Musik fra den indre vildmark

Sibelius i Lasse Rantanens streg. – Klik tegningen og besøg den jubilæumsside, som the Sibelius Birth Town Foundation præsenterer.

Finske Jean Sibelius er en af de vigtigste og mest originale musikalske stemmer nogensinde. Jeg elsker hans musik – så er det sagt.
Ligesom danske Nielsen er han allerede fejret efter alle kunstens regler i anledning af 150-året for hans fødsel, 8. december 1865. Men hvor Carl Nielsen allerede døde i 1931, før verden gik ad helvede til i endnu en verdenskrig, opnåede Sibelius at blive en olding på 91. Til gengæld udgav han ikke et eneste vægtigt værk i løbet af sine sidste 30 år. Han var ellers frisk nok, og i mange år spøgte arbejdet på en 8. Symfoni som et fantom. Men han gav aldrig symfonien fra sig. Den forblev en gåde bag lukkede døre i huset Ainola, og ved hans død i 1957 fandt man kun en masse forkullet nodepapir i pejsen. Han havde brændt hovedparten af sin nye musik.

kullervos-forbandelse-x.jpg
Maleri fra den finske sagn-verden, som inspirerede Sibelius – “Kullervos Forbandelse” af Akseli Gallen-Kallela.

Hvorfor? Ingen ved det sikkert, men et godt bud på et svar er hans nådeløse selvkritik. Den prægede hele hans voksne liv, og den blev værre med alderen. Sibelius stred med sit stof og gav ikke op, før han opnåede præcis den tilsigtede virkning. Selv mesterværker som Violinkoncerten og 5. Symfoni omarbejdede han gennemgribende til de versioner, vi kender og elsker i dag.
Når det så tilmed lykkedes ham at komponere to af musikhistoriens mest perfekte og enestående værker – 7. Symfoni og Tapiola – er det nærliggende at forestille sig, at han ikke ville udgive musik, som ikke levede op til dem. Sibelius drømte ellers om at fortsætte sporet fra 7. Symfoni og Tapiola med “symfonier uden satser og operaer uden ord, præget af naturens motiver og lyde.” Mistede han troen på, at det var muligt? Eller endte han med at blive så bitter på verden og de katastrofer og dramatiske politiske omvæltninger, han var vidne til i sit lange liv, at han valgte at forstumme?

Man oplever hos Sibelius en særegen klanglig glød – en sindets og sjælens tone forenet med en alt omfattende naturfølelse og drift mod selv de mest utilgængelige landskaber. Stærkere end noget andet sted høres det i hans to sidste sværvægtere: 7. Symfoni og tonedigtet Tapiola.

“Min inspiration til Tapiola fik jeg helt og holdent fra naturen, eller snarere fra noget som ikke kan beskrives med ord,” lød Sibelius egen forklaring.

Dette “noget” fik ham til at høre toner og akkorder i vindens susen i skovens træer og i søernes skvulpen, ligesom fugletræk på himlen og naturens former fyldte hans sanser og nærede hans skabende fantasi. Uden et muntert glimt i øjet var dog ikke. For eksempel forbløffede han engang en gruppe finske studerende med en forelæsning om græsmarkens overtoner…
Tapiola er et sindsoprivende tonedigt om at gå vild i den mægtige skov. Under sin søgen ud oplever den ensomme vandrer en mental storm, som truer med at gøre det af med ham. Musikkens harmonik sprænges i stumper og stykker i mægtige toneskred, som hører til den mest hjerteskærende musik, jeg kender. Sibelius kæmpede for at finde vej ud af lydens vildnis. Da grundakkordens b-mol omsider vender tilbage i messingblæserne, er den omgivet af en ring, svøbt i dyb bas. Vi er tilbage, hvor vi begyndte, uden udvej i sigte: Forløsning og resignation.

Disse eksempler passer jo godt på det sammenbidte billede af den finske komponist, vi har arvet. Reelt er hans billede langt mere sammensat. 3. og 6. Symfoni, romancer og humoresker for violin og orkester, sange og populære hits vidner om en komponist, som også nød livets glæder. Det øger alt sammen hans musikalske format.

Spil Sibelius og Carl Nielsen, og jeg véd, hvor jeg hører hjemme.

