Hvem? Sibelius!

Jean Sibelius: Piano Trio, ‘Hafträsk’ in A minor, Andantino (1886). Jaakko Kuusisto, violin, Marko Ylönen, cello, Folke Gräsbäck, piano. BIS/eClassical.com.

Lyden af Sibelius’ ungdomstrio er lidt af en overraskelse. Her er ingen spor af den sammenbidte alvorsmand, man som regel forbinder med den finske komponist. I stedet hører vi eksemplet på, hvordan en stor komponist lagde ud i sin ungdom, da de store symfoniske dramaer endnu ventede ude i fremtidens horisont.
Den charmerende Andantino fra Klavertrioen i a-mol stammer fra 1886, da Sibelius var 21 år og studerede musik i Helsinki. Endnu var hans vej usikker: Skulle han satse på den karriere som violinsolist, han så længe havde drømt om, eller var det hans skæbne at følge komponistens stemme, som sang i ham? I dag glæder vi os over, at han valgte det sidste.

Trioen har navn efter den lille landsby Hafträsk på øen Norrskata ved Turku, hvor Sibelius i 1886 holdt musikalsk sommerferie med sin familie. De spillede lykkeligt sammen, når ikke Sibelius vandrede en af sine lange ture langs kysten. Dér tog han violinen med ud og spillede, selv når stride vinde blæste ham i ansigtet. Denne særlige passion for natur og musik er for mig indbegrebet af den komponist, vi træffer nogle år efter i violinkoncerten og de store symfonier, der gør Sibelius til en af de vigtigste og mest originale musikalske stemmer nogensinde.

Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

  • Se Politikens dækning og læserdebat her.
  • Se Informations dækning her.
  • Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.

Og jeg bærer stadig brænde ind

Indtil for 10 år siden, da jeg boede i huse med centralvarme, tvivlede jeg på, at fortidens danskere i små bondehuse kunne holde varmen gennem en streng vinter. Bøndernes uisolerede huse, som udstilles på Frilandsmuseet nord for København, bød som regel kun på varme i to rum: Stuen og køkkenet. De øvrige rum må have været frysende køleskabe om vinteren.

De forløbne ni år gik det imidlertid her i mit lille stråtækkede skovløberhus fra år 1800, men denne vinter, da termometeret rundede 14 graders frost her i Frederiksdal, blev mit soveværelse ligeledes et køleskab. Og da DMI på forhånd varslede den hidtil koldeste nat i år, modtog jeg min søsters venlige tilbud om at overnatte i hendes lune gæsteværelse.
Jo, vinteren bider i år, og hovedkilden til varme i Skovløberhuset er jo kun en brændeovn, og den kræver nye forsyninger af træ mindst en gang i timen, hvis normal temperatur på behagelige 20-21 grader skal kunne holdes i opholdsstuen. En del af varmen strømmer videre op gennem huset til soveværelset, men trods støtte af en moderne el-radiator gør streng frost det umuligt at varme min hyggelige hule under stråtaget op til mere end ca 10 +grader, som tilmed falder i løbet af natten, og det er altså for koldt for mig. Så tak, søster Kirsten, for husly om natten.
I det hele taget holder vinteren bondehusets beboer beskæftiget store dele af dagen. Så hvis nogle spørger til, hvad jeg får dagene til at gå med, lyder svaret i hvert fald: Jeg bærer brænde ind fra udhuset og fyrer.

Savner jeg et moderne hus spækket med alskens bekvemmeligheder? Egentlig ikke, og slet ikke denne smukke formiddag, da solen skinner og kaster et fortryllende skær over det hvide vinterlandskab, som jeg akkompagnerer med god musik. Desuden: Snart kommer foråret, og så er der intet sted på jorden, jeg hellere vil være end her.

Verdens lykkeligste folk fryser

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

  • Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.

Virtuel tur med Bergens-banen

Først tænkte jeg, det var løgn: Da norsk tv, NRK2, sendte hele den syv timer lange togrejse fra Bergen til Oslo, klæbede 1,2 millioner nordmænd til skærmene. Der foregår intet andet end den flotte udsigt, et kamera indfanger ved siden af lokoføreren forrest i toget. Alligevel er folk vilde med optagelsen fra den 100-års jubilerende bane.
Interessen fortsætter på Internettet, hvor det knap 10 minutter lange uddrag på YouTube indtil nu er set 157.260 gange, og ikke nok med det. På grund af efterspørgslen tilbyder Norges Radio, NRK, at man kan hente hele herligheden i HD-kvalitet på Internettet. Det er ikke småting – filen fylder 22 GigaByte på din computer. Se her.

Bergensbanen åbnede den 27. november 1909 som den vigtigste forbindelse mellem Norges to største byer, Oslo og Bergen. Som resultatet af imponerende ingeniørkunst er det en af verdens mest spektakulære jernbanestrækninger, som snor sig hen over det smukke, barske højfjeld og ned gennem maleriske dale.
De to gange, jeg har gjort turen, nød jeg også udsigten. Så hvorfor ikke også på skærmens udsigtsvindue? Det korte uddrag på YouTube, som du ser herover, går da i hvert fald an. Start videoen, vælg kvalitets-indstillingen 720 p til visning i HD på en stor computerskærm, og klik derefter fuld skærm-symbolet.

