Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er selve situationen – flugten, evakueringen af 400.000 britiske soldater og driften mod hjemlandets kyster.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i Brexit-æraen, HER.