Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er selve situationen – flugten, evakueringen af 400.000 britiske soldater og driften mod hjemlandets kyster.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i Brexit-æraen, HER.

9. aprils helte

Hvordan i alverden kan man forsvare et land med en deling let bevæbnede soldater på cykel? Spørgsmålene – og bitterheden – trænger sig på ved gensynet med Roni Ezras fine spillefilm 9. april. Skæbnedatoen minder os hvert år om den traumatiske situation i 1940, da NaziTyskland besatte Danmark på nogle få timer. Tyskland var på det tidspunkt Europas stærkeste militærmagt, og da tyskerne rullede ind over grænsen i Sønderjylland, mødte vi dem altså på cykel!

Øjnene klæber til de både stemningsmættede og medrivende nærbilleder af de unge mennesker, som faktisk kæmpede den 9. april, og som blev ved at skyde på de indtrængende tyskere selv efter, at det øvrige Danmark havde overgivet sig. For første gang siden den gang forstår vi, hvad regeringen i København bød dem.
I hovedrollen som sekondløjtnant Sand kommanderer Pilou Asbæk sin deling. Efter de første træfninger trækker delingen sig tilbage og skjuler sig i et hus. En af de menige bryder sammen, hulkende af rædsel. Stemningen er desperat, men de er 9. aprils danske helte.
Den danske tilbagetrækning fortsætter til Haderslev, hvor tyskerne nedkæmper dem. Flere dræbte ligger tilbage på slagmarken.

“Hvorfor blev De ved at kæmpe så længe?” spørger den tyske officer sekondløjtnant Sand, som ikke forstår spørgsmålet. Jo, den danske regering overgav sig for flere timer siden, fortæller tyskeren. Det havde ingen danske, hverken regering eller hærledelse, fortalt Sand og hans folk. Det officielle Danmark havde jo for travlt med at overgive sig til at tænke på Forsvarets lille kæmpende enhed i det sydlige udkantsDanmark.

Følelserne for den uværdige situation mejsles fast i Pilou Asbæks udtryksfulde ansigt. I det hele taget er filmens store styrke det menneskelige fokus på Sand og hans cykeldeling, hvor følsomheden i dette portræt af en gruppe danske skæbner bliver et spejl for det lille kongeriges tilstand den 9. april 1940 – modet hos de få, frygtsomheden, dilemmaerne og sviget. Synet af de unge danske soldaters forstenede ansigter sidst i filmen får os til at gyse. Nogle vil også fælde en tåre.
Sådan er 9. april både et fint iscenesat krigsdrama og en nødvendig film om et stykke Danmarks-historie, der ikke bør gå i glemmebogen.

1864-filmen: Meningen med galskaben fortoner sig

Allerede for et år siden, da Ole Bornedals stærke tv-serie om Danmarks tragiske skæbnekamp “1864” fyldte skærmen, overvejede jeg, om det ville være en fordel at koncentrere stoffet i en spillefilm. Nu foreligger resultatet. TDC præsenterer filmen i en forpremiere i sin tv-pakke.
Også filmen gør stort indtryk, fordi iscenesættelsen er ualmindelig poetisk og dramatisk filmet. Men hvor tv-serien især i de første afsnit var i fare for at drukne i detaljer, gør de mange fraklip spillefilmen til en mere enstrenget og almen kærlighedshistorie – også en mere banal omgang.

Historien er i den grad koncentreret om bondedrengene Laust og Peters skæbne og krigens bestialske væsen, at meningen med galskaben fortoner sig. Det skyldes blandt andet, at samtlige de scener, som forklarede de politiske aspekter om årsagen til krigen, er skåret væk. Selv Nicolas Bros store skuespilpræstation som den hysteriske danskheds statsminister Monrad er ude af spillefilmen. Tilmed forstærker filmversionen irritationen over de unge skuespilleres nutidsdanske sprog. Selv kærlighedsvinklen med godsforvalterens datter, Inge, svækkes i filmens afgørende slutning af de kortfattede klip.

Håbet om en stor film om 1864 og dens årsager brast altså for mit vedkommende. Tv-serien er meget stærkere.

  • Mere om tv-serien “1864” HER.

