En venlig troldmand på 90 år

Nogle ældre mennesker gider simpelthen ikke blive gamle. Herbert Blomstedt er en af dem. Ved den forgangne uges torsdagskoncert dirigerede den nu 90-årige herre DR SymfoniOrkestret i et rent Mendelssohn-program, hvor ouverturen til Hebriderne og symfonierne Den italienske og Den skotske lød, som var de dirigeret af en veloplagt ung mand.
Erfaring og lidenskab er jo i Blomstedts tilfælde en lykkelig kombination. Enhver frasering formes og betones i balance mellem præcision og personlig entusiasme, som både tilgodeser Mendelssohns smukke melodier, musikkens drama og værket som helhed. Livfuldheden er uimodståelig.

Hvordan får han orkestret med sig? Forklaringen kommer, når man ser ham dirigere. Inspireret af talrige koncertoptagelser med ham på Internettet havde jeg placeret mig i salen, så jeg kunne se ham forfra, og fra musikernes synsvinkel er man ikke tvivl om noget.
Troldmanden Gandalf i Ringenes Herre kan godt gå hjem og lægge sig – Blomstedt er mere overbevisende. Hele hans skikkelse udstråler en målbevidst intensitet, som sammenfatter alt det, et langt liv på koncertpodiet har lært ham. Og hvad han ikke gør med hænderne, fremgår af blikket, som konstant søger kontakt med musikerne. Fra hans aura strømmer en venlig indbydelse til samarbejde, hvormed han gør sig til musiker blandt musikere.
Sådan skabte han og DR SymfoniOrkestret en begivenhed, man går til koncert for at opleve.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og fra sin tid med San Francisco Symfonikerne var hans indspilninger af Mendelssohn, Bruckner, Carl Nielsen, Beethoven, Schubert, Brahms og Franz Berwald eksempler på hovedsøjlerne i det repertoire, han dyrkede i tiden efter.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmer jeg heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en magisk stemning oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver.

Vi har meget at takke Herbert Blomstedt for. Han er en af musikkens store gamle, og han lyser endnu.

NB: Desværre er indtrykket i radioen anderledes. DRs producer valgte en alt for rumlig lyd, hvor violin-grupperne lyder påfaldende spinkle og ude af klanglig balance med det øvrige orkester.
Jeg ved ikke, om ideen er at producere koncerterne for folk, der lytter på mobiltelefon eller en lille DAB-radio med en højttaler på størrelse med en te-si. Jeg foretrækker i hvert fald stadig mine gode B&W-højttalere, og dem tilgodeså DR lydproducere altså ikke ved genhøret forleden i P2.

  • Koncerten med Herbert Blomstedt og DR SymfoniOrkestret kan ses på TV-kanalen DR K på søndag den 24. september kl. 20.
  • Hør koncerten på radiokanalen P2 HER.
  • Se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram HER.

Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Ung superpianist

Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen med Philadelphia Orchestra i iTunes.
Klik billedet og hør eksempler fra en fremragende indspilning af Rakhmaninovs Paganini-rapsodi med Philadelphia Orchestra og deres canadiske chefdirigent Yannick Nézet-Séguin.

Daniil Trifonov inspirerer alle med sit superspil. I en alder af 25 har han for længst overbevist verden om sit musikalske format. Perfektion er en selvfølge for ham. Det er udtryksfuldheden også.  Han trækker på sin veludviklede musikalske fantasi og tilfører både humor og en rørende hengivenhed, som giver de toner og temaer, man troede var gammeldags sentimentalitet, mening.

Videoen herover er fra en herlig opførelse af Chopins Første Klaverkoncert med Israel Philharmonic og Asher Fisch i Tel Aviv. Jeg mindes egentlig ikke at have hørt denne musik forløst med større indlevelse end her. Daniil Trifonov udløser lys og skygger i musikalske koblinger, der er lige så intelligente, som de er storslåede.

Avanceret show åbnede Hamborgs ElbFilharmoni

Åbningen af den længe ventede Elbphilharmonie i Hamborg var en helt speciel oplevelse for publikum i salen og for os, der fulgte med i NDRs direkte TV-transmission. Jeg er lige ved at tro, TV-udsendelsen gav det bedste indtryk af begivenheden, fordi musikprogrammets fascinerende rejse blev fulgt af billeder både inde fra koncertsalen og udenfor, hvor et farverigt lysshow fulgte musikken synkront med dens dynamik, så hele den mægtige bygning udstrålede liv og kultur. Ingen tvivl: Hamborg har fået et nyt vartegn og en opsigtsvækkende attraktion.

  • Se og hør Nordtysk TVs video med lysshow på Elbphilharmonie HER.

ElbFilharmonien har navn efter floden Elben og er bygget ovenpå en lagerbygning i den moderne og meget priste HafenCity. Bygningsværket har været undervejs i 10 år, og den store budgetoverskridelse, som altid kendetegner kulturelle prestigebyggerier, var her ved åbningsfestlighederne blot et parentes. Tværtimod troppede det tyske parnas op til åbningskoncerten med den musikinteresserede kansler Angela Merkel i spidsen, og de så alle glade og stolte ud. For Elbphilharmonie er endnu en juvel i tysk kulturliv, sagde forbundspræsidenten i en tale.