  • Besøg NRKs hjemmeside her.
  • Se en anden video fra Bergensbanen her.

I Berlin kørte man altid mod øst

ØstBerlin DDR 1986 foran Palast der Republik. @ JF

9. november 2009 var det 20 år siden, Muren faldt i Berlin. Og det var 40 år siden, jeg første gang besøgte DDR, som byggede Muren for at forhindre sit eget folk i at flygte.
Erindringens billeder myldrer frem og udløser blandede følelser. For selv om Muren var et af den nyere civilisations mest ækle bygningsværker – selve symbolet på en umenneskelig situation – virkede det hovedløst, da Vesttyskland og det øvrige Vesten i tiden efter satsede alt på bare at udslette DDR så hurtigt som muligt. Kunne man ikke til en begyndelse have koncentreret indsatsen om at smide det diktatoriske regeringsapparat og de russiske soldater ud, for så til gengæld at lade østtyskerne akklimatisere sig over en årrække?
DDR var jo trods alt mere end Stasi, statskapitalisme og småborgerlige bureaukrater. Det var 40 års levet liv for millioner af mennesker med alle de erfaringer, tanker, håb skuffelser og fænomener, DDR-borgerne oplevede.
På flere besøg i landet blev jeg vidne til, hvordan en stadig stærkere folkelig kultur banede sig vej frem gennem systemets konforme labyrint. Folk udviklede en rørende medmenneskelighed og agerede med en opfindsomhed, som gjorde stort indtryk på den nysgerrige gæst fra Danmark.
De var både venlige og uhyre åbenhjertige om deres tilværelse og drømme. I årene op til Murens fald følte jeg mig derfor overbevist om, at den folkelige kultur ville sejre, men at den væltede Muren i det gigantiske ryk, vi blev vidne til 9. november 1989, var en lyksalig overraskelse. Styret endte som et regime uden et folk.

En varm sommerdag året før besøgte jeg den østberlinske forstad Köpenick, hvor en arbejdsløs skomager engang udklædte sig som preussisk kaptajn. Derpå tog han kommandoen over en gruppe soldater, indtog byens rådhus og beslaglagde kommunekassen. – Den historie hørte jeg allerede om i den danske folkeskole, hvor læreren fremhævede den som et eksempel på blind tysk autoritetstro.
En regnbyge jog os indenfor i et velbesøgt værtshus – en gammel knejpe, som emmede af alt andet end autoriteter. Folk drak fadøl i stride strømme, og en folkelig herre, der præsenterede sig som Wolfgang, inviterede os gemytligt til at sidde ved hans og kammeraternes bord. Begejstret modtog han vores oplysning om, at vi kom fra København.
“Ach ja, Kopenhagen,” sukkede han. “Den by ville jeg så gerne besøge – ligesom Amsterdam og Paris. Det går bare ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Vores regering har for ringe tillid til os DDR-borgere.”

Wolfgangs enkle svar sagde mere end mange fine ord. Hans gamle far boede i VestBerlin og var blevet for svag til at foretage rejsen gennem Muren til sønnen i DDR. Omvendt måtte Wolfgang ikke besøge faderen. For myndighederne troede ikke på, at folk vendte tilbage, når først de var kommet ud. Det var langt fra altid sandt. I tiden op til Murens fald var levestandarden i DDR jo nået op på så acceptabelt et niveau, at indespærringen bag Muren og Jerntæppet, der delte Europa i Øst og Vest, var hovedproblemet for almindelige mennesker.
Galskaben gik for vidt. Da berlinerne i 1987 fejrede byens 750 års jubilæum, foregik det ved to parallelle, skarpt adskilte fester, som udstillede to konkurrerende politiske systemer. Begge parter gav den hele armen, og DDR høstede fordelene ved ØstBerlins historiske status som byens gamle centrum.
I det overdådigt restaurerede Schauspielhaus hørte jeg Danmarks Radios Symfoniorkester spille under Lamberto Gardelli. Den store sal er en elegant kopi af Wiens Musikverein, hvor Wiener Filharmonikerne spiller. Imens forfaldt store dele af det øvrige DDR. Hvorfor denne dyre luksus i en såkaldt arbejder- og bondestat? Så imponerende det end var, virkede det sygt.

Selv bevæbnede berlinerne sig på begge sider af Muren med humor og ironi, som i vestBerlin, der jo var en ø i DDR, prægede mange teaterstykker og film. En aften gik jeg i Grips Theater og oplevede den sprudlende musical “Linie 1”, som brugte metroens Linie 1 som scene for sit portræt af berlinernes særlige adfærd i en dybt unaturlig situation. En af replikkerne er blevet siddende lige siden:
“Berlin er det eneste sted i verden, hvor man altid kører mod øst.”

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at den situation nogensinde ville høre op. Og det er nok det mest tankevækkende ved Murens fald: Intet i denne verden fortsætter bare i al evighed, som det er.
Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei.

  • Hvad er mere Øst end en Trabant? Se morsom billedserie her.
  • Jovist fandtes der også menneskelige Stasi-agenter. Læs om den fremragende film “De andres liv” her.
  • Rejsebrev fra Dresden og Meissen her.
  • Informations historier om Murens fald her.
  • Berlin OnLine.