Bernstein in Copenhagen

Carl Nielsen: Symphony No. 3 “Espansiva” – Finale. Leonard Bernstein & The Royal Danish Orchestra ved en orkesterprøve i Odd-Fellow Palæet juni 1965.  CBS EP 151 265:

  • Klik og lyt HER.

Den lille slidte EP-skive, du hører her, er et af de bedste klenodier fra den gang i juni 1965, da Leonard Bernstein kom til København og dirigerede Det Kongelige Kapel i Carl Nielsens 3. Symfoni, den ukuelige “Espansiva”. Optaget under prøverne i Odd-Fellow Palæet i Bredgade viser den, hvor meget Bernstein faktisk gik til den i forhold til den berømte, mere formelle indspilning, som udkom samme efterår på LP.

Anledningen til Bernsteins besøg var Leonie Sonning’s Musikpris, hvormed fonden hædrede Bernstein for hans både skarpe og varme opførelse af 5. Symfoni med New York Philharmonic på LP fra CBS. Indspilningen vakte stor opsigt, hvilket gentog sig  i efteråret 65, da CBS udgav LP-produktionen af 3. Symfoni. Endelig foldede Carl Nielsens format sig ud som mere end et lokalt dansk-nordisk anliggende.

Flere danske dirigenter havde ganske vist længe løftet symfonierne til deres naturlige højder med eksempelvis DRs Radiosymfonikere og Det Kongelige Kapel, og John Frandsens Philips-indspilning af 3. Symfoni fra 1957 havde absolut format.
På den anden side mente mange danske musikfolk, at Carl Nielsens sange udgjorde hans hovedværk. De utraditionelle, stridbare, ofte også grovkornede symfonier var ganske vist spændende, men også ufuldkomne forsøg i genren, sagde nogle af “kenderne”. De hørte også rigeligt meget hønsegård i begyndelsen af 5. Symfoni, og så sang man “Der kommer en båd med bananer” til hovedtemaet i Espansivaens Første sats. Man søgte ligesom at fastholde Carl Nielsen i et afvæbnende jovialt mønster, og mange så sandheden om komponistens bestræbelse som noget af en misforståelse. Hvad mente han egentlig med at ville give de reaktionære traditioner et blåt øje? Var drømmen om forløsende frihed, han delte med kolleger som Bartok og Stravinsky, ikke et rigeligt stort brød at slå op?

Selvbevidsthed og respekt
Så kom Leonard Bernstein og talte om den universelle styrke og det originale særpræg i Nielsens musik, og i samarbejdet med Bernstein voksede selvbevidstheden og respekten. Det virkede alt sammen fantastisk den gang i 1965. Leonard Bernstein var vores musikalske helt, som fik os til at gå på opdagelse i et meget større og bredere repertoire, end vi var vant til – Gustav Mahler, Charles Ives, Aron Copland, Dmitri Shostakovich, Carl Nielsen…

Selv om meget vand er løbet i åen siden, og det ikke længere er hans indspilninger jeg foretrækker, glemmer jeg aldrig den vitalitet og begejstring, der udgik fra denne inspirerende musiker. Han var musikken, og uanset det mest var som dirigent, vi dyrkede ham, var det klart, at han agerede med al den indsigt og menneskelighed, dobbeltrollen som dirigent og komponist gav ham. Han fortalte musikken så levende, at den blev den bedste af alle verdener. Han var en pioner i vadestedet mellem gammelt og nyt, tradition og fremtid.

  • Besøg Leonard Bernstein.com her.