Efter at have hørt de første to af programmets tre ørekrævende dele erkendte kansleren ganske vist i NDR Fjernsyn, at hun aldrig havde hørt noget lignende, og at hendes personlige interesse især omfattede wienerklassiske komponister som Mozart og Beethoven. På den anden side forsvarede Angela Merkel den raffinerede mosaik af vidt forskellig musik fra for- og nutid, som uden pauser gled over i hinanden – fra Benjamin Brittens rørende obosolo “Pan” til den jublende finalesats i Messiaens Turangalila-symfoni, og fra Wagners forspil til “Parsifal” over til finalen af Beethovens Niende Symfoni via et nyt værk af Wolfgang Rihm. For historisk arvegods og nutidig musikkultur udlukker jo ikke hinanden. De er hinandens forudsætninger og dermed hele ideen med ElbFilharmonien.

Den musikalske mosaik var en dristig disposition af Thomas Hengelbrock, den sympatiske chefdirigent for NDRs Elbphilharmonie-orkester. Det virkede som om, han realiserede en drøm eller utopi, som matchede koncerthuset, dets specielle arkitektur, historie og de akustiske muligheder i den store koncertsal. Usædvanligt ja, men også betagende, fordi programmet var sammensat med så megen finfølelse.

  • TV-transmissionen viste udmærket, hvor stærkt de skiftende fokus mellem solisterne oppe bag publikum og Elbphilharmonies Orkester nede på podiet virkede. Se HER.

Tyskernes evne til at bygge og skabe i den helt store stil er beundringsværdig. I Hamborg åbnede de deres nye kulturelle vartegn med et supermusikalsk show, hvis toner var så intense, at bygningsværk, musik og lyseffekter gik op i en højere enhed. Der var noget at nyde både for feinschmeckere og almindeligt nysgerrige. Herefter kan politikerne med god samvittighed træde ud af filharmoniens rampelys og byde publikum velkommen.
Hvad koster det så at komme indenfor i den nye herlighed? Tja, en koncertbillet beløber sig til mellem ca. 650 kr og 150 kr. – et prisniveau, det danske publikum kender hjemmefra.
Det skal blive interessant en dag at tage turen til Hamborg, og selv opleve det nye koncerthus. Samtidig er jeg glad for, at vi på trods af alt fik DRs Koncerthus i København, hvor den store gyldne sal er en hidtil uovertruffen oplevelse.

  • Besøg Elbphilharmonies hjemmeside HER.
  • NDR Elbphilharmonies Orkester og chefdirigenten Thomas Hengelbrock på YouTube.
  • Læs den danske presseinformation HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Let me tell you, Proms

Mirga Grazinytė-Tyla cover
Mirgas “female touch”.

Den mest fantastiske koncert var Prom 55 med Hans Abrahamsens magiske, fuldstændig mageløse sangcyklus Let me tell you, som solisten Barbara Hannigan har sunget til succes med flere forskellige orkestre. Kvinderne var i front. Med den unge dynamiske Mirga Gražinytė-Tyla fra Litauen på podiet foran sit nye orkester, City of Birmingham Symphony – Simon Rattles gamle orkester – oplevede vi den mest fortryllende og poetiske opførelse til dato – selv om indspilningen med Andris Nelsons og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks faktisk skal høres.
Fra den første søgende opførelse i Berlin har Barbara Hannigan øget det dramatiske udtryk, og Birmingham-orkestret leverede et væld af fine detaljer, som virkelig fremmanede dybden i denne musik.
Opførelsen blev efterfulgt af en friskere og mere meningsfuld fortolkning end vanligt af klassikeren Tchaikovskys Fjerde Symfoni. Sådan er Mirgas female touch virkelig en velkommen fornyelse på et kulturområde, der traditionelt beherskes af herrerne.

  • BBCs optagelse kan høres indtil 3. oktober  HER.

Seven Stars Symphony

En klassisk symfoni inspireret af filmstjerner – er det noget? Ja, hør bare her i musikeksemplerne fra Greta Garbos og Marlene Dietrichs satser i Seven Stars Symphony. Klik startknappen øverst til venstre og hør optagelsen fra en koncert med Ilan Volkov og BBC Scottish Symphony.

Symfonien blev skrevet af den franske komponist Charles Koechlin, der levede samtidig med kolleger som Bartok og Carl Nielsen. Koechlin interesserede sig lidenskabeligt for vidt forskellige områder og fænomener som middelalderens musik, Johann Sebastian Bach, Rudyard Kiplings Junglebog, biografernes filmstjerner og stereoskopisk fotografering. Og som om alt det ikke var nok, gik han op i politik og lagde ikke skjul på, hvor han stod: Koechlin var socialist.
Samtidig med alle disse interesser havde han travlt med at komponere: blandt meget andet fire symfonier og en omfattende række symfoniske digtninge, samt en mængde kammermusik, sange og korværker. Og dog kender vi her i Norden kun lidt til ham.

Stor var overraskelsen derfor, da Sveriges Radios P2 Formiddag sendte en ny koncertoptagelse af Koechlins Seven Stars Symphony. Den er fra 1933 og inspireret af syv af den tids filmstjerner i deres mest kendte filmroller: Douglas Fairbanks, Lilian Harvey, Greta Garbo, Clara Bow, Marlene Dietrich, Emil Jannings og Charlie Chaplin. Marlene Dietrichs sats er eksempelvis tiltænkt filmklassikeren Den blå Engel.
I musikeksemplet herover høres Tredje sats med Greta Garbo, hvor Koechlin bruger det den gang nye elektroniske instrument Ondes Martenot. Det lyder nærmest som at spille på glas. Instrumentet og dets atmosfæriske klangvirkninger kendes også fra Messiaens Turangalila Symfoni.
Jo, de Syv Stjerners Symfoni er en ganske underholdende opdagelse.