  • Hør et eksempel fra den lette ende af Sibelius ungdom HER.
  • Læs mere på et interessant Sibelius-sted HER.

Arvo Pärt og Tintinnabuli

“Jo, mere vi præges af kaos, jo mere har vi brug for at skabe orden,” siger komponisten Arvo Pärt.
I dag runder han de 80 år, og fødselsdagen fejres blandt andet ved Nagen-festivalen i Tallinn, hvor Wroclaw Filharmonikerne gentager det symfoniske program, de for nylig spillede til succes ved Östersjöfestivalen i Stockholm. Mere om fødselsdagskoncerten HER.

Egentlig kommer det bag på mig, at jeg hører Pärt relativt ofte – “Fratres” for strygere og slagtøj, “Tabula rasa”, “Spiegel Im Spiegel” for violin og klaver…. Men naturligvis: Han er jo alt det modsatte af hverdagens moderne, hektiske sammensatte livsstil, hvor folk farer rundt for at nå det hele. Hans musikalske orden er ensbetydende med en rørende enkelhed, hvor hver en node synes dybt følt og nøje overvejet i stærke greb af erfaring, viden og kultur, som kommer os imøde med sin lægende harmoni.

Musikalsk har Pärt ikke altid lydt, som vi kender ham nu. Som ung var hans musik anderles knyttet til tidens urolige ånd, mere sammensat, mere kompliceret og oprevet. Nogle af hans stykker var så modernistiske på den vestlige måde, at de kommunistiske kulturpolitikere, der bestemte i Estland den gang,  forbød dem.
Spørgsmålet er, hvor meget disse forbud betød for hans beslutning om at følge nye veje? I hvert fald holdt han sidst i 1960erne en længere pause og kastede sig over studier af middelalderens franske og flamske kormusik. Dér fandt han den visdom af meditativ kraft, han siden har dyrket.

Tintinnabuli
Adskillige komponister anvender et særligt system med en speciel tankegang for at skabe sammenhængskraft i deres værker. Arvo Pärt dyrker en enkel formel, han kalder tintinnabuli, der betyder “små klokker”. Systemet og tankegangen har forbindelse med lyden af de klokker, middelalderens munke benyttede.
“Jeg opdagede, at det er fuldt tilstrækkeligt for det musikalske udtryk, når en enkelt node spilles smukt. Tintinnabuli er et område, jeg somme tider går ind i, når jeg søger efter svar – i mit liv, min musik, mit værk. I mine mørke timer oplever jeg, at alt udenfor dette ene forhold er uden mening.”

  • Besøg Arvo Pärt Centre HER.
  • Læs også om komponistens liv som dreng i en estiske landsby, hvor han på torvet cyklede rundt om en højttaler, når radioen sendte koncerter med klassisk musik – se HER.

De uudslukkelige

Sibelius-Nielsen-festivalDet har altid interesseret mig, at to så originale musikskabere som finske Sibelius og danske Carl Nielsen kom til verden samme år: 1865. Deres tilstedeværelse og samtidige rumsteren i Nordens musikliv har jo givetvis haft betydning for dem begge, selv om de unægtelig var meget forskellige og fulgte hver deres veje. Carl Nielsens rå frimodighed og tindrende humor opleves typisk dansk, mens Sibelius mere klassisk orienterede tonesprog og hans nationale inspiration fra de blodrige finske legender jo i den grad forbindes med Finland.
I Stockholm fejrer svenskerne både Nielsen og Sibelius ved en storstilet festival i Konserthuset. Klik billedet og læs om festivalen.

