Loving Vincent van Gogh

Loving Vincent er verdens første oliemalede spillefilm. Med moderne digital animationsteknik bringer den Vincent Van Goghs kunst i bevægelse som et levende maleri i kunstnerens egen stil.
Det virker besnærende. Trailerens eksempel er i hvert fald så interessant, at man bliver nysgerrig.

Filmen er en fortælling om den berømte kunstners komplicerede liv og kontroversielle død, skabt på grundlag af forskning i henved 800 personlige breve. 125 specialuddannede malere har udført filmens 65.000 malede rammer, og rigtige skuespillere lægger ansigt og skikkelse til filmens personer.
Loving Vincent cirkulerer i øjeblikket rundt om på internationale filmfestivaler. Den 9. oktober får den dansk premiere ved CPH PIX i Empire Bio.

  • Mere om filmen på IMDb HER.

Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er især selve situationen – flugten, soldaternes lidelser og evakueringen af over 300.000 britiske soldater på trods af en umulig situation.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i den aktuelle Brexit-æra, HER.

Kongens værdige valg

Meget godt er sagt og skrevet om Erik Poppes norske filmdrama Kongens Valg, og selv om jeg ikke går så meget op i vore dages konger og kongehuse, får flere gensyn med filmen mig til at supplere anmeldernes roser med nogle få ord:
Jo, Haakon VII var en fantastisk karakter. Historien om den byrde, det var for den aldrende herre at skulle beslutte sig for at svare ja eller nej til naziTysklands ultimatum om total overgivelse, fortjener virkelig at blive fortalt i en ny veldrejet film som denne. Og med Jesper Christensen i filmens dominerende hovedrolle oplever man, at kong Haakon stadig står som et stærkt eksempel på menneskelig værdighed i en oprivende krisetid.

Den dramatiske fremstilling af værdigheden er i det hele taget filmens styrke. Man ser, hvordan Haakon ligesom andre ældre mennesker egentlig helst bare vil have lov at hygge sig med sine børnebørn, men da den politiske situation tilspidses og nazisterne invaderer landet, træder han i karaktér. Det bliver ham – den folkevalgte konge – og ikke tyskerne, der bestemmer hvad Norge skal stå for.
Han bliver en konge på flugt fra nazisterne. Sammen med regeringen, kronprinsen og hans kone og børn kører de nordpå, og i en stærk scene afviser kongen at godkende statsministerens tilbagetræden, da han giver op for presset.
“…ikke nu!” svarer Jesper Christensens konge stålsat.

Flere andre scener er begivenheder, man gerne ser igen og igen:
På Oscarsborgs fæstning i Oslo-fjorden ser obersten Birger Eriksen det som sin pligt at angribe invaderende fartøjer og skyder i en flot filmet scene et tysk krigsskib i sænk.
Rørende er også kongens møde med en stor dreng af en norsk soldat oppe på det sneklædte fjeld:
“Goddag soldat.”
“Goddag… konge.”
“Jeg er så glad for alt det, du og dine kammerater gør.”
“Alt for kongen,” siger soldaten.
“Nej – alt for Norge,” svarer kongen.

De let bevæbnede norske soldater danner en beskyttende ring omkring kongen og sikrer ham mod nogensinde at blive taget af tyskerne. Både dette faktuelle forhold, samt skildringen af en militær træfning, der sårer den unge soldat fra før, kunne let være gejlet op til en omgang nationalromantisk kongerøgelse, men det undgår Erik Poppe lykkeligvis.
Hertil medvirker filmens fokus på den tyske diplomat Curt Bräuer (Karl Markovics) og hans forsøg på at opnå en fredelig aftale med Kong Haakon. Kongen er modstræbende gået med til at modtage Bräuer i sit hemmelige skjul, hvilket kun gør kongen endnu mere stejl. Det ender med, at han rasende eksploderer i sin fortsatte afvisning af tyskernes ultimative krav. Jesper Christensens mesterlige skuespil er ren fryd.

