Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Til minde om en engel

Leonidas Kavakos & Fabio Luisi
Leonidas Kavakos og Fabio Luisi under en prøve med DR SymfoniOrkestrtet.

Med sit lange hår og alvorsfulde, skæggede ansigt ser han ikke just cool ud, men tag ikke fejl: Denne græker er en af de mest tjekkede violinister her på kloden. Derfor modtog Leonidas Kavakos torsdag Leonie Sonnings Musikpris ved en enestående koncert med DR SymfoniOrkestret og chefdirigenten Fabio Luisi.

Højdepunktet var så afgjort Alban Bergs Violinkoncert fra 1935 “Til minde om en engel” – et af de værker, Kavakos spejler sig selv stærkest i. Han tolker dramaet mellem skønhed, katastrofe og sorg, så man forstår dybden i Bergs trøstende brev til Alma Mahler Werfel:
“Jeg vil ikke i et brev forsøge at finde ord, hvor sproget svigter … Og dog: En dag – endnu før det frygtelige år ender – kan du og Franz Werfel i et partitur dedikeret mindet om en engel høre lyden af, hvad jeg føler, men intet udtryk finder for i dag.”
Englen i Bergs Violinkoncert er Alma Mahler og Walter Gropius’ datter Manon Gropius, som i en alder af kun 18 år døde af polio. Berg var en nær ven af familien og delte forældrenes sorg. Musikalsk resulterede det i den mageløse violinkoncert, hvis karakter nok også har en vis sammenhæng med den sorte skygge, som den fremstormende nazisme kastede over stadig større dele af Europa.

Med en fuldstændig enestående tæft for hver en bevægelse i musikken følger og løfter Kavakos hver en frase, så man nærmest sidder og gyser af bevælgelse. Det var i enhver forstand exceptionelt.
Ledsaget af et veloplagt orkester og deres medlevende dirigent fulgte en stringent opførelse af Brahms’ Violinkoncert. Det kalder alt sammen på genhør:

  • Besøg koncertens udsendelsesside HER.
  • Se og hør koncerten i DR TV, når den en dag dukker op, HER.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Let me tell you, Proms

Mirga Grazinytė-Tyla cover
Mirgas “female touch”.

Den mest fantastiske koncert var Prom 55 med Hans Abrahamsens magiske, fuldstændig mageløse sangcyklus Let me tell you, som solisten Barbara Hannigan har sunget til succes med flere forskellige orkestre. Kvinderne var i front. Med den unge dynamiske Mirga Gražinytė-Tyla fra Litauen på podiet foran sit nye orkester, City of Birmingham Symphony – Simon Rattles gamle orkester – oplevede vi den mest fortryllende og poetiske opførelse til dato – selv om indspilningen med Andris Nelsons og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks faktisk skal høres.
Fra den første søgende opførelse i Berlin har Barbara Hannigan øget det dramatiske udtryk, og Birmingham-orkestret leverede et væld af fine detaljer, som virkelig fremmanede dybden i denne musik.
Opførelsen blev efterfulgt af en friskere og mere meningsfuld fortolkning end vanligt af klassikeren Tchaikovskys Fjerde Symfoni. Sådan er Mirgas female touch virkelig en velkommen fornyelse på et kulturområde, der traditionelt beherskes af herrerne.

  • BBCs optagelse kan høres indtil 3. oktober  HER.

Russisk tragedie som begivenhed

Violinisten
Violinisten James Ehnes.

Den russiske komponist Dmitrij Shostakovich havde som så mange andre al mulig grund til at afsky Sovjet-diktatoren Stalin, men komponistens Første Violinkoncert, der blev til i efterkrigsåret 1948, handler nok lige så meget om rædslerne og ødelæggelserne under Anden Verdenskrig som om Stalins morderiske brutalitet. Ligemeget hvad er det påfaldende, så stærkt den indadvendte musik og dens vildt dansende finale griber os i dag. Siger det mon noget om vores egen frygtsomme usikkerhed på nutidens konflikter og tragedier og behovet for at spejle os i musik, der betoner situationens grundstemning?

Sådan var Shostakovichs violinkoncert hovedværket ved DR SymfoniOrkestrets torsdagskoncert, der denne uge blev anført af den noble russiske dirigent Dmitrij Kitajenko og den fine canadiske violinist James Ehnes. Uden sensationer eller egocentriske falbelader flyder Ehnes ligesom sammen med komponisten og stiller sin suveræne violintekniske kunnen til skaberens rådighed. Hans spil virker derfor “autentisk”, både når han med varm inderlighed spiller de lange ensomme soli, og når han som en troldmand slår gnister i de hurtige satser.
Når jeg som ung hørte Shostakovichs Første Violinkoncert, fandt jeg især de hurtige satser spændende. I torsdags var det solistens langstrakte kadence, der lægger op til den afsluttende Burlesque, og som blev udført med nærmest filosofisk flair. Jo, Ehnes er cool.

Samspillet med Kitajenko og orkestret var perfekt. Og Stravinskys suite af Ildfuglen, som Kitajenko har indspillet flere gange på cd, blev den lysende finale på en begivenhedsrig filharmonisk koncertaften. – Inden pausen stod den på Tchaikovsky’s Første Symfoni. Dejlig frisk symfoni, som godt kunne fortjene lidt mere passion end det nydeligt vævede nodetæppe, Kitajenko fik ud af den.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

Det var stort

Krzysztof Urbanski, 33 år.

Den overdådige sopran Measha B’s  og spændstige Krzysztof Urbanskis torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret blev en af de mindeværdige. Fra første til sidste tone lyttede man med ører så store som Rundetårn, og kun modstræbende forlod man koncertens ekstatiske musik, hvor Messiaens sidste ord i hans store Poèmes pour Mi – ”Glæden er vendt tilbage” – kom til at kendetegne hele programmet.
Umiddelbart virker afstanden fra Messiaens mystisk-erotiste Poèmes til Stravinskys supermusik Sacre du printemps ellers rigelig stor, men faktisk supplerede de to værker hinanden fint, så man efter Messiaen i den grad var parat til at modtage Stravinskys Sacre med alle sanser på vid gab. Og hvilket “Våroffer” vi fik at høre! Ikke som i sin tid med den fine svenske dirigent Sixten Ehrling ovre i det gamle Radiohus på Rosenørns allé, heller ikke som dynamiske Thomas Dausgaard eller Esa-Pekka Salonen, hvis opførelser ellers var uhyre virknings- og effektfulde. Nej, her var det præcise spil svøbt i varmere toner og plads til flere detaljer, men stadig vildt dramatisk.
Sådan afslørede den polske dirigent Krzysztof Urbanski sig ikke alene som en stor pultvirtuos. Han er også en ung dirigent med sit personlige bud på musikken, og helt modsat andre musikere i hans generation vælger han gerne sejere tempi, end der ellers er tradition for. Det  medvirker til sympatien for ham. At hans autoritet på podiet er betydelig, fremgik klart af DR SymfoniOrkestret, som gav ham deres allerbedste.
Publikums jubel skyllede bagefter op mod Urbanski og orkestret, og lige nu er jeg parat til at mene, at det er den bedste opførelse af Sacre, jeg endnu har hørt i mit lange liv. Derfor: Lad os snart at få ham at høre igen. Urbanski er en rising star.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

NB: Jeg ved godt, Measha B. hedder Brueggergosman. Hendes efternavn er bare så umuligt, at det var nærliggende at omdøbe hende. I pausen hørte jeg en munter sjæl foreslå “Brünnhild”.