Carl Nielsen 2015Her i Danmark rettes kompasset mod Carl Nielsens 150 års fødselsdag 9. juni. Og selv om denne mest danske af alle komponister døde tilbage i 1931, er det en glæde at opleve, hvordan han spilles og synges mere end nogensinde før. På den fremragende jubilæumsportal CarlNielsen.org ser man, hvordan orkestre og solister på stribe tager Nielsen op rundt om i verden. Selv de tidligere så forbeholdne Wiener Filharmonikere giver ham en chance.
Det har taget sin tid. Trods adskillige tilløb oplevede Nielsen aldrig selv noget internationalt gennembrud, der kunne måle sig med interessen for hans jævnaldrende finske kollega Sibelius. Var han simpelthen for egenartet dansk i sit tonesprog?
Som ung i 1960erne udløste Nielsens symfonier et befriende sug i mig. Jeg fattede overhovedet ikke de konservative professorer og anmeldere, der anså de utraditionelle, ofte ekstremt dynamiske symfonier for ufuldkomne og uregerlige efter alle klassiske regler for god musik. Gode gamle Brahms var stadig deres forbillede, men modsat ham hørte jeg Carl Nielsen som frisk sanset liv og fremtid.
Hele vejen igennem fra en umiskendelig Carl Nielsen-sang som “Vi sletternes sønner” til den eksplosive Femte Symfoni og hans underfundige Sjette udfordrer og inspirerer han bestandigt.

“Beskeden og ligetil, fuld af fynsk skælmeri, en charmetrold som ingen kan være vred på længe ad gangen.”

I Danmark fejres han som noget af det mest danske, vi har. Som barn af en musikalsk landarbejder i den lille fynske landsby Nørre Lyndelse voksede han op med smalhals som et livsvilkår, men også i et menneskeligt varmt miljø, hvor folk tog sig af hinanden, og hvor Carl fik mulighed for at udfolde sig musikalsk.
Samtidig udviklede han sig i en epoke, der bevægede sig fremad. Efter Danmarks tab af Slesvig i krigen mod Tyskland i 1864 slog folkestyret igennem under parolen: Hvad udad tabes skal indad vindes. Tiden var gearet til nytænkning overalt i samfundet, og den udvikling prægede Carl Nielsen.

  • Læs mere i Karl Aage Rasmussens fine Nielsen-portræt HER.
  • Se også DR P2’s Carl Nielsen-markering HER.
  • Dacapo Records fejrer Carl Nielsens 150 års jubilæum med udgivelsen af tre nye indspilninger og pristilbud på det hele. Se HER.
  • Læs om de to nyeste indspilninger af de seks symfonier HER.
  • Komponisten fascinerer også instruktøren, manuskriptforfatteren og venstrefløjsdebattøren Erik Clausen. I 1994 lavede han tilmed en film om betydningen af komponistens fynske rødder. Mere om den HER.
  • “Carl Nielsen er som menneske og komponist mere interessant end Sibelius. Han er mere autentisk, mere udtryksfuld, nemmere at nærme sig og værdsætte,” skriver den britiske musikskribent Norman Lebrecht på Standpointmag.co.uk.

Gaucho in the blue

Osvaldo Golijov: Yiddishbbuk – The Dreams and Prayers of Isaac the Blind: Prelude. St. Lawrence String Quartet & Todd Palmer. EMI.

  • Klik og lyt HER.
Osvaldo Golijov, den argentinske fødte komponist.
Osvaldo Golijov, den argentinsk fødte komponist.

For syv-otte år siden sprang den sydamerikanske komponist Osvaldo Golijov frem på verdensarenaen med sine klezmer-inspirerede drømme og bønner – “Dreams and Prayers of Isaac the Blind”. Hvorefter han dukkede han op ved en torsdagskoncert i DRs Koncerthus med sin varme latinamerikanske blå time, Azul.

Osvaldo Golijov: Azul, cellokoncert (2006) – sidste del “Transit”. Solist: Alisa Weilerstein. DR Symfoniorkestret & Ludovic Morlot. Optagelse fra Torsdagskoncerten i DRs P2:

  • Klik og lyt HER.

Som Per Nørgård i 1970ernes Danmark søger Osvaldo Golijov harmonien for at lindre den støj, som bombarderer moderne mennesker fra alle sider, det være sig fra biler, sirener, meningsløst tv eller mobiltelefoner. Han er opmærksom på den stressede adfærd, der fra Vesten breder sig i verden, og han har grund til at tro på sin musiks forløsende kraft. Over hele Amerika forgudes han af publikum, ligesom musikkens fagfolk giver efter med respekt og bestillinger af nye værker fra hans kreative hoved.

