Dampen oppe på Rügen

Trods sit attraktive kulturelle og geografiske særpræg med eget damptog, spændende skove, vige og søer samt ikke mindst: den særlige gemütlichkeit, disse øboere møder os med, tiltrækker Rügen ikke mange danske turister. Men engang var Rügen dansk interesseområde, og efter et korstog, hvor kong Valdemar erobrede øen, blev den religiøse administration lagt ind under Roskilde Stift.

  • Danmark erobrer Rügen – se her.

Jugendherberge ProraTysklands deling efter 2. Verdenskrig gjorde Rügen til sovjetisk besættelseszone og dermed en del af DDR. Både nazisterne og kommunisterne nød stedets traditioner som ferieø, og mange af de moderne wellnesshoteller er flot restaurerede udgaver af DDR’s byggeri.
Rügens mest berømte bygningsværk er dog nazisternes fire kilometer langt feriecenter Prora, der har navn efter en landsby nord for badestedet Binz. Hitlers feriekolos blev bygget af den nazistiske ferie- og fritidsorganisation Kraft durch Freude i årene 1935-39. Projektet var planlagt som et nazistisk ferie- og propagandaparadis med plads til 20.000 gæster, tyske arbejdere og deres familier. Gæsterne kom bare aldrig, for i 1939 beordrede Adolf Hitler krig.
I dag ligger Prora som en mærkelig spøgelseskaserne, delvis skjult af klitternes troldeskov. Og dog gør det et forbløffende positivt indtryk at se resultatet af den restaurering, det er lykkedes at gennemføre i Prora, hvor en blok er forvandlet til top moderne Sleep-In Hostel, eller som det hedder på tysk: Jugendherberg. Jeg spurgte en gruppe gæster, der sad og hyggede sig udenfor i solen, hvordan det er bo i Jugendherberge Prora. Svaret blev leveret med et overbevisende smil:
“Fint – perfekt!”
Monsteret Hitler og hans gustne uvæsen er fortid, men et Dokumentationszentrum sørger for, at folk forbliver bevidst om Proras grumme historie.

  • Mere om Prora her.

Tre andre attraktioner fascinerede. Som gammel turcyklist glædede det mig at se det net af gode cykelstier, som i bedste stil gør det muligt at opleve Rügen på to hjul. Og ligeledes på transport-området frydede damptoget “Rasender Roland”, der stort set holdes i drift som en normal togforbindelse. Med en magelig hastighed på 35 km. i timen sprutter toget afsted på en imponerende velholdt jernbane på smalle spor mellem Putbus og badebyerne Binz og Göhren.

  • Det populære damptog beskyttes som historisk mindesmærke. Mere her.
  • Besøg også det spændende historiske teater i den adelige residensby Putbus her.
Damptoget “Rasender Roland” kører til perron i badebyen Sellin. Klik mit fotoalbum.

Kulturens byggeplads midt i Europa

Brandenburger Tor. © JF – Klik billedet og se mit fotoalbum.

BERLIN – Hvor er der dog bygget og sket meget, siden jeg sidst var i Berlin for 12 år siden. Muren der i årene 1961-89 skilte naboer og landsmænd i Øst og Vest, er erstattet af en metalskinne i gaderne, der sammen med flere mindesteder, som udstiller Muren, erindrer os om dette grumme afsnit i Berlins historie.
Folkets Hus, DDR-tidens Palads der Republik, er også revet ned. I stedet vil tyskerne genopføre hele det gamle kongeslot, som kommunisterne sprængte væk efter Anden Verdenskrig, men ak: Nu har de alligevel ikke råd til det enorme byggeri på grund af finanskrisen. Så nu går man rundt og ser ned i en kælderruin med rester af både slot og DDR-palads.
Adskillige tyskere, især forhenværende DDR-borgere, udtrykker åbent deres forargelse:
“Det er ikke klogt at rive et godt kulturhus ned. Mange af os DDR-berlinere holdt jo af at kommer der – til kunstudstillinger, til koncerter og mange andre aktiviteter. Vi så egentlig ikke stedet som politisk DDR-symbol, men som et tysk kulturhus,” siger den dame, jeg talte med i bybussernes Linie 100.
“Og nu vil man i stedet genopbygge et gammelt kongeslot i dyre domme…,” tilføjer hun og vrænger ansigtet forarget. “Arrogance og depraveret romantik, det er, hvad det er.”

