Turen mod lyset

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal, da en kajakroer brød roen. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal.

Billedet markerer vintersolhvervet, der i år falder den 21. december. Vi længes efter lyset, men kan da i det mindste glæde os over, at solen allerede nu er begyndt at gå senere ned om eftermiddagen – når ellers vi kan se den for skydækket.

Kær gæst fra skoven

Som nabo til skoven er det en glæde at følge den lille rå familie, som jævnligt besøger haven. Efter al den regn, vi har døjet med denne sommer, bruger moder Rå og hendes lam haven som et fristed, hvor de kan tørre, når det passer solen at titte frem. Det er hyggeligt at have dem på besøg, og det gør indtryk at mærke den vagtsomme fortrolighed, hvormed moder Rå følger min færden ved huset.

I år har hun følgeskab af ét lam – en rigtig lille Bambi, som hopper og danser rundt fuld af mod på det hele.

Endelig forår

Foråret er unægtelig en kold omgang. Ikke desto mindre synger fuglene alle om forår inde i skovbrynet, og solsorten har aldrig lydt lykkeligere.

Ahh, så overlevede vi endnu et langt vinterhalvår. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om aviserne, radio og tv beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, mennesker efterlader sig.

Lille rå familie fra skoven

I weekenden dukkede de op igen. Som nabo til skoven er det en glæde at følge den lille rå familie, som besøger haven, men denne sommer dukkede Moder Rå først op alene. Imens hun på en egen fortrolig måde holdt øje med min færden ved huset, hyggede hun sig med at guffe saftige blade og græs i sig. Hvor var hendes lam, som plejer at ledsage hende? Ingen nyfødte børn i år?
Jo, i går kom de pludselig ind på plænen og tumlede rundt som små skovtrolde. Alt er som det skal være, og da jeg senere slog græsplænen, opdagede jeg deres nattelogi i skellet mellem haven og skoven. Dér hvor solen varmer om morgenen, viste tre hulninger i skovbundens skvalderkål, hvor de havde ligget. Tre natur-madrasser side om side – hyggeligt!

  • Flere rå billeder her.

Vandliv

Sommerens badeture i Tisvilde er ren lykke, selv om det kræver sin mand at nå dertil i varmebølgen, når man bor 50 km derfra. Men efter at have lagt civilisationens trafikale ophobning af mennesker og biler bag os tager havet imod med alt opslugende kraft. Det solbeskinnede Kattegats salte dufte og vandspejlets glitrende blå-grønne farvespil fylder sanserne. Kullens klipper anes østpå i horisonten, og langt oppe nordpå ligger Norge – ahhh.

Så lader vi os favne af vandet og glider i ét med det friske, salte hav, og efter at have svømmet, pjasket og leget sidder man dér på stranden og føler sig genfødt. Havets duft blander sig med granernes varme aroma i lægende luftstrømme, hvis virkning styrker og beroliger. Og lysets millioner af perler på havets overflade leger med øjnene og hensætter os i salig væren.

Tidligere tiders kulturer og civilisationer viste vandet stor respekt, og fantasien kendte ingen grænser, når datidens viden skulle omsættes i billeder, myter og legender. Havet var både en mystisk kraft og en kilde til liv. Tænk blot på komponisten Richard Wagners omgang med Rhin-flodens døtre i Nibelungens Ring.

Flere komponister har bidraget med musikalsk vandkraft. Et af mine yndlingsstykker er Ravels stemningsladede spil om sejlskibet på havet Un Barque sur l’Ocean i udgaven for orkester. Et andet eksempel er Debussys mesterværk La Mer, som får en til at forstå alvoren i livreddernes slogan: Kun en tåbe frygter ikke havet.

Ligemeget – i en fjern fortid kom vi fra havet, og nu går jeg i vandet igen.