Hvorfor vil DF ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
I de kaotiske forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale og et nyt medieforlig er sparekravet barberet ned til det halve, nemlig ca. 12,5 procent. Det svarer til henved en halv milliard kroner, som det vil gøre meget ondt på DR at miste.
“Man kan næppe lave besparelser i den størrelse uden at lukke radio- og TV-kanaler,” vurderer medieeksperter.

Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser for de velbjærgede, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. I stedet er Christiansborgs borgerlige blevet godt blå i hovederne af at kæmpe mod hinanden i deres groteske magtspil. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Imens banker den store omverden på døren med sine kriser – ingen dag uden Trump, Putin og Kim Jong-un… Hvad skal vi mene om udviklingen i verden og herhjemme, og hvordan præsenteres den for os?
I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om mediepolitikken. Uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra det store udland.
YouTube, Netflix og HBO er blevet de store spillere på mediemarkede, og jeg holder mig heller ikke tilbage. Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. Men sådan har jeg nu på forskellig vis haft det lige siden, jeg i 1970erne sejlede til Australien og vænnede mig til daglig lytning til blandt andet BBC World Service på en lille kortbølgeradio.

Samtidig har følelsen af forankring i det hjemlige danske altid givet mig en særlig tryghed, og her har DRs udsendelser og formidling altid spillet en hovedrolle. Det betyder ikke, at jeg bare bifalder alt fra DR. Tværtimod. I dag frastødes jeg af de kunstigt opgejlede studieværter, og jeg hader DRs selvpromovering i sine annonceringer. Den klæbrige joviale tone i tv-udsendelser som Nak og Æd og Kunstquiz’en giver mig kvalme, ligesom jeg flygter fra talentshowet X Factor. Jeg er også skuffet over den studentikose stil på DRs klassiske radiokanal P2, som får mig til at flygte over på Sveriges P2 og BBCs Radio 3.
Alligevel kan jeg ikke undvære DR, som også sender det bedste af det bedste. For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, hvis det sker. Ingen andre er i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af. 

Hvis politikerne tilmed stiller mere specifikke krav til, hvad DR må og ikke må sende, sådan som Dansk Folkeparti gentagne gange har været inde på, skrider al anstændighed da ad helvede til. For da agerer Danmarks blå politikere ligesom magthaverne i totalitære regimer, vi normalt tager afstand fra.
Eller er det dybest set meningen med galskaben: Politisk magt. 

Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Brexit – engelsk selvmål

Brexit - We are out.jpgSå gjorde de det alligevel på trods af al fornuft. Selv om det virker helt idiotisk, valgte englænderne at følge deres hjerte og forlade EU.
Det er sørgeligt, fordi Europa absolut ikke har brug for reaktionær national oprustning bag lukkede grænser – verden skriger jo på behovet for samarbejde. Og det er dumt, fordi resultatet truer med at splitte dem selv ad helvede til. For hvad med det spegede forhold til Skotland, der klart stemte for at blive i EU, og som nu har fået ammunition til også at stemme sig ud af Great Britain?

Kære Sherlock Holmes, Miss Marple og Winston Churchill, jeg elsker jer og talrige andre britiske personligheder for alle jeres storartede bedrifter i gamle dage. Og jeg nyder den fabelagtige britiske humor, som får det hele til at glide ned.
Smilet stivner imidlertid, når jeres landsmænd og efterfølgere puster nostalgisk britisk selvglæde op til en bristefærdig ballon. Hvad med de store udfordringer, vi er fælles om i dag? Hvad med de unge og deres fremtid?

Brexit er så tåbelig en beslutning, at det er svært at tro, at Storbritannien virkelig forlader EU. Ansvarlige ledere kan næppe heller acceptere kaos og opløsning, der ødelægger deres lands muligheder i verden. Så selv om politikerne taler smukt om respekt for folkets vilje, ender Brexit-afstemningens bulder og brag nok snarere med et kompromis, som blot justerer Storbritanniens forhold til EU.
Med Tysklands kloge Angela Merkel i ryggen får EU samtidig mulighed for at vise sit værd som værn mod national dårskab – så længe hun er tysk kansler, altså. Det er jo ikke engang løgn: EU er bedre end det rygte, politikere og journalister har for vane at sprede i deres hjemlande.

  • Mange unge briter føler, de er blevet røvrendt af de gamle – se HER.
  • Nu må de unge tage kampen op mod Europas vrede gamle mænd – se HER.
  • Læs også om Europa som “et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg” HER.