Hvordan ville vi reagere herhjemme, hvis en kommunalbestyrelse eller Folketinget besluttede at genopføre et stort slot fra grunden?
Nej, vel. Tanken virker urealistisk. Både Danmark og Tyskland har jo slotte nok i forvejen. På den anden side er Tysklands grumme fortid med nazi-vælde og efterfølgende kold krig så speciel, at man gerne under de hårdt prøvede berlinere et nyt samlende symbol, hvis det er det, der skal til for at forbinde dem med tiden før diktaturernes epoke.

Potsdamer Platz.

Personligt fascineres jeg mere af den hypermoderne Potsdamer Platz, hvis forkromede pragt i himmelstræbende glas og stål er i særklasse. Centralt placeret 500 meter syd for Brandenburger Tor og Reichstag samler pladsen det gamle Øst- og Vestberlin, hvor Muren indtil 1989 gik tværs hen over området. I dag er DDR og dets mur væk, og det imponerende nybyggeri gør Potsdamer Platz til en af de mest interessante pladser i verden.
Naboen, Berliner Kulturforum, er også mange besøg værd. Omkring det centrale torv fungerer Kulturforum som portal til byens museer, koncertsale, biblioteker og institutioner, der repræsenterer Berlins kulturelle højdepunkter.

Danmarks Ambassade fortalte ambassadør Per Poulsen-Hansen og presse- og kulturchefen Per Erik Veng en gruppe københavnske journalistveteraner om den tysk-danske interesse for hinanden.
“På den tyske kulturscene oplever jeg en generel åbenhed overfor Danmark. Tyskerne kender til vore film, vort design, til musikken – for eksempel Agnes Obel og den klassiske violinist og dirigent Nikolaj Znaider. For mange kunstnere er Tyskland et primærområde, som bliver mere og mere attraktivt de kommende år, fastslog Per Erik Veng.
Veng, der har en fortid som DR SymfoniOrkestrets chef, mener i øvrigt det er på tide, at Danmark søger lidt væk fra de engelsksprogede områder, som vi i mange år har sværmet for.
“Nu må tiden være kommet til at søge de kulturrødder, der også er naturlige for Danmark, nemlig de tyske, som århundreder tilbage i tiden har været et vigtigt fundament for dansk kultur. Vi skal turde gå i dialog med tyskerne og ‘sælge’ dansk kultur.”

Berlin er inspiration og nydelse. Alt gribes stort, ambitiøst og konsekvent an, og man mærker byens centrale beliggenhed i Europa. Gaderne myldrer af specialforretninger, restauranter og knejper med noget for enhver smag og enhver tegnebog, og henne i Friedrichstrasse finder man Kulturhuset Dussmann, der rummer verdens største klassiske musikafdeling.
En frisk vandretur langs floden Spree fra Rigsdagen til Berlin Mitte (eller omvendt) kan også anbefales. På fint anlagte stier og veje oplever man det åbne område mellem to af genforeningens øvrige markante bebyggelser: Berlins nye Hovedbanegård og regeringskvarteret med Kansleramt, Bundestag og Reichtag, hvor tyskerne kronede restaureringen af den den historiske bygning med Norman Fosters geniale glaskuppel og restaurant på toppen, hvortil besøgende har adgang efter et omfattende sikkerhedstjek.

Tilbage i Danmark tegnede jeg omgående abonnement på Berliner Filharmonikernes Digitale Koncertsal. I selskab med verdens bedste symfoniorkester sidder jeg her i mit lille danske skovløberhus og føler Berlins nærhed. Det er jo bare svært at slippe denne fascinerende kultur-byggeplads i hjertet af Europa, når først man har fået appetit på Berlin.

  • Se mit fotoalbum fra Berlin her.
  • Til Bernsteins Candide i Berlin her.
  • Rejsebrev fra Dresden og porcelænsbyen Meissen her.
  • Hør Lasse Jensens interessante radioserie “Mediestemmer fra Tyskland” her.

Gdansk som gigantisk markedsplads

Malbork – Castle of the Teutonic Order in Malbork – er verdens største slot, når det måles på landareal. Det ligger en times kørsel østpå fra Gdansk. © JF

Enhver tryghedsnarkoman fra et land som Danmark vil have godt af at opleve livet i Polen, noterede jeg sidste år efter et besøg i Pommern / Pomorze. For efter kampen mod den store uretfærdighed, hvor Stalin supplerede Hitlers terror, er det stærkt livsbekræftende at opleve, hvordan en befolkning er kommet styrket ud af så megen krig, død og ødelæggelse. Nu blomstrer stadig større dele af Polen. År for år kan man med egne øjne se fremgangen. Bare synet af en bagerbutik i Gdansk bekræfter udviklingen. Hvor der ikke var brød nok til alle i kommunismens æra, bugner forretningerne nu af varer for enhver smag og pengepung. Det medvirker alt sammen til den optimisme, som behersker polakkerne i dag – tilsyneladende altså.