Golijov betoner gerne de folkelige melodier og rytmer, og ligesom hos komponist-kolleger som Anders og Thomas Koppel åbner musikkens elementære karaktér sig for enhver. Samtidig er den sindbilleder på Golijovs egen kosmopolitiske baggrund.
Han voksede op som en jødisk gaucho i Argentina som søn af en rumænsk mor og en ukrainsk far. Moderen og hendes familie var strengt ortodokse, mens faderen var ateistisk kommunist. Deres kulturelle baggrund fra det gamle Europa væver sig underfundig ind i hans egne latinamerikanske holdepunkter og overlapper hinanden i hans musik. Den erotiske tango støder mod den jødiske gudstjenestes sørgesange, mens sigøjnere fra Rumænien spiller ved siden af afrikanske trommeslagere og hæse mexicanske popgrupper.
Han rummer det hele, og det gør stort indtryk at opleve den oprindelighed, det lykkes ham at fastholde i sit stof – det er en autencitet og empati, som næsten fuldstændig er gået tabt hos os.

Det siger i det hele taget meget om Golijovs format, at han evner at indføre disse vidt forskellige udtryk fra den globale verden i den klassiske koncertsal med et symfoniorkester og en fremragende cellist som Alisa Weilerstein, sådan som vi hørte Azul i DRs Koncerthus. Til sidst fik musikkens kosmiske finale mig til at tænke på titlen i Carsten Jensens rejsebog Jeg har hørt et stjerneskud.

  • Besøg Osvaldo Golijovs hjemmeside her.
  • Mere om torsdagskoncerten her.

Nu skal du høre…

Barbara Hannigan i Berlin.
Barbara Hannigan i Berlin. – Klik billedet og besøg Digital Concert Hall.

Mennesker der har oplevet turen mod døden, men som i sidste øjeblik reddede livet, fortæller hvordan deres liv i de truende sekunder passerede revy for deres indre blik. Dette billede på en surrealistisk situation tonede frem i mit hoved efter den forbløffende stærke premiere på Hans Abrahamsens musikalske Ofelia-monolog “let me tell you”, der udspringer af Shakespeares tragedie Hamlet på Kronborg i Helsingør.

Premieren foregik lige før jul i Berlins Philharmonie, hvor den canadiske sopran Barbara Hannigan tryllebandt os med den klingende fortælling om Ofelias skæbne i Shakespeares skuespil. I løbet af den lidt over en halv time, stykket varer, bringes vi til at svæve, måske snarere flyde ind i en magisk verden et sted mellem himmel og jord. Orkestrets nænsomme toner med det raffinerede slagtøjspil bag strygerne støtter og farver solistens tindrende klare stemme. Faktisk er hendes monolog så indtrængende musikalsk, at man ikke nødvendigvis behøver have læst på lektien for at blive grebet.

“let me tell you” er resultatet af det nære samarbejde mellem Barbara Hannigan, forfatteren Paul Griffiths og Hans Abrahamsen. Værket knytter sig til Griffiths gendigtning af Ofelias monolog i Shakespeares Hamlet, men hvor Shakespeare ikke udviklede Ofelias rolle særlig meget i skuespillet, giver forfatteren Paul Griffiths hende her hovedrollen.
Ofelia står så at sige op fra graven og er ikke længere blot en tragisk skikkelse, der i sorg og galskab over prins Hamlet mord på hendes far drukner sig i et vandløb. Hun er sig først og fremmest sin noble herkomst bevidst. Og nu insisterer hun på at fortælle sin version af tragedien på Kronborg, tilmed i et tidsmæssigt perspektiv, der dækker flere århundreder. Hans Abrahamsens værk forløber derfor i tre dele: fortid, nutid og fremtid.

Hvordan det er lykkedes komponisten at skabe så følsom, rørende og smuk en helhed ud af Griffiths Ofelias-fortælling, må være hans hemmelighed, men hans poetiske talent er velkendt og værdsat. Han er i stand til at gribe en situation og stemning og give den karakter og retning i et naturligt musikalsk forløb. Og ligesom Griffiths nye fokus på Ofelia lykkes det ham – medfølende og usentimentalt – at give hende stemme i sange, der ophæver grænserne for tid og sted – vedkommende og tankevækkende.

  • Uropførelsen af Hans Abrahamsens “let me tell you” med Barbara Hannigan og Berliner Philharmoniker dirigeret af Andris Nelsons. Hørt i orkestrets Digital Concert Hall.
  • Findes også med Göteborgs Symfonikere i orkestrets digitale koncertsal HER.

Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.

Hjemme hos Lutoslawski

Levende eller død fejres enhver kendt komponist i 100-året for sin fødsel. 2013 er derfor den polske komponist Witold Lutoslawski’s år. Og tak for det. Koncerter og radioudsendelser, nye CD-og mp3-udgivelser har allerede udløst en strøm af oplevelser og opdagelser, som for tiden gør Lutoslawski til den mest spillede komponist her i huset.

En af opdagelserne er den Første Symfoni, som indrammer en af de mange skæbnetunge begivenheder i Lutolawskis liv: Nazitysklands overfald på polen. Komponeret 1941-47 venter man måske en krigssymfoni i stil med Shostakovich’s Syvende, men tværtimod ønskede Lutoslawski at skrive et lyst og muntert værk.
Selv talte han om at fastholde sin oprindelige ide undfanget tilbage under Polens uafhængighed før krigen, men symfoniens dramatiske kontraster har så meget bid, at den livslystne stort orkestrerede fortælling opleves som en anderledes alvorlig sag. I tredje-satsens Allegretto misterioso høres også, hvordan komponisten – under den ulastelige facade han udadtil mødte verden med – når helt ind i sindets hemmelighedsfulde kroge, dér hvor det egentlige drama foregår.
Dette indtryk uddybes på en fin måde i en af de fremragende videoproduktioner, Esa-Pekka Salonens Philharmonia Orchestra i London har udgivet med støtte af flere polske kulturinstitutioner:
Lutoslawski og hans mor boede i Warszawa lige før og under den nazityske besættelse, men da den polske modstandsbevægelse i august 1944 gjorde opstand, og Adolf Hitler beordrede det alt ødelæggende bombardement af hovedstaden, flygtede de til en slægtnings hus udenfor byen. Og imens eksplosionerne rystede jorden og oplyste nattehimlen, sad de i huset og skrev små musikalske miniaturer. Omgivet af kaos og mord i et ubeskriveligt kollektivt vanvid søgte de at overleve ved at fastholde deres egen lille verden af harmoni og civilisation.

Lutoslawski CD IV
Anbefaling. Klik coveret og lyt i iTunes.

Situationen satte sig dybe spor i Lutoslawskis personlighed. Efter NaziTysklands sammenbrud i 1945 fulgte stalinismen og den lange periode med sovjetrussisk besættelse af Polen, som blandt andet gjorde den Første Symfoni til et uønsket værk. Alligevel bevarede Lutoslawski sin egen stemme og integritet. Udadtil var han pæn og venlig – han lignede nærmest en embedsmand og føjede kommunisterne med lette iørefaldende stykker som Lille suite og Dansepræludierne. Et pausesignal til den polske radio leverede han også.
Men personligt var hans livslange søgen efter “klare ærlige kunstneriske udtryk” alt afgørende for ham – og for os, musikerne og publikum. I Første Symfoni høres inspiration fra både Bartok, Prokofiev og Stravinsky, men igen: Musikkens inderlige bid – den elementære menneskelige musiceren, ironien og de vulkanske udbrud fra sindets dyb, der realiseres i perfekt instrumenterede greb – bærer først og fremmest Lutoslawskis eget stempel.
Fjerde sats leder direkte over til Lutoslawskis første helt store kraftpræstation: Koncert for Orkester fra 1954 – et imponerende værk, men også så opstyltet i sin effektfuldhed, at man længes efter de senere værker fra tiden, da polakkerne rejste sig med krav om frihed til at tænke og handle som selvstændige mennesker. Her tænker jeg først og fremmest på Cellokoncerten fra 1970, den charmerende Dobbeltkoncert for obo, harpe og kammerorkester fra 1980 samt ikke mindst: Den skarpe Tredje Symfoni fra 1983, hvormed komponisten kronede sin søgen efter “ærlige kunstneriske udtryk”.
Det er værker som dem, der placerer Lutoslawski som en af sidste århundredes betydeligste og mest opfindsomme komponister.

  • Meget mere om Witold Lutoslawski på Culture.pl.
  • Se hele Philharmonia Orchestra’s videoserie om Lutolawski HER.