Hvorfor vil DF-regeringen ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
Den eneste glæde, jeg kan finde hér, er at Socialdemokraterne, Radikale og venstrefløjen valgte at stå udenfor den medieaftale, som regeringen landede i dag.
“Medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er pakket ind i en masse ord om det danske sprog, demokrati og nye generationers medievaner. I virkeligheden er den en gigantisk spareplan, der dræner den danske mediebranche for over en milliard kroner på et tidspunkt, hvor der er brug for det modsatte,” mener Dansk Journalistforbund.

I Sverige har de klogt nok valgt den stik modsatte vej. Samtlige partier i Riksdagen er nemlig enige om at øge bevillingerne til landets tre public service-kanaler med to procent mere hvert år i perioden 2020-2029! For i det intense bombardement af film og underholdning fra de store amerikanske aktører skal et nationalt medie som Sveriges Radio og TV naturligvis klædes på til at tage konkurrencen op.

Hvad har Danmarks regering og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering, udflytning til provinsen og svækkelse af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. Med Dansk Folkeparti for bordenden og en kulturminister fra det sære forum, der kalder sig Liberal Alliance, skaber regeringen i stedet splittelse og usikkerhed. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord.

I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om medierne, for uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra de store udlandske aktører. Hollywoods udfordringer for vores hjemlige filmbranche er i dag suppleret af portaler som YouTube og Netflix, samt Google, der dræner de danske medier for annonce-indtægter, og Facebook, der medvirker til spredningen af fake news.
Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. En af de apps, jeg bruger mest, er dog DR TVs, fordi DRs streaming-arkiv bugner af gode udsendelser. Jeg køber derfor slet ikke kulturministerens ordflom om at imødekomme de unges medievaner på Nettet, og at det skulle gøre det nødvendigt med nye private medier på DRs bekostning. Ej heller ser jeg nogen speciel fordel ved at flytte større dele af medieproduktionen fra København til Jylland, hvor påstanden om “udkantsDanmark” ofte tilbagevises med forargelse. Store dele af den snak bygger jo reelt på æld gamle myter om københavneri, som langt henad vejen ikke har mere på sig end molbohistorier.

Den engelske kunstformidler Waldemar Januszczak, hvis udsendelser om bl.a. rokoko var en mindeværdig oplevelse på DR K.
For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, at det sker nu. Ingen andre er heller i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af. Konsekvensen af at være et lille land med et lille hjemmemarked er jo, at de private danske tv- og radiostationer ikke har råd til at producere meget andet end underholdning.

Jeg troede ellers, at en regerings vigtigste opgave var at beskytte staten og dens kultur, ikke at svække den med ødelæggende besparelser på dens institutioner til fordel for kommercielle interesser, der tæller store engelsk-sprogede medieportaler. Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord på den kulturelle front.

Mozart’s ekko fra graven

Mozart fik den hårrejsende skæbne at dø under arbejdet på sin egen dødsmesse – i en alder af kun 35 år. Det er i sig selv så fantastisk en historie, at den lige siden har beskæftiget både kunstnere, musikforskere og læger. Instruktøren Milos Forman’s geniale film Amadeus viser netop, hvordan Mozart stred med sit Requiem i sygesengen, og selv om filmen blander myter og biografiske facts, er dens portræt af det musikalske geni særdeles overbevisende.

Plakaten fra filmen.

Efter de først takter af det hjerteskærende Lacrimosa var det altså slut. På den anden side skal livet jo gå videre, og da Mozarts enke, Constanze, blev efterladt med økonomiske problemer, besluttede hun at dødsmessen skulle færdigkomponeres, så hun kunne indkassere sin mands honorar. To af hans elever, Eybler og Süssmayr, svarede ja til opgaven, som Süssmayr fuldførte i den udgave af Mozarts Requiem, vi kender og elsker den dag i dag.
Süssmayrs udgave består af otte afsnit, men allerede efter tredje afsnit med yndlingssatsen Lacrimosa hører man, hvordan Mozarts ånd slipper taget. Musikken fascinerer ikke rigtigt længere – den er flot, men genialiteten har forladt værket. Derfor har det længe undret mig, at musiklivet ikke for længe siden har valgt at slutte værket af med Lacrimosa.
I 2006 forsøgte DR SymfoniOrkestret sig med den kyndige amerikanske musikforsker Robert Levin’s rekonstruktion ved en Europakoncert dirigeret af Thomas Dausgaard, men ak: Genialiteten forlod stadig værket, hvor Mozart slap grebet.
Så var der mere gejst over denne uges torsdagskoncert. Under ledelse af den østrigske dirigent Manfred Honeck hørte vi kun de de dele af requiet, Mozart havde indflydelse på. Med klokkeslag før og efter, gregoriansk kirkesang og oplæsning af digte og patetiske bibeltekster udvidede Honeck til gengæld opførelsen som en hel messe for Mozart.
Normalt bryder jeg mig ikke om så salvelsesfuld en omklamring af et hovedværk, men faktisk virkede det udmærket i salen. Honeck er en både markant og spændende Mozart-dirigent, som med finfølelse og stor virkning betoner musikkens stærke kontraster – har man nogensinde hørt et mere vredt Dies irae end her?
Alle – også DR SymfoniOrkestret – fik han til at synge som engle, idet han samtidig nuancerede klangen og dynamikken og fremkaldte det drama, musikken jo faktisk er hinsides de mere traditionelle opførelser, hvor alt bare er pænt og smukt. Sådan gjorde Honeck koncerten til sit musikalske credo.

Ved genhøret hjemme ved højttalerne vil man dog helst være fri for iscenesættelsen med klokkeslagene, Maurerische Trauermusik etc. – på nær én lysende idé: Korsatsen Ave verum corpus, som Mozart skrev et halvt år før sin død i 1791, skaber en fantastisk virkning lige efter Lacrimosas store Amen. Med dette enkle kunstgreb kunne Manfred Honeck og DR egentlig have sparet sig for den øvrige indpakning af Mozarts Requiem.
Sådan kan det altså gøres, kære kor- og orkesterledere: Slut den myteomspundne dødsmesse med Lacrimosa og erstat Süssmayrs efterfølgende afsnit med Mozarts eget Ave verum. Milde himmel, hvor er det stærkt.

  • Mere om koncerten her.
  • Hør hele Mozart-koncerten her.