I Danmark kan nyere besættelsesfilm som “Flammen og Citronen” og “Hvidsten-gruppen” slet ikke hamle op med kvaliteterne i Kongens Valg. Situationen var rigtignok også en anden. I København valgte regeringen og Haakons bror, kong Christian X, straks at overgive sig til naziTyskland, der på ganske få timer overtog kontrollen med Danmark.
Uværdigheden i den situation beskrives eftertrykkeligt i Tobias Lindholm og Roni Ezras fine lille krigsdrama 9. april. Både den film og Kongens Valg fortjener at blive husket. Den danske film efterlader en sønderknust, mens den norske skaber respekt. Forskellen på de to perspektiver er tankevækkende.

  • Hør en historisk optagelse med kong Haakon, der fra sin landflygtighed i England taler til det norske folk i BBC HER.

9. aprils helte

Hvordan i alverden kan man forsvare et land med en deling let bevæbnede soldater på cykel? Spørgsmålene – og bitterheden – trænger sig på ved gensynet med Roni Ezras fine spillefilm 9. april. Skæbnedatoen minder os hvert år om den traumatiske situation i 1940, da NaziTyskland besatte Danmark på nogle få timer. Tyskland var på det tidspunkt Europas stærkeste militærmagt, og da tyskerne rullede ind over grænsen i Sønderjylland, mødte vi dem altså på cykel!

Øjnene klæber til de både stemningsmættede og medrivende nærbilleder af de unge mennesker, som faktisk kæmpede den 9. april, og som blev ved at skyde på de indtrængende tyskere selv efter, at det øvrige Danmark havde overgivet sig. For første gang siden den gang forstår vi, hvad regeringen i København bød dem.
I hovedrollen som sekondløjtnant Sand kommanderer Pilou Asbæk sin deling. Efter de første træfninger trækker delingen sig tilbage og skjuler sig i et hus. En af de menige bryder sammen, hulkende af rædsel. Stemningen er desperat, men de er 9. aprils danske helte.
Den danske tilbagetrækning fortsætter til Haderslev, hvor tyskerne nedkæmper dem. Flere dræbte ligger tilbage på slagmarken.

“Hvorfor blev De ved at kæmpe så længe?” spørger den tyske officer sekondløjtnant Sand, som ikke forstår spørgsmålet. Jo, den danske regering overgav sig for flere timer siden, fortæller tyskeren. Det havde ingen danske, hverken regering eller hærledelse, fortalt Sand og hans folk. Det officielle Danmark havde jo for travlt med at overgive sig til at tænke på Forsvarets lille kæmpende enhed i det sydlige udkantsDanmark.

Følsomheden i dette danske krigs-portræt bliver et spejl for det lille kongeriges tilstand den 9. april 1940, modet hos de få, frygtsomheden, dilemmaerne – og sviget: Følelserne for den uværdige situation mejsles fast i Pilou Asbæks og de unge danske soldaters forstenede ansigter. Synet får os til at gyse. Nogle vil også fælde en tåre.
Sådan er 9. april både et fint iscenesat krigsdrama og en nødvendig film om et stykke Danmarks-historie, der ikke bør gå i glemmebogen.

1864-filmen: Meningen med galskaben fortoner sig

Allerede for et år siden, da Ole Bornedals stærke tv-serie om Danmarks tragiske skæbnekamp “1864” fyldte skærmen, overvejede jeg, om det ville være en fordel at koncentrere stoffet i en spillefilm. Nu foreligger resultatet. TDC præsenterer filmen i en forpremiere i sin tv-pakke.
Også filmen gør stort indtryk, fordi iscenesættelsen er ualmindelig poetisk og dramatisk filmet. Men hvor tv-serien især i de første afsnit var i fare for at drukne i detaljer, gør de mange fraklip spillefilmen til en mere enstrenget og almen kærlighedshistorie – også en mere banal omgang.

Historien er i den grad koncentreret om bondedrengene Laust og Peters skæbne og krigens bestialske væsen, at meningen med galskaben fortoner sig. Det skyldes blandt andet, at samtlige de scener, som forklarede de politiske aspekter om årsagen til krigen, er skåret væk. Selv Nicolas Bros store skuespilpræstation som den hysteriske danskheds statsminister Monrad er ude af spillefilmen. Tilmed forstærker filmversionen irritationen over de unge skuespilleres nutidsdanske sprog. Selv kærlighedsvinklen med godsforvalterens datter, Inge, svækkes i filmens afgørende slutning af de kortfattede klip.

