Koncert med slag i

En befriende glæde bredte sig under Michael Schønwandts torsdagskoncert, hvor to populære nordiske klassikere omgav programmes scoop: Per Nørgårds slagtøjskoncert “Til en forandring”. Med sin store appeal og det mægtige arsenal af slagtøj-instrumenter kunne Nørgårds musik have stjålet billedet, men så forskellige de tre værker end er, supplerede de faktisk hinanden hele vejen fra Sibelius milde Karelia-suite til Carl Nielsens frodige Sinfonia Espansiva, fordi DR Symfoniorkestret også spillede de klassiske værker så stærkt.

Slagtøjsolisten Gert Mortensen.
Slagtøjsolisten Gert Mortensen.

Da solisten Gert Mortensen i for 30 år siden uropførte slagtøjskoncerten, virkede det som en velkommen fornyelse, eller som titlen siger: En forandring af det, vi kender – et nyt perspektiv. Siden da har vi vænnet os til et større spektrum af klange og lyde, der hører tiden til, og i dag virker det musikalske trylleri, Gert Mortensen suverænt fremmanede på sit store arsenal af instrumenter, både naturligt og fuldkommen magisk.
Via så forskellige samarbejdspartnere som Gert Mortensen og musikere ude på den indonesiske ø Bali udløser Per Nørgård en rig klangverden, der kombinerer hans egne kompositionsstil med den indsigt, han fik på Bali. Hans musik får til at lytte anderledes. Og når en blid tonestrøm afbrydes af slaget på den store gong, kan det mærkes helt ned i mellemgulvet. Man løsner op og lytter med skærpede sanser.

Denne “proces” prægede derefter også oplevelsen af Carl Nielsens Tredje Symfoni, som jeg har elsket siden Leonard Bernstein i 1965 dirigerede den med Det Kongelige Kapel.
Michael Schønwandts fortolkning var udsøgt. Han har dirigeret symfonien adskillige gange og har i dag et overblik over Nielsens iderigdom og skæve indfald, som han bruger aktivt. Hver en frase betones og følges til ende i passende afstemte tempi. Og da DR Symfoniorkestret veloplagt var med på legen, hørte vi en af de bedste opførelser af Sinfonia Espansiva i mange år. Tak for det.