Loving Vincent van Gogh

Loving Vincent er verdens første oliemalede spillefilm. Med moderne digital animationsteknik bringer den Vincent Van Goghs kunst i bevægelse som et levende maleri i kunstnerens egen stil.
Det virker besnærende. Trailerens eksempel er i hvert fald så interessant, at man bliver nysgerrig.

Filmen er en fortælling om den berømte kunstners komplicerede liv og kontroversielle død, skabt på grundlag af forskning i henved 800 personlige breve. 125 specialuddannede malere har udført filmens 65.000 malede rammer, og rigtige skuespillere lægger ansigt og skikkelse til filmens personer.
Loving Vincent cirkulerer i øjeblikket rundt om på internationale filmfestivaler. Den 9. oktober får den dansk premiere ved CPH PIX i Empire Bio.

  • Mere om filmen på IMDb HER.

Tumlinger

Klik for større billede.Fire eventyrlige skulpturer foran PFA Pensions hovedsæde ved Nordhavn Station morer mig. Jeg opdagede dem fra S-toget, og søgning på Internettet afslørede ophavsmanden: Bjørn Nørgaard. Naturligvis – hans opfindsomme evne til at  få selv en ordinær betonbygning fyldt af tal og firkantede regneark til at smile er i særklasse.
En solbeskinnet forårsdag bilede jeg derfor forbi og gik tæt på hans skulpturgruppe på Kalkbrænderihavnsgade.

Ungdommens tumling.Nørgaard kalder sit værk “Tumlingerne På Livets Vej”, og hver af dem symboliserer et af livets udviklingsstadier: Barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. På kunstnerens hjemmeside læser man, hvordan der er tænkt på det hele: Kroppene på de forskellige alderstrin bærer tegn, symboler og genstande, der umiddelbart henviser til generationens særlige karakter.
Kroppen på barndom er i poleret rustfri stål, mens ungdom er i nysølv (billedet), mand/kvinddom er i patineret bronze og alderdom i støbejern, fordi kroppen ”ruster”.

  • Læs mere på Bjørn Nørgaards hjemmeside HER.

Med Doig på opdagelsesrejse

Også jeg blev draget og sank langt ind i Peter Doigs fascinerende billeder, som Louisiana udstiller indtil 16. august. Han repræsenterer en moderne billedverden, vi alle påvirkes af, og som han fastfryser i store kunstnerisk gennemarbejdede snapshots af en række personlige situationer.
Modsat mange andre malerier fra de sidste 25 år virker Doigs billeder umiddelbart enkle og ligetil, og så slapper man af, åbner op og tager formerne og de virkningsfulde farvespil ind. Men jo mere man ser, jo mere mystificeres man.

Peter Doigs Red BoatIntet er jo bare, som det lige ser ud. Her er lag på lag af hemmeligeder, og personer kigger flere steder spørgende på os og forventer ligesom et svar. Nogle steder sker også de særeste ting, som når en skiløber flyver ned over et grønt landskab. Var Doig på stoffer, da han malede det billede? spørger man uvilkårligt. Ligemeget hvad, så appellerer han til vores egen fantasi og gør os til medspillere under turen rundt på den store udstilling.

“Figures in a Red Boat” er fra Doigs nye tilværelse på Trinidad. Seks unge mænd sidder i en båd, hvis blodrøde farve spejler sig i vandet. To af fyrene kigger direkte på os. Luften og farvetonen er varm og smuk, og i billedets øverste del spreder grønne palmer en frisk kontrast til det mystisk stillestående sceneri. Det drager øjet og stemmer en vemodigt. Symboliserer den røde farve en ulykke? Ser jeg på en fjern fortids venner i et drømmesyn?

Peter Doig BlotterDoigs gennembrudsværk “Blotter” forestiller en dreng, der står på smeltevandet i en frossen sø. Billedet er malet efter et fotografi, Doig tog af broderen en gang for længe siden i Canada. Omgivet af skoven, sneen og isen står drengen der bare. Søger han efter noget, han har tabt?
Vandet spejler skoven og drengen. På det tre meter høje maleri “Reflection” spejler vandet manden. Det drejer sig om at vise “what your soul looks like”. Og man går helt tæt på og vil gerne røre de grove malerklatter, som flyder rundt på det sært tiltrækkende vandspejl, for jo mere man ser, jo mere vækkes ens nysgerrighed.

