Kongens værdige valg

Meget godt er sagt og skrevet om Erik Poppes norske filmdrama Kongens Valg, og selv om jeg ikke går så meget op i vore dages konger og kongehuse, får flere gensyn med filmen mig til at supplere anmeldernes roser med nogle få ord:
Jo, Haakon VII var en fantastisk karakter. Historien om den byrde, det var for den aldrende herre at skulle beslutte sig for at svare ja eller nej til naziTysklands ultimatum om total overgivelse, fortjener virkelig at blive fortalt i en ny veldrejet film som denne. Og med Jesper Christensen i filmens dominerende hovedrolle oplever man, at kong Haakon stadig står som et stærkt eksempel på menneskelig værdighed i en oprivende krisetid.

Den dramatiske fremstilling af værdigheden er i det hele taget filmens styrke. Man ser, hvordan Haakon ligesom andre ældre mennesker egentlig helst bare vil have lov at hygge sig med sine børnebørn, men da den politiske situation tilspidses og nazisterne invaderer landet, træder han i karaktér. Det bliver ham – den folkevalgte konge – og ikke tyskerne, der bestemmer hvad Norge skal stå for.
Han bliver en konge på flugt fra nazisterne. Sammen med regeringen, kronprinsen og hans kone og børn kører de nordpå, og i en stærk scene afviser kongen at godkende statsministerens tilbagetræden, da han giver op for presset.
“…ikke nu!” svarer Jesper Christensens konge stålsat.

Flere andre scener er begivenheder, man gerne ser igen og igen:
På Oscarsborgs fæstning i Oslo-fjorden ser obersten Birger Eriksen det som sin pligt at angribe invaderende fartøjer og skyder i en flot filmet scene et tysk krigsskib i sænk.
Rørende er også kongens møde med en stor dreng af en norsk soldat oppe på det sneklædte fjeld:
“Goddag soldat.”
“Goddag… konge.”
“Jeg er så glad for alt det, du og dine kammerater gør.”
“Alt for kongen,” siger soldaten.
“Nej – alt for Norge,” svarer kongen.

De let bevæbnede norske soldater danner en beskyttende ring omkring kongen og sikrer ham mod nogensinde at blive taget af tyskerne. Både dette faktuelle forhold, samt skildringen af en militær træfning, der sårer den unge soldat fra før, kunne let være gejlet op til en omgang nationalromantisk kongerøgelse, men det undgår Erik Poppe lykkeligvis.
Hertil medvirker filmens fokus på den tyske diplomat Curt Bräuer (Karl Markovics) og hans forsøg på at opnå en fredelig aftale med Kong Haakon. Kongen er modstræbende gået med til at modtage Bräuer i sit hemmelige skjul, hvilket kun gør kongen endnu mere stejl. Det ender med, at han rasende eksploderer i sin fortsatte afvisning af tyskernes ultimative krav. Jesper Christensens mesterlige skuespil er ren fryd.

I Danmark kan nyere besættelsesfilm som “Flammen og Citronen” og “Hvidsten-gruppen” slet ikke hamle op med kvaliteterne i Kongens Valg. Situationen var rigtignok også en anden. I København valgte regeringen og Haakons bror, kong Christian X, straks at overgive sig til naziTyskland, der på ganske få timer overtog kontrollen med Danmark.
Uværdigheden i den situation beskrives eftertrykkeligt i Tobias Lindholm og Roni Ezras fine lille krigsdrama 9. april. Både den film og Kongens Valg fortjener at blive husket. Den danske film efterlader en sønderknust, mens den norske skaber respekt. Forskellen på de to perspektiver er tankevækkende.

  • Hør en historisk optagelse med kong Haakon, der fra sin landflygtighed i England taler til det norske folk i BBC HER.