Avanceret show åbnede Hamborgs ElbFilharmoni

Åbningen af den længe ventede Elbphilharmonie i Hamborg var en helt speciel oplevelse for publikum i salen og for os, der fulgte med i NDRs direkte TV-transmission. Jeg er lige ved at tro, TV-udsendelsen gav det bedste indtryk af begivenheden, fordi musikprogrammets fascinerende rejse blev fulgt af billeder både inde fra koncertsalen og udenfor, hvor et farverigt lysshow fulgte musikken synkront med dens dynamik, så hele den mægtige bygning udstrålede liv og kultur. Ingen tvivl: Hamborg har fået et nyt vartegn og en opsigtsvækkende attraktion.

  • Se og hør Nordtysk TVs video med lysshow på Elbphilharmonie HER.

ElbFilharmonien har navn efter floden Elben og er bygget ovenpå en lagerbygning i den moderne og meget priste HafenCity. Bygningsværket har været undervejs i 10 år, og den store budgetoverskridelse, som altid kendetegner kulturelle prestigebyggerier, var her ved åbningsfestlighederne blot et parentes. Tværtimod troppede det tyske parnas op til åbningskoncerten med den musikinteresserede kansler Angela Merkel i spidsen, og de så alle glade og stolte ud. For Elbphilharmonie er endnu en juvel i tysk kulturliv, sagde forbundspræsidenten i en tale.

Efter at have hørt de første to af programmets tre ørekrævende dele erkendte kansleren ganske vist i NDR Fjernsyn, at hun aldrig havde hørt noget lignende, og at hendes personlige interesse især omfattede wienerklassiske komponister som Mozart og Beethoven. På den anden side forsvarede Angela Merkel den raffinerede mosaik af vidt forskellig musik fra for- og nutid, som uden pauser gled over i hinanden – fra Benjamin Brittens rørende obosolo “Pan” til den jublende finalesats i Messiaens Turangalila-symfoni, og fra Wagners forspil til “Parsifal” over til finalen af Beethovens Niende Symfoni via et nyt værk af Wolfgang Rihm. For historisk arvegods og nutidig musikkultur udlukker jo ikke hinanden. De er hinandens forudsætninger og dermed hele ideen med ElbFilharmonien.

Den musikalske mosaik var en dristig disposition af Thomas Hengelbrock, den sympatiske chefdirigent for NDRs Elbphilharmonie-orkester. Det virkede som om, han realiserede en drøm eller utopi, som matchede koncerthuset, dets specielle arkitektur, historie og de akustiske muligheder i den store koncertsal. Usædvanligt ja, men også betagende, fordi programmet var sammensat med så megen finfølelse.

  • TV-transmissionen viste udmærket, hvor stærkt de skiftende fokus mellem solisterne oppe bag publikum og Elbphilharmonies Orkester nede på podiet virkede. Se HER.

Tyskernes evne til at bygge og skabe i den helt store stil er beundringsværdig. I Hamborg åbnede de deres nye kulturelle vartegn med et supermusikalsk show, hvis toner var så intense, at bygningsværk, musik og lyseffekter gik op i en højere enhed. Der var noget at nyde både for feinschmeckere og almindeligt nysgerrige. Herefter kan politikerne med god samvittighed træde ud af filharmoniens rampelys og byde publikum velkommen.
Hvad koster det så at komme indenfor i den nye herlighed? Tja, en koncertbillet beløber sig til mellem ca. 650 kr og 150 kr. – et prisniveau, det danske publikum kender hjemmefra.
Det skal blive interessant en dag at tage turen til Hamborg, og selv opleve det nye koncerthus. Samtidig er jeg glad for, at vi på trods af alt fik DRs Koncerthus i København, hvor den store gyldne sal er en hidtil uovertruffen oplevelse.

  • Besøg Elbphilharmonies hjemmeside HER.
  • NDR Elbphilharmonies Orkester og chefdirigenten Thomas Hengelbrock på YouTube.
  • Læs den danske presseinformation HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Seven Stars Symphony

En klassisk symfoni inspireret af filmstjerner – er det noget? Ja, hør bare her i musikeksemplerne fra Greta Garbos og Marlene Dietrichs satser i Seven Stars Symphony. Klik startknappen øverst til venstre og hør optagelsen fra en koncert med Ilan Volkov og BBC Scottish Symphony.