Venlig ravhandler i Mariacka-gaden.

En vandretur rundt på det traditionsrige marked St. Dominic’s Fair/ Jarmark Dominikański foregår i ro og mag blandt tusinder af polakker, som er på udkig efter noget, de kan bruge. Med over 700 års traditioner på bagen har markedet udviklet sig til den største friluftsmesse i Polen. Det er også en af de største af sin art i Europa.
Markedet tiltrak et regulært folkehav, som stille og roligt sivede rundt mellem flere hundrede boder i lyse lærredstelte på rad og række gade op og gade ned. Slagterens bedste pølser og bagerens udsøgte brød tilbydes med smagsprøver side om side med specielle drikkevarer, vin og herlig frugtsaft. I en anden gade findes møbler og smykker, mens en tredje gade helliges kunst og souvenir. Samlerne og hobbyfolket har også deres afdeling, hvor en ældre herre, der lignede en fattig pensionist, falbød sin samling af mønter, 100 år gamle pengesedler og polske medaljer. Kræmmermarkedet og den professionelle handel foregik side om side, og der var publikum og kunder til det hele.
Pludselig tonede salmesang og blid orgelmusik ud over gaden fra en åben kirkedør. Tiltrukket af lyden gik jeg indenfor i den store gamle kirke, hvis mure er så mærket af tidens tand, at myndighederne har sat en konstruktion af støtter op ved gavlene for at forhindre bygningen i at styrte sammen. Menigheden fyldte kirken i et omfang, vi slet ikke ser i Danmark. Flere måtte stå op.
Polakkerne er katolikker, og erindringen om den polske pave Pauls og Vatikanets aktive indsats under opgøret med kommunisterne er lyslevende. Kirken er altså mere end et trøstens rum. Den er også et mødested for Polens nyvundne frihed.

For en turist som undertegnede viser det sig ved folks aktive medvirken i det religiøse fællesskab. Omhyggeligt belyst som i et teater messede præsten, mens en lille pige sang for akkompagneret af en dreng ved klaveret. Bønnerne og sangen blev straks efter fulgt op af den store menighed, som bidrog i så fortrolig og inderlig en fællessang, at selv en kulturkristen protestant fra det åndsforladte Danmark blev grebet.
Lyden af dette rolige “tutti” fra tusind stemmer i det store gamle rum prægede resten af min rejse. Markedet på gaden udenfor gled ligesom i ét med kirken. Og den ro, som også beherskede folkehavet på vandringen fra bod til bod, gav indtryk af samme sjælefred som inde i kirken. Ja, kirken holdt sig end ikke for god til at medvirke i gøglet udenfor og var da også repræsenteret i en markedsbod, hvor en venlig kirkemoder i sort ornat solgte nipsting fra kirkens kulturindustri.

Mariacka-gadens vagthunde.

Overalt mødes man som udlænding og turist med udsøgt elskværdighed, smil og godt humør. Og da de kulinariske tilbud er fremragende for både maven, øjne og ører, er et ophold i Polen både behageligt og inspirerende. På den anden side er jeg gammel nok til vide, at medaljen også har en bagside, og den er stort set skjult for alle os, der ikke forstår meget mere af sproget end “cześć” / go’dag og “do widzenia” / farvel. I forbindelse med det forestående parlamentsvalg 9. oktober hører man for eksempel, at fremgangen især præger de nordvestlige dele af landet, mens de sydøstlige landsdele halter bagefter. Den ulighed skaber uenighed om, hvordan landets udfordringer bør løses.
Respekten for kirkens politiske indflydelse er heller ikke den samme som tidligere. Eksempelvis kæmper partiet Palikot-bevægelsen for at adskille kirke og stat, ligesom partiet vil indføre fri abort og registreret partnerskab for homoseksuelle.

  • Læs mere om Polen og polakkernes valg på Polennu.dk.

