Kær gæst fra skoven

Som nabo til skoven er det en glæde at følge den lille rå familie, som jævnligt besøger haven. Efter al den regn, vi har døjet med denne sommer, bruger moder Rå og hendes lam haven som et fristed, hvor de kan tørre, når det passer solen at titte frem. Det er hyggeligt at have dem på besøg, og det gør indtryk at mærke den vagtsomme fortrolighed, hvormed moder Rå følger min færden ved huset.

I år har hun følgeskab af ét lam – en rigtig lille Bambi, som hopper og danser rundt fuld af mod på det hele.

Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er især selve situationen – flugten, soldaternes lidelser og evakueringen af over 300.000 britiske soldater på trods af en umulig situation.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i den aktuelle Brexit-æra, HER.

Ung superpianist

Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen med Philadelphia Orchestra i iTunes.
Klik billedet og hør eksempler fra en fremragende indspilning af Rakhmaninovs Paganini-rapsodi med Philadelphia Orchestra og deres canadiske chefdirigent Yannick Nézet-Séguin.

Daniil Trifonov inspirerer alle med sit superspil. I en alder af 25 har han for længst overbevist verden om sit musikalske format. Perfektion er en selvfølge for ham. Det er udtryksfuldheden også.  Han trækker på sin veludviklede musikalske fantasi og tilfører både humor og en rørende hengivenhed, som giver de toner og temaer, man troede var gammeldags sentimentalitet, mening.

Videoen herover er fra en herlig opførelse af Chopins Første Klaverkoncert med Israel Philharmonic og Asher Fisch i Tel Aviv. Jeg mindes egentlig ikke at have hørt denne musik forløst med større indlevelse end her. Daniil Trifonov udløser lys og skygger i musikalske koblinger, der er lige så intelligente, som de er storslåede.

Kongens værdige valg

Meget godt er sagt og skrevet om Erik Poppes norske filmdrama Kongens Valg, og selv om jeg ikke går så meget op i vore dages konger og kongehuse, får flere gensyn med filmen mig til at supplere anmeldernes roser med nogle få ord:
Jo, Haakon VII var en fantastisk karakter. Historien om den byrde, det var for den aldrende herre at skulle beslutte sig for at svare ja eller nej til naziTysklands ultimatum om total overgivelse, fortjener virkelig at blive fortalt i en ny veldrejet film som denne. Og med Jesper Christensen i filmens dominerende hovedrolle oplever man, at kong Haakon stadig står som et stærkt eksempel på menneskelig værdighed i en oprivende krisetid.

Den dramatiske fremstilling af værdigheden er i det hele taget filmens styrke. Man ser, hvordan Haakon ligesom andre ældre mennesker egentlig helst bare vil have lov at hygge sig med sine børnebørn, men da den politiske situation tilspidses og nazisterne invaderer landet, træder han i karaktér. Det bliver ham – den folkevalgte konge – og ikke tyskerne, der bestemmer hvad Norge skal stå for.
Han bliver en konge på flugt fra nazisterne. Sammen med regeringen, kronprinsen og hans kone og børn kører de nordpå, og i en stærk scene afviser kongen at godkende statsministerens tilbagetræden, da han giver op for presset.
“…ikke nu!” svarer Jesper Christensens konge stålsat.

Flere andre scener er begivenheder, man gerne ser igen og igen:
På Oscarsborgs fæstning i Oslo-fjorden ser obersten Birger Eriksen det som sin pligt at angribe invaderende fartøjer og skyder i en flot filmet scene et tysk krigsskib i sænk.
Rørende er også kongens møde med en stor dreng af en norsk soldat oppe på det sneklædte fjeld:
“Goddag soldat.”
“Goddag… konge.”
“Jeg er så glad for alt det, du og dine kammerater gør.”
“Alt for kongen,” siger soldaten.
“Nej – alt for Norge,” svarer kongen.

De let bevæbnede norske soldater danner en beskyttende ring omkring kongen og sikrer ham mod nogensinde at blive taget af tyskerne. Både dette faktuelle forhold, samt skildringen af en militær træfning, der sårer den unge soldat fra før, kunne let være gejlet op til en omgang nationalromantisk kongerøgelse, men det undgår Erik Poppe lykkeligvis.
Hertil medvirker filmens fokus på den tyske diplomat Curt Bräuer (Karl Markovics) og hans forsøg på at opnå en fredelig aftale med Kong Haakon. Kongen er modstræbende gået med til at modtage Bräuer i sit hemmelige skjul, hvilket kun gør kongen endnu mere stejl. Det ender med, at han rasende eksploderer i sin fortsatte afvisning af tyskernes ultimative krav. Jesper Christensens mesterlige skuespil er ren fryd.

I Danmark kan nyere besættelsesfilm som “Flammen og Citronen” og “Hvidsten-gruppen” slet ikke hamle op med kvaliteterne i Kongens Valg. Situationen var rigtignok også en anden. I København valgte regeringen og Haakons bror, kong Christian X, straks at overgive sig til naziTyskland, der på ganske få timer overtog kontrollen med Danmark.
Uværdigheden i den situation beskrives eftertrykkeligt i Tobias Lindholm og Roni Ezras fine lille krigsdrama 9. april. Både den film og Kongens Valg fortjener at blive husket. Den danske film efterlader en sønderknust, mens den norske skaber respekt. Forskellen på de to perspektiver er tankevækkende.

  • Hør en historisk optagelse med kong Haakon, der fra sin landflygtighed i England taler til det norske folk i BBC HER.

Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Endelig forår

Foråret er unægtelig en kold omgang. Ikke desto mindre synger fuglene alle om forår inde i skovbrynet, og solsorten har aldrig lydt lykkeligere.

Ahh, så overlevede vi endnu et langt vinterhalvår. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om aviserne, radio og tv beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, mennesker efterlader sig.