Symfonien blev skrevet af den franske komponist Charles Koechlin, der levede samtidig med kolleger som Bartok og Carl Nielsen. Koechlin interesserede sig lidenskabeligt for vidt forskellige områder og fænomener som middelalderens musik, Johann Sebastian Bach, Rudyard Kiplings Junglebog, biografernes filmstjerner og stereoskopisk fotografering. Og som om alt det ikke var nok, gik han op i politik og lagde ikke skjul på, hvor han stod: Koechlin var socialist.
Samtidig med alle disse interesser havde han travlt med at komponere: blandt meget andet fire symfonier og en omfattende række symfoniske digtninge, samt en mængde kammermusik, sange og korværker. Og dog kender vi her i Norden kun lidt til ham.

Stor var overraskelsen derfor, da Sveriges Radios P2 Formiddag sendte en ny koncertoptagelse af Koechlins Seven Stars Symphony. Den er fra 1933 og inspireret af syv af den tids filmstjerner i deres mest kendte filmroller: Douglas Fairbanks, Lilian Harvey, Greta Garbo, Clara Bow, Marlene Dietrich, Emil Jannings og Charlie Chaplin. Marlene Dietrichs sats er eksempelvis tiltænkt filmklassikeren Den blå Engel.
I musikeksemplet herover høres Tredje sats med Greta Garbo, hvor Koechlin bruger det den gang nye elektroniske instrument Ondes Martenot. Det lyder nærmest som at spille på glas. Instrumentet og dets atmosfæriske klangvirkninger kendes også fra Messiaens Turangalila Symfoni.
Jo, de Syv Stjerners Symfoni er en ganske underholdende opdagelse.

Det var stort

Krzysztof Urbanski, 33 år.

Den overdådige sopran Measha B’s  og spændstige Krzysztof Urbanskis torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret blev en af de mindeværdige. Fra første til sidste tone lyttede man med ører så store som Rundetårn, og kun modstræbende forlod man koncertens ekstatiske musik, hvor Messiaens sidste ord i hans store Poèmes pour Mi – ”Glæden er vendt tilbage” – kom til at kendetegne hele programmet.
Umiddelbart virker afstanden fra Messiaens mystisk-erotiste Poèmes til Stravinskys supermusik Sacre du printemps ellers rigelig stor, men faktisk supplerede de to værker hinanden fint, så man efter Messiaen i den grad var parat til at modtage Stravinskys Sacre med alle sanser på vid gab. Og hvilket “Våroffer” vi fik at høre! Ikke som i sin tid med den fine svenske dirigent Sixten Ehrling ovre i det gamle Radiohus på Rosenørns allé, heller ikke som dynamiske Thomas Dausgaard eller Esa-Pekka Salonen, hvis opførelser ellers var uhyre virknings- og effektfulde. Nej, her var det præcise spil svøbt i varmere toner og plads til flere detaljer, men stadig vildt dramatisk.
Sådan afslørede den polske dirigent Krzysztof Urbanski sig ikke alene som en stor pultvirtuos. Han er også en ung dirigent med sit personlige bud på musikken, og helt modsat andre musikere i hans generation vælger han gerne sejere tempi, end der ellers er tradition for. Det  medvirker til sympatien for ham. At hans autoritet på podiet er betydelig, fremgik klart af DR SymfoniOrkestret, som gav ham deres allerbedste.
Publikums jubel skyllede bagefter op mod Urbanski og orkestret, og lige nu er jeg parat til at mene, at det er den bedste opførelse af Sacre, jeg endnu har hørt i mit lange liv. Derfor: Lad os snart at få ham at høre igen. Urbanski er en rising star.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

NB: Jeg ved godt, Measha B. hedder Brueggergosman. Hendes efternavn er bare så umuligt, at det var nærliggende at omdøbe hende. I pausen hørte jeg en munter sjæl foreslå “Brünnhild”.

