Turangalila som karneval

Turangalila betyder ’Kærlighedssang’ eller ’hymne til glæden’, som var det, Olivier Messiaen ville med sin symfoni. Den forunderlige franskmand ville bringe “en overmenneskelig glæde, overstrømmende, blændende og umådelig” til fuld udfoldelse, og disse stikord levede den spanske gæstedirigent Juanjo Mena og DR SymfoniOrkestret også op til ved torsdagskoncerten. De gik så stærkt til biddet, at musikken nærmest formede sig som et karneval på vej gennem Edens have.

Klik billedet og hør Riccardo Chailly’s indspilning.

Nogle af værkets kritikere kalder Turangalila overlæsset i både volumen og spilletid. Betagelsen er altså ikke ubetinget, men symfonien kan godt tæmmes uden at miste lidenskab. Det viser Riccardo Chailly, Concertgebouw-orkestret og pianisten Jean-Yves Thibaudet på min yndlingsindspilning. Her er både fest og poesi i fint afstemt balance i det mægtige symfoniorkester, der også tillader det spøjse elektroniske Ondes martenot at folde sig ud som skønhedens og sanselighedens instrument.
Sådan går man ombord på rejsen gennem Messiaens eksotiske landskab. Man giver sig hen, danser med de forelskede og elsker med de elskende i Kærlighedens have.

  • Hør torsdagskoncerten på P2 HER.

En venlig troldmand på 90 år

Nogle ældre mennesker gider simpelthen ikke blive gamle. Herbert Blomstedt er en af dem. Ved den forgangne uges torsdagskoncert dirigerede den nu 90-årige herre DR SymfoniOrkestret i et rent Mendelssohn-program, hvor ouverturen til Hebriderne og symfonierne Den italienske og Den skotske lød, som var de dirigeret af en veloplagt ung mand.
Erfaring og lidenskab er jo i Blomstedts tilfælde en lykkelig kombination. Enhver frasering formes og betones i balance mellem præcision og personlig entusiasme, som både tilgodeser Mendelssohns smukke melodier, musikkens drama og værket som helhed. Livfuldheden er uimodståelig.

Hvordan får han orkestret med sig? Forklaringen kommer, når man ser ham dirigere. Inspireret af talrige koncertoptagelser med ham på Internettet havde jeg placeret mig i salen, så jeg kunne se ham forfra, og fra musikernes synsvinkel er man ikke tvivl om noget.
Troldmanden Gandalf i Ringenes Herre kan godt gå hjem og lægge sig – Blomstedt er mere overbevisende. Hele hans skikkelse udstråler en målbevidst intensitet, som sammenfatter alt det, et langt liv på koncertpodiet har lært ham. Og hvad han ikke gør med hænderne, fremgår af blikket, som konstant søger kontakt med musikerne. Fra hans aura strømmer en venlig indbydelse til samarbejde, hvormed han gør sig til musiker blandt musikere.
Sådan skabte han og DR SymfoniOrkestret en begivenhed, man går til koncert for at opleve.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og fra sin tid med San Francisco Symfonikerne var hans indspilninger af Mendelssohn, Bruckner, Carl Nielsen, Beethoven, Schubert, Brahms og Franz Berwald eksempler på hovedsøjlerne i det repertoire, han dyrkede i tiden efter.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmer jeg heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en magisk stemning oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver.

Vi har meget at takke Herbert Blomstedt for. Han er en af musikkens store gamle, og han lyser endnu.

NB: Desværre er indtrykket i radioen anderledes. DRs producer valgte en alt for rumlig lyd, hvor violin-grupperne lyder påfaldende spinkle og ude af klanglig balance med det øvrige orkester.
Jeg ved ikke, om ideen er at producere koncerterne for folk, der lytter på mobiltelefon eller en lille DAB-radio med en højttaler på størrelse med en te-si. Jeg foretrækker i hvert fald stadig mine gode B&W-højttalere, og dem tilgodeså DR lydproducere altså ikke ved genhøret forleden i P2.

  • Koncerten med Herbert Blomstedt og DR SymfoniOrkestret kan ses på TV-kanalen DR K på søndag den 24. september kl. 20.
  • Hør koncerten på radiokanalen P2 HER.
  • Se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram HER.

Musikalske klarsyn

Violinisten Julia Fischer og chefdirigenten Fabio Luisi gjorde aftenens torsdagskoncert til en fascinerende oplevelse af skabelse i feltet mellem klassisk tradition og fornyelse.

Julia Fischer spiller Henze. Klik billedet og hør koncerten på P2.

