Vulkansk


Jon Leifs (1899-1968): Geysir, Prelude for orchestra. Osmo Vänskä & Iceland Symphony Orchestra. Recording: BIS and eClassical.com.

Kan man gengive et vulkanudbrud i musik? Den særegne islandske komponist Jón Leifs (1899-1968) prøvede på det i sit spetakulære orkesterstykke Hekla, som i forbindelse med det aktuelle vulkanudbrud på Island kunne være nærliggende at tage frem fra musiksamlingens skjulte kroge. Jeg kan bare ikke fordrage det buldrende, skarpt skårne stykke. I stedet lægger jeg her et andet eksempel af komponisten fra øen i Nordatlanten, Geysir, præludie for orkester.
Jón Leifs er interessant, fordi han forsøgte at integrere den islandske folkemusik i sin egen tids nye musik, samt ikke mindst: Hovedparten af Jon Leifs’ musik handler om islandske naturfænomener og lyder derfor højdramatisk og frygtindgydende smuk eller grim. Det er lige før, man brænder sig på de stærke udbrud.

  • Mere om Jon Leifs her.
  • Flere vulkanbilleder på Flickr.com.
  • Flot video fra Eyjafjallajökull her.

Dresdens genopstandelse

Semper Oper. © JF – Klik billedet og se hele mit album.

Rejsebrev – 1: Historiens vingesus præger alt, man ser i Dresden. Og selv om dyre mærkevarebutikker og Vestens bilmærker for længst har erobret byen, er livsstilen blandt hovedparten af befolkningen i Sachsens gamle hovedstad roligere, venligere og mere imødekommende end i Wessiernes Tyskland. Ossiernes baggrund i det tidligere østtyske DDR fornægter sig jo ikke, eftersom 40 års liv og erindringer som DDR-borgere ikke uden videre lader sig fortrænge af de nye tider.
Faktisk blev vi mødt af løftede pegefingre, når vi luftede vores vestlige formodning om, at livet i DDR var gennemsyret af statslig indblanding og umenneskelig kontrol.
“DDR var meget mere end Stasi og pampere – det var også et godt liv for hovedparten af befolkningen,” fastslog den computeringeniør, vi talte med under en Elben-sejlads på den historiske hjuldamper Pirna.

Han medgiver dog, at journalister og kommentatorer, forfattere, kunstnere, forskere og andre kritiske røster, der kunne finde på at tale regeringen imod, nærmest blev mandsopdækket af Stasi. Så har manden virkelig ret i sin opfattelse af det gode liv i DDR?
Han synes i hvert fald at have ret i forhold til den kynisme, mange DDR-borgere føler, de møder fra vesttyskernes side. Selv om computeringeniøren har kunnet skifte sin lille pruttende Trabant ud med en brugt vesttysk VW Passat, mener han ikke, foreningen med Forbundsrepublikken har skabt bedre forhold. Jo, Berlin, Leipzig og Dresden klarer sig rimelig godt, men resten af det hedengangne DDR-land befinder sig i en misserabel forfatning, siger han. Det samme gælder det mentale landskab i folks hoveder.
“Den medmenneskelighed, som udfoldede sig i DDR, er ved at blive knust af det hektiske materielle sindelag, som Wessierne dænger i hovedet på os,” siger den tidligere DDR-borger.

Hans ord bekræftes af samtlige tyskere, jeg talte med om tiden i DDR. Fotografen Johnny Trash, som vi traf i et lille eksklusivt galleri i Dresdens Altstadt, er så led ved den vesttyske mentalitet, at han og kæresten overvejer at flytte op til venner i Sverige. Han voksede op i DDR og genkender hos sine svenske venner og deres landsby noget af det sindelag, han lærte at sætte pris på i Østtyskland.

  • Johnny Trashs patinerede sort-hvide fotografier er præget af slid, forfald og alderdom. Besøg hans interessante galleri her.

