud. Metaforen var blevet virkelighed; den poesi, der gemmer sig i det smukke ord for et faldende legeme ude fra rummet, havde bevist sin sandhed…”

Papua Ny GuineaDér var det altså, at Carsten Jensen hentede bogens titel. Omgivet af venlige folk med en fortid som menneskeædere præsenterer han os for kulturernes grænseland, hvor indbyggerne nok véd, hvad en telefon er, men hvor de som regel endnu ikke selv har en. Vi hører om sære eksistenser som de stive mænd uden albuer og knæ, og en kultur hvor mænd og kvinder lever adskilt. Vi forstår, hvordan den moderne tids viden væves ind i disse folks egen myteprægede begrebsverden, så sammenstødet mildnes. Eller som forfatteren lærte af den gamle mand, Kobari:
“Kobari kendte nok den hvide mands verden, men han var stadig herre i sin egen.”

Alt er oplevet og sanset af en fortæller, som har sat sig for at bryde sine egne grænser gennem opslidende vandringer gennem mudder og moskito-sværme og nærkontakt med fremmede mennesker og livsformer. Man forstår, at den livsstil og de tankegange, som dominerer livet her hos os, så langt fra omfatter hele verden.
Den konstant læsende og oplevende forfatters rejse er ikke bekvem, undtaget ét tilfælde: Dagene på Olosan – en grøn frodighed af en ubeboet ø i Stillehavets Solomon-gruppe, hvor han dagligt blev sejlet ud og nogle timer senere hentet hjem. Dér fordøjede han i ensomhed rejsens mange indtryk og oplevede for første gang i sit liv et koralrev. I selskab med stimer af farverige fisk noterer han poetisk:
“Jeg følte, jeg var tæt på skaberens mund på en dag, hvor han blæste sæbebobler og legesyg fyldte sit værk med stadig nye former.”

Det er denne personlige opdagelsesrejse, som både foregår i forfatterens eget sind og i de landskaber, han betræder, der gør bogen så fascinerende. Oplevelsen af de kolossale stenansigter på Påskeøen, øen uden nutid, beskrives ikke bare som et under, men indleder en tanke- og fantasivækkende vandring rundt blandt de tegn, figurer og ruiner, som de tabte kulturer har efterladt.
“Der var en mystisk kraft på spil på Påskeøen, og jeg mærkede den selv i næsten fysisk forstand … På Påskeøen var det en anelse. Senere blev jeg klar over, at denne anelse i virkeligheden havde været en forudanelse. I Perus Andesbjerge fik jeg en form for vished.”

Peru
I disse bjergegne, der har været skueplads for verdenshistoriens største folkemord, da det blomstrende Inka-rige med dets 3.000-årige rødder brat blev tilintetgjort, mærkede jeg den samme stemning som på Påskeøen … Peru tiltrækker fantasier om glemte dale, byer og folk, lommer i tiden, der et eller andet sted i de utilgængelige Andesbjerge har overlevet i den dybeste isolation. Sagen er, at disse tidslommer og glemte dale findes, ikke i bjergene, men inde i deres beboeres hoveder…”
Både med hensyn til forhistorie og beskrivelse af nutiden er disse afsnit så omfattende, at jeg tager bogen med, hvis mine egne rejser nogensinde fører til Peru og Påskeøen. Jensens vigtigste informationskilde i Peru er den danske digter Thomas Boberg, som med sin peruanske kone bor i Lima. Mon ikke, at den venskabelige forbindelse har medvirket til bogens drive. Betydningen af at have en kammerat ved rejsens mål er stor, og Thomas Bobergs kendskab til Sydamerika fremgår jo bl.a. af hans egen rejsebog Americas, som jeg for nogle år læste med interesse.

