Vandliv

Sommerens badeture i Tisvilde er ren lykke, selv om det kræver sin mand at nå dertil i varmebølgen, når man bor 50 km derfra. Men efter at have lagt civilisationens trafikale ophobning af mennesker og biler bag os tager havet imod med alt opslugende kraft. Det solbeskinnede Kattegats salte dufte og vandspejlets glitrende blå-grønne farvespil fylder sanserne. Kullens klipper anes østpå i horisonten, og langt oppe nordpå ligger Norge – ahhh.

Så lader vi os favne af vandet og glider i ét med det friske, salte hav, og efter at have svømmet, pjasket og leget sidder man dér på stranden og føler sig genfødt. Havets duft blander sig med granernes varme aroma i lægende luftstrømme, hvis virkning styrker og beroliger. Og lysets millioner af perler på havets overflade leger med øjnene og hensætter os i salig væren.

Tidligere tiders kulturer og civilisationer viste vandet stor respekt, og fantasien kendte ingen grænser, når datidens viden skulle omsættes i billeder, myter og legender. Havet var både en mystisk kraft og en kilde til liv. Tænk blot på komponisten Richard Wagners omgang med Rhin-flodens døtre i Nibelungens Ring.

Flere komponister har bidraget med musikalsk vandkraft. Et af mine yndlingsstykker er Ravels stemningsladede spil om sejlskibet på havet Un Barque sur l’Ocean i udgaven for orkester. Et andet eksempel er Debussys mesterværk La Mer, som får en til at forstå alvoren i livreddernes slogan: Kun en tåbe frygter ikke havet.

Ligemeget – i en fjern fortid kom vi fra havet, og nu går jeg i vandet igen.