Til minde om en engel

Leonidas Kavakos & Fabio Luisi
Leonidas Kavakos og Fabio Luisi under en prøve med DR SymfoniOrkestrtet.

Med sit lange hår og alvorsfulde, skæggede ansigt ser han ikke just cool ud, men tag ikke fejl: Denne græker er en af de mest tjekkede violinister her på kloden. Derfor modtog Leonidas Kavakos torsdag Leonie Sonnings Musikpris ved en enestående koncert med DR SymfoniOrkestret og chefdirigenten Fabio Luisi.

Højdepunktet var så afgjort Alban Bergs Violinkoncert fra 1935 “Til minde om en engel” – et af de værker, Kavakos spejler sig selv stærkest i. Han tolker dramaet mellem skønhed, katastrofe og sorg, så man forstår dybden i Bergs trøstende brev til Alma Mahler Werfel:
“Jeg vil ikke i et brev forsøge at finde ord, hvor sproget svigter … Og dog: En dag – endnu før det frygtelige år ender – kan du og Franz Werfel i et partitur dedikeret mindet om en engel høre lyden af, hvad jeg føler, men intet udtryk finder for i dag.”
Englen i Bergs Violinkoncert er Alma Mahler og Walter Gropius’ datter Manon Gropius, som i en alder af kun 18 år døde af polio. Berg var en nær ven af familien og delte forældrenes sorg. Musikalsk resulterede det i den mageløse violinkoncert, hvis karakter nok også har en vis sammenhæng med den sorte skygge, som den fremstormende nazisme kastede over stadig større dele af Europa.

Med en fuldstændig enestående tæft for hver en bevægelse i musikken følger og løfter Kavakos hver en frase, så man nærmest sidder og gyser af bevælgelse. Det var i enhver forstand exceptionelt.
Ledsaget af et veloplagt orkester og deres medlevende dirigent fulgte en stringent opførelse af Brahms’ Violinkoncert. Det kalder alt sammen på genhør:

  • Besøg koncertens udsendelsesside HER.
  • Se og hør koncerten i DR TV, når den en dag dukker op, HER.

Super torsdagskoncert

Rune Glerup.
Komponisten Rune Glerup.

Man burde have ryddet kalenderen for at være med ved sidste uges torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergaard. For det brag af en koncert, som optagelsen i P2’s internetradio efterfølgende afslørede, var virkelig en begivenhed. Den var båret af komponister, der stræbte efter fornyelse, og den blev løftet af veloplagte musikere, der gav deres bedste i Koncerthuset.

Uropførelsen af Rune Glerups Symfoni var den store overraskelse – en besættende oplevelse, som bringer mindelser om pioneren Stravinsky og nogle af virkemidlerne i hans Sacre. Rune Glerup gør koncertsalen til en magisk hule, hvor der kævles, danses, strides og elskes. Hans materiale er aldrig melodier, man kan synge med på – sentimentalitet frabedes! Til gengæld får han os at jinge med på sine objekters rytmiske spring, der udløses af klanglige spændinger i orkestrets forskellige instrumentgrupper. Og når den rytmiske aktivitet viger pladsen for rolige passager, skaber fløjternes spil en længselsfuld sensuel atmosfære.
Objekterne virker så levende, at det er nærliggende at opfatte dem som væsener. Ligesom fugledes dialoger om sommeren påvirker de hinanden, danser sammen eller frastøder hinanden. Da spillet foregår i perfekt afmålte kontraster og sektioner, beslægtet med udviklingsmønstret i en klassisk symfoni, virker symfonien både underholdende, overskuelig og særdeles attraktiv. Med den vitale opførelse, som dirigenten Thomas Søndergaard og orkestret fremtryllede, må man tro den også er attraktiv at spille.

Niveauet forsatte i Ravels unikke Klaverkoncert for venstre hånd, skrevet til en krigsveteran, der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Med den tysk-russiske pianist Igor Levit og Thomas Søndergaard ved roret fik det dystert-heroiske mesterværk en både klar og frisk fortolkning. Og efter den storladne opførelse af hele Stravinskys musik til ’Ildfuglen’ var oplevelsen fuldendt: Endelig et koncertprogram, hvor tre vidt forskellige værker supplerede hinanden fint.

  • Mere om torsdagskoncerten hos DR HER.

Enegang med en lige venstre

Detalje fra Daniel Richters “Blomst i flammer”, der i øjeblikket vises på Louisianas store Richter-udstilling.

Hans Abrahamsen er en af de komponister, som spilles allermest her i huset. Den rituelle opvågnen til en ny dag foregår nemlig jævnligt til hans friske stykke Schnee for blokfløjte, sax og slagtøj, eftersom Schnee er dansende livfuldhed. På sin egen underfundige måde gør stykket lytteren skarp i hovedet og giver lyst til det hele. Et lystigt spil, men ikke for lystigt, for det skal også lyde lidt melankolsk, noterer komponisten.
Nu er også hans nyeste skud på stammen, Left, alone med soloklaver for venstre hånd, føjet til repertoiret efter den danske førsteopførelse ved DR SymfoniOrkestrets og Thomas Dausgaards torsdagskoncert forleden. Med pianisten Alexandre Tharaud som solist blev værket præsenteret som en venstrehåndskoncert i sporet efter Ravels berømte koncert, skrevet til en pianist der mistede sin højre hånd i Første Verdenskrig. Tilsvarende hører vi her en komponist, der blev født med begrænset brug af sin højre hånd, og som derfor fascineres af mulighederne i den venstre.