Håbet om en stor film om 1864 og dens årsager brast altså for mit vedkommende. Tv-serien er meget stærkere.

  • Mere om tv-serien “1864” HER.

1864

Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
I otte uger har jeg skiftevis frydet mig og lidt sammen med Laust og Peter og Inge, fru Heiberg og statsminister Monrad, på det seneste også den indsigtsfulde krigsveteran Johan, hvis forestillingsevne allerede gjorde ham til en legende i den forrige Slesvig-krig. Så jo, Ole Bornedal, hans team og DR har leveret varen: En ny Danmarks-krønike er blevet skabt til megen oplevelse, eftertanke og debat.

Efter Syvende afsnit sad man rystet tilbage efter de nådeløse slagscener, som er de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. 

Det tog ellers nogen tid at komme i gang, fordi de mange parallelle historier, der hører med til den tragiske fortælling om 1864, ligesom snublede over hinanden. Især havde jeg det i Første afsnit svært ved nutidens teenagepige Claudia og den gebrækkelige baron Severin, fordi meningen med deres medvirken først faldt på plads i Andet afsnit: Claudia finder Inges dagbog, der giver Inge mæle som filmens historiefortæller. 
Derefter overgav jeg mig fuldstændig til Bornedals stærke dramatisering af Danmarks elendigt håndterede kamp for at gøre hertugdømmet Slesvig til en fuldgyldig del af Danmark.

1864 - Fru Heiberg og Monrad webProduktionen er ualmindeligt fascinerende filmet, og scenerne fra det muld- og havduftende danske land med fæstebondens friske drenge Laust og Peter og Inge uforglemmelige. Det samme er Nicolas Bros og Sidse Babett Knudsens tragikomiske samspil i rollerne som den labile statsminister Monrad og skuespillerinden fru Heiberg (billedet). Stående på den buttede mands mave får hun Monrad til at spille sin nationalromantiske rolle med den overbevisende lidenskab, som får alle til at flage og skråle: Danmark – ja ved Gud: Danmark!!!

De historiske kendsgerninger er såmænd helt i orden. I preussernes hovedstad Berlin er ministerpræsidenten Bismarck forundret over danskernes provokerende optræden. Det samme i London: Hvorfor overtræder danskerne dog en international traktat og skaber konflikt? Det giver jo Bismarck god grund til at se danskernes krav på Slesvig som en krigserklæring.
“But we like the Danes,” siger dronning Victoria til sin premierminister og tilføjer kort:
“Send them our sympathies.”
Sympati vinder dog ingen krige. Danmark stod alene overfor preusserne.

Med sin sans for gys udløser Bornedal ganske vist også irritation, når han igen og igen lader den spolerede plageånd af en godsejersøn, Didrich, udfolde sine sadistiske nedrigheder. Denne trang til at udpensle led depravation overdriver Bornedal, og det er synd for et ellers fremragende filmprojekt.
Til gengæld er de nådeløse slagscener de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. Efter Syvende afsnit sidder man rystet tilbage ovenpå den voldsomme tragedie. Det er ubærligt, men helt i overensstemmelse med filmens logik, at Laust omkommer, fordi han redder Didrich.

Men i stedet for en pompøs finale, som fremmaner skolemesterens gamle ord om en ny national dagsorden (“hvad udad tabes skal indad vindes”), får vi forsoning og kærlighed på det helt nære plan. Og i en af hele tv-seriens smukkeste og mest rørende scener henter Peter Inge og Lausts søn hjem, Lille Laust, som Didrich har gemt væk i fattiggårdens børnehjem. Scenen hvor Peter knytter forbindelsen med drengen ved at lade ham lægge sten på sten i sine hænder, er mesterlig.
Sådan lykkes det i det lange løb at gøre den nære fortællings drama til del af den store tragedie.

