ARoS direktør: Jeg er ikke politiker, men menneskelig

Erlend Høyersten Aros
Erlend Høyersten, ARoS

Kunstmuseet ARoS norske direktør, Erlend Høyersten, tilbageviser pure at have handlet politisk, da han ytrede forståelse for den berømte kinesiske kunstner Ai Weiweis protest mod den danske regerings seneste asylstramninger. Ai Weiwei deltog med et kunstværk i ARoS udstilling A New Dynasty – Created in China, som i øjeblikket vises på ARoS i Århus.

“I de nordiske lande har vi en høj grad af konformitet. Vi ligner hinanden, og vi lader os styre mere af frygten for at skille os ud end ønsket om at handle og gøre noget vigtigt,” siger Erlend Høyersten til DR:
“Europa har brug for en større forståelse for forskellige kulturer. Vi lever i et meget polariseret samfund, hvor der i stigende grad er behov for dialog,” fastslår han.
“Bliver du ikke politisk nu?”
“What? Det er ikke det, det handler om. Det handler om at vise respekt og være menneskelig.”

ARoS-direktørens udtalelse er fin og klar. Ligesom andre personligheders afstandtagen til den uforsonligt hårde debattone og lovgivning i Danmark, tænker og taler han om behovet for menneskelig empati og samarbejde fremfor kæft, trit og retning i en kynisk dyrkelse af egne interesser.

  • Mere på DR HER.

Ungarsk maestro dirigerer flygtningehjælp

Ivan Fischer.
Ivan Fischer.

Den berømte ungarske dirigent Ivan Fischer tager stærkt afstand fra sit hjemlands militante flygtningepolitik, som medvirker til at forstærke det aktuelle flygtningekaos i Europa. Senest har Fischer stillet sig i spidsen for en hjælpekonvoj. Og åbningen af den nye koncertsæson i Konzerthaus Berlin tilegnede han flygtningene fra Syrien.
I en tale appellerede han lidenskabeligt til Europas ledere om at vise menneskelighed og forståelse for, at syrerne flygter fra håbløsheden i en ødelagt verden. Ivan Fischer fastslår også, at det ikke nytter at henvise til eksisterende regler. De er forældede og fungerer ikke i den krise, vi ser nu.

Den ungarske maestro er både en dejlig kunstner og en hædersmand. Fra min udkigspost her i Danmark fatter jeg heller ikke EUs manglende evne til at håndtere krisen i et værdigt samarbejde. Enkelte medlemslande klamrer sig til deres nationale suverænitet, men hvad er den værd, når resultatet bliver uciviliseret kaos?

  • Ivan Fischer takker hjælpearbejderne fra ladet af en lastvogn i Budapest (først på ungarsk, derefter engelsk) HER.

Gensyn 50 år efter

På det gamle billede herover poserer jeg sammen med Peter Lautrop (th) ved den muntre afslutning på Hummeltofteskolen i 1961.
I maj 2011 sås vi igen. Efter et halvt års forberedelser, mails frem og tilbage og eftersøgning af klassekammerater via Folkeregisteret, satte Hummeltofteskolens “3 C” hinanden stævne til 50 års jubilæum i Frilandsmuseets Restaurant. De fleste af os havde ikke set hinanden siden vi sagde farvel i 1961. Måske har vi passeret hinanden på gaden eller i toget uden at genkende hinanden. Tiden sætter jo sine spor, sådan som den hjemmeside, Erik har begået med billeder af os den gang og nu, klart viser, men da vi nu atter så hinanden i øjnene, var der ikke noget at tage fejl af.

Der var Hans – sammenkomstens initiativtager, der blev advokat. Han interesserede sig lidenskabeligt for science fiction, og i 1960 inspirerede han mig til at læse Aldous Huxleys Fagre nye verden. Der var Anette som fik fribilletter til en søndagskoncert med DR SymfoniOrkestret og gav nogle af os vores livs første besøg i Radiohusets Koncertsal – en oplevelse der fik betydning for mine valg af interesser og arbejde i tiden efter.
Der var Stig, som jeg fløj modelfly sammen med, og med hvem jeg deler en fortsat interesse for Anden Verdenskrigs flytyper, Spitfire og Lancaster. Der var Anders, som i sin tid demonstrerede hjemmelavet sprængstof, men som i dag er forskningsleder i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Der var Peter, som for en daler sprang ned på Mølleåens tøende is fra Den hvide Bro uden at gå igennem. Der var Ulrik, som havde ambitioner om at være klassens leder, og hvis skæbne førte ham til Budapest som diplomat….
De var der næsten alle sammen, 32 elever der, som det også hed i Det forsømte Forår, fandt sine pladser i samfundet, og som i flere tilfælde fandt lykken ude i verden.