1864

Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF

I otte uger har jeg skiftevis frydet mig og lidt sammen med Laust og Peter og Inge, fru Heiberg og statsminister Monrad, på det seneste også den indsigtsfulde krigsveteran Johan, hvis magiske evner allerede gjorde ham til en legende i den forrige Slesvig-krig. Så jo, Ole Bornedal, hans team og DR har leveret varen: En ny Danmarks-krønike er blevet skabt til megen oplevelse, eftertanke og debat.
Det tog ellers lidt tid at komme i gang. De mange parallelle historier, der hører med til den tragiske fortælling om 1864, forekom ligesom at snuble over hinanden. Især havde jeg det i Første afsnit svært ved nutidens teenagepige Claudia og den gebrækkelige baron Severin, fordi meningen med deres medvirken først faldt på plads i Andet afsnit, da Claudia finder Inges dagbog. Derefter overgav jeg mig fuldstændig til Bornedals stærke dramatisering af Danmarks elendigt håndterede kamp for at svække den tyske indflydelse i Slesvig og gøre hertugdømmet til en fuldgyldig del af Danmark.

1864 - Fru Heiberg og Monrad webProduktionen er ualmindeligt fascinerende filmet, og scenerne fra det muld- og havduftende danske land med fæstebondens friske drenge Laust og Peter og Inge uforglemmelige. Det samme er Nicolas Bros og Sidse Babett Knudsens samspil i rollerne som den labile statsminister Monrad og skuespillerinden fru Heiberg (billedet). Stående på den buttede mands mave får hun Monrad til at spille sin nationalromantiske rolle med den overbevisende lidenskab, som får alle til at flage og skråle: Danmark – ja ved Gud: Danmark!!!
Det er også her, man første gang hæfter sig ved Bornedals raffinerede krydsklipning mellem skuespillet hos fru Heiberg og Monrads tale i Rigsdagen, som perspektiverer situationen, og som fører os ned til preussernes hovedstad Berlin, hvor ministerpræsidenten Bismarck undrer sig over danskernes provokerende optræden. Heller ikke i London forstår man danskerne: Hvorfor overtræder de dog en international traktat og skaber konflikt? Det giver jo Bismarck god grund til at se danskernes krav på Slesvig som en krigserklæring.
“But we like the Danes,” siger dronning Victoria til sin premierminister og tilføjer kort:
“Send them our sympathies.”
Sympati vinder dog ingen krige. Danmark stod alene overfor preusserne.

Med sin sans for gys udløser Bornedal ganske vist også frustration, når han igen og igen lader den spolerede plageånd af en godsejersøn, Didrich, udfolde sine sadistiske nedrigheder. På den anden side må man også i hans tilfælde bøje sig for Bornedals uhyggelige pointer, der fyres af med indiskutabel præcision. Alt hænger sammen, og det bliver TV-seriens kvalitet, at det i det lange løb lykkes at gøre den nære fortællings drama til del af den store tragedie.
Sådan har Bornedal og hans team igen og igen udfordret vore sanser og fået os til at tænke os om. Efter Syvende afsnit sad man rystet tilbage efter de nådeløse slagscener, som er de mest dramatiske, storstilede og bevægende af den art i nogen dansk film overhovedet. Så bestialske gør krigen altså gode fredelige mennesker, når hele deres eksistens betinges af at skyde fjenden ned.

Men i stedet for en pompøs finale, som fremmaner skolemesterens gamle ord om en ny national dagsorden (“hvad udad tabes skal indad vindes”), får vi forsoning og kærlighed på det helt nære plan. Og i en af hele tv-seriens smukkeste og mest rørende scener henter Peter Inge og Lausts søn hjem, Lille Laust, som Didrich har gemt væk i fattiggårdens børnehjem. Scenen hvor Peter knytter forbindelsen med drengen ved at lade ham lægge sten på sten i sine hænder, er mesterlig.
“Glem os aldrig,” synes hovedpersonerne at sige, da vi tager afsked med 1864. Set i dette bakspejl ser de glade ud – selv Johan ler, hvilket i øvrigt klæder skuespilleren Søren Malling, som ellers mest spiller alvorsmand.
Nej, vi glemmer jer aldrig. Nogle af os vil også til enhver tid huske, at dum, chauvinistisk nationalisme kun fører ad helvede til.

  • Læs om Tom Buk-Swientys tankevækkende 1864-bog “Slagtebænk Dybbøl” HER.
  • Besøg DRs temaside om 1864 HER.

 

Maria Larssons fortryllende pif, paf, puf

Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen.
Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen. I Jesper Christensens fotoatelier finder hun alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Betagelsen er total. For 100 år siden, da fotografering og film endnu var en uvirkelig luksus for fattige mennesker, er det et magisk øjeblik, da fotohandleren viser Maria, hvad man kan med et kamera. En sommerfugl sværmer i sollyset ved vinduet, og med objektivet fanger fotohandleren billedet af den i Marias hånd. Man mærker et fortryllelsens gys bevæge Maria, og jeg og min ledsager i biografen havde det ligeså under oplevelsen af Jan Troells nye film “Maria Larssons evige øjeblik”, hvis smukke billeder suger os ind i historien.

