Og jeg bærer stadig brænde ind

Indtil for 10 år siden, da jeg boede i huse med centralvarme, tvivlede jeg på, at fortidens danskere i små bondehuse kunne holde varmen gennem en streng vinter. Bøndernes uisolerede huse, som udstilles på Frilandsmuseet nord for København, bød som regel kun på varme i to rum: Stuen og køkkenet. De øvrige rum må have været frysende køleskabe om vinteren.

De forløbne ni år gik det imidlertid her i mit lille stråtækkede skovløberhus fra år 1800, men denne vinter, da termometeret rundede 14 graders frost her i Frederiksdal, blev mit soveværelse ligeledes et køleskab. Og da DMI på forhånd varslede den hidtil koldeste nat i år, modtog jeg min søsters venlige tilbud om at overnatte i hendes lune gæsteværelse.
Jo, vinteren bider i år, og hovedkilden til varme i Skovløberhuset er jo kun en brændeovn, og den kræver nye forsyninger af træ mindst en gang i timen, hvis normal temperatur på behagelige 20-21 grader skal kunne holdes i opholdsstuen. En del af varmen strømmer videre op gennem huset til soveværelset, men trods støtte af en moderne el-radiator gør streng frost det umuligt at varme min hyggelige hule under stråtaget op til mere end ca 10 +grader, som tilmed falder i løbet af natten, og det er altså for koldt for mig. Så tak, søster Kirsten, for husly om natten.
I det hele taget holder vinteren bondehusets beboer beskæftiget store dele af dagen. Så hvis nogle spørger til, hvad jeg får dagene til at gå med, lyder svaret i hvert fald: Jeg bærer brænde ind fra udhuset og fyrer.

Savner jeg et moderne hus spækket med alskens bekvemmeligheder? Egentlig ikke, og slet ikke denne smukke formiddag, da solen skinner og kaster et fortryllende skær over det hvide vinterlandskab, som jeg akkompagnerer med god musik. Desuden: Snart kommer foråret, og så er der intet sted på jorden, jeg hellere vil være end her.

Verdens lykkeligste folk fryser

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

  • Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.

Virtuel tur med Bergens-banen

Først tænkte jeg, det var løgn: Da norsk tv, NRK2, sendte hele den syv timer lange togrejse fra Bergen til Oslo, klæbede 1,2 millioner nordmænd til skærmene. Der foregår intet andet end den flotte udsigt, et kamera indfanger ved siden af lokoføreren forrest i toget. Alligevel er folk vilde med optagelsen fra den 100-års jubilerende bane.
Interessen fortsætter på Internettet, hvor det knap 10 minutter lange uddrag på YouTube indtil nu er set 157.260 gange, og ikke nok med det. På grund af efterspørgslen tilbyder Norges Radio, NRK, at man kan hente hele herligheden i HD-kvalitet på Internettet. Det er ikke småting – filen fylder 22 GigaByte på din computer. Se her.

Bergensbanen åbnede den 27. november 1909 som den vigtigste forbindelse mellem Norges to største byer, Oslo og Bergen. Som resultatet af imponerende ingeniørkunst er det en af verdens mest spektakulære jernbanestrækninger, som snor sig hen over det smukke, barske højfjeld og ned gennem maleriske dale.
De to gange, jeg har gjort turen, nød jeg også udsigten. Så hvorfor ikke også på skærmens udsigtsvindue? Det korte uddrag på YouTube, som du ser herover, går da i hvert fald an. Start videoen, vælg kvalitets-indstillingen 720 p til visning i HD på en stor computerskærm, og klik derefter fuld skærm-symbolet.

  • Besøg NRKs hjemmeside her.
  • Se en anden video fra Bergensbanen her.

I Berlin kørte man altid mod øst

ØstBerlin DDR 1986 foran Palast der Republik. @ JF

9. november 2009 var det 20 år siden, Muren faldt i Berlin. Og det var 40 år siden, jeg første gang besøgte DDR, som byggede Muren for at forhindre sit eget folk i at flygte.
Erindringens billeder myldrer frem og udløser blandede følelser. For selv om Muren var et af den nyere civilisations mest ækle bygningsværker – selve symbolet på en umenneskelig situation – virkede det hovedløst, da Vesttyskland og det øvrige Vesten i tiden efter satsede alt på bare at udslette DDR så hurtigt som muligt. Kunne man ikke til en begyndelse have koncentreret indsatsen om at smide det diktatoriske regeringsapparat og de russiske soldater ud, for så til gengæld at lade østtyskerne akklimatisere sig over en årrække?
DDR var jo trods alt mere end Stasi, statskapitalisme og småborgerlige bureaukrater. Det var 40 års levet liv for millioner af mennesker med alle de erfaringer, tanker, håb skuffelser og fænomener, DDR-borgerne oplevede.
På flere besøg i landet blev jeg vidne til, hvordan en stadig stærkere folkelig kultur banede sig vej frem gennem systemets konforme labyrint. Folk udviklede en rørende medmenneskelighed og agerede med en opfindsomhed, som gjorde stort indtryk på den nysgerrige gæst fra Danmark.
De var både venlige og uhyre åbenhjertige om deres tilværelse og drømme. I årene op til Murens fald følte jeg mig derfor overbevist om, at den folkelige kultur ville sejre, men at den væltede Muren i det gigantiske ryk, vi blev vidne til 9. november 1989, var en lyksalig overraskelse. Styret endte som et regime uden et folk.