Selv vores kære gamle historielærer, Asger Flint, var med. Han er i dag en herre på 91 år og still going strong. Den engelske ordvending skal tilmed tages bogstaveligt. For i sin hyggelige tale til os citerede han Søren Kierkegaard for opskriften på et langt og inspirerende liv:

“Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den…”

Vores frokost var en stor, varm succes. Snakken gik fra første færd, og selv om mange slæber rundt på minder om en skole, der havde sine sorte sider, gjorde det indtryk at genopleve det fælleskab, som var så vigtig en del af vores liv for 50-60 år siden.
Tiden var en helt anden. Autoriteterne herskede stadig uden diskussion, og vi havde bare at rette ind og lystre. Ellers fik vi simpelthen smæk. Men vi lærte også at gøre oprør, og som smidige katte forstod vi at udnytte enhver mulighed for at nyde livet. Forældre og lærere levede i en verden, som forekom mig fremmed eller utilnærmelig. Til gengæld dyrkede vi børn vores egen, og dér kendte fantasien ingen grænser.
Det er den positive erindring om “barnetidens lykkeland”. Vi havde tilmed tiden med os. Opgøret med borgerskabets autoriteter og en aldrig tidligere kendt materiel rigdom stod for døren. Vi fik faktisk masser af muligheder for at opfylde vores drømme.

Realiserede vi så vore bedste drømme? Det gjorde mange os da heldigvis.
På det øverste billede poserer jeg sammen med Peter Lautrop ved skoleafslutningen i 1961. Han ville være tegner og fulgte stædigt sine kunstneriske ambitioner i en mangeårig karriere på dagbladet Information. Og jeg blev den journalist, jeg drømte om, og fandt min plads på Politikens kulturredaktion.
Det tog lidt tid. Først skulle man have barnetidens snærende lykkeland ud af kroppen og opdage, hvad man egentlig kunne og var i stand til her i verden. Og det var egentlig ikke småting, selv om man var dårligt forberedt hjemmefra.-
For fanden hvor var det svært at blive voksen. Vi var to trods alt vore forældres børn – meget mere endda, end vi ville være ved.

  • Mød klassen her.

Afsløringen af Larsen

Aksel Larsen malet af Eiler Krag.

Blikket er fokuseret med en laserstråles intensitet. Og for alle os, der husker kommunisten Aksel Larsen, er Eiler Krags maleri så levende, at den veltalende politikers fynske stemme toner frem fra billedet. Som alle rigtige kunstnere giver Eiler Krag også portrættet en stærk snert af indre spændinger. Aksel Larsens blik er stift og vagtsomt som hos neurotikeren, der er parat til at forsvare sig mod angreb fra alle sider. Og hånden på talerstolen er glødende rød af slag, tryk og klem. Det er en af de mest markante profiler i nyere dansk politik, vi ser på – politikeren der brød med stalinismen og DKP og stiftede sit eget parti: Socialistisk Folkeparti.

Eiler Krag arbejdede et helt år med billedet. SFs hovedbestyrelse bestilte det for at hædre sin stifter, men selv om Eiler Krag var en mester i at skildre sine medmennesker, havde han svært ved at aflæse Aksel Larsen. Det tror pokker. For hvordan portrættere en mand med så modsætningsfyldt en karriere og karaktér – den danske folkeforfører, den Moskva-tro marionet, den amerikanske agent, SF’s stifter…
Eiler Krag fulgte opmærksomt Aksel Larsen og tegnede og malede den ene skitse efter den anden. Også de udstilles på bladtegnernes museum.
En aften i 1964 talte Larsen i Studenterforeningen. Krag fulgte ham fra første række, og dér fandt han det ægte udtryk, han havde søgt så længe. Endelig. Pludselig forstod han Larsen, og hjemme i sit atelier malede han på nogle få timer det billede, vi i dag beundrer som et af de allerbedste i Folketingets store portræt-samling.

Bladtegnernes formand, Claus Seidel, fortæller om det interessante efterspil, hvordan både politikere, anmeldere og kunstsnobber nedgjorde billedet. For Eiler Krag selv var afleveringen til kunden, SFs hovedbestyrelse, dog det værste. Han blev inviteret med til en middag i bestyrelsen, som under den hyggelige kulinariske sammenkomst skulle se værket for første gang.
Spændt betragtede selskabet Krag, da han pakkede billedet ud. Endelig kunne de se resultatet af hans arbejde gennem mere end et år.
Reaktionen var den værst tænkelige for en kunstner: Tavshed – larmende tavshed! Det billede var bestemt ikke, hvad bestyrelsen havde forestillet sig. De kunne simpelthen ikke lide det.

I dag er alle enige om, at billedet er genialt. Men hvad kan Krag og Larsen bruge det til? Eiler Krag døde i 1991, Aksel Larsen i 1972. Vi andre kan bruge billedet som en påmindelse om, at politikere aldrig er så pæne og glatte, som deres medie-instruktører lærer dem at være i dag.

Billedet har hjemme i Folketingets portrætsamling.

  • Besøg Museet for Dansk Bladtegning her.

Svend Auken er savnet

Svend Auken.Det gør altid indtryk, når kendte politikere dør, men nogle mere end andre. Den sørgelige nyhed om Svend Aukens død her til morgen i en alder af kun 66 år er næsten ikke til at bære, fordi han var så stærkt et medlem af den danske familie.

