Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

ARoS direktør: Jeg er ikke politiker, men menneskelig

Erlend Høyersten Aros
Erlend Høyersten, ARoS

Kunstmuseet ARoS norske direktør, Erlend Høyersten, tilbageviser pure at have handlet politisk, da han ytrede forståelse for den berømte kinesiske kunstner Ai Weiweis protest mod den danske regerings seneste asylstramninger. Ai Weiwei deltog med et kunstværk i ARoS udstilling A New Dynasty – Created in China, som i øjeblikket vises på ARoS i Århus.

“I de nordiske lande har vi en høj grad af konformitet. Vi ligner hinanden, og vi lader os styre mere af frygten for at skille os ud end ønsket om at handle og gøre noget vigtigt,” siger Erlend Høyersten til DR:
“Europa har brug for en større forståelse for forskellige kulturer. Vi lever i et meget polariseret samfund, hvor der i stigende grad er behov for dialog,” fastslår han.
“Bliver du ikke politisk nu?”
“What? Det er ikke det, det handler om. Det handler om at vise respekt og være menneskelig.”

ARoS-direktørens udtalelse er fin og klar. Ligesom andre personligheders afstandtagen til den uforsonligt hårde debattone og lovgivning i Danmark, tænker og taler han om behovet for menneskelig empati og samarbejde fremfor kæft, trit og retning i en kynisk dyrkelse af egne interesser.

  • Mere på DR HER.

Lurer fascismen i Danmark?

Lurer fascismen rundt om hjørnet? spurgte P1 Debat i en ualmindelig tankevækkende udsendelse i DR:
I udlandet har de travlt med at sammenligne det nye danske “smykkedirektiv” overfor flygtninge med nazisternes behandling af jøderne i 1930’ernes Tyskland. Og herhjemme hævder modstandere af den stramme kurs på udlændingeområdet ofte, at regeringen og Dansk Folkeparti med sin udlændingepolitik gøder jorden for en fascistisk udvikling i Danmark, og at fascismens sprog allerede flyder ud i medierne hver dag.

Statsminister Lars Løkke som fascist i engelsk satiretegning, udgivet af bl.a. den gode engelske avis Guardian.- Klik billedet og se den på Guardians hjemmeside.
Statsminister Lars Løkke som fascist i engelsk satiretegning, udgivet af bl.a. den gode engelske avis The Guardian.- Klik billedet og se den på Guardians hjemmeside.
Sådan lød oplægget til debatten, hvor især advokat Allan Ohms og den velovervejede lektor emeritus i historie Karl Christian Lammers bekræftede min egen opfattelse af situationen. Også den opsang af en kronik, Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, forinden havde skrevet søndag 10. januar i Berlingske Tidende, var inde i billedet.

Lige nu synes det i lige så høj grad at være åndeligt armod, dårligt forklædt som frygt og selvglæde, der ligger til grund for fascismens spirende succes. Er støjen af dumhed ikke bare for høj til, at vi kan høre alarmklokkerne? /Morten Kirkskov.

Jo, blandingen af kynisme og populisme er larmende. Og ligheden med den måde, hvormed nazisterne banede sig vej frem i 1930ernes Tyskland, er slående. Tænk blot på Dansk Folkepartis kyniske nationalpopulisme og infame, fremmedfjendske kampagner. I dag, da pianisterne er blevet store, virker de ganske vist stuerene, men den pæne iscenesættelse burde vel ikke få os til at glemme, hvad de egentlig står for.

 Egentlig havde jeg besluttet ikke længere at skrive om politik her på bloggen, men også jeg er rystet over kynismen i det stivsindede danske småborgerskab, der har gjort Dansk Folkeparti til Danmarks næststørste parti i Folketinget, og som nu også medvirker til at ødelægge regeringpartiet Venstre – Hartlings gamle parti. Det duer simpelthen ikke bare at hygge sig så godt man kan med gris og øl, for så i øvrigt at isolere sig fra den omgivende virkelighed. I så fald vinder det afstumpede sindelag, som kan føre os langt ind på vejen til det skræmmende perspektiv.

  • Læs Morten Kirkskovs kronik i Berlingske HER.
  • Hør P1 Debat på udsendelsens side HER.
  • Læs også Stine Bosses “Er Danmark på flugt?” HER.

Stakkels Danmark

Folketingsvalget 2015 er sandt for dyden en mærkelig omgang. Efter en rædselsfuld kværn af en perspektivløs valgkamp, der igen ofrede verdens nødlidende flygtninge på det nationale bål, gav vælgerne politikerne en ny gåde at arbejde med:

  • Socialdemokraterne gik frem som Danmarks største parti, men tabte regeringsmagten.
  • Venstre gik tilbage, men vandt regeringsmagten.
  • Dansk Folkeparti gik markant frem som Danmarks nu næststørste parti, men vil ikke i regering, fordi regeringsmagten vil udstille partiets populistiske hykleri.

 

1864

Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
I otte uger har jeg skiftevis frydet mig og lidt sammen med Laust og Peter og Inge, fru Heiberg og statsminister Monrad, på det seneste også den indsigtsfulde krigsveteran Johan, hvis forestillingsevne allerede gjorde ham til en legende i den forrige Slesvig-krig. Så jo, Ole Bornedal, hans team og DR har leveret varen: En ny Danmarks-krønike er blevet skabt til megen oplevelse, eftertanke og debat.

Efter Syvende afsnit sad man rystet tilbage efter de nådeløse slagscener, som er de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. 

