Trump – den amerikanske oligark

Ak, ak, ak. Så blev mareridtet til virkelighed. Den populistiske storskryder Donald Trump vandt præsidentvalget i USA efter en grotesk farce af en valgkamp, der virkede ligeså hovedløs som briternes Brexit-afstemning. Nu venter verden spændt på, hvad der vil ske.
Trumps ego er klart nok størrelse XXL, men hvad vil han egentlig bruge magten til? Man aner det og frygter det værste, men vi ved det ikke konkret. Og hvad formår han faktisk, hvis hans egne republikanere i Kongressen giver ham fingeren og slår bak? For slet ikke at tale om hvordan hans vælgere vil reagere, når han ikke kan opfylde sine bombastiske valgløfter – når de arbejdsløse alligevel ikke får deres job tilbage, eller når de velhavende bliver endnu rigere på bekostning af alle dem, der kæmper for at få dagen og vejen til at hænge sammen, eller når muren langs den mange hundrede kilometer lange statsgrænse til Mexico aldrig bliver bygget?

Hvorfor i det hele taget stemme republikansk, som med deres flertal i den lovgivende forsamling, Kongressen, lagde alle mulige hindringer i vejen for den sympatiske præsident Obama? Hvordan heller se bort fra, at det var under Republikanernes ledelse, at USA oparbejdede den vanvittige statsgæld, som Obama og hans administration arvede, og som var deres alt overskyggende problem.
Ganske vist var Hillary Clinton næppe det bedste bud på en ny præsident. Personligt ville jeg have foretrukket Bernie Sanders og hans appel om social retfærdighed, men Trump – den amerikanske oligark!
Nu har han og ligesindede taget magten i landet med verdens stærkeste militær. Dermed bringer han USA ind i selskabet af højreorienterede nationalister, som i disse år truer den vestlige verden. Med store ord og fedt flæsk appellerer de til stærke følelser i folk, og det afgør åbenbart sagen for mange mennesker. Og når man nægter at tænke sig om, ja så får man Trump eller det, der ligner.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Proms uden Brexit

Londons Royal Albert Hall summede igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Mirga Grazinytė-Tyla cover
Mirgas “female touch”.

Den mest fantastiske koncert var Prom 55 med Hans Abrahamsens magiske, fuldstændig mageløse sangcyklus Let me tell you, som solisten Barbara Hannigan har sunget til succes med flere forskellige orkestre. Kvinderne var i front. Med den unge dynamiske Mirga Gražinytė-Tyla fra Litauen på podiet foran sit nye orkester, City of Birmingham Symphony – Simon Rattles gamle orkester – oplevede vi den mest fortryllende og poetiske opførelse til dato. Fra den første søgende opførelse i Berlin har Barbara Hannigan øget det dramatiske udtryk, og Birmingham-orkestret leverede et væld af fine detaljer, som for alvor fremmanede dybden i denne musik.
Opførelsen blev efterfulgt af en friskere og mere meningsfuld fortolkning end vanligt af klassikeren Tchaikovskys Fjerde Symfoni. Sådan er Mirgas female touch virkelig en velkommen fornyelse på et kulturområde, der traditionelt beherskes af herrerne.

  • BBCs optagelse kan høres indtil 3. oktober  HER.
  • Besøg BBC Proms fremragende hjemmeside HER.

Brexit – engelsk selvmål

Brexit - We are out.jpgSå gjorde de det alligevel på trods af al fornuft. Selv om det virker helt idiotisk, valgte englænderne at følge deres hjerte og forlade EU.
Det er sørgeligt, fordi Europa absolut ikke har brug for reaktionær national oprustning bag lukkede grænser – verden skriger jo på behovet for samarbejde. Og det er dumt, fordi resultatet truer med at splitte dem selv ad helvede til. For hvad med det spegede forhold til Skotland, der klart stemte for at blive i EU, og som nu har fået ammunition til også at stemme sig ud af Great Britain?

Kære Sherlock Holmes, Miss Marple og Winston Churchill, jeg elsker jer og talrige andre britiske personligheder for alle jeres storartede bedrifter i gamle dage. Og jeg nyder den fabelagtige britiske humor, som får det hele til at glide ned.
Smilet stivner imidlertid, når jeres landsmænd og efterfølgere puster nostalgisk britisk selvglæde op til en bristefærdig ballon. Hvad med de store udfordringer, vi er fælles om i dag? Hvad med de unge og deres fremtid?

Brexit er så tåbelig en beslutning, at det er svært at tro, at Storbritannien virkelig forlader EU. Ansvarlige ledere kan næppe heller acceptere kaos og opløsning, der ødelægger deres lands muligheder i verden. Så selv om politikerne taler smukt om respekt for folkets vilje, ender Brexit-afstemningens bulder og brag nok snarere med et kompromis, som blot justerer Storbritanniens forhold til EU.
Med Tysklands kloge Angela Merkel i ryggen får EU samtidig mulighed for at vise sit værd som værn mod national dårskab – så længe hun er tysk kansler, altså. Det er jo ikke engang løgn: EU er bedre end det rygte, politikere og journalister har for vane at sprede i deres hjemlande.

  • Mange unge briter føler, de er blevet røvrendt af de gamle – se HER.
  • Nu må de unge tage kampen op mod Europas vrede gamle mænd – se HER.
  • Læs også om Europa som “et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg” HER.