“Glem os aldrig,” synes hovedpersonerne at sige, da vi tager afsked med 1864. Set i dette bakspejl ser de glade ud – selv Johan ler, hvilket i øvrigt klæder skuespilleren Søren Malling, som ellers mest spiller alvorsmand.
Nej, vi glemmer jer aldrig. Nogle af os vil også til enhver tid huske, at dum, chauvinistisk nationalisme kun fører ad helvede til.

  • Læs om Tom Buk-Swientys tankevækkende 1864-bog “Slagtebænk Dybbøl” HER.

 

Maria Larssons fortryllende pif, paf, puf

Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen.
Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen. I Jesper Christensens fotoatelier finder hun alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Betagelsen er total. For 100 år siden, da fotografering og film endnu var en uvirkelig luksus for fattige mennesker, er det et magisk øjeblik, da fotohandleren viser Maria, hvad man kan med et kamera. En sommerfugl sværmer i sollyset ved vinduet, og med objektivet fanger fotohandleren billedet af den i Marias hånd. Man mærker et fortryllelsens gys bevæge Maria, og jeg og min ledsager i biografen havde det ligeså under oplevelsen af Jan Troells nye film “Maria Larssons evige øjeblik”, hvis smukke billeder suger os ind i historien.

Den begynder i Malmø i mor Marias beskedne arbejderlejlighed, hvor hun pukler for at klare dagen og vejen med arbejde, madlavning, mand og syv børn. Manden er daglejer på havnen, og dybt nede i et skibs møg beskidte kullast genkender vi den indignerede Michael Persbrandt – min yndlingsskuespiller som Gunwald i krimiserien Bäck. Uagtet at han her forfalder til øl og sprit, som ødelægger både ham selv og hans forhold til Maria og børnene, leverer Persbrandt en af filmens stærkeste præstationer. Lige “overbevisende” er han som lallende fyldebøtte og elskelig familiefar, voldelig mandschauvinist og som den charmerende fyr, der kalder sin hest Kropotkin.

Netop i dette felt af modsætninger henter filmen sin styrke. Den stadigt voksende konflikt mellem de rige kapitalister og en ny tids socialister betones, men er ikke det afgørende element i filmen. Det er derimod det personlige, nærmest private besøg i et arbejdermiljø, hvor enhver kæmper for at overleve de sølle vilkår og traditioner, de fik i arv.

jesper-christensen-som-fotografen
Jesper Christensen som fotografen.

Da Maria finder ud af at bruge det kamera, hun engang vandt i et lotteri, opdager hun nye sider af sine egne evner og muligheder. Pif, paf, puf kan hun fokusere og tolke sin omverden, som hun selv ser den, og det gør hun så overbevisende, at også andre har lyst at se hendes billeder. Fotohandleren hjælper og inspirerer hende, og i et varmt samspil oplever vi Jesper Christensen i den mest sympatiske rolle, jeg har set ham i. Han er fuldkommen i harmoni med det hjørne i kunstens eventyrlige verden, han har skabt i byens kamerabutik med atelier, hvor Maria finder alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Maria Larssons evige øjeblikke er ladet af konflikter, men det er ikke de effektfulde scener, der lejrer sig i bevidstheden. Det gør derimod den strøm af poesi, kærlighed og sjæl, som Jan Troell så mesterligt gennemfører fra første til sidste scene. Oplevelsen af den sandhed det er, at man får lov at udtrykke sig, er så stærk, at den umiddelbart forbandt mig med min egen fortid som dreng i den gamle verden.

Maria afslår (desværre) fotohandlerens tilbud om at blive hans assistent (og kæreste), ligesom slutningen på hendes historie på ingen måde søger at hamle op med Hollywoods helteroller. Til gengæld er Marias datter Maja, filmens fortæller, fuld af anerkendelse over, at hendes mor vovede at bryde sine lænker og springe ud som fotograf, alt imens hun blev i familien og fortsatte sine mange gøremål dér. Sådan bliver Maria Larssons skæbne til evige øjeblikke af fascination og respekt.

Husk at se den film!