Hvorfor vil DF-regeringen ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
Den eneste glæde, jeg kan finde hér, er at Socialdemokraterne, Radikale og venstrefløjen valgte at stå udenfor den medieaftale, som regeringen landede i dag.
“Medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er pakket ind i en masse ord om det danske sprog, demokrati og nye generationers medievaner. I virkeligheden er den en gigantisk spareplan, der dræner den danske mediebranche for over en milliard kroner på et tidspunkt, hvor der er brug for det modsatte,” mener Dansk Journalistforbund, og har desværre nok ret.

Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord.

Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser for de velbjærgede, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering og svækkelse af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. Med Dansk Folkeparti for bordenden og en kulturminister fra det sære forum, der kalder sig Liberal Alliance, skaber regeringen i stedet splittelse og usikkerhed. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om medierne. For uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra store udlandske aktører som YouTube og Netflix, samt Google, der dræner de danske medier for annonce-indtægter, og Facebook, der medvirker til spredningen af fake news. Ligesom Hollywood i den grad udfordrer vores hjemlige filmbranche.
Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. En af de apps, jeg bruger mest, er dog DR TVs, fordi DRs streaming-arkiv bugner af gode udsendelser. Jeg køber derfor slet ikke kulturministerens ordflom om at imødekomme de unges medievaner på Nettet, og at det skulle gøre det nødvendigt med nye private medier på DRs bekostning. Ej heller ser jeg nogen speciel fordel ved at flytte større dele af medieproduktionen fra København til Jylland, hvor påstanden om “udkantsDanmark” ofte tilbagevises med forargelse. Store dele af den snak bygger jo reelt på æld gamle myter om københavneri, som langt henad vejen ikke har mere på sig end molbohistorier.

Den engelske kunstformidler Waldemar Januszczak, hvis udsendelser om bl.a. rokoko var en mindeværdig oplevelse på DR K.
For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, at det sker nu. Ingen andre er heller i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af. Konsekvensen af at være et lille land med et lille hjemmemarked er jo, at de private danske tv- og radiostationer ikke har råd til at producere meget andet end underholdning.

Jeg troede ellers, at en regerings vigtigste opgave var at beskytte staten og dens kultur, ikke at svække den med ødelæggende besparelser på dens institutioner til fordel for kommercielle interesser, der tæller store engelsk-sprogede medieportaler. Med det, vi ser nu, kan man næsten ikke komme tættere på et nationalt selvmord på den kulturelle front.