Hans Werner Henzes “chaconne” af en violinkoncert fra 1977 – den første opførelse her til lands – gik lige ind som et betagende spil, der tager udgangspunkt i den italienske barokkomponist Tomaso Vitalis Chaconne i g-mol. Som værket skrider frem, væver Henze underfundigt og virtuost sin egen opfattelse ind i det historiske stof. Dermed gør han sin koncert til en proces, hvor et kærligt minde bliver til personlig erkendelse med de spændinger, der uvilkårligt følger med på vejen ud af nostalgien.
Henzes koncert hedder egentlig Il Vitalino raddoppiato efter Vitali, der blev kaldt Vitalino, her “fordoblet” med Henze selv. I dag kan vi glæde os over, at Julia Fischer giver hans usædvanlige musik sin hengivne varme med sit tindrende klare spil. Sammen med DR SymfoniOrkestrets veloplagte musikere og Fabio Luisi overbeviste hun om, at Henzes violinkoncert fortjener en fast plads i repertoiret side om side med de gængse klassiske værker.

Efter en lang pause fortsatte DR SymfoniOrkestret med Carl Nielsens store Femte Symfoni, som musikerne kender ud og ind. Nielsens Femte er “hjemmemusik”, men For italieneren Fabio Luisi var det første gang, han dirigerede den.
”Carl Nielsen og jeg har et kærlighedsforhold, som er nyt og fuldt af begejstring. Jeg går på opdagelse i ham og elsker ham – og jeg håber, han også elsker mig,” siger Fabio Luisi i programbladet.
Det tror jeg, Carl Nielsen gør i sin himmel, selv om Fabio Luisi afbalancerer Nielsens lyd på sin egen personlige måde. Han civiliserer så at sige dramaet, så det både får mere bid og varme. Usentimentalt benytter han sin autoritet på podiet til at fremtrylle detaljer, der fremhæver og nuancerer symfoniens kildevæld af brillante ideer, hvor især første-satsen er et højdepunkt af symfonisk skabelse.
Orkestret var med ham. Den vilde Nielsen blev tæmmet, klanggrød erstattet af klarhed. Måske benytter Luisi sin nyvundne erfaring til at revidere nogle detaljer i sin tolkning, men retningen er klar: Luisi gør Nielsen skarp og giver et kvalificeret bud på fremtidens fortolkning. Vanens magt brydes – bravo!

  • Se koncertprogrammet HER.
Klik billedet og se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram.

Godt at DR SymfoniOrkestret er på banen med en ny serie torsdagskoncerter. Jeg ser allerede frem til at høre veteranen Herbert Blomstedt dirigere Mendelssohns Fjerde Symfoni “Den italienske” og nr. 3 “Den skotske” næste uge. Derefter venter Messiaens mægtige Turangalila-symfoni og operaen Hertug Blåskægs Borg af Bela Bartok.

Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Til minde om en engel

Leonidas Kavakos & Fabio Luisi
Leonidas Kavakos og Fabio Luisi under en prøve med DR SymfoniOrkestrtet.

Med sit lange hår og alvorsfulde, skæggede ansigt ser han ikke just cool ud, men tag ikke fejl: Denne græker er en af de mest tjekkede violinister her på kloden. Derfor modtog Leonidas Kavakos torsdag Leonie Sonnings Musikpris ved en enestående koncert med DR SymfoniOrkestret og chefdirigenten Fabio Luisi.

Højdepunktet var så afgjort Alban Bergs Violinkoncert fra 1935 “Til minde om en engel” – et af de værker, Kavakos spejler sig selv stærkest i. Han tolker dramaet mellem skønhed, katastrofe og sorg, så man forstår dybden i Bergs trøstende brev til Alma Mahler Werfel:
“Jeg vil ikke i et brev forsøge at finde ord, hvor sproget svigter … Og dog: En dag – endnu før det frygtelige år ender – kan du og Franz Werfel i et partitur dedikeret mindet om en engel høre lyden af, hvad jeg føler, men intet udtryk finder for i dag.”
Englen i Bergs Violinkoncert er Alma Mahler og Walter Gropius’ datter Manon Gropius, som i en alder af kun 18 år døde af polio. Berg var en nær ven af familien og delte forældrenes sorg. Musikalsk resulterede det i den mageløse violinkoncert, hvis karakter nok også har en vis sammenhæng med den sorte skygge, som den fremstormende nazisme kastede over stadig større dele af Europa.

Med en fuldstændig enestående tæft for hver en bevægelse i musikken følger og løfter Kavakos hver en frase, så man nærmest sidder og gyser af bevælgelse. Det var i enhver forstand exceptionelt.
Ledsaget af et veloplagt orkester og deres medlevende dirigent fulgte en stringent opførelse af Brahms’ Violinkoncert. Det kalder alt sammen på genhør:

  • Besøg koncertens udsendelsesside HER.
  • Se og hør koncerten i DR TV, når den en dag dukker op, HER.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.