En varm sommerdag året før besøgte jeg den østberlinske forstad Köpenick, hvor en arbejdsløs skomager engang udklædte sig som preussisk kaptajn. Derpå tog han kommandoen over en gruppe soldater, indtog byens rådhus og beslaglagde kommunekassen. – Den historie hørte jeg allerede om i den danske folkeskole, hvor læreren fremhævede den som et eksempel på blind tysk autoritetstro.
En regnbyge jog os indenfor i et velbesøgt værtshus – en gammel knejpe, som emmede af alt andet end autoriteter. Folk drak fadøl i stride strømme, og en folkelig herre, der præsenterede sig som Wolfgang, inviterede os gemytligt til at sidde ved hans og kammeraternes bord. Begejstret modtog han vores oplysning om, at vi kom fra København.
“Ach ja, Kopenhagen,” sukkede han. “Den by ville jeg så gerne besøge – ligesom Amsterdam og Paris. Det går bare ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Vores regering har for ringe tillid til os DDR-borgere.”

Wolfgangs enkle svar sagde mere end mange fine ord. Hans gamle far boede i VestBerlin og var blevet for svag til at foretage rejsen gennem Muren til sønnen i DDR. Omvendt måtte Wolfgang ikke besøge faderen. For myndighederne troede ikke på, at folk vendte tilbage, når først de var kommet ud. Det var langt fra altid sandt. I tiden op til Murens fald var levestandarden i DDR jo nået op på så acceptabelt et niveau, at indespærringen bag Muren og Jerntæppet, der delte Europa i Øst og Vest, var hovedproblemet for almindelige mennesker.
Galskaben gik for vidt. Da berlinerne i 1987 fejrede byens 750 års jubilæum, foregik det ved to parallelle, skarpt adskilte fester, som udstillede to konkurrerende politiske systemer. Begge parter gav den hele armen, og DDR høstede fordelene ved ØstBerlins historiske status som byens gamle centrum.
I det overdådigt restaurerede Schauspielhaus hørte jeg Danmarks Radios Symfoniorkester spille under Lamberto Gardelli. Den store sal er en elegant kopi af Wiens Musikverein, hvor Wiener Filharmonikerne spiller. Imens forfaldt store dele af det øvrige DDR. Hvorfor denne dyre luksus i en såkaldt arbejder- og bondestat? Så imponerende det end var, virkede det sygt.

Selv bevæbnede berlinerne sig på begge sider af Muren med humor og ironi, som i vestBerlin, der jo var en ø i DDR, prægede mange teaterstykker og film. En aften gik jeg i Grips Theater og oplevede den sprudlende musical “Linie 1”, som brugte metroens Linie 1 som scene for sit portræt af berlinernes særlige adfærd i en dybt unaturlig situation. En af replikkerne er blevet siddende lige siden:
“Berlin er det eneste sted i verden, hvor man altid kører mod øst.”

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at den situation nogensinde ville høre op. Og det er nok det mest tankevækkende ved Murens fald: Intet i denne verden fortsætter bare i al evighed, som det er.
Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei.

  • Hvad er mere Øst end en Trabant? Se morsom billedserie her.
  • Jovist fandtes der også menneskelige Stasi-agenter. Læs om den fremragende film “De andres liv” her.
  • Rejsebrev fra Dresden og Meissen her.
  • Informations historier om Murens fald her.
  • Berlin OnLine.

Svend Auken er savnet

Svend Auken.Det gør altid indtryk, når kendte politikere dør, men nogle mere end andre. Den sørgelige nyhed om Svend Aukens død her til morgen i en alder af kun 66 år er næsten ikke til at bære, fordi han var så stærkt et medlem af den danske familie.

Ligesom Sveriges legendariske statsminister Olof Palme havde han sine meningers mod, og selv for mennesker på højrefløjen, som var det modsatte af venstredrejet socialdemokrat, havde han betydning, fordi hans argumenter og den menneskelige vægt han lagde bag sine ord, hævede debattens kvalitet.

Han virkede som den statsminister, han aldrig blev. I tiden op til det historisk gode valg, han som Socialdemokraternes formand sikrede partiet, var jeg ved en selskabelig lejlighed sammen med ham, og i dag husker jeg klart vores indtryk af manden: Dér sidder en kommende statsminister!

