Musik fra den indre vildmark

Sibelius i Lasse Rantanens streg. – Klik tegningen og besøg den jubilæumsside, som the Sibelius Birth Town Foundation præsenterer.

Finske Jean Sibelius er en af de vigtigste og mest originale musikalske stemmer nogensinde. Jeg elsker hans musik – så er det sagt.
Ligesom danske Nielsen er han allerede fejret efter alle kunstens regler i anledning af 150-året for hans fødsel, 8. december 1865. Men hvor Carl Nielsen allerede døde i 1931, før verden gik ad helvede til i endnu en verdenskrig, opnåede Sibelius at blive en olding på 91. Til gengæld udgav han ikke et eneste vægtigt værk i løbet af sine sidste 30 år. Han var ellers frisk nok, og i mange år spøgte arbejdet på en 8. Symfoni som et fantom. Men han gav aldrig symfonien fra sig. Den forblev en gåde bag lukkede døre i huset Ainola, og ved hans død i 1957 fandt man kun en masse forkullet nodepapir i pejsen. Han havde brændt hovedparten af sin nye musik.

kullervos-forbandelse-x.jpg
Maleri fra den finske sagn-verden, som inspirerede Sibelius – “Kullervos Forbandelse” af Akseli Gallen-Kallela.

Hvorfor? Ingen ved det sikkert, men et godt bud på et svar er hans nådeløse selvkritik. Den prægede hele hans voksne liv, og den blev værre med alderen. Sibelius stred med sit stof og gav ikke op, før han opnåede præcis den tilsigtede virkning. Selv mesterværker som Violinkoncerten og 5. Symfoni omarbejdede han gennemgribende til de versioner, vi kender og elsker i dag.
Når det så tilmed lykkedes ham at komponere to af musikhistoriens mest perfekte og enestående værker – 7. Symfoni og Tapiola – er det nærliggende at forestille sig, at han ikke ville udgive musik, som ikke levede op til dem. Sibelius drømte ellers om at fortsætte sporet fra 7. Symfoni og Tapiola med “symfonier uden satser og operaer uden ord, præget af naturens motiver og lyde.” Mistede han troen på, at det var muligt? Eller endte han med at blive så bitter på verden og de katastrofer og dramatiske politiske omvæltninger, han var vidne til i sit lange liv, at han valgte at forstumme?

Man oplever hos Sibelius en særegen klanglig glød – en sindets og sjælens tone forenet med en alt omfattende naturfølelse og drift mod selv de mest utilgængelige landskaber. Stærkere end noget andet sted høres det i hans to sidste sværvægtere: 7. Symfoni og tonedigtet Tapiola.

“Min inspiration til Tapiola fik jeg helt og holdent fra naturen, eller snarere fra noget som ikke kan beskrives med ord,” lød Sibelius egen forklaring.

Dette “noget” fik ham til at høre toner og akkorder i vindens susen i skovens træer og i søernes skvulpen, ligesom fugletræk på himlen og naturens former fyldte hans sanser og nærede hans skabende fantasi. Uden et muntert glimt i øjet var dog ikke. For eksempel forbløffede han engang en gruppe finske studerende med en forelæsning om græsmarkens overtoner…
Tapiola er et sindsoprivende tonedigt om at gå vild i den mægtige skov. Under sin søgen ud oplever den ensomme vandrer en mental storm, som truer med at gøre det af med ham. Musikkens harmonik sprænges i stumper og stykker i mægtige toneskred, som hører til den mest hjerteskærende musik, jeg kender. Sibelius kæmpede for at finde vej ud af lydens vildnis. Da grundakkordens b-mol omsider vender tilbage i messingblæserne, er den omgivet af en ring, svøbt i dyb bas. Vi er tilbage, hvor vi begyndte, uden udvej i sigte: Forløsning og resignation.

Disse eksempler passer jo godt på det sammenbidte billede af den finske komponist, vi har arvet. Reelt er hans billede langt mere sammensat. 3. og 6. Symfoni, romancer og humoresker for violin og orkester, sange og populære hits vidner om en komponist, som også nød livets glæder. Det øger alt sammen hans musikalske format.

Spil Sibelius og Carl Nielsen, og jeg véd, hvor jeg hører hjemme.

  • Hør et eksempel fra den lette ende af Sibelius ungdom HER.
  • Læs mere på et interessant Sibelius-sted HER.