Oplysningsforbundet DEO, Demokrati i Europa, gør opmærksom på, at Polen ikke bare er et foregangsland, der som det eneste EU-land oplevede vækst i det økonomiske kriseår 2009. Det er også et af de mest ulige lande, hvor forskellen på rig og fattig er i klasse med England og Italien.
Jeg har imidlertid endnu ikke mødt nogen, som længes tilbage til gamle dage i Jerntæppets skygge, hvor det meste var fattigt og gråt, og folk virkede trykket af en kollektiv depression. Tværtimod er der al mulig grund til at tro, at Polens genvundne frihed og landets både farverige og egenartede kulturliv forener folk om det bedste i deres land.
Livet på kloden forandrer sig hastigt i disse år, og vi her i det gamle Vesten har jo været velhavende så længe, at mismodet griber nogle af os ved udsigten til, at vi skal spænde livremmen ind og justere vores livsstil som følge af omfordelingen af rigdomme i den globale verden. Omvendt var de mennesker, jeg traf i Gdansk, besjælet af den optimistiske udsigt til fortsat fremgang.
Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage.

  • Se en fotoreportage på Picasa her.
  • Uffe Ellemann om Polen som eksempel for Europa her.
  • Mere om Polen fra et besøg sidste år her.
  • Læs om slottet Malbork på Wikipedia her.

Jensens stjerneskud af en jogging-tur

Carsten Jensen: “Jeg har hørt et stjerneskud”. Gyldendal.

New Ireland – en port til Paradis
“Det var i dette øjeblik, da Tambuk talte om floden som om det var en nær ven eller en slægtning, at jeg fik en indre følelse af at befinde mig i paradis. Da han gjorde sin kærtegnende bevægelse hen over vandet, opdagede jeg, at min egen feber var hørt op…”
“Junglen stod som en sort uigennemtrængelig mur omkring os, og højt oppe havde Sydkorset mistet sin glans i det sølvhvide skær fra fuldmånen, der fyldte lysningen, hvor vi havde slået lejr, med sære, vibrerende skyggespil. Stilheden blev pludselig brudt af en høj syden oppe fra himlen, så helt forskellig fra junglens mangfoldige repertoire af lyde, ja, så helt forskellig fra nogen anden lyd, jeg nogensinde havde hørt, som om en vældig svejseflamme bredte sig gennem nattehimlens blå bagtæppe. En hvidglødende kugle af ild for hen over trætoppene. Det var en meteorsten, sekundet før den ramte jorden…
Jeg holdt vejret. Så gik det op for mig, at jeg ikke blot havde set en meteorsten nå frem til Jorden. Jeg havde også hørt et stjerneskud. Metaforen var blevet virkelighed; den poesi, der gemmer sig i det smukke ord for et faldende legeme ude fra rummet, havde bevist sin sandhed…”

Papua Ny GuineaDér var det altså, at Carsten Jensen hentede bogens titel. Omgivet af venlige folk med en fortid som menneskeædere præsenterer han os for kulturernes grænseland, hvor indbyggerne nok véd, hvad en telefon er, men hvor de som regel endnu ikke selv har en. Vi hører om sære eksistenser som de stive mænd uden albuer og knæ, og en kultur hvor mænd og kvinder lever adskilt. Vi forstår, hvordan den moderne tids viden væves ind i disse folks egen myteprægede begrebsverden, så sammenstødet mildnes. Eller som forfatteren lærte af den gamle mand, Kobari:
“Kobari kendte nok den hvide mands verden, men han var stadig herre i sin egen.”

Alt er oplevet og sanset af en fortæller, som har sat sig for at bryde sine egne grænser gennem opslidende vandringer gennem mudder og moskito-sværme og nærkontakt med fremmede mennesker og livsformer. Man forstår, at den livsstil og de tankegange, som dominerer livet her hos os, så langt fra omfatter hele verden.
Den konstant læsende og oplevende forfatters rejse er ikke bekvem, undtaget ét tilfælde: Dagene på Olosan – en grøn frodighed af en ubeboet ø i Stillehavets Solomon-gruppe, hvor han dagligt blev sejlet ud og nogle timer senere hentet hjem. Dér fordøjede han i ensomhed rejsens mange indtryk og oplevede for første gang i sit liv et koralrev. I selskab med stimer af farverige fisk noterer han poetisk:
“Jeg følte, jeg var tæt på skaberens mund på en dag, hvor han blæste sæbebobler og legesyg fyldte sit værk med stadig nye former.”

