Til minde om en engel

Leonidas Kavakos & Fabio Luisi
Leonidas Kavakos og Fabio Luisi under en prøve med DR SymfoniOrkestrtet.

Med sit lange hår og alvorsfulde, skæggede ansigt ser han ikke just cool ud, men tag ikke fejl: Denne græker er en af de mest tjekkede violinister her på kloden. Derfor modtog Leonidas Kavakos torsdag Leonie Sonnings Musikpris ved en enestående koncert med DR SymfoniOrkestret og chefdirigenten Fabio Luisi.

Højdepunktet var så afgjort Alban Bergs Violinkoncert fra 1935 “Til minde om en engel” – et af de værker, Kavakos spejler sig selv stærkest i. Han tolker dramaet mellem skønhed, katastrofe og sorg, så man forstår dybden i Bergs trøstende brev til Alma Mahler Werfel:
“Jeg vil ikke i et brev forsøge at finde ord, hvor sproget svigter … Og dog: En dag – endnu før det frygtelige år ender – kan du og Franz Werfel i et partitur dedikeret mindet om en engel høre lyden af, hvad jeg føler, men intet udtryk finder for i dag.”
Englen i Bergs Violinkoncert er Alma Mahler og Walter Gropius’ datter Manon Gropius, som i en alder af kun 18 år døde af polio. Berg var en nær ven af familien og delte forældrenes sorg. Musikalsk resulterede det i den mageløse violinkoncert, hvis karakter nok også har en vis sammenhæng med den sorte skygge, som den fremstormende nazisme kastede over stadig større dele af Europa.

Med en fuldstændig enestående tæft for hver en bevægelse i musikken følger og løfter Kavakos hver en frase, så man nærmest sidder og gyser af bevælgelse. Det var i enhver forstand exceptionelt.
Ledsaget af et veloplagt orkester og deres medlevende dirigent fulgte en stringent opførelse af Brahms’ Violinkoncert. Det kalder alt sammen på genhør:

  • Besøg koncertens udsendelsesside HER.
  • Se og hør koncerten i DR TV, når den en dag dukker op, HER.

Avanceret show åbnede Hamborgs ElbFilharmoni

Åbningen af den længe ventede Elbphilharmonie i Hamborg var en helt speciel oplevelse for publikum i salen og for os, der fulgte med i NDRs direkte TV-transmission. Jeg er lige ved at tro, TV-udsendelsen gav det bedste indtryk af begivenheden, fordi musikprogrammets fascinerende rejse blev fulgt af billeder både inde fra koncertsalen og udenfor, hvor et farverigt lysshow fulgte musikken synkront med dens dynamik, så hele den mægtige bygning udstrålede liv og kultur. Ingen tvivl: Hamborg har fået et nyt vartegn og en opsigtsvækkende attraktion.

  • Se og hør Nordtysk TVs video med lysshow på Elbphilharmonie HER.

ElbFilharmonien har navn efter floden Elben og er bygget ovenpå en lagerbygning i den moderne og meget priste HafenCity. Bygningsværket har været undervejs i 10 år, og den store budgetoverskridelse, som altid kendetegner kulturelle prestigebyggerier, var her ved åbningsfestlighederne blot et parentes. Tværtimod troppede det tyske parnas op til åbningskoncerten med den musikinteresserede kansler Angela Merkel i spidsen, og de så alle glade og stolte ud. For Elbphilharmonie er endnu en juvel i tysk kulturliv, sagde forbundspræsidenten i en tale.

Efter at have hørt de første to af programmets tre ørekrævende dele erkendte kansleren ganske vist i NDR Fjernsyn, at hun aldrig havde hørt noget lignende, og at hendes personlige interesse især omfattede wienerklassiske komponister som Mozart og Beethoven. På den anden side forsvarede Angela Merkel den raffinerede mosaik af vidt forskellig musik fra for- og nutid, som uden pauser gled over i hinanden – fra Benjamin Brittens rørende obosolo “Pan” til den jublende finalesats i Messiaens Turangalila-symfoni, og fra Wagners forspil til “Parsifal” over til finalen af Beethovens Niende Symfoni via et nyt værk af Wolfgang Rihm. For historisk arvegods og nutidig musikkultur udlukker jo ikke hinanden. De er hinandens forudsætninger og dermed hele ideen med ElbFilharmonien.