Titlen “Blotter” var først en gåde – hvad pokker har billedet med en blotter at gøre? spørger den danske iagttager. Nej, titlen handler om LSD, som teenageren Doig prøvede, uden at han nogensinde blev det syrehoved, nogle af hans venner dengang endte som.
Ved synet af billederne forstår man, hvordan han ser både maleriet og LSD som en art alkymi, der formår at forrykke vores opfattelse af virkeligheden. Musikken har den samme egenskab.  Og ligesom i tonernes, rytmernes og klangenes verden anslår billederne en nærmest musikalsk stemning.

Det handler nok alt sammen om at finde hjem. Og da indtrykkede overalt virker personlige, hjælper det på forståelsen at orientere sig om kunstnerens liv.
I 1962 flyttede Peter Doig med sin familie til Trinidad, hvor hans far arbejdede for et shipping- og handelsselskab. I 1966 drog de videre og bosatte de sig i Canada. Doig blev en rodløs drømmer, der nærede sin fantasi på billeder af alt muligt, i rejsebrochurer, på pladecovers og mængder af Polaroids.
I 1979 fløj han til London og indledte sin uddannelse som kunstner, men i modsætning til den kunst, der skaber overskrifter, sigtede hans motiver på det basalt hjemlige i den åbenbart problematiske canadiske virkelighed, der en tid blev hans skæbne. Billederne forestiller derfor dagligdags forstæder og landdistrikter med huse, der skimtes gennem træer og skaber en mystisk, sine steder uhyggelig atmosfære – nærmest som hos filmskaberen David Lynch.
I 2002 flyttede han tilbage til Trinidad og indrettede sit værksted i en nedlagt fabrik. Måske har han endelig fundet hjem dér. Man ser i hvert fald, hvordan hans fokus har ændret sig til fordel for varme og fascinerende sansninger af livet i Caribien – billeder jeg meget gerne ville have på mine egne vægge, hvis ellers jeg havde pengene.

Og man kan blive ved. Det er næsten ikke til at løsrive sig fra denne opdagelsesrejse i sind og sjæl, som på en enestående måde forener basalt maleri med en dybt personlig livsproces.

Han er fuld af liv

Kunstnerne Elmgreen & Dragset’s blanke “Han” foran Kulturværftet i Helsingør.

Han er da ret sjov, siger en dreng på 10 år. Sammen med kammeraterne er han gået en tur ud på molen ved Kulturværftet i Helsingør for at se Han. Alle snakker jo om ham. Alle vil se ham, selv om mange også elsker at hade ham. Især mænd over 50 er negative, eftersom synet af en smuk maskulin krop stadig kan fremmane homofobiske bekymringer, når ikke synet ledsages af svedig fodboldsnak.
Kvinderne og unge af begge køn har det tilsyneladende bedre med byens nye superæstetiske attraktion.
– HAN er lækker, måske lidt tynd, mener nogle, måske alt for dyr, mener andre; men han er bare lækker, som han sidder dér i såkaldt havfruestilling og flasher sin terminator-sølvblanke-stål-skikkelse, skriver mag.art. Line Rosenvinge på Kunsten.nu.

Elmgreen & Dragset’s dreng funkler ude på kajen, når man kommer gående inde fra byen. Dens blanke overflade spejler omgivelserne, Kronborg, Kulturværftet, os selv. Og dog tager skulpturen bare form af en fuldkommen normal teenager, som sidder i samme naturlige stilling på sin sten som Den lille Havfrue i København.
Imens jeg kigger, opdager jeg pludselig Kronborg som et abstrakt spejlbillede på drengens knæ, mens stenen nedenunder viser mig selv i forvrænget skikkelse – som en trold. Og før jeg ved af det, er der gået en time med at opleve den dreng. For ikke alene spejler han omgivelserne. Han ændrer også selv karakter alt efter skyernes position på himlen og retningen i solens belysning.
På et tidspunkt udstråler hans ansigt en mut og forundret attitude. Er det os og vores adfærd, han undrer sig over? Lidt efter virker hans blik koncentreret om en begivenhed ovre ved Kronborg. Fra en anden vinkel løber der en tåre ned ad kinden. Græder han med Hamlet? Jeg ved det ikke. Han er bare fuld af liv.

Indtil 1983 prægede Helsingør Skibsværft stedet. I dag er det gamle anlæg ud til havnen afløst af Kulturværftet med kommunens hovedbibliotek, udstillingslokaler, koncertsal og café. Værftets gamle kultur er væk, og “de gamle” føler nok, de er en uddøende race. Konflikten mellem det gamle og nye ligger altså lige for.
Derfor er det godt gået af Helsingør Kommune, at man ikke spiste os af med et skulpturelt minde fra fortiden – et skibsanker for eksempel. Havdrengen, Hanfruen, eller hvad folk ellers kalder skulpturen, er barn af vores tid og spejler underfundigt tiden i alle dens dimensioner. Samtidig glæder man sig over det blændende fine håndværk, som medvirker til indtrykket af livfuld lethed mere end massivt metal.