2: Fra Syvende sal i mit komfortable værelse i det topmoderne Ibis-hotel stod jeg en tidlig morgen og betragtede folk gå eller cykle på arbejde. Synet var rørende. Stille og roligt tog folk fat på deres rutiner, som om det altid havde været sådan, men det har det jo ikke.
I Anden Verdenskrigs sidste krampetrækninger blev Dresden bombet sønder og sammen af engelske og amerikanske luftstyrker. Og da samtlige bygninger i det kvarter, hvor vi boede, er opført efter 1945, kunne jeg ikke lade være at tænke på det tragiske luftangreb. Vi bor sgu lige her, hvor bomberne faldt tættest og udslettede alt, konstaterede jeg.

Hvilken rædsel. Flere end 300.000 mennesker omkom. Ikke desto mindre går livet videre, som om intet var hændt. Næsten. Inde i den gamle bydel, Altstadt, vidner sortbrændte sten i mange af de prægtige kirker, palæer og slotte, genopbygget gennem de sidste 50 år, om brandbomberne.
Tiden udsletter altså ikke gamle sår, men man forestiller sig gerne følelsen af helbredelse, hver gang et kendt bygningsværk genopbygges, og et klokkespil igen klinger på torvet. Er byens renovering lige så meget en restaurering af folks sind? Medvirker den til den venlige imødekommenhed, vi oplevede?

3: Turen ud til porcelænets by, Meissen, var et kapitel for sig. Byen ligger på et lille bjerg ved Elben, der krones af Schloss Albrechtsburg, grundlagt helt tilbage i 900-tallet, og Meissner Dom. Vi vandrede hele vejen op ad smalle brolagte stræder, der fik mig til at tænke på eventyret om Pinocchio i italienernes gamle Bergamo. På en gammel patineret kro, Grüner Humpen, spiste vi den bedste omgang gullasch, jeg nogensinde har smagt. Under måltidet traskede værtens fire drenge gennem lokalet med deres rygsække. De bor ovenpå og var på vej tilbage til skolen efter deres frokostpause. Den familiære nærhed bidrog til hyggen, som igen var præget af naturlig ro.

Påvirket af stedets gedigne karakter fortsatte vi vandringen hen til Meissens imponerende Porcelænsmuseum. Og efterhånden gik det op for os, at det ikke så meget er livsstilen fra de 40 år i DDR, som lever videre her, men at det mere er selve det sachsiske sindelag, som har overlevet sidste århundredes dramatiske politiske omvæltninger. Det kan overgangen fra DDR-mark til D-mark til Euro ikke lave om på.

4: Sammenfattende spørger man, om østtyskerne er endt som en “etnisk minoritet” i det genforenede Tyskland? Interessant nok fandt jeg kort efter hjemkomsten et svar i Information. Bladet refererer til arbejdsretten i Stuttgart, der netop har afgjort det penible spørgsmål.
Sagen skyldtes afslaget på en jobansøgning fra den 49-årige Gabriela S., der følte sig nedgjort som følge af sin baggrund i DDR. Hendes advokat påpegede i anklageskriftet, “at østtyskere har deres egne skikke og sædvaner, deres eget køkken og en særligt afgrænset østtysk dialekt. Kort sagt har østtyskerne deres egen kultur. Og på den baggrund kan man hævde, at østtyskere er en etnisk gruppering – endda en minoritet – i dagens Tyskland.”
“Den går bare ikke, fastslår retten. Etnisk identitet er noget, der opbygges over generationer, og da den østtyske stat ikke var levedygtig i mere end rundt regnet en enkelt generation, kan østtyskere således heller ikke siges at være en etnisk gruppering med egne skikke og sæder.”

Dommen får næppe nogen beroligende virkning på de mange, mange østtyskere, der vitterligt føler sig diskrimineret i dagens Tyskland. De har et dejligt land, spækket med kunst og kultur, men de udfordres på livet af sammenstødet mellem en næsten ufattelig skæbnehistorie og en ny tid.