Spillet åbner i en alarm af et drama med det hastigt pulserende orkester og soloklaveret som aktører. Derefter opholdsvejr i et vegeterende klangrum, hvor man følger klaverets ensomme søgen efter sin vej. Brokker af klange og former dukker op og forsvinder igen. Hvad nu?
Selv om det isoleret set ikke lyder af meget at høre en pianist spille en enkel rytmisk tone, er virkningen af at standse tiden og larmen intens. Hvor føres vi hen? Jo, pludselig dukker hornet op og spreder sin gyldne tone. Sådan udløses i al sin enkelhed en følelse af inderlighed på en skygge af vemod.
Efter en alvorstynget akkord i orkestret flyver musikken afsted igen: Det er “Fairy Tale Time”, skriver komponisten – eller det er forsoning i liv, der ikke lader sig fortrænge af skygger og bekymringer.

Left, alone er fascinerende musik i to præcis lige lange dele. Dette tidsforhold er et påfaldende eksempel på den omhyggelighed, hvormed Hans Abrahamsen disponerer sin musik. Enkelhed og virtuos kompleksitet, tvivl og mod tager livtag. Selv en lille happening med trin på gulvet får en rolle i spillet. Efter flere genhør bider musikken sig fast som en skæbne, der søger sine egne veje, og som insisterer på at fastholde sin menneskelighed i en stadig mere larmende og kynisk verden.

  • Genhør torsdagskoncerten HER.
  • Mere Hans Abrahamsen HER.

Russisk tragedie som begivenhed

Violinisten
Violinisten James Ehnes.

Den russiske komponist Dmitrij Shostakovich havde som så mange andre al mulig grund til at afsky Sovjet-diktatoren Stalin, men komponistens Første Violinkoncert, der blev til i efterkrigsåret 1948, handler nok lige så meget om rædslerne og ødelæggelserne under Anden Verdenskrig som om Stalins morderiske brutalitet. Ligemeget hvad er det påfaldende, så stærkt den indadvendte musik og dens vildt dansende finale griber os i dag. Siger det mon noget om vores egen frygtsomme usikkerhed på nutidens konflikter og tragedier og behovet for at spejle os i musik, der betoner situationens grundstemning?

Sådan var Shostakovichs violinkoncert hovedværket ved DR SymfoniOrkestrets torsdagskoncert, der denne uge blev anført af den noble russiske dirigent Dmitrij Kitajenko og den fine canadiske violinist James Ehnes. Uden sensationer eller egocentriske falbelader flyder Ehnes ligesom sammen med komponisten og stiller sin suveræne violintekniske kunnen til skaberens rådighed. Hans spil virker derfor “autentisk”, både når han med varm inderlighed spiller de lange ensomme soli, og når han som en troldmand slår gnister i de hurtige satser.
Når jeg som ung hørte Shostakovichs Første Violinkoncert, fandt jeg især de hurtige satser spændende. I torsdags var det solistens langstrakte kadence, der lægger op til den afsluttende Burlesque, og som blev udført med nærmest filosofisk flair. Jo, Ehnes er cool.

Samspillet med Kitajenko og orkestret var perfekt. Og Stravinskys suite af Ildfuglen, som Kitajenko har indspillet flere gange på cd, blev den lysende finale på en begivenhedsrig filharmonisk koncertaften. – Inden pausen stod den på Tchaikovsky’s Første Symfoni. Dejlig frisk symfoni, som godt kunne fortjene lidt mere passion end det nydeligt vævede nodetæppe, Kitajenko fik ud af den.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

Det var stort

Krzysztof Urbanski, 33 år.