Kongeligt sommershow

Var vi  i cirkus? Eller i Tivoli? Nej, vi var til Kong Arthur i Ulvedalene, hvor Det Kongelige Teater for tiden samler hele familien.

Ridderne galopperer til hest, mens Morgana hærger Camelot og hendes terrorister fræser rundt på motorcykler. Skal den onde heks og sønnen Mordred virkelig besejre den gode Kong Arthur, som i skikkelse af Nicolas Bro er endt som så svækket en mand, at han dårligt kan håndtere det drabelige sværd Excalibur?
Så tager den gamle senile troldmand, Merlin, sig sammen og kommer i tanker om, hvem han er, og imens mørket falder på i Ulvedalene, trylles og lynes der med fuld skrue på magien, så historien bringes til en værdig afslutning. Ole Lemmeke er virkelig morsom som Merlin, som teatrets kostume- og sminkørfolk iklæder deres bedste forvandlingskunst.
Dronning Guinnevere og den gode ridder Lancelot løfter arven efter Arthur. Sådan finder desorienterede perioder i tilværelsen som regel altid en positiv løsning, lyder moralen – hvis ellers man vil fylde lidt mening i eventyrets show.

Den effektfulde teatermusik i tidens stil, smukt kronet af Xenia Lach-Nielsen som Søens Dame, bidrager til oplevelsen i passende doser. Velvilligt badede man sine sanser i den gennemført professionelle scenografi og det fremragende lyddesign. Og så fik vi et flot billede at gå hjem på. Synet af de hvide riddere oppe på bakken viser den særlige stemning, Det Kongelige Teater fremmaner med lys, lyd og musik en sommeraften i skoven.
Vi blev godt underholdt og folkevandringen ud til Ulvedalene det hele værd.

  • Mere om Kong Arthur på Det Kongelige Teaters hjemmeside HER.

Longplayer

Klik Longplayer.Er du træt af larm og stress og oprørte følelser, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er  indspilninger af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens himmelrum med universets blinkende stjerner.

Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.

Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag. For tiden går, og Longplayer følger med.

  • Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.

Der går altid en sporvogn tilbage…

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der ligger midt i smuk natur mellem Lejre og Ringsted, kan virkelig anbefales. Det er formidabelt at se de karakteriske gamle sporvogne, smukt formede skilte og andre kendetegn fra fortidens kollektive trafik igen. Og det er nærmest eventyrligt at gå indenfor og køre med den københavnske Linie 5 – ikke som i sin tid mellem Amager og Husum, men på en strækning i skovens stille ro, hvor Den Midtsjællandske Jernbane engang havde sine spor.
Jeg huskede det hele – også lyden af hjulenes skingre hvinen mod sporede i et sving og sporvognenes klokke, der blandede sig med bilernes dyt i byens gader.

Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. 

Palle Hansen
En af museets mange frivillige medarbejdere: Palle Hansen

Det aktive museum drives af frivillig arbejdskraft blandt de 1.250 medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab. Og det gør indtryk at høre, at lønnen ved deres store arbejde alene er det gode kammeratskab og interessen for sagen. Lysten driver værket, også økonomisk. Store dele af finansieringen kommer fra private interesserede, og med jævne mellemrum indbetales millionstore beløb fra mennesker, der tilgodeser museet i deres testamente.

Alt i ét – både køre- og bremsefunktionen var samlet i et og samme greb. Egentlig en enkel og elegant løsning af de gamle ingeniører.

Siden indvielsen i 1978 har Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm vokset sig stort. I dag omfatter samlingen 90 sporvogne, et kilometerlangt skinnelegeme, to remiser samt en vognpark af gamle busser. Og publikums interesse er betydelig: Omkring 25.000 mennesker besøger Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm hvert år.

Oplevelsen er mere end skovtur og nostalgi. Museet minder os om den fantasifulde, menneskelige æstetik i valget af former og farver, som prægede det offentlige byrum i gamle dage. Selv skruen på en bænk fik et særligt design, og stoppestedernes skilte var mere end standere med køreplaner; de var kunstnerisk formede skulpturer.
Godt at blive mindet om i dag, da glat effektivitet udfordrer og truer vores værdighed som mennesker. Vores fælles byrum må da godt være lidt eventyrligt, ikkesandt.

  • Besøg Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm HER.
  • Læs om godset Skjoldenæsholm HER.
Edel venter på sporvogn.
Edel venter på sporvogn.