Det er denne personlige opdagelsesrejse, som både foregår i forfatterens eget sind og i de landskaber, han betræder, der gør bogen så fascinerende. Oplevelsen af de kolossale stenansigter på Påskeøen, øen uden nutid, beskrives ikke bare som et under, men indleder en tanke- og fantasivækkende vandring rundt blandt de tegn, figurer og ruiner, som de tabte kulturer har efterladt.
“Der var en mystisk kraft på spil på Påskeøen, og jeg mærkede den selv i næsten fysisk forstand … På Påskeøen var det en anelse. Senere blev jeg klar over, at denne anelse i virkeligheden havde været en forudanelse. I Perus Andesbjerge fik jeg en form for vished.”

Peru
I disse bjergegne, der har været skueplads for verdenshistoriens største folkemord, da det blomstrende Inka-rige med dets 3.000-årige rødder brat blev tilintetgjort, mærkede jeg den samme stemning som på Påskeøen … Peru tiltrækker fantasier om glemte dale, byer og folk, lommer i tiden, der et eller andet sted i de utilgængelige Andesbjerge har overlevet i den dybeste isolation. Sagen er, at disse tidslommer og glemte dale findes, ikke i bjergene, men inde i deres beboeres hoveder…”
Både med hensyn til forhistorie og beskrivelse af nutiden er disse afsnit så omfattende, at jeg tager bogen med, hvis mine egne rejser nogensinde fører til Peru og Påskeøen. Jensens vigtigste informationskilde i Peru er den danske digter Thomas Boberg, som med sin peruanske kone bor i Lima. Mon ikke, at den venskabelige forbindelse har medvirket til bogens drive. Betydningen af at have en kammerat ved rejsens mål er stor, og Thomas Bobergs kendskab til Sydamerika fremgår jo bl.a. af hans egen rejsebog Americas, som jeg for nogle år læste med interesse.

Følelsen af hjemkomst
Sammen drager Carsten og Thomas op i bjergene til den gigantiske borgruin Kuelap, bygget omkring 300 år før Kristus “af en høj lyshåret race med øjne så klare som vand”. På vandringen op overnatter de hos bønder, hvor konen til dessert serverer græskargrød med sukker. Også dér finder Carsten inspiration – minderne om den danske sommer i smagen af stikkelsbærgrød:
“Der var mere end det i græskargrøden: Den følelse af hjemkomst, et vildfarent barn kan have, når det igen finder vej tilbage, og døren ikke er låst. Der var generøsitet i maden, den samhørighedsfølelse, heller ikke den voksne kan undvære, og som, hvis vi fjerner os fra den, gør os mindre som mennesker. Det var den samme generøsitet, jeg havde mødt igen og igen på min rejse. Midt i de ustandseligt skiftende kulturer og landskaber havde det været min rejses røde tråd og virkelige fundament…”

De nære oplevelser bliver springbræt for de store, og omvendt – som i fascinationen af Fuglemanden fra Påskeøen, som Thor Heyerdahl fandt i pyramidekomplekset i Tucume, Peru.
“To indbyrdes adskilte og isolerede kulturer kan umuligt have frembragt en mytologisk figur af så slående lighed … Der må have været kontakt,” skriver Jensen henført.
Sådan flyver vi også med på indtrykkede af kulturernes opståen, deres udbredelse og undergang. Carsten Jensens rejse og bog er beundringsværdig og en stor inspiration.

  • Billedet fra Papua Ny Guinea har jeg lånt af den gode fritidsfotograf Christopher Michel, som du finder her.

Virtuel sørejse til Nordkap

Vil du lidt ud og rejse, så tænd computeren og sejl med nordmændenes Hurtigrute op over Nordkap til Kirkenes. Oplev Norges mange smukke fjorde, hvis storslåede naturpanoramaer er ren fryd for enhver naturelsker.
Du behøver dårligt nok bevæge dig, men kan følge hele rejsen hjemme fra din lænestol foran fjernsynet eller computeren. For døgnet rundt sender norsk tv hele turen direkte i den længste udsendelse nogensinde – 134 timers tv ialt på såvel fjernsyn som Internet.

  • Fra hjemmesiden kan du på rutens kort klikke dig ind på den del af sejladsen, du ønsker at følge. Se her.