  • Læs hele historien her.
  • Officiel hjemmeside om Dresden her.
  • Besøg Meissens turist-information her.
  • Mere om Tyskland her.
  • Rejsebrev fra Berlin her.

Hvem? Sibelius!

Jean Sibelius: Piano Trio, ‘Hafträsk’ in A minor, Andantino (1886). Jaakko Kuusisto, violin, Marko Ylönen, cello, Folke Gräsbäck, piano. BIS/eClassical.com.

Lyden af Sibelius’ ungdomstrio er lidt af en overraskelse. Her er ingen spor af den sammenbidte alvorsmand, man som regel forbinder med den finske komponist. I stedet hører vi eksemplet på, hvordan en stor komponist lagde ud i sin ungdom, da de store symfoniske dramaer endnu ventede ude i fremtidens horisont.
Den charmerende Andantino fra Klavertrioen i a-mol stammer fra 1886, da Sibelius var 21 år og studerede musik i Helsinki. Endnu var hans vej usikker: Skulle han satse på den karriere som violinsolist, han så længe havde drømt om, eller var det hans skæbne at følge komponistens stemme, som sang i ham? I dag glæder vi os over, at han valgte det sidste.

Trioen har navn efter den lille landsby Hafträsk på øen Norrskata ved Turku, hvor Sibelius i 1886 holdt musikalsk sommerferie med sin familie. De spillede lykkeligt sammen, når ikke Sibelius vandrede en af sine lange ture langs kysten. Dér tog han violinen med ud og spillede, selv når stride vinde blæste ham i ansigtet. Denne særlige passion for natur og musik er for mig indbegrebet af den komponist, vi træffer nogle år efter i violinkoncerten og de store symfonier, der gør Sibelius til en af de vigtigste og mest originale musikalske stemmer nogensinde.

Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

  • Se Politikens dækning og læserdebat her.
  • Se Informations dækning her.
  • Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.

Og jeg bærer stadig brænde ind

Indtil for 10 år siden, da jeg boede i huse med centralvarme, tvivlede jeg på, at fortidens danskere i små bondehuse kunne holde varmen gennem en streng vinter. Bøndernes uisolerede huse, som udstilles på Frilandsmuseet nord for København, bød som regel kun på varme i to rum: Stuen og køkkenet. De øvrige rum må have været frysende køleskabe om vinteren.

De forløbne ni år gik det imidlertid her i mit lille stråtækkede skovløberhus fra år 1800, men denne vinter, da termometeret rundede 14 graders frost her i Frederiksdal, blev mit soveværelse ligeledes et køleskab. Og da DMI på forhånd varslede den hidtil koldeste nat i år, modtog jeg min søsters venlige tilbud om at overnatte i hendes lune gæsteværelse.
Jo, vinteren bider i år, og hovedkilden til varme i Skovløberhuset er jo kun en brændeovn, og den kræver nye forsyninger af træ mindst en gang i timen, hvis normal temperatur på behagelige 20-21 grader skal kunne holdes i opholdsstuen. En del af varmen strømmer videre op gennem huset til soveværelset, men trods støtte af en moderne el-radiator gør streng frost det umuligt at varme min hyggelige hule under stråtaget op til mere end ca 10 +grader, som tilmed falder i løbet af natten, og det er altså for koldt for mig. Så tak, søster Kirsten, for husly om natten.
I det hele taget holder vinteren bondehusets beboer beskæftiget store dele af dagen. Så hvis nogle spørger til, hvad jeg får dagene til at gå med, lyder svaret i hvert fald: Jeg bærer brænde ind fra udhuset og fyrer.

Savner jeg et moderne hus spækket med alskens bekvemmeligheder? Egentlig ikke, og slet ikke denne smukke formiddag, da solen skinner og kaster et fortryllende skær over det hvide vinterlandskab, som jeg akkompagnerer med god musik. Desuden: Snart kommer foråret, og så er der intet sted på jorden, jeg hellere vil være end her.

Verdens lykkeligste folk fryser

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

  • Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.