Arod er smidig og elegant

Den unge franske kvartet Arod og deres debut-indspilning med Mendelssohns strygekvartetter er en herlig oplevelse. Den Anden Strygekvartet Opus 13 får sågar en daglig tur her på afspilleren. Helt uimodståelig er det charmerende Intermezzo og den dramatiske finalesats, hvor primarius indledende solo lyder ligeså indtrængende som et lidenskabeligt udbrud i en opera.

Fra højre ses førsteviolinisten Jordan Victoria, cellisten Samy Rachid, andenviolinisten Alexandre Vu og bratschisten Corentin Apparailly.

Det er ung musik spillet af unge musikere. Mendelssohn var kun 18 år, da han skrev sin Opus 13, og Arods ældste medlem, primarius Jordan Victoria, er 25.
“Musikken er skrevet i et andet årtusind af en ung mand i Tyskland, men den rører os så stærkt,” siger musikerne: “Som et ekko fra en anden tid fortæller Mendelssohn os, hvem vi er.”
Det høres. Deres spil er ikke alene perfekt, det har drama og varme samt ikke mindst: rørende hengivelse.

Arod Kvartetten vandt i 2015 deres afdeling af Carl Nielsen Internationale Kammermusikkonkurrence i København. Deres navn Arod henviser til elverkrigeren Legolas hest i Ringenes Herre – en skabning som er lynhurtig, smidig og elegant.
Sådan markerer en ny ung generation sig på bedste vis.

  • Hør eksempler på indspilningen HER.
  • Besøg Arods hjemmeside HER.
  • Tak til henvisningen i Ugens Album på DRs hjemmeside, hvor man kan høre tre komplette satser HER.