Musikalsk skælv i Oxford

Videooptagelsen her er et uddrag af en fænomenal koncert, som i følge Guardians anmelder og reporter vil gå over i historien som en af alle tiders. At dømme efter det franske Medici.tv’s fantastiske optagelse, som kunne høres komplet her, giver man englænderne ret.

Berliner Filharmonikerne spillede 2. maj sin traditionelle Europa-koncert, som i år fandt sted i Oxfords smukke Sheldonian Teater, bygget i 1660’erne og kåret som en af Oxfords arkitektoniske juveler. Sheldonian’s intime akustik og særlige atmosfære blandt de 800 mennesker, der er plads til, er en unik oplevelse, som tydeligvis også prægede musikerne i det store tyske orkester, solisten Alisa Weilerstein og dirigenten Daniel Barenboim. Sammen forenede de alle deres erfaringer i et formidabelt samspil, som med følelse og nerve fik de velkendte værker af Elgar og Brahms til at virke stærkere og mere indtrængende, end jeg mindes at have hørt nogensinde i de 50 år, jeg har dyrket denne musik.

Først en klangskøn udgave af Wagners forspil til Tredje akt af Mestersangerne. Derefter kom amerikaneren Alisa Weilerstein på scenen som solist i Edward Elgar’s Cellokoncert – af gode grunde et værk, som Daniel Barenboim ellers har undgået siden hans første hustrus død i 1987. Jacqueline du Pré’s og Barenboims opførelser af netop Elgars vemodige cellokoncert blev jo nærmest symbolet på deres menneskelige og kunstneriske samarbejde. Nu vendte Barenboim så tilbage med værket – tilmed i Jacqueline du Pré’s hjemby Oxford. Betydningen af det forhold skal næppe undervurderes. Situationen må, som Guardians anmelder bemærker, have været skræmmende for Alisa Weilerstein, men medvirkede altså også til den intense kvalitet i hendes perfekte solospil.
Brahms Første Symfoni blev et kapitel for sig, og jeg kan ikke lade være at citere Guardian:
“The final chord of the Brahms is a case in point. On the page, this could hardly be a more familiar or a more simple musical idea – a fortissimo C major chord that the whole orchestra holds for a semibreve, the sort of thing you’ve heard hundreds, thousands, of times. But never like this.”

  • Hør hele koncerten her.
  • Læs Guardians anmeldelse her.

Fröst blæser liv i stor koncert

Kalevi Aho’s Clarinet Concerto composed 2005. Brilliant performed by Martin Fröst & Lahti Symphony Orchestra under Osmo Vänskä. Record Label: BIS. Also available as mp3 at eClassical.com.

Musikken stormer imod os i livtag af skarpt slebne akkorder, der kunne ledsage et action-drama i biografen. Her er spænding og konflikt, men også lange passager af stor skønhed, intens naturfølelse og sensuel varme – alt sammen tiltænkt og inspireret af hero’en Martin Fröst og hans musikalske mesterskab.

Det er en næsten ny klarinetkoncert, vi hører, og personligt hører jeg den som et af de sidste års mest fascinerende klassiske værker.  Komponisten er Kalevi Aho, som både er en institution og et fænomen i Finland. Til dato har han blandt meget andet skrevet 14 symfonier, 14 solokoncerter og fire operaer. En af symfonierne – den Syvende – kalder han en “insekt-symfoni”, som tager afsæt i hans egen satiriske opera ‘Insect Life’. Syret og grotesk spidder han vore dages narcissistiske, selvretfærdige livsstil og maler et indædt kritisk billede af verdens tilstand.

“In other words, I hate the way economic considerations always take precedence over everything else in making decisions in society, regardless of the irreparable destruction all this greed is wreaking on nature, the environment, us humans, other cultures, and animals,” 
forklarer Kalevi Aho.

Aho fortjener at blive spillet og oplevet, og så er han ikke engang modernistisk i traditionel forstand. I den instrumentale iklædning af sin musik gør han brug af alle mulige greb fra både fortid og nutid, og intet middel er ham tilsyneladende fremmed. Kendte klangvirkninger fra Gustav Mahler og Shostakovitch veksler med naturen i hans egen verden, som finder genklang ude i vildnisset natur højt oppe nordpå. Hans 8. Symfoni er eksempelvis inspireret af den rejse, han  foretog ene mand til Lapland og Barentshavets kyst, hvor midsommersolen svøbte det barske landskab i lys døgnet rundt.

Mennesker, samfund og natur – og konflikten imellem dem – er Aho’s evige tema. Og selv om han ikke er en af dem, jeg normalt lægger øre til, har Martin Fröst bevæget ham til at skrive et naturligt strømmende mesterværk, som også burde interesserede alle dem, der ellers blot ønsker at høre Martin Fröst spille de gode kendte stykker af Brahms og Carl Nielsen.

  • Mere om Martin Fröst HER.

