1864

Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
Her 150 år efter er det ikke tyske soldater, som stormer Dybbøl Skanse. © JF
I otte uger har jeg skiftevis frydet mig og lidt sammen med Laust og Peter og Inge, fru Heiberg og statsminister Monrad, på det seneste også den indsigtsfulde krigsveteran Johan, hvis forestillingsevne allerede gjorde ham til en legende i den forrige Slesvig-krig. Så jo, Ole Bornedal, hans team og DR har leveret varen: En ny Danmarks-krønike er blevet skabt til megen oplevelse, eftertanke og debat.

Efter Syvende afsnit sad man rystet tilbage efter de nådeløse slagscener, som er de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. 

Det tog ellers nogen tid at komme i gang, fordi de mange parallelle historier, der hører med til den tragiske fortælling om 1864, ligesom snublede over hinanden. Især havde jeg det i Første afsnit svært ved nutidens teenagepige Claudia og den gebrækkelige baron Severin, fordi meningen med deres medvirken først faldt på plads i Andet afsnit: Claudia finder Inges dagbog, der giver Inge mæle som filmens historiefortæller. 
Derefter overgav jeg mig fuldstændig til Bornedals stærke dramatisering af Danmarks elendigt håndterede kamp for at gøre hertugdømmet Slesvig til en fuldgyldig del af Danmark.

1864 - Fru Heiberg og Monrad webProduktionen er ualmindeligt fascinerende filmet, og scenerne fra det muld- og havduftende danske land med fæstebondens friske drenge Laust og Peter og Inge uforglemmelige. Det samme er Nicolas Bros og Sidse Babett Knudsens tragikomiske samspil i rollerne som den labile statsminister Monrad og skuespillerinden fru Heiberg (billedet). Stående på den buttede mands mave får hun Monrad til at spille sin nationalromantiske rolle med den overbevisende lidenskab, som får alle til at flage og skråle: Danmark – ja ved Gud: Danmark!!!

De historiske kendsgerninger er såmænd helt i orden. I preussernes hovedstad Berlin er ministerpræsidenten Bismarck forundret over danskernes provokerende optræden. Det samme i London: Hvorfor overtræder danskerne dog en international traktat og skaber konflikt? Det giver jo Bismarck god grund til at se danskernes krav på Slesvig som en krigserklæring.
“But we like the Danes,” siger dronning Victoria til sin premierminister og tilføjer kort:
“Send them our sympathies.”
Sympati vinder dog ingen krige. Danmark stod alene overfor preusserne.

Med sin sans for gys udløser Bornedal ganske vist også irritation, når han igen og igen lader den spolerede plageånd af en godsejersøn, Didrich, udfolde sine sadistiske nedrigheder. Denne trang til at udpensle led depravation overdriver Bornedal, og det er synd for et ellers fremragende filmprojekt.
Til gengæld er de nådeløse slagscener de mest dramatiske, storstilede og bevægende af sin art i nogen dansk film overhovedet. Efter Syvende afsnit sidder man rystet tilbage ovenpå den voldsomme tragedie. Det er ubærligt, men helt i overensstemmelse med filmens logik, at Laust omkommer, fordi han redder Didrich.

Men i stedet for en pompøs finale, som fremmaner skolemesterens gamle ord om en ny national dagsorden (“hvad udad tabes skal indad vindes”), får vi forsoning og kærlighed på det helt nære plan. Og i en af hele tv-seriens smukkeste og mest rørende scener henter Peter Inge og Lausts søn hjem, Lille Laust, som Didrich har gemt væk i fattiggårdens børnehjem. Scenen hvor Peter knytter forbindelsen med drengen ved at lade ham lægge sten på sten i sine hænder, er mesterlig.
Sådan lykkes det i det lange løb at gøre den nære fortællings drama til del af den store tragedie.

“Glem os aldrig,” synes hovedpersonerne at sige, da vi tager afsked med 1864. Set i dette bakspejl ser de glade ud – selv Johan ler, hvilket i øvrigt klæder skuespilleren Søren Malling, som ellers mest spiller alvorsmand.
Nej, vi glemmer jer aldrig. Nogle af os vil også til enhver tid huske, at dum, chauvinistisk nationalisme kun fører ad helvede til.

  • Læs om Tom Buk-Swientys tankevækkende 1864-bog “Slagtebænk Dybbøl” HER.