9. aprils helte

Hvordan i alverden kan man forsvare et land med en deling let bevæbnede soldater på cykel? Spørgsmålene – og bitterheden – trænger sig på ved gensynet med Roni Ezras fine spillefilm 9. april. Skæbnedatoen minder os hvert år om den traumatiske situation i 1940, da NaziTyskland besatte Danmark på nogle få timer. Tyskland var på det tidspunkt Europas stærkeste militærmagt, og da tyskerne rullede ind over grænsen i Sønderjylland, mødte vi dem altså på cykel!

Øjnene klæber til de både stemningsmættede og medrivende nærbilleder af de unge mennesker, som faktisk kæmpede den 9. april, og som blev ved at skyde på de indtrængende tyskere selv efter, at det øvrige Danmark havde overgivet sig. For første gang siden den gang forstår vi, hvad regeringen i København bød dem.
I hovedrollen som sekondløjtnant Sand kommanderer Pilou Asbæk sin deling. Efter de første træfninger trækker delingen sig tilbage og skjuler sig i et hus. En af de menige bryder sammen, hulkende af rædsel. Stemningen er desperat, men de er 9. aprils danske helte.
Den danske tilbagetrækning fortsætter til Haderslev, hvor tyskerne nedkæmper dem. Flere dræbte ligger tilbage på slagmarken.

“Hvorfor blev De ved at kæmpe så længe?” spørger den tyske officer sekondløjtnant Sand, som ikke forstår spørgsmålet. Jo, den danske regering overgav sig for flere timer siden, fortæller tyskeren. Det havde ingen danske, hverken regering eller hærledelse, fortalt Sand og hans folk. Det officielle Danmark havde jo for travlt med at overgive sig til at tænke på Forsvarets lille kæmpende enhed i det sydlige udkantsDanmark.

Følelserne for den uværdige situation mejsles fast i Pilou Asbæks udtryksfulde ansigt. I det hele taget er filmens store styrke det menneskelige fokus på Sand og hans cykeldeling, hvor følsomheden i dette portræt af en gruppe danske skæbner bliver et spejl for det lille kongeriges tilstand den 9. april 1940 – modet hos de få, frygtsomheden, dilemmaerne og sviget. Synet af de unge danske soldaters forstenede ansigter sidst i filmen får os til at gyse. Nogle vil også fælde en tåre.
Sådan er 9. april både et fint iscenesat krigsdrama og en nødvendig film om et stykke Danmarks-historie, der ikke bør gå i glemmebogen.