Vulkansk


Jon Leifs (1899-1968): Geysir, Prelude for orchestra. Osmo Vänskä & Iceland Symphony Orchestra. Recording: BIS and eClassical.com.

Kan man gengive et vulkanudbrud i musik? Den særegne islandske komponist Jón Leifs (1899-1968) prøvede på det i sit spetakulære orkesterstykke Hekla, som i forbindelse med det aktuelle vulkanudbrud på Island kunne være nærliggende at tage frem fra musiksamlingens skjulte kroge. Jeg kan bare ikke fordrage det buldrende, skarpt skårne stykke. I stedet lægger jeg her et andet eksempel af komponisten fra øen i Nordatlanten, Geysir, præludie for orkester.
Jón Leifs er interessant, fordi han forsøgte at integrere den islandske folkemusik i sin egen tids nye musik, samt ikke mindst: Hovedparten af Jon Leifs’ musik handler om islandske naturfænomener og lyder derfor højdramatisk og frygtindgydende smuk eller grim. Det er lige før, man brænder sig på de stærke udbrud.

  • Mere om Jon Leifs her.
  • Flere vulkanbilleder på Flickr.com.
  • Flot video fra Eyjafjallajökull her.

Dresdens genopstandelse

Semper Oper. © JF – Klik billedet og se hele mit album.

Rejsebrev – 1: Historiens vingesus præger alt, man ser i Dresden. Og selv om dyre mærkevarebutikker og Vestens bilmærker for længst har erobret byen, er livsstilen blandt hovedparten af befolkningen i Sachsens gamle hovedstad roligere, venligere og mere imødekommende end i Wessiernes Tyskland. Ossiernes baggrund i det tidligere østtyske DDR fornægter sig jo ikke, eftersom 40 års liv og erindringer som DDR-borgere ikke uden videre lader sig fortrænge af de nye tider.
Faktisk blev vi mødt af løftede pegefingre, når vi luftede vores vestlige formodning om, at livet i DDR var gennemsyret af statslig indblanding og umenneskelig kontrol.
“DDR var meget mere end Stasi og pampere – det var også et godt liv for hovedparten af befolkningen,” fastslog den computeringeniør, vi talte med under en Elben-sejlads på den historiske hjuldamper Pirna.

Han medgiver dog, at journalister og kommentatorer, forfattere, kunstnere, forskere og andre kritiske røster, der kunne finde på at tale regeringen imod, nærmest blev mandsopdækket af Stasi. Så har manden virkelig ret i sin opfattelse af det gode liv i DDR?
Han synes i hvert fald at have ret i forhold til den kynisme, mange DDR-borgere føler, de møder fra vesttyskernes side. Selv om computeringeniøren har kunnet skifte sin lille pruttende Trabant ud med en brugt vesttysk VW Passat, mener han ikke, foreningen med Forbundsrepublikken har skabt bedre forhold. Jo, Berlin, Leipzig og Dresden klarer sig rimelig godt, men resten af det hedengangne DDR-land befinder sig i en misserabel forfatning, siger han. Det samme gælder det mentale landskab i folks hoveder.
“Den medmenneskelighed, som udfoldede sig i DDR, er ved at blive knust af det hektiske materielle sindelag, som Wessierne dænger i hovedet på os,” siger den tidligere DDR-borger.

Hans ord bekræftes af samtlige tyskere, jeg talte med om tiden i DDR. Fotografen Johnny Trash, som vi traf i et lille eksklusivt galleri i Dresdens Altstadt, er så led ved den vesttyske mentalitet, at han og kæresten overvejer at flytte op til venner i Sverige. Han voksede op i DDR og genkender hos sine svenske venner og deres landsby noget af det sindelag, han lærte at sætte pris på i Østtyskland.

  • Johnny Trashs patinerede sort-hvide fotografier er præget af slid, forfald og alderdom. Besøg hans interessante galleri her.

2: Fra Syvende sal i mit komfortable værelse i det topmoderne Ibis-hotel stod jeg en tidlig morgen og betragtede folk gå eller cykle på arbejde. Synet var rørende. Stille og roligt tog folk fat på deres rutiner, som om det altid havde været sådan, men det har det jo ikke.
I Anden Verdenskrigs sidste krampetrækninger blev Dresden bombet sønder og sammen af engelske og amerikanske luftstyrker. Og da samtlige bygninger i det kvarter, hvor vi boede, er opført efter 1945, kunne jeg ikke lade være at tænke på det tragiske luftangreb. Vi bor sgu lige her, hvor bomberne faldt tættest og udslettede alt, konstaterede jeg.

