Hvorfor vil DF-regeringen ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
Den eneste glæde, jeg kan finde hér, er at Socialdemokraterne, Radikale og venstrefløjen valgte at stå udenfor den medieaftale, som regeringen landede i dag.
“Medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er pakket ind i en masse ord om det danske sprog, demokrati og nye generationers medievaner. I virkeligheden er den en gigantisk spareplan, der dræner den danske mediebranche for over en milliard kroner på et tidspunkt, hvor der er brug for det modsatte,” mener Dansk Journalistforbund.

I Sverige har de klogt nok valgt den stik modsatte vej. Samtlige partier i Riksdagen er nemlig enige om at øge bevillingerne til landets tre public service-kanaler med to procent mere hvert år i perioden 2020-2029! For i det intense bombardement af film og underholdning fra de store amerikanske aktører skal et nationalt medie som Sveriges Radio og TV naturligvis klædes på til at tage konkurrencen op.

Hvad har Danmarks regering og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering, udflytning til provinsen og svækkelse af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. Med Dansk Folkeparti for bordenden og en kulturminister fra det sære forum, der kalder sig Liberal Alliance, skaber regeringen i stedet splittelse og usikkerhed. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord.

I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om medierne, for uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra de store udlandske aktører. Hollywoods udfordringer for vores hjemlige filmbranche er i dag suppleret af portaler som YouTube og Netflix, samt Google, der dræner de danske medier for annonce-indtægter, og Facebook, der medvirker til spredningen af fake news.
Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. En af de apps, jeg bruger mest, er dog DR TVs, fordi DRs streaming-arkiv bugner af gode udsendelser. Jeg køber derfor slet ikke kulturministerens ordflom om at imødekomme de unges medievaner på Nettet, og at det skulle gøre det nødvendigt med nye private medier på DRs bekostning. Ej heller ser jeg nogen speciel fordel ved at flytte større dele af medieproduktionen fra København til Jylland, hvor påstanden om “udkantsDanmark” ofte tilbagevises med forargelse. Store dele af den snak bygger jo reelt på æld gamle myter om københavneri, som langt henad vejen ikke har mere på sig end molbohistorier.

Den engelske kunstformidler Waldemar Januszczak, hvis udsendelser om bl.a. rokoko var en mindeværdig oplevelse på DR K.
For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, at det sker nu. Ingen andre er heller i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af. Konsekvensen af at være et lille land med et lille hjemmemarked er jo, at de private danske tv- og radiostationer ikke har råd til at producere meget andet end underholdning.

Jeg troede ellers, at en regerings vigtigste opgave var at beskytte staten og dens kultur, ikke at svække den med ødelæggende besparelser på dens institutioner til fordel for kommercielle interesser, der tæller store engelsk-sprogede medieportaler. Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord på den kulturelle front.

Ali Ufki og de hellige broer

Sacred BridgesLad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

  • King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
  • Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Brexit – engelsk selvmål

Brexit - We are out.jpgSå gjorde de det alligevel på trods af al fornuft. Selv om det virker helt idiotisk, valgte englænderne at følge deres hjerte og forlade EU.
Det er sørgeligt, fordi Europa absolut ikke har brug for reaktionær national oprustning bag lukkede grænser – verden skriger jo på behovet for samarbejde. Og det er dumt, fordi resultatet truer med at splitte dem selv ad helvede til. For hvad med det spegede forhold til Skotland, der klart stemte for at blive i EU, og som nu har fået ammunition til også at stemme sig ud af Great Britain?

Kære Sherlock Holmes, Miss Marple og Winston Churchill, jeg elsker jer og talrige andre britiske personligheder for alle jeres storartede bedrifter i gamle dage. Og jeg nyder den fabelagtige britiske humor, som får det hele til at glide ned.
Smilet stivner imidlertid, når jeres landsmænd og efterfølgere puster nostalgisk britisk selvglæde op til en bristefærdig ballon. Hvad med de store udfordringer, vi er fælles om i dag? Hvad med de unge og deres fremtid?

Brexit er så tåbelig en beslutning, at det er svært at tro, at Storbritannien virkelig forlader EU. Ansvarlige ledere kan næppe heller acceptere kaos og opløsning, der ødelægger deres lands muligheder i verden. Så selv om politikerne taler smukt om respekt for folkets vilje, ender Brexit-afstemningens bulder og brag nok snarere med et kompromis, som blot justerer Storbritanniens forhold til EU.
Med Tysklands kloge Angela Merkel i ryggen får EU samtidig mulighed for at vise sit værd som værn mod national dårskab – så længe hun er tysk kansler, altså. Det er jo ikke engang løgn: EU er bedre end det rygte, politikere og journalister har for vane at sprede i deres hjemlande.