Umiddelbart lyder det måske absurd, men da Bergensbanens 100 års jubilæum blev fejret med en tilsvarende medietransmission, var det en folkelig succes, som kaldte på efterfølgelse. Og da jeg i nat smugkiggede på fænomenet, fascinerede synet af den nordnorske kysts barske, billedskønne klippeformationer i den grad. Svøbt i midnatssolens glødende skær førte Hurtigrutens moderne MS NORDNORGE os gennem fantastiske farvande og smalle, dybe fjorde, hvor man sejler helt tæt på kysten.
Det er eventyrligt stort og råt, og alligevel bor her mennesker, som trods tidspunktet over midnat tilsyneladende alle var ude og nyde den lyse nat. Ved passagen af selv den mindste bebyggelse samler de sig langs kysten og vinker til skibet, mens andre pisker rundt på fjorden i deres motorbåde.
Sådan giver den virtuelle sørejse en fornemmelse af livsstilen i det nordlige Norge, som Hurtigruten binder sammen med resten af det langstrakte land.
Tænk at være der selv. Tænk at sidde der på dækket og læse norsk – Jan Kjærstad og Erlend Loe for eksempel – imens vi passerer Polarcirklen og sejler op omkring Europas nordligste næs. Kom til norge min far.

Danske reaktioner på det norske fænomen viser i øvrigt endnu engang den hjemlige provinsielle finger:
“Hvis DR nu filmede en sejltur langs de danske kyster og viste det direkte på tv over flere dage, ville du så se det?” spørger DR.dk.
Nej, svarer jeg: For Danmarks kyster er jo ikke slet så dramatiske og spændende som Norges helt enestående fjeldmiljø. Midnatssol har vi heller ikke. Så hvorfor overhovedet stille sådan et spørgsmål?

  • Følg rejsen med MS Nordnorge her.

Mozart i Gdansk

Tamino og damerne i Tryllefløjten.

Indtil for et par måneder siden anede jeg ikke, at den polske østersøby Gdansk har en opera. Egentlig begrænsede min viden om byen sig til dens mærkelige status som fristaden Danzig i mellemkrigsårene, samt ødelæggelserne under Anden Verdenskrig og kommunist-tidens revolutionerende strejker på byens Lenin-skibsværft for 30-40 år siden. Desuden havde jeg læst forfatteren Günter Grass’ beretning om Danzig, der jo var hans hjemby, ligesom Informations legendariske musikanmelder, Hansgeorg Lenz, kom fra Danzig.
Det var egentlig, hvad jeg vidste om Gdansk, men et besøg først i maj afslørede altså meget mere. Regionen i Pommern, der også tæller byerne Sopot og Gedynia, byder faktisk på fem teatre, Opera Baltycka med både opera og ballet, en stor koncertsal, et filharmonisk orkester, to kammerensembler og kor, samt så mange som 50 museer.
Også det øvrige kulturspektrum dækkes i rigt mål: Tilstedeværelsen af mange unge studerende på universitetet og specialskolerne i Gdansk giver naturligvis et stærkt tilskud af ung kultur.

Vi gik i operaen for at opleve Tryllefløjten, der viste sig at være en utraditionel iscenesættelse, hvor den polske operachef, Marek Weiss, tryller med “Mozarts mest mystiske og eksotiske opera – en poetisk variation af forestillingen om en verden uden guder. Sand visdom findes ikke i okkulte bøger og ritualer, men i kærligheden og korte øjeblikke af lykke,” fastslår Marek Weiss, hvilket man jo ikke kan være uenig med ham i, selv om mange Mozart-elskere ellers netop betragter Tryllefløjten som en magisk eventyrverden behersket af guder og frimureri.

Taminos skjulte længsler
Så tog den argentinske dirigent, Jose Maria Florencio, og hans udmærkede lille operaorkester fat på Schikaneders og Mozarts eventyr, som instruktøren Marek Weiss har strippet for hovedparten af de barokke cirkustricks, mange elsker at fylde i Tryllefløjten. Den horisontalt skrånende scene er først kun møbleret af en briks, hvor Tamino ligger i dyb søvn. Ah, handler det mon om Taminos skjulte længsler? spørger man.
Javist, det gør det da. Nattens Dronnings damer gør deres entré, og de nyder ikke bare synet af Tamino, men masserer ham blidt på kroppens følsomme zoner, så man er spændt på, hvornår hans underbukser sprænges af en naturlig erektion.

