Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Brexit – engelsk selvmål

Brexit - We are out.jpgSå gjorde de det alligevel på trods af al fornuft. Selv om det virker helt idiotisk, valgte englænderne at følge deres hjerte og forlade EU.
Det er sørgeligt, fordi Europa absolut ikke har brug for reaktionær national oprustning bag lukkede grænser – verden skriger jo på behovet for samarbejde. Og det er dumt, fordi resultatet truer med at splitte dem selv ad helvede til. For hvad med det spegede forhold til Skotland, der klart stemte for at blive i EU, og som nu har fået ammunition til også at stemme sig ud af Great Britain?

Kære Sherlock Holmes, Miss Marple og Winston Churchill, jeg elsker jer og talrige andre britiske personligheder for alle jeres storartede bedrifter i gamle dage. Og jeg nyder den fabelagtige britiske humor, som får det hele til at glide ned.
Smilet stivner imidlertid, når jeres landsmænd og efterfølgere puster nostalgisk britisk selvglæde op til en bristefærdig ballon. Hvad med de store udfordringer, vi er fælles om i dag? Hvad med de unge og deres fremtid?

Brexit er så tåbelig en beslutning, at det er svært at tro, at Storbritannien virkelig forlader EU. Ansvarlige ledere kan næppe heller acceptere kaos og opløsning, der ødelægger deres lands muligheder i verden. Så selv om politikerne taler smukt om respekt for folkets vilje, ender Brexit-afstemningens bulder og brag nok snarere med et kompromis, som blot justerer Storbritanniens forhold til EU.
Med Tysklands kloge Angela Merkel i ryggen får EU samtidig mulighed for at vise sit værd som værn mod national dårskab – så længe hun er tysk kansler, altså. Det er jo ikke engang løgn: EU er bedre end det rygte, politikere og journalister har for vane at sprede i deres hjemlande.

  • Mange unge briter føler, de er blevet røvrendt af de gamle – se HER.
  • Nu må de unge tage kampen op mod Europas vrede gamle mænd – se HER.
  • Læs også om Europa som “et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg” HER.

Kongeligt sommershow

Var vi  i cirkus? Eller i Tivoli? Nej, vi var til Kong Arthur i Ulvedalene, hvor Det Kongelige Teater for tiden samler hele familien.

Ridderne galopperer til hest, mens Morgana hærger Camelot og hendes terrorister fræser rundt på motorcykler. Skal den onde heks og sønnen Mordred virkelig besejre den gode Kong Arthur, som i skikkelse af Nicolas Bro er endt som så svækket en mand, at han dårligt kan håndtere det drabelige sværd Excalibur?
Så tager den gamle senile troldmand, Merlin, sig sammen og kommer i tanker om, hvem han er, og imens mørket falder på i Ulvedalene, trylles og lynes der med fuld skrue på magien, så historien bringes til en værdig afslutning. Ole Lemmeke er virkelig morsom som Merlin, som teatrets kostume- og sminkørfolk iklæder deres bedste forvandlingskunst.
Dronning Guinnevere og den gode ridder Lancelot løfter arven efter Arthur. Sådan finder desorienterede perioder i tilværelsen som regel altid en positiv løsning, lyder moralen – hvis ellers man vil fylde lidt mening i eventyrets show.

Den effektfulde teatermusik i tidens stil, smukt kronet af Xenia Lach-Nielsen som Søens Dame, bidrager til oplevelsen i passende doser. Velvilligt badede man sine sanser i den gennemført professionelle scenografi og det fremragende lyddesign. Og så fik vi et flot billede at gå hjem på. Synet af de hvide riddere oppe på bakken viser den særlige stemning, Det Kongelige Teater fremmaner med lys, lyd og musik en sommeraften i skoven.
Vi blev godt underholdt og folkevandringen ud til Ulvedalene det hele værd.

  • Mere om Kong Arthur på Det Kongelige Teaters hjemmeside HER.

Longplayer

Klik Longplayer.Er du træt af larm og stress og oprørte følelser, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er  indspilninger af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens himmelrum med universets blinkende stjerner.

Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.

Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag. For tiden går, og Longplayer følger med.

  • Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.