Følelsen af hjemkomst
Sammen drager Carsten og Thomas op i bjergene til den gigantiske borgruin Kuelap, bygget omkring 300 år før Kristus “af en høj lyshåret race med øjne så klare som vand”. På vandringen op overnatter de hos bønder, hvor konen til dessert serverer græskargrød med sukker. Også dér finder Carsten inspiration – minderne om den danske sommer i smagen af stikkelsbærgrød:
“Der var mere end det i græskargrøden: Den følelse af hjemkomst, et vildfarent barn kan have, når det igen finder vej tilbage, og døren ikke er låst. Der var generøsitet i maden, den samhørighedsfølelse, heller ikke den voksne kan undvære, og som, hvis vi fjerner os fra den, gør os mindre som mennesker. Det var den samme generøsitet, jeg havde mødt igen og igen på min rejse. Midt i de ustandseligt skiftende kulturer og landskaber havde det været min rejses røde tråd og virkelige fundament…”

De nære oplevelser bliver springbræt for de store, og omvendt – som i fascinationen af Fuglemanden fra Påskeøen, som Thor Heyerdahl fandt i pyramidekomplekset i Tucume, Peru.
“To indbyrdes adskilte og isolerede kulturer kan umuligt have frembragt en mytologisk figur af så slående lighed … Der må have været kontakt,” skriver Jensen henført.
Sådan flyver vi også med på indtrykkede af kulturernes opståen, deres udbredelse og undergang. Carsten Jensens rejse og bog er beundringsværdig og en stor inspiration.

  • Billedet fra Papua Ny Guinea har jeg lånt af den gode fritidsfotograf Christopher Michel, som du finder her.

Vi, de druknede

Carsten Jensens fantastiske historie om de tre hovedpersoner i tre slægtled, Laurids, Albert og Knud Erik, driver af eventyr fra både mystiske tropeøer i syd og det frysende ishav i nord, krig og kærlighed, som til sidst i 1945 forener det brogede persongalleri dér, hvor historien begyndte 680 sider før: I Marstal på Ærø.

Men ikke alene fascineres man af de utrolige historier eller skrøner, fortalt af havnemolens garvede Skipper Skræk-typer. Marstals gamle sømandskultur bliver lys levende for os. Man tror sgu på de mennesker, uanset hvad de foretager sig, og jo mere man læser, jo stærkere bevæges man af romanens skæbner og understrømmen af realitet: Vi forbindes med et sindelag og en kultur, som levede den gang, sejlskibene knyttede Marstal til den globale verden, og som forfatteren kender bedre end en landkrabbe som mig, fordi han selv er en af byens skippersønner.

"Vi, de druknede" hos GyldendalBeretningen om Alberts død som en frossen statue midtvejs mellem Marstal og havet gav mig en klump i halsen, fordi jeg gennem de foregående 300 sider havde lært ham så godt at kende. Hans ensomme død derude den iskolde vinternat i Nordstjernens skær følger jo fortællingens egen eventyrlige logik. Albert dør i faderen, Laurids, famøse støvler, han som ung på en tour de force af en sørejse via Australien havde hentet ude på den tropeø, hvor Laurids var gået i ly og fundet sig en ny familie. Men hvor Laurids svigtede sin danske familie, blev sønnen Albert en institution af en skibsreder. Han gav Marstal et monument over den søfartstradition, der var, men som kvinderne, søfolkenes forbitrede enker, ender med at aflive.
Mange andre romaner ville være endt dér, men endnu er vi kun halvvejs gennem bogen. For da Carsten Jensen lod Albert spille bolden videre til enken, den evigt sørgende Klara Friis’ og hendes dreng, Knud Erik, venter det drama, som fører historien til ende – på grænsen af den fremtid, som skabte os, de velbjærgede efterladte landkrabber i Pia Kjærsgaards lille Danmark, hvor det er blevet skik at lukke af for omverdenen og dyrke sig selv sådan helt privat.

Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt et værk opslugt mig så totalt. Romanen emmer af berusende fortælleglæde tøjlet af en konsekvent form, som gør læseren i stand til at holde styr på de mange skæbner og episoder hele den lange vej igennem. Jovist, Vi, de druknede er en brillant og egenartet bog, som rigtignok er svær at slippe. Den ligger endnu her ved min side, og hver gang jeg læser et afsnit igen, bølger følelsen af et skjult slægtskab frem i mig.

  • Læs også om Carsten Jensens rejsebog Jeg har hørt et stjerneskud her.

Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

  • Se Politikens dækning og læserdebat her.
  • Se Informations dækning her.
  • Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.