Herbert Blomstedt still going strong

Hele den aura af erfaringens lidenskab, Herbert Blomstedt har udviklet gennem årene, kom fint til udtryk ved hans torsdagskoncert i DRs Koncerthus, hvor Sonning-fonden fuldt fortjent hædrede ham med sin musikpris. Han er 88 år og udløser stadig en musikalsk vitalitet, som får vores indre klaviatur til at spille med.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og hans indspilninger af både Sibelius og Carl Nielsens symfonier med San Francisco Symfonikerne var så markante og præcise, at de satte normer i fortolkningen af de to nordiske komponister.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmes heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en stemning af intens magi oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver. Fantastisk! Hvornår får vi mon denne herlige koncert at høre igen?

Sådan fremtræder Herbert Blomstedt i det hele taget som en af verdens mest civiliserede kunstnere. Det er jo vanskeligt at forestille sig et menneske have mere styr på forholdet mellem følelse og tanke, materiale og udtryk, end han har. Læg hertil erfaringens kyndighed og lidenskab, så er man lidt på vej til at forstå denne usædvanlige personligheds evne til at skabe klarhed, sammenhæng og oplevelse i musikkens fortælling.

  • Herbert Blomstedt er DR SymfoniOrkestrets æresdirigent. Klik billedet og hør og se ham dirigere Gustav Mahlers Første Symfoni ved torsdagskoncerten 7. april.
  • Blomstedt dirigerer Beethovens Ottende Symfoni HER.

Naturfænomenet Fröst

Han leger, han forfører og er lige indtrængende i både stort og småt. Hans teknik og hele musikalske formåen virker fuldstændig ubegrænset. Han viger heller ikke tilbage for musikkens mest udfordrende drama, hvor han som en mageløs vandring på fjeldet bevæger sig helt ud på kanten af dødsens farlige slugter, hvorfra udsigten er så meget stærkere. Så når man har hørt Martin Fröst’s fænomenale klarinetspil, føler man sig i kontakt med et komplet liv.

Ikke alene bruger han sin brillante teknik til at udfordre klarinettens klassiske love. Han trodser også den tåbelige snak om den klassiske musiks hensygnen sammen med pensionisterne og deres forestående død. Ligesom så mange andre leverer han eksemplet på hvor meget gang i kludene, der faktisk er. Og selv om danske koncertarrangører som regel beder ham spille gammelkendte toner af Mozart, von Weber, Brahms eller Carl Nielsen, spiller han altså meget gerne ny musik, der handler om os her i vores egen tid. Faktisk er han så optaget af nutiden, at han uropfører mindst et nyt storværk om året. Som en svensk anmelder skrev:
Når han midt i en frase pludselig løfter venstre fod kan man aldrig være sikker på, hvad der nu sker. Bevægelsen kan skyldes ønsket om at farve klangen, men det kan også være optakten til en koreografi. Fröst er jo både pioner, performer og danser, men først og fremmest er han den kompromisløse musiker, som ikke lader skønheden være i fred. Man kan jo ligesom ikke nå frem til den uden at nærme sig bristepunktet. Passiv ro er ikke ham.

Martin Frösts RootsMed sine 45 år fandt Martin Fröst tiden inde til et tilbageblik på sine musikalske rødder. Resultatet høres i koncert- og medieprojektet “Roots” med Royal Stockholm Philharmonic, som på en baggrund af magiske korklange tager afsæt i middelalderen og bevæger sig fremad gennem tiden – alt inspireret af dans og folkemusik.
Projektet er en imponerende kraftpræstation, hvor Fröst kultiverer og forædler selv de mest rå folkestykker. Hør bare hvordan i indspilningens Skæring 18 “Rolig Pers Polska”. Alt er super virtuost og så perfekt, at man ind imellem savner den uforbeholdne friskhed, som tidligere var en vigtig del af Frösts berømmelse.
Måske skal han til at passe på sig selv. I november 2015 blev han tvunget til at aflyse alle koncerter på grund af den ørelidelse, han har pådraget sig: Menières sygdom, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus.

  • Klik ind på Martin Fröst’s hjemmeside.
  • Hør Fröst som solist i en ny finsk klarinetkoncert her.
  • Se morsom videooptagelse på YouTube.

Beethovens 5 x 2

Beethoven’s Symphony nr. 5 med 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), som er min favorit.

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de to indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans brillante, men lidt tungere udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbnemotiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

  • Læs videre i Gramophone Archive HER.