Den overdådige sopran Measha B’s  og spændstige Krzysztof Urbanskis torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret blev en af de mindeværdige. Fra første til sidste tone lyttede man med ører så store som Rundetårn, og kun modstræbende forlod man koncertens ekstatiske musik, hvor Messiaens sidste ord i hans store Poèmes pour Mi – ”Glæden er vendt tilbage” – kom til at kendetegne hele programmet.
Umiddelbart virker afstanden fra Messiaens mystisk-erotiste Poèmes til Stravinskys supermusik Sacre du printemps ellers rigelig stor, men faktisk supplerede de to værker hinanden fint, så man efter Messiaen i den grad var parat til at modtage Stravinskys Sacre med alle sanser på vid gab. Og hvilket “Våroffer” vi fik at høre! Ikke som i sin tid med den fine svenske dirigent Sixten Ehrling ovre i det gamle Radiohus på Rosenørns allé, heller ikke som dynamiske Thomas Dausgaard eller Esa-Pekka Salonen, hvis opførelser ellers var uhyre virknings- og effektfulde. Nej, her var det præcise spil svøbt i varmere toner og plads til flere detaljer, men stadig vildt dramatisk.
Sådan afslørede den polske dirigent Krzysztof Urbanski sig ikke alene som en stor pultvirtuos. Han er også en ung dirigent med sit personlige bud på musikken, og helt modsat andre musikere i hans generation vælger han gerne sejere tempi, end der ellers er tradition for. Det  medvirker til sympatien for ham. At hans autoritet på podiet er betydelig, fremgik klart af DR SymfoniOrkestret, som gav ham deres allerbedste.
Publikums jubel skyllede bagefter op mod Urbanski og orkestret, og lige nu er jeg parat til at mene, at det er den bedste opførelse af Sacre, jeg endnu har hørt i mit lange liv. Derfor: Lad os snart at få ham at høre igen. Urbanski er en rising star.

  • Hør Torsdagskoncerten HER.

NB: Jeg ved godt, Measha B. hedder Brueggergosman. Hendes efternavn er bare så umuligt, at det var nærliggende at omdøbe hende. I pausen hørte jeg en munter sjæl foreslå “Brünnhild”.

Herbert Blomstedt still going strong

Hele den aura af erfaringens lidenskab, Herbert Blomstedt har udviklet gennem årene, kom fint til udtryk ved hans torsdagskoncert i DRs Koncerthus, hvor Sonning-fonden fuldt fortjent hædrede ham med sin musikpris. Han er 88 år og udløser stadig en musikalsk vitalitet, som får vores indre klaviatur til at spille med.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og hans indspilninger af både Sibelius og Carl Nielsens symfonier med San Francisco Symfonikerne var så markante og præcise, at de satte normer i fortolkningen af de to nordiske komponister.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmes heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en stemning af intens magi oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver. Fantastisk! Hvornår får vi mon denne herlige koncert at høre igen?

Sådan fremtræder Herbert Blomstedt i det hele taget som en af verdens mest civiliserede kunstnere. Det er jo vanskeligt at forestille sig et menneske have mere styr på forholdet mellem følelse og tanke, materiale og udtryk, end han har. Læg hertil erfaringens kyndighed og lidenskab, så er man lidt på vej til at forstå denne usædvanlige personligheds evne til at skabe klarhed, sammenhæng og oplevelse i musikkens fortælling.

  • Herbert Blomstedt er DR SymfoniOrkestrets æresdirigent. Klik billedet og hør og se ham dirigere Gustav Mahlers Første Symfoni ved torsdagskoncerten 7. april.
  • Blomstedt dirigerer Beethovens Ottende Symfoni HER.

Koncert med slag i

En befriende glæde bredte sig under Michael Schønwandts torsdagskoncert, hvor to populære nordiske klassikere omgav programmes scoop: Per Nørgårds slagtøjskoncert “Til en forandring”. Med sin store appeal og det mægtige arsenal af slagtøj-instrumenter kunne Nørgårds musik have stjålet billedet, men så forskellige de tre værker end er, supplerede de faktisk hinanden hele vejen fra Sibelius milde Karelia-suite til Carl Nielsens frodige Sinfonia Espansiva, fordi DR Symfoniorkestret også spillede de klassiske værker så stærkt.

Slagtøjsolisten Gert Mortensen.
Slagtøjsolisten Gert Mortensen.

Da solisten Gert Mortensen i for 30 år siden uropførte slagtøjskoncerten, virkede det som en velkommen fornyelse, eller som titlen siger: En forandring af det, vi kender – et nyt perspektiv. Siden da har vi vænnet os til et større spektrum af klange og lyde, der hører tiden til, og i dag virker det musikalske trylleri, Gert Mortensen suverænt fremmanede på sit store arsenal af instrumenter, både naturligt og fuldkommen magisk.
Via så forskellige samarbejdspartnere som Gert Mortensen og musikere ude på den indonesiske ø Bali udløser Per Nørgård en rig klangverden, der kombinerer hans egne kompositionsstil med den indsigt, han fik på Bali. Hans musik får til at lytte anderledes. Og når en blid tonestrøm afbrydes af slaget på den store gong, kan det mærkes helt ned i mellemgulvet. Man løsner op og lytter med skærpede sanser.

Denne “proces” prægede derefter også oplevelsen af Carl Nielsens Tredje Symfoni, som jeg har elsket siden Leonard Bernstein i 1965 dirigerede den med Det Kongelige Kapel.
Michael Schønwandts fortolkning var udsøgt. Han har dirigeret symfonien adskillige gange og har i dag et overblik over Nielsens iderigdom og skæve indfald, som han bruger aktivt. Hver en frase betones og følges til ende i passende afstemte tempi. Og da DR Symfoniorkestret veloplagt var med på legen, hørte vi en af de bedste opførelser af Sinfonia Espansiva i mange år. Tak for det.