Ligesom Sveriges legendariske statsminister Olof Palme havde han sine meningers mod, og selv for mennesker på højrefløjen, som var det modsatte af venstredrejet socialdemokrat, havde han betydning, fordi hans argumenter og den menneskelige vægt han lagde bag sine ord, hævede debattens kvalitet.

Han virkede som den statsminister, han aldrig blev. I tiden op til det historisk gode valg, han som Socialdemokraternes formand sikrede partiet, var jeg ved en selskabelig lejlighed sammen med ham, og i dag husker jeg klart vores indtryk af manden: Dér sidder en kommende statsminister!

Det lille nøgleparti, De Radikale‚ ville bare ikke have ham, hvilket skulle vise sig at blive skelsættende: Svend Auken tabte både værdigheden som statsministerkandidat og partiformand. Hans format var imidlertid af en kaliber, som ikke lod sig knække af nederlagene. Han arbejdede videre og blev en fremragende miljøminister, der placerede Danmark som opfindsomt foregangsland i verden. Og sandelig om ikke han kæmpede videre, selv da regeringen Fogh marcherede ind og rev hans livsværk ned med en grad af hadefuld dumhed, man skulle tro var løgn. Kun den forbandede kræftsygdom, han døjede med sine sidste år, kunne lægge ham ned. Det er egentlig en virkelig heroisk historie.

Kære Svend Auken, du er allerede savnet.

  • Genhør Svend Auken i Politisk Debat på P1, hvor han bekender sig til næstekærligheden som bærende princip, her.
  • Svend Auken hyldet i USA’s kongres – se her.

Foto: Morten Langkilde, Politiken.

Peders blik

Peder RosenstandI dag i Karlebo Kirke tog vi bevæget afsked med en gammel ven og forbundsfælle, kunstmaleren Peder Rosenstand, som stille og roligt endte sit tornede liv i en alder af 73 år. Mødre og veninder, børn og børnebørn, familie og venner, fyldte kirken og sagde farvel til dette menneske, der i afgørende perioder af vores liv havde betydet meget for os. Vi holdt af ham, selv om han var skruet sådan sammen, at normalt samspil og samliv ikke var muligt. I den grad zig-zagede han ind og ud af både vores og sit eget liv, at han blev lige meget ånd og fænomen som medmenneske – fjern og nær, og dog altid aktør i vores liv. For i den sære blanding af skabende liv, varme og fravær, der udgik fra ham, tvang han os til at tage stilling – til ham og til os selv.

Ingmar Bergman, den svenske iscenesætter som drog i eksil på Fårö, var hans imaginære lidelsesfælle. Selv trak Peder sig tilbage til sit lille Blå Hus i Rødvig på Stevns, hvor han indrettede et smukt hjem. Dér levede han sine sidste år som konge i sin egen ensomme verden, men når han åbnede døren og tog imod, blev man mødt af det glødende blik, du ser her.

Uhyret
“Hans eget personlige uhyre står på lærredet. Kunstneren må slå sig selv i stumper og stykker. For atter engang at samle alle sine sønderskudte sinds-dele i et skønhedsmættet puslespil,” forklarede Virtus Schade i bogen om Peder Rosenstand: “Det exploderende sind”.
“Tribadernes nat” (billedet herunder) er med i bogen. Det er et af hans rigtig gode malerier, som siger mere om Peder end mange ord. Man fascineres af bevægelighedens drama og de æstetisk dybe farver, alt imens man stadig stærkere oplever den tilstand, billedets tre personer befinder sig i. Der er snert i spændingerne, musik i formerne, skønhed i farverne.

På gulvet i sit atelier på Auderødgård noterede han med sort maling på en tyk pensel ordet Angsten. Den lurede altid og udløste jævnligt rablende falbelader, hvoraf nogle kendes fra filmens verden. Ikke desto mindre bænkede man sig hyggeligt i nærheden af det grumme memo og lod sig beværte med øl fra kassen. Sort humor og megen latter fyldte rummet, kloge ord blev udvekslet, frygtsomheden afvæbnet i det gode selskab.
Peders lærreder omgav os. Pensler, farver, store bogværker og vaser med friske blomster var indenfor rækkevidde i en duft af terpentin, piberøg og Old Spice, og udenfor bredte Auderøds milde marker sig. I en vis forstand fristes man til at sige, at Peders atelier på Auderødgård var hans største kunstværk: Den perfekte iscenesættelse af en drøm om liv og skabelse, mulighedernes kunst.

Han malede øjne, der så på os, ofte provokerende eller anklagende. Runde former af sanselig frodighed, øjne, sol og kvindebryster, men også værker i det helt store format. Jeg elsker hans solmættede, røde landskab, der prydede væggen i hans stue i Rødvig. Måske malede han til sidst kun for sig selv og hengav sig til “fantasiens umættelige filmspole”, hvor drømmene og den svære virkelighed smeltede sammen og blev den historie, der var ham.

Trods alle modsætninger og paradokser vidner kredsen af søde børn og børnebørn om stor frodighed, og jeg kan ikke mene andet, end at en skæv personlighed, der efterlader sig sådanne gaver, aldrig kan kaldes umulig. – Vi vil savne dig.

"Tribadernes nat" fra 1977.
“Tribadernes nat” fra 1977.