Der går altid en sporvogn tilbage…

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der ligger midt i smuk natur mellem Lejre og Ringsted, kan virkelig anbefales. Det er formidabelt at se de karakteriske gamle sporvogne, smukt formede skilte og andre kendetegn fra fortidens kollektive trafik igen. Og det er nærmest eventyrligt at gå indenfor og køre med den københavnske Linie 5 – ikke som i sin tid mellem Amager og Husum, men på en strækning i skovens stille ro, hvor Den Midtsjællandske Jernbane engang havde sine spor.
Jeg huskede det hele – også lyden af hjulenes skingre hvinen mod sporede i et sving og sporvognenes klokke, der blandede sig med bilernes dyt i byens gader.

Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. 

Palle Hansen
En af museets mange frivillige medarbejdere: Palle Hansen

Det aktive museum drives af frivillig arbejdskraft blandt de 1.250 medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab. Og det gør indtryk at høre, at lønnen ved deres store arbejde alene er det gode kammeratskab og interessen for sagen. Lysten driver værket, også økonomisk. Store dele af finansieringen kommer fra private interesserede, og med jævne mellemrum indbetales millionstore beløb fra mennesker, der tilgodeser museet i deres testamente.

Alt i ét – både køre- og bremsefunktionen var samlet i et og samme greb. Egentlig en enkel og elegant løsning af de gamle ingeniører.

Siden indvielsen i 1978 har Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm vokset sig stort. I dag omfatter samlingen 90 sporvogne, et kilometerlangt skinnelegeme, to remiser samt en vognpark af gamle busser. Og publikums interesse er betydelig: Omkring 25.000 mennesker besøger Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm hvert år.

Oplevelsen er mere end skovtur og nostalgi. Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. Selv skruen på en bænk fik et særligt design, og stoppestedernes skilte var mere end standere med køreplaner; de var kunstnerisk formede skulpturer.
Godt at blive mindet om i dag, da glat effektivitet udfordrer og truer vores værdighed som mennesker. Vores fælles byrum må da godt være lidt eventyrligt, ikkesandt.

  • Besøg Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm HER.
  • Læs om godset Skjoldenæsholm HER.
Edel venter på sporvogn.
Edel venter på sporvogn.

Mere musikalitet i politik, tak

Lepo Sumera: Symphony No. 2, Spirituoso. Kristjan Järvi & Norrlands Opera Symphony Orchestra. CCN’C.

I politik spiller musik normalt kun rollen som populistisk instrument. Her i Danmark betyder det en helt-nede-på-jorden-smag, hvor politikerne demonstrerer, hvor folkelige de er i bedste eller værste danskpop-stil.
Helt fattigt bliver det, når man spørger til politikernes eventuelle udøvelse af musik. Har en dansk politiker måske nogensinde brilleret musikalsk på et bemærkelsesværdigt niveau? Man får ligefrem lyst til at stille det umulige spørgsmål, om de betændte debatter om indvandrere og asylansøgere mon blev mere humane, hvis politikerne var musikalske?

Et af de mest prominente eksempler på musikalske politikere på topniveau kommer fra Polen. Ignacy Jan Paderewski (1860-1941) gjorde sig både gældende som pianist, komponist og politiker. I 1919, da Polen en stakket stund havde opnået selvstændighed, blev Paderewski sit lands statsminister.
Også den tyske forbundskansler Helmut Schmidt gjorde sig gældende som musiker. Som talentfuld pianist indspillede han f.eks. klaverkoncerter af Mozart og Bach i sin sparsomme fritid. Og i USA var udenrigsminister Condoleezza Rice ligeledes en habil pianist, desværre uden at hjælpe til at gøre Bushs underlige regering mindre idiotisk.

Mikis Theodorakis
Den græske komponist og frihedskæmper Mikis Theodorakis er både politisk og musikalsk en interessant personlighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede han i modstandsbevægelsen, senere også mod den fascistoide græske militærjunta, der jog Kong Konstantin og hans danske dronning på flugt og sendte Theodorakis i fængsel. Efter turbulente år som politisk fange samt eksil i Paris, blev han minister i Konstantin Mitsotakis’ regering.
Grækerne hylder Theodorakis som et symbol på det græske folks frigørelse fra tyranni og undertrykkelse. I hele verden huskes han endnu for sin iørefaldende musik til filmen “Zorba”, der i 1960’erne banede vejen for hans berømmelse. Her i huset dyrkes især hans Sange for guitar, men selv anser Theodorakis sine symfonier, ballet- og filmmusikken og de store korværker som centrale i hans produktion.