Mere musikalitet i politik, tak

Lepo Sumera: Symphony No. 2, Spirituoso. Kristjan Järvi & Norrlands Opera Symphony Orchestra. CCN’C.

I politik spiller musik normalt kun rollen som populistisk instrument. Her i Danmark betyder det en helt-nede-på-jorden-smag, hvor politikerne demonstrerer, hvor folkelige de er i bedste eller værste danskpop-stil.
Helt fattigt bliver det, når man spørger til politikernes eventuelle udøvelse af musik. Har en dansk politiker måske nogensinde brilleret musikalsk på et bemærkelsesværdigt niveau? Man får ligefrem lyst til at stille det umulige spørgsmål, om de betændte debatter om indvandrere og asylansøgere mon blev mere humane, hvis politikerne var musikalske?

Et af de mest prominente eksempler på musikalske politikere på topniveau kommer fra Polen. Ignacy Jan Paderewski (1860-1941) gjorde sig både gældende som pianist, komponist og politiker. I 1919, da Polen en stakket stund havde opnået selvstændighed, blev Paderewski sit lands statsminister.
Også den tyske forbundskansler Helmut Schmidt gjorde sig gældende som musiker. Som talentfuld pianist indspillede han f.eks. klaverkoncerter af Mozart og Bach i sin sparsomme fritid. Og i USA var udenrigsminister Condoleezza Rice ligeledes en habil pianist, desværre uden at hjælpe til at gøre Bushs underlige regering mindre idiotisk.

Mikis Theodorakis
Den græske komponist og frihedskæmper Mikis Theodorakis er både politisk og musikalsk en interessant personlighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede han i modstandsbevægelsen, senere også mod den fascistoide græske militærjunta, der jog Kong Konstantin og hans danske dronning på flugt og sendte Theodorakis i fængsel. Efter turbulente år som politisk fange samt eksil i Paris, blev han minister i Konstantin Mitsotakis’ regering.
Grækerne hylder Theodorakis som et symbol på det græske folks frigørelse fra tyranni og undertrykkelse. I hele verden huskes han endnu for sin iørefaldende musik til filmen “Zorba”, der i 1960’erne banede vejen for hans berømmelse. Her i huset dyrkes især hans Sange for guitar, men selv anser Theodorakis sine symfonier, ballet- og filmmusikken og de store korværker som centrale i hans produktion.

  • Besøg Mikis Theodorakis her.

Lepo Sumera
Musik af en tidligere kulturminister er vel næppe mere end et kuriosum, eller er den? Jo, for livet er fuld af overraskelser, og det sidste eksempel på en musikalsk politiker i denne runde kommer fra Estland.
Lepo Sumera (1950-2000) var Estlands kulturminister i de dramatiske befrielsesår 1988-92, da landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens besættelse, men han var også en begavet komponist, der både skrev let og svært – fra den livsalige surftur på friske bølger i den 2. Symfoni til den ambitiøse 6. Symfoni, som kroner hans livsværk med en tragisk finale. Knap en måned efter symfoniens uropførelse ved fejringen af hans 50 års fødselsdag døde han af den hjertesygdom, han led af.
Symfoniens drama indledes en rolig nattetime i magisk natlig stemning. Netop som man er begyndt at nyde musikken, springer en dæmon frem som trolden fra sin hule, og et vredens og sorgens drama tager sin begyndelse for fuldt orkester. Kampen munder ud i en meditativ stemning, som i symfoniens anden del bliver til gådefulde efterklange, hvor Samuel Barbers vemodige Adagio anes som klangligt skyggebillede.

Sumera’s musikalske iscenesættelse af de vidt forskellige rum og landskaber, han bevægede sig i, gør indtryk. Man fornemmer, at hans musikalske sindelag gjorde ham til en mere menneskelig politiker end kredsen af teknokratiske kolleger. Mon ikke også, at den musikalske energi, han udløste, satte sig spor i hans politiske arbejde. Behovet for at fastholde en politisk visionen, som tilgodeser mylderet af interesser og detaljer, kalder jo på komponistens evne til at organisere sit stof. Og musikaliteten tilhører altså ikke kun musikkens verden, men findes overalt – i et digt eller en roman, i måden vi bevæger os på, i dans, løb, eller vores adfærd i fællesskab med andre.
Politik er altså ingen undtagelse, selv om den i Danmark virker håbløs umusikalsk.

  • Hør finalen i Lepo Sumeras 2. Symfoni i musiksemplet øverst på siden.