Den musikalske mosaik var en dristig disposition af Thomas Hengelbrock, den sympatiske chefdirigent for NDRs Elbphilharmonie-orkester. Det virkede som om, han realiserede en drøm eller utopi, som matchede koncerthuset, dets specielle arkitektur, historie og de akustiske muligheder i den store koncertsal. Usædvanligt ja, men også betagende, fordi programmet var sammensat med så megen finfølelse.

  • TV-transmissionen viste udmærket, hvor stærkt de skiftende fokus mellem solisterne oppe bag publikum og Elbphilharmonies Orkester nede på podiet virkede. Se HER.

Tyskernes evne til at bygge og skabe i den helt store stil er beundringsværdig. I Hamborg åbnede de deres nye kulturelle vartegn med et supermusikalsk show, hvis toner var så intense, at bygningsværk, musik og lyseffekter gik op i en højere enhed. Der var noget at nyde både for feinschmeckere og almindeligt nysgerrige. Herefter kan politikerne med god samvittighed træde ud af filharmoniens rampelys og byde publikum velkommen.
Hvad koster det så at komme indenfor i den nye herlighed? Tja, en koncertbillet beløber sig til mellem ca. 650 kr og 150 kr. – et prisniveau, det danske publikum kender hjemmefra.
Det skal blive interessant en dag at tage turen til Hamborg, og selv opleve det nye koncerthus. Samtidig er jeg glad for, at vi på trods af alt fik DRs Koncerthus i København, hvor den store gyldne sal er en hidtil uovertruffen oplevelse.

  • Besøg Elbphilharmonies hjemmeside HER.
  • NDR Elbphilharmonies Orkester og chefdirigenten Thomas Hengelbrock på YouTube.
  • Læs den danske presseinformation HER.

Turen mod lyset

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal, da en kajakroer brød roen. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal.

Billedet markerer vintersolhvervet 22. december. Her først i januar er lyset så småt ved at vende tilbage, og nu er dagen tiltaget 7 minutter. Lad bare frosten bide derude med sine 7 minusgrader, når bare solen skinner, som den gør denne smukke morgen.

Trump – den amerikanske oligark

Ak, ak, ak. Så blev mareridtet til virkelighed. Den populistiske storskryder Donald Trump vandt præsidentvalget i USA efter en grotesk farce af en valgkamp, der virkede ligeså hovedløs som briternes Brexit-afstemning. Nu venter verden spændt på, hvad der vil ske.
Trumps ego er klart nok størrelse XXL, og hvad han egentlig vil bruge magten til, aner man og frygter det værste, men konkret? Hvad formår han faktisk, hvis hans egne republikanere i Kongressen giver ham fingeren og slår bak? For slet ikke at tale om hvordan hans vælgere vil reagere, når han ikke kan opfylde sine bombastiske valgløfter – når de arbejdsløse alligevel ikke får deres job tilbage, eller når de velhavende bliver endnu rigere på bekostning af alle dem, der kæmper for at få dagen og vejen til at hænge sammen, eller når det i virkeligheden er for uhensigtsmæssigt og asocialt at nedlægge den hårdt tilkæmpede sundhedsforsikring “Obamacare”?

Hvorfor i det hele taget stemme republikansk, som med deres flertal i den lovgivende forsamling, Kongressen, lagde alle mulige hindringer i vejen for den sympatiske præsident Obama? Hvordan heller se bort fra, at det var under Republikanernes ledelse, at USA oparbejdede den vanvittige statsgæld, som Obama og hans administration arvede, og som var deres alt overskyggende problem.
Ganske vist var Hillary Clinton næppe det bedste bud på en ny præsident. Personligt ville jeg have foretrukket Bernie Sanders og hans appel om social retfærdighed, men Trump – den amerikanske oligark!
Nu har han og ligesindede taget magten i landet med verdens stærkeste militær. Dermed bringer han USA ind i selskabet af højreorienterede nationalister, som i disse år truer den vestlige verden. Med store ord og fedt flæsk appellerer de til stærke følelser i folk, og det afgør åbenbart sagen for mange mennesker. Og når man nægter at tænke sig om, ja så får man Trump eller det, der ligner.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.