Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

Trump – den amerikanske oligark

Ak, ak, ak. Så blev mareridtet til virkelighed. Den populistiske storskryder Donald Trump vandt præsidentvalget i USA efter en grotesk farce af en valgkamp, der virkede ligeså hovedløs som briternes Brexit-afstemning. Nu venter verden spændt på, hvad der vil ske.
Trumps ego er klart nok størrelse XXL, og hvad han egentlig vil bruge magten til, aner man og frygter det værste, men konkret? Hvad formår han faktisk, hvis hans egne republikanere i Kongressen giver ham fingeren og slår bak? For slet ikke at tale om hvordan hans vælgere vil reagere, når han ikke kan opfylde sine bombastiske valgløfter – når de arbejdsløse alligevel ikke får deres job tilbage, eller når de velhavende bliver endnu rigere på bekostning af alle dem, der kæmper for at få dagen og vejen til at hænge sammen, eller når det i virkeligheden er for uhensigtsmæssigt og asocialt at nedlægge den hårdt tilkæmpede sundhedsforsikring “Obamacare”?

Hvorfor i det hele taget stemme republikansk, som med deres flertal i den lovgivende forsamling, Kongressen, lagde alle mulige hindringer i vejen for den sympatiske præsident Obama? Hvordan heller se bort fra, at det var under Republikanernes ledelse, at USA oparbejdede den vanvittige statsgæld, som Obama og hans administration arvede, og som var deres alt overskyggende problem.
Ganske vist var Hillary Clinton næppe det bedste bud på en ny præsident. Personligt ville jeg have foretrukket Bernie Sanders og hans appel om social retfærdighed, men Trump – den amerikanske oligark!
Nu har han og ligesindede taget magten i landet med verdens stærkeste militær. Dermed bringer han USA ind i selskabet af højreorienteret national-chauvinisme, som i disse år truer den vestlige verden. Med store ord og fedt flæsk appellerer de til stærke følelser i folk, og det afgør åbenbart sagen for mange mennesker. Og når man nægter at tænke sig om, ja så får man Trump eller det, der ligner.

Brexit – engelsk selvmål

Brexit - We are out.jpgSå gjorde de det alligevel på trods af al fornuft. Selv om det virker helt idiotisk, valgte englænderne at følge deres hjerte og forlade EU.
Det er sørgeligt, fordi Europa absolut ikke har brug for reaktionær national oprustning bag lukkede grænser – verden skriger jo på behovet for samarbejde. Og det er dumt, fordi resultatet truer med at splitte dem selv ad helvede til. For hvad med det spegede forhold til Skotland, der klart stemte for at blive i EU, og som nu har fået ammunition til også at stemme sig ud af Great Britain?

Kære Sherlock Holmes, Miss Marple og Winston Churchill, jeg elsker jer og talrige andre britiske personligheder for alle jeres storartede bedrifter i gamle dage. Og jeg nyder den fabelagtige britiske humor, som får det hele til at glide ned.
Smilet stivner imidlertid, når jeres landsmænd og efterfølgere puster nostalgisk britisk selvglæde op til en bristefærdig ballon. Hvad med de store udfordringer, vi er fælles om i dag? Hvad med de unge og deres fremtid?

Brexit er så tåbelig en beslutning, at det er svært at tro, at Storbritannien virkelig forlader EU. Ansvarlige ledere kan næppe heller acceptere kaos og opløsning, der ødelægger deres lands muligheder i verden. Så selv om politikerne taler smukt om respekt for folkets vilje, ender Brexit-afstemningens bulder og brag nok snarere med et kompromis, som blot justerer Storbritanniens forhold til EU.
Med Tysklands kloge Angela Merkel i ryggen får EU samtidig mulighed for at vise sit værd som værn mod national dårskab – så længe hun er tysk kansler, altså. Det er jo ikke engang løgn: EU er bedre end det rygte, politikere og journalister har for vane at sprede i deres hjemlande.

  • Mange unge briter føler, de er blevet røvrendt af de gamle – se HER.
  • Nu må de unge tage kampen op mod Europas vrede gamle mænd – se HER.
  • Læs også om Europa som “et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg” HER.

Storslået NASA-video

Rumagenturet NASA har offentliggjort en storslået video, der skal promovere tv-kanalen NASA TV UHD i USA. Videoen er sammensat af en række timelapses, der viser nordlys og de tilsvarende sydlys på den sydlige halvkugle.
Præsentationens tempo er hurtigere end virkelighedens tur med en satellit, uden dog helt at ødelægge indtrykket af de smukke billeder af dramaet i jordens atmosfære.
Som noget nyt har vi mulighed for at se videoen i den superfine opløsning Ultra-HD, hvis altså ens internet-forbindelse kan klare det.