Enkelheden kendetegner hele scenografien, som til gengæld gør brug af et raffineret lysshow, baggrundsprojektioner etc. Det handler nok også om penge, eftersom der hverken er plads eller bevillinger til de prangende, dyre iscenesættelser, vi ser i de store operabyer.
Men selv om polakkerne således også på operaområdet forstår at sætte tæring efter næring  savnede man intet trylleri. Det gjorde til gengæld den polske anmelder fra avisen Dziennik Baltycki, som jeg senere læste via Google Oversæt.
Anmelderen ser for megen “fancy ideologisk tolkning”, ligesom “Weiss laver en joke ud af enhver ideologi”.
Fancy ideologisk tolkning? Nej, tværtimod virkede hans Tryllefløjte-version forfriskende musikalsk. Mozarts musik fik lov at lyse uforstyrret og forekom nærmest mere inderlig, fordi scenografien bidrager aktivt til den. Scenerne med de tre drenge, der skal føre Tamino og Papageno til den smukke Pamina hos fader Sarastro, er virkelig morsomme, fordi samspillet med musikken er så præcist.
I det hele taget lykkes det at gøre Tryllefløjten til en historie om at finde sammen med sine kære på trods af alle forhindringer og fristelser. Nattens Dronning fremtræder mere som en tøjlesløs kælling end et fantom med laserstråle i stemmen, mens hendes modstykke, Sarastro, hverken er ypperstepræst eller tyran, men en storsindet velgører. Sarastro og hans mænd er klædt i hvidt. Optræder de mon som læger, rene og kloge som de virker her?
Også i det lys vinder naturens børn vores sympati, og Papageno og Papagena er bestemt ikke hvide. De er farverige og naturlige, og da Papageno var en af de sangsolister, der gjorde indtryk ud over et gennemsnitligt godt niveau, er det værd at huske hans navn: N(M)ikolaj Zalasinski. Også Anna Mikolajczyk’s skrøbelige Pamina var virkelig rørende.
Sådan placerede Gdansk sig altså omsider på mit musikalske verdenskort. Musikalsk er forestillingen uden sensationer – den er i orden, veloplagt og uden falbelader. Det er især iscenesættelsens spændende fortolkning af operaens budskab, man husker – og tænker over.

Opera i en tidligere sportshal
Opera Baltycka er indrettet i en tidligere sportshal, så det er ikke just et prangende foretagende med søjler, statuer og andre symboler fra en “gylden” kulturel fortid, man træder ind i. Teaterrummet ligner nærmest en ombygget biograf. Alt er dog funktionelt på sin egen hyggelige måde, hvortil publikums attitude medvirker. Her i Gdansk lever man klart nok mere med i musikken end hjemme, hvor opera- eller koncertbesøg for store dele af publikum mere synes at handle om rammerne end om indholdet.
Billetprisen er et andet sympatisk træk ved Den Baltiske Opera. Vi betalte kun 25 Zloty = 48 kr. for en billet. De dyreste koster 50 Zloty = 95 kr. Om det er på grund af de lave priser, at flere unge i 20-30 års alderen end hjemme fyldte teatret, ved jeg ikke. En god tredjedel af publikum var i hvert fald unge.

Her i juni spiller Opera Baltycka Figaros Bryllup, Ariadne på Naxos, Halka af Moniuszko, og Verdis Macbeth. Balletten danser Romeo og Julie til Prokofievs musik samt Out af Izadora Weiss.

  • Besøg Opera Baltycka her.
  • Læs et resume af handlingen her.
  • Besøg Polska Filharmonia Baltycka her.
  • Mere om Gdansk og Polen her.
Foto: Anker Tiedemann

Opdagelsen af det nye Polen

Vil man opleve, hvordan et land genopfinder sig selv fra bunden, bør man besøge Polen, fortæller rejsereklamerne. Det gjorde jeg så for to uger siden i selskab med gode journalist-kolleger. Flere af dem rapporterede hjem til danske medier den gang for 30-40 år siden, det brændte på, og store dele af den polske befolkning gjorde oprør mod det Sovjet-kontrollerede regime.

Kontrasten til den grå depression, som herskede den gang, er slående. Det var første gang siden 1988, jeg genså Polen, og selv om ikke alle fortidens spor er slettet, er det en glæde at opleve den optimistiske foretagsomhed, der finder sted i dag, samt ikke mindst: den menneskelige værdighed, som præger både unge og ældre. De vandt rigtignok deres blodige kampe og har grund til optimisme. For selv om krigene og konflikterne med NaziTyskland og de Sovjet-styrede kommunister gav dem mange sår, befinder deres land sig nu i den måske mest normale periode nogensinde.