Det tog ellers nogen tid at komme i gang, fordi de mange parallelle historier, der hører med til den tragiske fortælling om 1864, ligesom snublede over hinanden. Især havde jeg det i Første afsnit svært ved nutidens teenagepige Claudia og den gebrækkelige baron Severin, fordi meningen med deres medvirken først faldt på plads i Andet afsnit: Claudia finder Inges dagbog, der giver Inge mæle som filmens historiefortæller. 
Derefter overgav jeg mig fuldstændig til Bornedals stærke dramatisering af Danmarks elendigt håndterede kamp for at gøre hertugdømmet Slesvig til en fuldgyldig del af Danmark.

1864 - Fru Heiberg og Monrad webProduktionen er ualmindeligt fascinerende filmet, og scenerne fra det muld- og havduftende danske land med fæstebondens friske drenge Laust og Peter og Inge uforglemmelige. Det samme er Nicolas Bros og Sidse Babett Knudsens tragikomiske samspil i rollerne som den labile statsminister Monrad og skuespillerinden fru Heiberg (billedet). Stående på den buttede mands mave får hun Monrad til at spille sin nationalromantiske rolle med den overbevisende lidenskab, som får alle til at flage og skråle: Danmark – ja ved Gud: Danmark!!!

De historiske kendsgerninger er såmænd helt i orden. I preussernes hovedstad Berlin er ministerpræsidenten Bismarck forundret over danskernes provokerende optræden. Det samme i London: Hvorfor overtræder danskerne dog en international traktat og skaber konflikt? Det giver jo Bismarck god grund til at se danskernes krav på Slesvig som en krigserklæring.
“But we like the Danes,” siger dronning Victoria til sin premierminister og tilføjer kort:
“Send them our sympathies.”
Sympati vinder dog ingen krige. Danmark stod alene overfor preusserne.

Med sin sans for gys udløser Bornedal ganske vist også irritation, når han igen og igen lader den spolerede plageånd af en godsejersøn, Didrich, udfolde sine sadistiske nedrigheder. Denne trang til at udpensle led depravation overdriver Bornedal, og det er synd for et ellers fremragende filmprojekt.
Til gengæld er de nådeløse slagscener de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. Efter Syvende afsnit sidder man rystet tilbage ovenpå den voldsomme tragedie. Det er ubærligt, men helt i overensstemmelse med filmens logik, at Laust omkommer, fordi han redder Didrich.

Men i stedet for en pompøs finale, som fremmaner skolemesterens gamle ord om en ny national dagsorden (“hvad udad tabes skal indad vindes”), får vi forsoning og kærlighed på det helt nære plan. Og i en af hele tv-seriens smukkeste og mest rørende scener henter Peter Inge og Lausts søn hjem, Lille Laust, som Didrich har gemt væk i fattiggårdens børnehjem. Scenen hvor Peter knytter forbindelsen med drengen ved at lade ham lægge sten på sten i sine hænder, er mesterlig.
Sådan lykkes det i det lange løb at gøre den nære fortællings drama til del af den store tragedie.

“Glem os aldrig,” synes hovedpersonerne at sige, da vi tager afsked med 1864. Set i dette bakspejl ser de glade ud – selv Johan ler, hvilket i øvrigt klæder skuespilleren Søren Malling, som ellers mest spiller alvorsmand.
Nej, vi glemmer jer aldrig. Nogle af os vil også til enhver tid huske, at dum, chauvinistisk nationalisme kun fører ad helvede til.

  • Læs om Tom Buk-Swientys tankevækkende 1864-bog “Slagtebænk Dybbøl” HER.

 

Det er ganske vist

Finn Høffding: “Det er ganske vist”, inspireret af Hans Christian Andersens eventyr. Odense Symfoniorkester & Ole Schmidt. Dacapo Records.

  • Hvis afspilleren ikke starter, så prøv HER.

Finn Høffdings symfoniske fantasi over H. C. Andersens eventyr Det er ganske vist er en lille perle i dansk musik. I sit enkle, humoristiske tonesprog illustrerer stykket udmærket den daglige kamp om dagsordenen, medierne rygtesmederi og de politiske smædekampagners forførende propaganda, hvor intet kneb er for tarveligt. Ligesom i hønsegården går sladderen, så en lille bitte fjer bliver til fem fuldfede høns.

Høffdings fantasi er fra 1943, da Anden Verdenskrig hærgede og Danmark besat af Nazityskland. Som vi stadig ser i dag, er blandingen af sladder og ondsindede rygter en farlig cocktail.

  • Læs H.C. Andersens eventyr her.
  • Mere  om komponisten Finn Høffding her.
  • Mere om Ole Schmidt her.
  • Mere om de politiske aspekter her.

Bag tremmer

Udsigten fra mit hus 1. december 2010. © JF

Jeg har altid drømt om at sne inde i et lille lunt hus, velforsynet med livets basale fornødenheder. Huset har jeg, men selv om Frederiksdal er et skovdistrikt, er vi trods alt for tæt ved civilisationen til at blive afskåret fra omverdenen.
Til gengæld nærer udsigten fra badeværelsets vindue drømmen. Rekord-store istapper forlænger stråtagets skæg i et net af tremmer, som minder om, hvem der bestemmer her. Det gør naturen med sin tidlige vinter.
Gennem isens tremmer ses en stor flok solsorter æde løs af havens æbler. Æbletræet ude på plænen undlod jeg høste i år, fordi fuglene pirkede i frugterne allerede inden modningen, og nu glæder solsorterne sig over, at træet i år gav ualmindelig mange æbler.
Vi overlever indtil videre. Vi tilpasser os, og det er egentlig en rigtig god erfaring for både mennesker og dyr.

  • Se også Verdens lykkeligste folk fryser her.