  • Mere om videoen på DR.dk HER.

Ungarsk maestro dirigerer flygtningehjælp

Ivan Fischer.
Ivan Fischer.

Den berømte ungarske dirigent Ivan Fischer tager stærkt afstand fra sit hjemlands militante flygtningepolitik, som medvirker til at forstærke det aktuelle flygtningekaos i Europa. Senest har Fischer stillet sig i spidsen for en hjælpekonvoj. Og åbningen af den nye koncertsæson i Konzerthaus Berlin tilegnede han flygtningene fra Syrien.
I en tale appellerede han lidenskabeligt til Europas ledere om at vise menneskelighed og forståelse for, at syrerne flygter fra håbløsheden i en ødelagt verden. Ivan Fischer fastslår også, at det ikke nytter at henvise til eksisterende regler. De er forældede og fungerer ikke i den krise, vi ser nu.

Den ungarske maestro er både en dejlig kunstner og en hædersmand. Fra min udkigspost her i Danmark fatter jeg heller ikke EUs manglende evne til at håndtere krisen i et værdigt samarbejde. Enkelte medlemslande klamrer sig til deres nationale suverænitet, men hvad er den værd, når resultatet bliver uciviliseret kaos?

  • Ivan Fischer takker hjælpearbejderne fra ladet af en lastvogn i Budapest (først på ungarsk, derefter engelsk) HER.

Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.

Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.

Heja Sverige!

De danske højre-politikeres snak om valgcensur i Sverige er til grin. Som ytringsfrihedens apostle i Muhammed-tegningernes eget land gejler de sig op med forslag om, at Europarådet sender valg-observatører til Sverige ved rigsdagsvalget 19. september. Årsag: Svensk TV 4’s ledelse har afvist at sende racistisk valgpropaganda fra Dansk Folkepartis søster, Sverigedemokraterna.
DF-lederen Pia Kjærsgaard ser i den anledning Sverige som “Nordens bananrepublik”, hvilket er så grotesk en påstand, at svenskerne tager det roligt i enhver betydning af ordet: De danske politikeres kritik affærdiges som det, den er: Useriøs underholdning, man skulle tro var forfattet af en stand-up-komiker.

  • Se Dagens Nyheter her.

“I vil gerne have en kammerat med i skammekrogen. I vil så gerne have, at svenskerne er lige så fremmedfjendske som danskerne, men det er de bare ikke, siger Lasse Dencik, svensk professor ved Roskilde Universitetscenter.”

Det kommer vel an på en prøve ved valget 19. september, men jeg tror, han har ret. Sverigedemokraterna kæmper for en antimuslimsk svensk magelighedskultur, der lanceres som “tryghed & tradition” for landets stigende gruppe af pensionister. Deres budskab kendes overalt i Sverige, selv om svenskerne forsøger at bevare et vist niveau i debatten. Modsat Danmark er der jo udbredt enighed om grænsen for, hvor meget man må pisse på hinanden.
Anstændigheds-grænsen handler nok om mere end Sverigedemokraterna og deres kamp mod muslimske indvandrere: Det svenske establishment søger for alt i verden at undgå den svinske debatkultur, som Dansk Folkeparti har fremmet i Danmark. Og hvem ved: Måske virker den højre-populistiske danske indblanding i svenskernes valg som en rød klud, der snarere styrker end svækker Sveriges anstændighedsgrænse.

Hyler jeg da med det kor, der ønsker de nye ultranationalister udelukket fra parlamenterne? Er det en tragedie, hvis Sverigedemokraterna får så mange stemmer, at de kommer i Riksdagen?
Ja og nej. Det er for så vidt tragisk, at folk overhovedet har behov at stemme på fænomener som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, fordi det er spild af kostbar tid i forhold til samfundets naturlige udvikling, samt ikke mindst: de frisindede demokratiske idealer, lande som Danmark og Sverige normalt fremhæver. Men demokrati er også debat, kanaliseringen af konflikter, sammenstødet mellem holdninger – ikke tabuisering, boykot og tavshed.
Ræk dem bare aldrig en lillefinger. Den danske situation, hvor VK-regeringen lader sig sylte ind i Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger, er en høj pris at betale for at beholde magten. Det er et lavpunkt i nyere dansk historie, som svenskerne forhåbentlig undgår.

  • Eks-udenrigsminister Uffe Ellemann’s kommenterer her.
  • Læs også Carsten Jensens essay om tre bøger, som forsøger at portrættere Sverigedemokraterna og deres forudsætninger her.