Eneste anke er kompromiset om placeringen helt ude på kajens smalle ende. Man skal ikke træde meget ved siden af for simpelthen at falde i vandet.
Man ser dagbladets overskrift for sig:
“Han styrter kunstelsker i havnen”.

  • Mere på Kulturværftet her.
  • Læs om Elmgreen & Dragset her.

Nøgenhed i sten

I forbindelse med et job for Dansk Billedhuggersamfund opdagede jeg Jerry Adders interessante video. Den fascinerer af flere grunde. Ikke alene er den et godt eksempel på den oldgamle disciplin, billedhuggerkunsten er. Jerry Adder viser også, hvordan han går i dialog med den nøgne kvinde, han hugger ud af den hårde sten. Man må tro, han elsker hende, eftersom han er lige så nøgen som hende.

“På et tidspunkt prøver stenen at få magt over mig, men det må den ikke. Det er nærmest en kamp – ligesom skuespillerne har det, når de påtager sig en rolle, som de lever sig ind i og lader sig opsluge af.
Sådan er det jo. Jeg er nødt til at tage imod stenens figurer og væsener, så jeg kan befri dem,” forklarer Jerry Adder.

  • Besøg hans hjemmeside her.

Afsløringen af Larsen

Aksel Larsen malet af Eiler Krag.

Blikket er fokuseret med en laserstråles intensitet. Og for alle os, der husker kommunisten Aksel Larsen, er Eiler Krags maleri så levende, at den veltalende politikers fynske stemme toner frem fra billedet. Som alle rigtige kunstnere giver Eiler Krag også portrættet en stærk snert af indre spændinger. Aksel Larsens blik er stift og vagtsomt som hos neurotikeren, der er parat til at forsvare sig mod angreb fra alle sider. Og hånden på talerstolen er glødende rød af slag, tryk og klem. Det er en af de mest markante profiler i nyere dansk politik, vi ser på – politikeren der brød med stalinismen og DKP og stiftede sit eget parti: Socialistisk Folkeparti.

Eiler Krag arbejdede et helt år med billedet. SFs hovedbestyrelse bestilte det for at hædre sin stifter, men selv om Eiler Krag var en mester i at skildre sine medmennesker, havde han svært ved at aflæse Aksel Larsen. Det tror pokker. For hvordan portrættere en mand med så modsætningsfyldt en karriere og karaktér – den danske folkeforfører, den Moskva-tro marionet, den amerikanske agent, SF’s stifter…
Eiler Krag fulgte opmærksomt Aksel Larsen og tegnede og malede den ene skitse efter den anden. Også de udstilles på bladtegnernes museum.
En aften i 1964 talte Larsen i Studenterforeningen. Krag fulgte ham fra første række, og dér fandt han det ægte udtryk, han havde søgt så længe. Endelig. Pludselig forstod han Larsen, og hjemme i sit atelier malede han på nogle få timer det billede, vi i dag beundrer som et af de allerbedste i Folketingets store portræt-samling.

Bladtegnernes formand, Claus Seidel, fortæller om det interessante efterspil, hvordan både politikere, anmeldere og kunstsnobber nedgjorde billedet. For Eiler Krag selv var afleveringen til kunden, SFs hovedbestyrelse, dog det værste. Han blev inviteret med til en middag i bestyrelsen, som under den hyggelige kulinariske sammenkomst skulle se værket for første gang.
Spændt betragtede selskabet Krag, da han pakkede billedet ud. Endelig kunne de se resultatet af hans arbejde gennem mere end et år.
Reaktionen var den værst tænkelige for en kunstner: Tavshed – larmende tavshed! Det billede var bestemt ikke, hvad bestyrelsen havde forestillet sig. De kunne simpelthen ikke lide det.

I dag er alle enige om, at billedet er genialt. Men hvad kan Krag og Larsen bruge det til? Eiler Krag døde i 1991, Aksel Larsen i 1972. Vi andre kan bruge billedet som en påmindelse om, at politikere aldrig er så pæne og glatte, som deres medie-instruktører lærer dem at være i dag.

Billedet har hjemme i Folketingets portrætsamling.

  • Besøg Museet for Dansk Bladtegning her.