  • Besøg Mikis Theodorakis her.

Lepo Sumera
Musik af en tidligere kulturminister er vel næppe mere end et kuriosum, eller er den? Jo, for livet er fuld af overraskelser, og det sidste eksempel på en musikalsk politiker i denne runde kommer fra Estland.
Lepo Sumera (1950-2000) var Estlands kulturminister i de dramatiske befrielsesår 1988-92, da landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens besættelse, men han var også en begavet komponist, der både skrev let og svært – fra den livsalige surftur på friske bølger i den 2. Symfoni til den ambitiøse 6. Symfoni, som kroner hans livsværk med en tragisk finale. Knap en måned efter symfoniens uropførelse ved fejringen af hans 50 års fødselsdag døde han af den hjertesygdom, han led af.
Symfoniens drama indledes en rolig nattetime i magisk natlig stemning. Netop som man er begyndt at nyde musikken, springer en dæmon frem som trolden fra sin hule, og et vredens og sorgens drama tager sin begyndelse for fuldt orkester. Kampen munder ud i en meditativ stemning, som i symfoniens anden del bliver til gådefulde efterklange, hvor Samuel Barbers vemodige Adagio anes som klangligt skyggebillede.

Sumera’s musikalske iscenesættelse af de vidt forskellige rum og landskaber, han bevægede sig i, gør indtryk. Man fornemmer, at hans musikalske sindelag gjorde ham til en mere menneskelig politiker end kredsen af teknokratiske kolleger. Mon ikke også, at den musikalske energi, han udløste, satte sig spor i hans politiske arbejde. Behovet for at fastholde en politisk visionen, som tilgodeser mylderet af interesser og detaljer, kalder jo på komponistens evne til at organisere sit stof. Og musikaliteten tilhører altså ikke kun musikkens verden, men findes overalt – i et digt eller en roman, i måden vi bevæger os på, i dans, løb, eller vores adfærd i fællesskab med andre.
Politik er altså ingen undtagelse, selv om den i Danmark virker håbløs umusikalsk.

  • Hør finalen i Lepo Sumeras 2. Symfoni i musiksemplet øverst på siden.

Vandliv

Sommerens badeture i Tisvilde er ren lykke, selv om det kræver sin mand at nå dertil i varmebølgen, når man bor 50 km derfra. Men efter at have lagt civilisationens trafikale ophobning af mennesker og biler bag os tager havet imod med alt opslugende kraft. Det solbeskinnede Kattegats salte dufte og vandspejlets glitrende blå-grønne farvespil fylder sanserne. Kullens klipper anes østpå i horisonten, og langt oppe nordpå ligger Norge – ahhh.

Så lader vi os favne af vandet og glider i ét med det friske, salte hav, og efter at have svømmet, pjasket og leget sidder man dér på stranden og føler sig genfødt. Havets duft blander sig med granernes varme aroma i lægende luftstrømme, hvis virkning styrker og beroliger. Og lysets millioner af perler på havets overflade leger med øjnene og hensætter os i salig væren.

Tidligere tiders kulturer og civilisationer viste vandet stor respekt, og fantasien kendte ingen grænser, når datidens viden skulle omsættes i billeder, myter og legender. Havet var både en mystisk kraft og en kilde til liv. Tænk blot på komponisten Richard Wagners omgang med Rhin-flodens døtre i Nibelungens Ring.

Flere komponister har bidraget med musikalsk vandkraft. Et af mine yndlingsstykker er Ravels stemningsladede spil om sejlskibet på havet Un Barque sur l’Ocean i udgaven for orkester. Et andet eksempel er Debussys mesterværk La Mer, som får en til at forstå alvoren i livreddernes slogan: Kun en tåbe frygter ikke havet.

Ligemeget – i en fjern fortid kom vi fra havet, og nu går jeg i vandet igen.