Neptun, Gdansks vartegn

På smalle, men velholdte landeveje mellem Swinoujscie og Gdansk passerede vi moderne luksushoteller og smukt renoverede huse, men også slidte bygninger, hvor der kun har været råd til et nyt tag, maling af en enkelt facade eller slet ingenting. Vi så, at både Ecco-sko, Dyne-Larsen og Netto – side om side med dyre butikker i luksusklassen – er med i forretningslivets gadebillede.
Ved selvsyn oplevede vi, hvorfor Polen vurderes som et af de mest progressive lande i EU, ligesom den tragiske flyulykke i april ved Smolensk, hvor præsidenten og dele af den polske intelligentsia omkom, viste sejheden i det nye polske demokrati. Ulykken lamslog landet nogle dage, men udløste ingen uro. Det politiske og administrative arbejde fortsatte efter alle normale regler. Ligesom ved den aktuelle oversvømmelse-ulykke, hvor floderne er gået over deres bredder, kan folk altså regne med deres nye demokrati.

Vi boede i Gdansk på et udmærket, moderne indrettet hotel, Gryf. Udefra ligner det et levn fra tiden i kommunismens skygge. Ligemeget: Indholdet er vel vigtigere end facaden. På Gryf var vi også centralt placeret i forhold til de dele af Gdansk, der gør byen til noget særligt.
Fra mit vindue på Anden sal var der frit udsyn til Solidaritets 42 meter høje mindesmærke for frihedskæmperne på skibsværftet i Gdansk og den folkelige opstand mod det kommunistiske regime. Omgivet af mindetavler for de dræbte lige udenfor værftets port, kroner skibsankre mindesmærkets tre høje kors. Smukt er det ikke. Det er stærkt, og i den aura af historisk drama, monumentet udsender, kan man ikke andet end føle bevægelse – så sandt som at man først rigtigt fatter, hvad kampene indebar, når man står der på Solidarnosc-pladsen i Gdansk, hvor kampene fandt sted.

  • Se hvordan der så ud for 30 år siden her.

Byen har sat sine spor i verdenshistorien – selv ser polakkerne sådan på den:

Det var i Gdansk ud for Westerplatten, at nazityskernes startskud til Anden Verdenskrig blev affyret mod en polsk militærpost. Det var også i Gdansk, at Anden Verdenskrig sluttede, da Lech Walesa og Solidarnosc i 1980 strejkede og forhandlede sig til de første frie valg, der førte til kommunismens fald og Sovjetunionens kollaps!

I dag vandrer man ubekymret rundt i byens hyggelige centrum, der arkitektonisk præges af tiden som tysk orienteret Hansestad ved navn Danzig. Genopbygningen efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser er for længst tilendebragt. Byen emmer af foretagsomhed og hygge, og som besøgende kan man ikke andet end nyde de kulinariske glæder, byen har at byde på for både øjne, ører og mund.
En af de særlige specialiteter var Den Baltiske Opera, Opera Baltycka, hvor vi oplevede Tryllefløjten af Mozart i en utraditionel iscenesættelse af Marek Weiss. Det besøg beskriver jeg her.

Polakkerne er flittige. Tilsyneladende arbejder de lige så effektivt som tyskere og svenskere og danske jyder. De lever tilsyneladende også livet, men klart nok uden at glemme fortiden. Samtlige de mindesmærker for krige og konflikter, vi så, var omgivet af besøgende skoleelever, som åbenbart har disse besøg som pensum. Flere steder i gadebilledet ses også mindetavler for fortidens dramatiske begivenheder. Og fra tidlig morgen ugen igennem er kirkerne åbne for folk, der i et omfang, vi slet ikke kender i Danmark, træder indenfor i bøn og meditation – eller for at tænde et lys for de slægtninge, som omkom under fortidens politiske konflikter.

Enhver tryghedsnarkoman fra et land som Danmark vil have godt af at opleve livet i Polen efter kampen mod den store uretfærdighed. At en befolkning er kommet styrket ud af så megen krig, død og ødelæggelse, som Polen har været udsat for, er både tankevækkende og livsbekræftende.

  • Mere på det dansk sprogede PolenNu her.
  • Besøg Solidarnosc her.
  • Se Polens officielle hjemmeside her.
  • Hør polsk radio her – kulturkanalen med klassisk musik hedder Dwojka.
  • Rejsebrev fra Gdansk her.