Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.