1864

Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF

I otte uger har jeg skiftevis frydet mig og lidt sammen med Laust og Peter og Inge, fru Heiberg og statsminister Monrad, på det seneste også den indsigtsfulde krigsveteran Johan, hvis magiske evner allerede gjorde ham til en legende i den forrige Slesvig-krig. Så jo, Ole Bornedal, hans team og DR har leveret varen: En ny Danmarks-krønike er blevet skabt til megen oplevelse, eftertanke og debat.
Det tog ellers lidt tid at komme i gang. De mange parallelle historier, der hører med til den tragiske fortælling om 1864, forekom ligesom at snuble over hinanden. Især havde jeg det i Første afsnit svært ved nutidens teenagepige Claudia og den gebrækkelige baron Severin, fordi meningen med deres medvirken først faldt på plads i Andet afsnit, da Claudia finder Inges dagbog. Derefter overgav jeg mig fuldstændig til Bornedals stærke dramatisering af Danmarks elendigt håndterede kamp for at svække den tyske indflydelse i Slesvig og gøre hertugdømmet til en fuldgyldig del af Danmark.

1864 - Fru Heiberg og Monrad webProduktionen er ualmindeligt fascinerende filmet, og scenerne fra det muld- og havduftende danske land med fæstebondens friske drenge Laust og Peter og Inge uforglemmelige. Det samme er Nicolas Bros og Sidse Babett Knudsens samspil i rollerne som den labile statsminister Monrad og skuespillerinden fru Heiberg (billedet). Stående på den buttede mands mave får hun Monrad til at spille sin nationalromantiske rolle med den overbevisende lidenskab, som får alle til at flage og skråle: Danmark – ja ved Gud: Danmark!!!
Det er også her, man første gang hæfter sig ved Bornedals raffinerede krydsklipning mellem skuespillet hos fru Heiberg og Monrads tale i Rigsdagen, som perspektiverer situationen, og som fører os ned til preussernes hovedstad Berlin, hvor ministerpræsidenten Bismarck undrer sig over danskernes provokerende optræden. Heller ikke i London forstår man danskerne: Hvorfor overtræder de dog en international traktat og skaber konflikt? Det giver jo Bismarck god grund til at se danskernes krav på Slesvig som en krigserklæring.
“But we like the Danes,” siger dronning Victoria til sin premierminister og tilføjer kort:
“Send them our sympathies.”
Sympati vinder dog ingen krige. Danmark stod alene overfor preusserne.

Med sin sans for gys udløser Bornedal ganske vist også frustration, når han igen og igen lader den spolerede plageånd af en godsejersøn, Didrich, udfolde sine sadistiske nedrigheder. På den anden side må man også i hans tilfælde bøje sig for Bornedals uhyggelige pointer, der fyres af med indiskutabel præcision. Alt hænger sammen, og det bliver TV-seriens kvalitet, at det i det lange løb lykkes at gøre den nære fortællings drama til del af den store tragedie.
Sådan har Bornedal og hans team igen og igen udfordret vore sanser og fået os til at tænke os om. Efter Syvende afsnit sad man rystet tilbage efter de nådeløse slagscener, som er de mest dramatiske, storstilede og bevægende af den art i nogen dansk film overhovedet. Så bestialske gør krigen altså gode fredelige mennesker, når hele deres eksistens betinges af at skyde fjenden ned.

Men i stedet for en pompøs finale, som fremmaner skolemesterens gamle ord om en ny national dagsorden (“hvad udad tabes skal indad vindes”), får vi forsoning og kærlighed på det helt nære plan. Og i en af hele tv-seriens smukkeste og mest rørende scener henter Peter Inge og Lausts søn hjem, Lille Laust, som Didrich har gemt væk i fattiggårdens børnehjem. Scenen hvor Peter knytter forbindelsen med drengen ved at lade ham lægge sten på sten i sine hænder, er mesterlig.
“Glem os aldrig,” synes hovedpersonerne at sige, da vi tager afsked med 1864. Set i dette bakspejl ser de glade ud – selv Johan ler, hvilket i øvrigt klæder skuespilleren Søren Malling, som ellers mest spiller alvorsmand.
Nej, vi glemmer jer aldrig. Nogle af os vil også til enhver tid huske, at dum, chauvinistisk nationalisme kun fører ad helvede til.

  • Læs om Tom Buk-Swientys tankevækkende 1864-bog “Slagtebænk Dybbøl” HER.
  • Besøg DRs temaside om 1864 HER.