Det lille nøgleparti, De Radikale‚ ville bare ikke have ham, hvilket skulle vise sig at blive skelsættende: Svend Auken tabte både værdigheden som statsministerkandidat og partiformand. Hans format var imidlertid af en kaliber, som ikke lod sig knække af nederlagene. Han arbejdede videre og blev en fremragende miljøminister, der placerede Danmark som opfindsomt foregangsland i verden. Og sandelig om ikke han kæmpede videre, selv da regeringen Fogh marcherede ind og rev hans livsværk ned med en grad af hadefuld dumhed, man skulle tro var løgn. Kun den forbandede kræftsygdom, han døjede med sine sidste år, kunne lægge ham ned. Det er egentlig en virkelig heroisk historie.

Kære Svend Auken, du er allerede savnet.

  • Genhør Svend Auken i Politisk Debat på P1, hvor han bekender sig til næstekærligheden som bærende princip, her.
  • Svend Auken hyldet i USA’s kongres – se her.

Foto: Morten Langkilde, Politiken.

Peders blik

Peder RosenstandI dag i Karlebo Kirke tog vi bevæget afsked med en gammel ven og forbundsfælle, kunstmaleren Peder Rosenstand, som stille og roligt endte sit tornede liv i en alder af 73 år. Mødre og veninder, børn og børnebørn, familie og venner, fyldte kirken og sagde farvel til dette menneske, der i afgørende perioder af vores liv havde betydet meget for os. Vi holdt af ham, selv om han var skruet sådan sammen, at normalt samspil og samliv ikke var muligt. I den grad zig-zagede han ind og ud af både vores og sit eget liv, at han blev lige meget ånd og fænomen som medmenneske – fjern og nær, og dog altid aktør i vores liv. For i den sære blanding af skabende liv, varme og fravær, der udgik fra ham, tvang han os til at tage stilling – til ham og til os selv.

Ingmar Bergman, den svenske iscenesætter som drog i eksil på Fårö, var hans imaginære lidelsesfælle. Selv trak Peder sig tilbage til sit lille Blå Hus i Rødvig på Stevns, hvor han indrettede et smukt hjem. Dér levede han sine sidste år som konge i sin egen ensomme verden, men når han åbnede døren og tog imod, blev man mødt af det glødende blik, du ser her.

Uhyret
“Hans eget personlige uhyre står på lærredet. Kunstneren må slå sig selv i stumper og stykker. For atter engang at samle alle sine sønderskudte sinds-dele i et skønhedsmættet puslespil,” forklarede Virtus Schade i bogen om Peder Rosenstand: “Det exploderende sind”.
“Tribadernes nat” (billedet herunder) er med i bogen. Det er et af hans rigtig gode malerier, som siger mere om Peder end mange ord. Man fascineres af bevægelighedens drama og de æstetisk dybe farver, alt imens man stadig stærkere oplever den tilstand, billedets tre personer befinder sig i. Der er snert i spændingerne, musik i formerne, skønhed i farverne.

På gulvet i sit atelier på Auderødgård noterede han med sort maling på en tyk pensel ordet Angsten. Den lurede altid og udløste jævnligt rablende falbelader, hvoraf nogle kendes fra filmens verden. Ikke desto mindre bænkede man sig hyggeligt i nærheden af det grumme memo og lod sig beværte med øl fra kassen. Sort humor og megen latter fyldte rummet, kloge ord blev udvekslet, frygtsomheden afvæbnet i det gode selskab.
Peders lærreder omgav os. Pensler, farver, store bogværker og vaser med friske blomster var indenfor rækkevidde i en duft af terpentin, piberøg og Old Spice, og udenfor bredte Auderøds milde marker sig. I en vis forstand fristes man til at sige, at Peders atelier på Auderødgård var hans største kunstværk: Den perfekte iscenesættelse af en drøm om liv og skabelse, mulighedernes kunst.

Han malede øjne, der så på os, ofte provokerende eller anklagende. Runde former af sanselig frodighed, øjne, sol og kvindebryster, men også værker i det helt store format. Jeg elsker hans solmættede, røde landskab, der prydede væggen i hans stue i Rødvig. Måske malede han til sidst kun for sig selv og hengav sig til “fantasiens umættelige filmspole”, hvor drømmene og den svære virkelighed smeltede sammen og blev den historie, der var ham.

Trods alle modsætninger og paradokser vidner kredsen af søde børn og børnebørn om stor frodighed, og jeg kan ikke mene andet, end at en skæv personlighed, der efterlader sig sådanne gaver, aldrig kan kaldes umulig. – Vi vil savne dig.

"Tribadernes nat" fra 1977.
“Tribadernes nat” fra 1977.