Den begynder i Malmø i mor Marias beskedne arbejderlejlighed, hvor hun pukler for at klare dagen og vejen med arbejde, madlavning, mand og syv børn. Manden er daglejer på havnen, og dybt nede i et skibs møg beskidte kullast genkender vi den indignerede Michael Persbrandt – min yndlingsskuespiller som Gunwald i krimiserien Bäck. Uagtet at han her forfalder til øl og sprit, som ødelægger både ham selv og hans forhold til Maria og børnene, leverer Persbrandt en af filmens stærkeste præstationer. Lige “overbevisende” er han som lallende fyldebøtte og elskelig familiefar, voldelig mandschauvinist og som den charmerende fyr, der kalder sin hest Kropotkin.

Netop i dette felt af modsætninger henter filmen sin styrke. Den stadigt voksende konflikt mellem de rige kapitalister og en ny tids socialister betones, men er ikke det afgørende element i filmen. Det er derimod det personlige, nærmest private besøg i et arbejdermiljø, hvor enhver kæmper for at overleve de sølle vilkår og traditioner, de fik i arv.

jesper-christensen-som-fotografen
Jesper Christensen som fotografen.

Da Maria finder ud af at bruge det kamera, hun engang vandt i et lotteri, opdager hun nye sider af sine egne evner og muligheder. Pif, paf, puf kan hun fokusere og tolke sin omverden, som hun selv ser den, og det gør hun så overbevisende, at også andre har lyst at se hendes billeder. Fotohandleren hjælper og inspirerer hende, og i et varmt samspil oplever vi Jesper Christensen i den mest sympatiske rolle, jeg har set ham i. Han er fuldkommen i harmoni med det hjørne i kunstens eventyrlige verden, han har skabt i byens kamerabutik med atelier, hvor Maria finder alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Maria Larssons evige øjeblikke er ladet af konflikter, men det er ikke de effektfulde scener, der lejrer sig i bevidstheden. Det gør derimod den strøm af poesi, kærlighed og sjæl, som Jan Troell så mesterligt gennemfører fra første til sidste scene. Oplevelsen af den sandhed det er, at man får lov at udtrykke sig, er så stærk, at den umiddelbart forbandt mig med min egen fortid som dreng i den gamle verden.

Maria afslår (desværre) fotohandlerens tilbud om at blive hans assistent (og kæreste), ligesom slutningen på hendes historie på ingen måde søger at hamle op med Hollywoods helteroller. Til gengæld er Marias datter Maja, filmens fortæller, fuld af anerkendelse over, at hendes mor vovede at bryde sine lænker og springe ud som fotograf, alt imens hun blev i familien og fortsatte sine mange gøremål dér. Sådan bliver Maria Larssons skæbne til evige øjeblikke af fascination og respekt.

Husk at se den film!

Den røde pimpernel

Leslie Howard som Den Røde Pimpernel – lapsen og den heroiske adelsmand.

Stort skuespil og stærke dialoger gør mange af fortidens gamle film til uforglemmelige oplevelser, som trodser de dårlige kopier og kornede sort-hvide billeder i datidens teknik. Harold Young’s Den røde pimpernel fra 1934 er en af dem. Iscenesættelsen af det lystige engelske befrielses-drama fra den franske revolution er fremragende, vitalt fotograferet og klippet, samt ikke mindst: Stjernen Leslie Howard’s elegante dobbeltspil i den alt dominerende hovedrolle som Sir Percy Blakeney / Den røde pimpernel er formidabelt.

Da min generation første gang så filmen i 1950erne, underholdt vi jævnligt hinanden med Percy’s stand-up-nummer af et digt, hvormed han optræder som skabet laps i Londons royale saloner:

They seek him here, they seek him there,
Those Frenchies seek him everywhere.
Is he in heaven? – Is he in hell?
That damned, elusive Pimpernel.