Hvilken rædsel. Flere end 300.000 mennesker omkom. Ikke desto mindre går livet videre, som om intet var hændt. Næsten. Inde i den gamle bydel, Altstadt, vidner sortbrændte sten i mange af de prægtige kirker, palæer og slotte, genopbygget gennem de sidste 50 år, om brandbomberne.
Tiden udsletter altså ikke gamle sår, men man forestiller sig gerne følelsen af helbredelse, hver gang et kendt bygningsværk genopbygges, og et klokkespil igen klinger på torvet. Er byens renovering lige så meget en restaurering af folks sind? Medvirker den til den venlige imødekommenhed, vi oplevede?

3: Turen ud til porcelænets by, Meissen, var et kapitel for sig. Byen ligger på et lille bjerg ved Elben, der krones af Schloss Albrechtsburg, grundlagt helt tilbage i 900-tallet, og Meissner Dom. Vi vandrede hele vejen op ad smalle brolagte stræder, der fik mig til at tænke på eventyret om Pinocchio i italienernes gamle Bergamo. På en gammel patineret kro, Grüner Humpen, spiste vi den bedste omgang gullasch, jeg nogensinde har smagt. Under måltidet traskede værtens fire drenge gennem lokalet med deres rygsække. De bor ovenpå og var på vej tilbage til skolen efter deres frokostpause. Den familiære nærhed bidrog til hyggen, som igen var præget af naturlig ro.

Påvirket af stedets gedigne karakter fortsatte vi vandringen hen til Meissens imponerende Porcelænsmuseum. Og efterhånden gik det op for os, at det ikke så meget er livsstilen fra de 40 år i DDR, som lever videre her, men at det mere er selve det sachsiske sindelag, som har overlevet sidste århundredes dramatiske politiske omvæltninger. Det kan overgangen fra DDR-mark til D-mark til Euro ikke lave om på.

4: Sammenfattende spørger man, om østtyskerne er endt som en “etnisk minoritet” i det genforenede Tyskland? Interessant nok fandt jeg kort efter hjemkomsten et svar i Information. Bladet refererer til arbejdsretten i Stuttgart, der netop har afgjort det penible spørgsmål.
Sagen skyldtes afslaget på en jobansøgning fra den 49-årige Gabriela S., der følte sig nedgjort som følge af sin baggrund i DDR. Hendes advokat påpegede i anklageskriftet, “at østtyskere har deres egne skikke og sædvaner, deres eget køkken og en særligt afgrænset østtysk dialekt. Kort sagt har østtyskerne deres egen kultur. Og på den baggrund kan man hævde, at østtyskere er en etnisk gruppering – endda en minoritet – i dagens Tyskland.”
“Den går bare ikke, fastslår retten. Etnisk identitet er noget, der opbygges over generationer, og da den østtyske stat ikke var levedygtig i mere end rundt regnet en enkelt generation, kan østtyskere således heller ikke siges at være en etnisk gruppering med egne skikke og sæder.”

Dommen får næppe nogen beroligende virkning på de mange, mange østtyskere, der vitterligt føler sig diskrimineret i dagens Tyskland. De har et dejligt land, spækket med kunst og kultur, men de udfordres på livet af sammenstødet mellem en næsten ufattelig skæbnehistorie og en ny tid.

  • Læs hele historien her.
  • Officiel hjemmeside om Dresden her.
  • Besøg Meissens turist-information her.
  • Mere om Tyskland her.
  • Rejsebrev fra Berlin her.

Hvem? Sibelius!

Jean Sibelius: Piano Trio, ‘Hafträsk’ in A minor, Andantino (1886). Jaakko Kuusisto, violin, Marko Ylönen, cello, Folke Gräsbäck, piano. BIS/eClassical.com.

Lyden af Sibelius’ ungdomstrio er lidt af en overraskelse. Her er ingen spor af den sammenbidte alvorsmand, man som regel forbinder med den finske komponist. I stedet hører vi eksemplet på, hvordan en stor komponist lagde ud i sin ungdom, da de store symfoniske dramaer endnu ventede ude i fremtidens horisont.
Den charmerende Andantino fra Klavertrioen i a-mol stammer fra 1886, da Sibelius var 21 år og studerede musik i Helsinki. Endnu var hans vej usikker: Skulle han satse på den karriere som violinsolist, han så længe havde drømt om, eller var det hans skæbne at følge komponistens stemme, som sang i ham? I dag glæder vi os over, at han valgte det sidste.

Trioen har navn efter den lille landsby Hafträsk på øen Norrskata ved Turku, hvor Sibelius i 1886 holdt musikalsk sommerferie med sin familie. De spillede lykkeligt sammen, når ikke Sibelius vandrede en af sine lange ture langs kysten. Dér tog han violinen med ud og spillede, selv når stride vinde blæste ham i ansigtet. Denne særlige passion for natur og musik er for mig indbegrebet af den komponist, vi træffer nogle år efter i violinkoncerten og de store symfonier, der gør Sibelius til en af de vigtigste og mest originale musikalske stemmer nogensinde.

Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

  • Se Politikens dækning og læserdebat her.
  • Se Informations dækning her.
  • Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.