Hvorfor vil DF ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
I de kaotiske forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale og et nyt medieforlig er sparekravet barberet ned til det halve, nemlig ca. 12,5 procent. Det svarer til henved en halv milliard kroner, som det vil gøre meget ondt på DR at miste.
“Man kan næppe lave besparelser i den størrelse uden at lukke radio- og TV-kanaler,” vurderer medieeksperter.

Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser for de velbjærgede, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. I stedet er Christiansborgs borgerlige blevet godt blå i hovederne af at kæmpe mod hinanden i deres groteske magtspil. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Måske bliver det næste kulturpolitiske krav fra Dansk Folkeparti en propagandaminister til sikring af ukritisk formidling af partiets synspunkter.

Imens banker den store omverden på døren med sine kriser – ingen dag uden Trump, Putin og Kim Jong-un… Hvad skal vi mene om udviklingen i verden og herhjemme, og hvordan præsenteres den for os?
I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om mediepolitikken. Uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra det store udland.
YouTube, Netflix og HBO er blevet de store spillere på mediemarkede, og jeg holder mig heller ikke tilbage. Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. Men sådan har jeg nu på forskellig vis haft det lige siden, jeg i 1970erne sejlede til Australien og vænnede mig til daglig lytning til blandt andet BBC World Service på en lille kortbølgeradio.

Den engelske kunstformidler Waldemar Januszczak, hvis udsendelser om bl.a. rokoko var en mindeværdig oplevelse på DR K.

Samtidig har følelsen af forankring i det hjemlige danske altid givet mig en særlig tryghed, og her har DRs udsendelser og formidling altid spillet en hovedrolle. Det betyder ikke, at jeg bare bifalder alt fra DR. Tværtimod. I dag frastødes jeg af de kunstigt opgejlede studieværter, og jeg hader DRs selvpromovering i sine annonceringer. Den klæbrige joviale tone, der præger nogle af udsendelserne, er heller ikke mig, ligesom jeg flygter fra talentshowet X Factor.
Alligevel kan jeg ikke undvære DR, som også sender det bedste af det bedste. For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, hvis det sker. Ingen andre er heller i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af.

Hvis politikerne tilmed stiller mere specifikke krav til, hvad DR må og ikke må sende, sådan som Dansk Folkeparti gentagne gange har været inde på, skrider al anstændighed da ad helvede til. For da agerer Danmarks blå politikere ligesom magthaverne i totalitære regimer, vi normalt tager afstand fra.
Eller er det dybest set meningen med galskaben: Politisk magt. Måske bliver det næste kulturpolitiske krav fra Dansk Folkeparti en propagandaminister til sikring af ukritisk formidling af partiets synspunkter.