Ingen tager ham alvorligt, og det er netop meningen. Skjult bag sine masker er Percy den frygtløse befrier af prominente franskmænd fra halshugning i revolutionens guillotiner. Han er Den røde pimpernel par excellence. Effektivt organiserer han sin guerilla. Lyn hurtigt skifter han forklædning og optræder lige overbevisende som fattig piberygende bondekone, fransk soldat og den intelligente engelske baron, han egentlig er. Intet under derfor, at Robespierre’s håndlanger, Chauvelin (Raymond Massey), har svært ved at finde og identificere ham.
Det samme gælder Percy’s smukke franske hustru, Lady Blakeney (Merle Oberon). Først efter en stærk scene, hvor Percy fravrister hende sandheden om sit forræderiske samarbejde med Chauvelin, går hans hemmelige befrielses-aktioner op for hende.

Til sidst forenes de alle i en forrygende finale i en skummel fransk havnekro, hvor Leslie Howard’s skuespil mesterligt flyder sammen med Sir Percy Blakeney’s. Intelligensen sejrer over både franskmænd i blodrus og selvtilfredse englændere, som bare holder sig til livets almindelige omgangsformer og blindt klæber til deres pladser i hierakiet.
Den særlige engelske tone er ikke til at tage fejl af, og det gør også filmen interessant som tidsdokument. Indspilningen i 1934 foregik året efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland, hvilket skærpede vagtsomheden og de nationale følelser overalt i Europa. Situationen præger filmen flere steder, blandt andet i slutscenen, hvor ægteparret Blakeney krydser den Engelske Kanal med kurs mod nord efter endt dåd i Frankrig. Scenen er påfaldende kortfattet og indforstået:
“Se dér, Marguerite: England”! Befriende musik – slut.

Omsider er denne enestående filmklassiker nu i den danske handel igen. Efter tidligere at have brugt bibliotekets udlån købte jeg for nylig hos Fona en ny teknisk fin dvd-udgivelse fra det svenske Atlantic Film.

  • Man kan også se hele The Scarlet Pimpernel on-line her.
  • Mere om filmen her.

Kinas magiske Hero

Zhang Yimous Hero er en betagende smuk billedsymfoni og et drama af shakespeareske dimensioner. Efter at have oplevet filmen flere gange i biografen nyder jeg jævnligt at vende tilbage og bade sanserne i den på dvd. Ikke bare på grund af de fantastiske kampscener på sværd til lands, til vands og i luften, men også fordi æstetikken og tankegangen i den grad stimulerer ens egen fantasi og forestillingsevne.
Hero beretter om den gang for 2000 år siden, da Kina var opdelt i syv kongedømmer, der alle bekæmpede hinanden. En dag gør den mystiske helt Navnløs fra fjendelandet Zhao sin entré i kongens palads. Han medbringer de tre lejemorderes våben, hvormed han vil bevise, at han har besejret kongens værste fjender. Så kongen af Qin tager gæstfrit imod og er ivrig efter at høre heltens historie. Hvordan gjorde helten det af med så stærke sværdkæmpere som Brudt Sværd, Flyvende Sne og Himmel?

Det viser den ene magiske kampscene efter den anden. Men er det sandt, hvad Navnløs fortæller? Nej det er ej! Sandheden afsløres brik for brik under kongens og heltens samtale i tronsalen. I kinesisk stil lader instruktøren Zhang Yimou kongen og publikum opleve tre versioner af historien, fortalt fra tre forskellige perspektiver, illustreret af et æstetisk raffinement: Hver version tones af sin egen farve – rødt, hvidt og blåt. Blandt andet mindes vi om, at hvid er sandhedens farve.

Hero virker på noget nær samme måde som en stor klassisk symfoni eller ballet, fordi foreningen af høj æstetik og en kompleks historie, båret af enkle, klare holdepunkter, stimulerer ens egen fantasi og får den til at flyve med gennem denne slagmark af overraskelser. Bag det hele klinger Tan Dun’s stemningsfulde musik, der holder os fast på følelsen af en indre strøm af tanker, der søger harmoni mellem livets handlinger og elementer. Vold og magt går på typisk østasiatisk vis hånd i hånd med poetisk interesse for alt, hvad der er smukt og stærkt helt ind i en vanddråbe.
I sin store tronsal tolker kongen Brudt Sværds røde kalligrafi:
“Når sværdet er i ens hjerte, behøves det ikke i ens hånd. Fægtekunstens største bedrift er dog, når sværdet er borte fra både hånd og hjerte. For da har sværdfægteren sluttet fred med verden.”
Smukke tanker, som virker stærkt på den tragiske baggrund, historien deler med Shakespeare. Våbenmagten sejrer jo, men efterlader trods alt et spor af håb. Det ville vel også være løgn at hævde, at livet ikke er en kamp.