  • Mange unge briter føler, de er blevet røvrendt af de gamle – se HER.
  • Nu må de unge tage kampen op mod Europas vrede gamle mænd – se HER.
  • Læs også om Europa som “et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg” HER.

Kongeligt sommershow

Var vi  i cirkus? Eller i Tivoli? Nej, vi var til Kong Arthur i Ulvedalene, hvor Det Kongelige Teater for tiden samler hele familien.

Ridderne galopperer til hest, mens Morgana hærger Camelot og hendes terrorister fræser rundt på motorcykler. Skal den onde heks og sønnen Mordred virkelig besejre den gode Kong Arthur, som i skikkelse af Nicolas Bro er endt som så svækket en mand, at han dårligt kan håndtere det drabelige sværd Excalibur?
Så tager den gamle senile troldmand, Merlin, sig sammen og kommer i tanker om, hvem han er, og imens mørket falder på i Ulvedalene, trylles og lynes der med fuld skrue på magien, så historien bringes til en værdig afslutning. Ole Lemmeke er virkelig morsom som Merlin, som teatrets kostume- og sminkørfolk iklæder deres bedste forvandlingskunst.
Dronning Guinnevere og den gode ridder Lancelot løfter arven efter Arthur. Sådan finder desorienterede perioder i tilværelsen som regel altid en positiv løsning, lyder moralen – hvis ellers man vil fylde lidt mening i eventyrets show.

Den effektfulde teatermusik i tidens stil, smukt kronet af Xenia Lach-Nielsen som Søens Dame, bidrager til oplevelsen i passende doser. Velvilligt badede man sine sanser i den gennemført professionelle scenografi og det fremragende lyddesign. Og så fik vi et flot billede at gå hjem på. Synet af de hvide riddere oppe på bakken viser den særlige stemning, Det Kongelige Teater fremmaner med lys, lyd og musik en sommeraften i skoven.
Vi blev godt underholdt og folkevandringen ud til Ulvedalene det hele værd.

  • Mere om Kong Arthur på Det Kongelige Teaters hjemmeside HER.

Longplayer

Klik Longplayer.Er du træt af larm og stress og oprørte følelser, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er  indspilninger af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens himmelrum med universets blinkende stjerner.

Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.

Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag. For tiden går, og Longplayer følger med.

  • Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.

Der går altid en sporvogn tilbage…

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der ligger midt i smuk natur mellem Lejre og Ringsted, kan virkelig anbefales. Det er formidabelt at se de karakteriske gamle sporvogne, smukt formede skilte og andre kendetegn fra fortidens kollektive trafik igen. Og det er nærmest eventyrligt at gå indenfor og køre med den københavnske Linie 5 – ikke som i sin tid mellem Amager og Husum, men på en strækning i skovens stille ro, hvor Den Midtsjællandske Jernbane engang havde sine spor.
Jeg huskede det hele – også lyden af hjulenes skingre hvinen mod sporede i et sving og sporvognenes klokke, der blandede sig med bilernes dyt i byens gader.

Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. 

Palle Hansen
En af museets mange frivillige medarbejdere: Palle Hansen

Det aktive museum drives af frivillig arbejdskraft blandt de 1.250 medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab. Og det gør indtryk at høre, at lønnen ved deres store arbejde alene er det gode kammeratskab og interessen for sagen. Lysten driver værket, også økonomisk. Store dele af finansieringen kommer fra private interesserede, og med jævne mellemrum indbetales millionstore beløb fra mennesker, der tilgodeser museet i deres testamente.

Alt i ét – både køre- og bremsefunktionen var samlet i et og samme greb. Egentlig en enkel og elegant løsning af de gamle ingeniører.

Siden indvielsen i 1978 har Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm vokset sig stort. I dag omfatter samlingen 90 sporvogne, et kilometerlangt skinnelegeme, to remiser samt en vognpark af gamle busser. Og publikums interesse er betydelig: Omkring 25.000 mennesker besøger Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm hvert år.

Oplevelsen er mere end skovtur og nostalgi. Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. Selv skruen på en bænk fik et særligt design, og stoppestedernes skilte var mere end standere med køreplaner; de var kunstnerisk formede skulpturer.
Godt at blive mindet om i dag, da glat effektivitet udfordrer og truer vores værdighed som mennesker. Vores fælles byrum må da godt være lidt eventyrligt, ikkesandt.

  • Besøg Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm HER.
  • Læs om godset Skjoldenæsholm HER.
Edel venter på sporvogn.
Edel venter på sporvogn.