Hjemme hos Lutoslawski

Levende eller død fejres enhver kendt komponist i 100-året for sin fødsel. 2013 er derfor den polske komponist Witold Lutoslawski’s år. Og tak for det. Koncerter og radioudsendelser, nye CD-og mp3-udgivelser har allerede udløst en strøm af oplevelser og opdagelser, som for tiden gør Lutoslawski til den mest spillede komponist her i huset.

En af opdagelserne er den Første Symfoni, som indrammer en af de mange skæbnetunge begivenheder i Lutolawskis liv: Nazitysklands overfald på polen. Komponeret 1941-47 venter man måske en krigssymfoni i stil med Shostakovich’s Syvende, men tværtimod ønskede Lutoslawski at skrive et lyst og muntert værk.
Selv talte han om at fastholde sin oprindelige ide undfanget tilbage under Polens uafhængighed før krigen, men symfoniens dramatiske kontraster har så meget bid, at den livslystne stort orkestrerede fortælling opleves som en anderledes alvorlig sag. I tredje-satsens Allegretto misterioso høres også, hvordan komponisten – under den ulastelige facade han udadtil mødte verden med – når helt ind i sindets hemmelighedsfulde kroge, dér hvor det egentlige drama foregår.
Dette indtryk uddybes på en fin måde i en af de fremragende videoproduktioner, Esa-Pekka Salonens Philharmonia Orchestra i London har udgivet med støtte af flere polske kulturinstitutioner:
Lutoslawski og hans mor boede i Warszawa lige før og under den nazityske besættelse, men da den polske modstandsbevægelse i august 1944 gjorde opstand, og Adolf Hitler beordrede det alt ødelæggende bombardement af hovedstaden, flygtede de til en slægtnings hus udenfor byen. Og imens eksplosionerne rystede jorden og oplyste nattehimlen, sad de i huset og skrev små musikalske miniaturer. Omgivet af kaos og mord i et ubeskriveligt kollektivt vanvid søgte de at overleve ved at fastholde deres egen lille verden af harmoni og civilisation.

Lutoslawski CD IV
Anbefaling. Klik coveret og lyt i iTunes.

Situationen satte sig dybe spor i Lutoslawskis personlighed. Efter NaziTysklands sammenbrud i 1945 fulgte stalinismen og den lange periode med sovjetrussisk besættelse af Polen, som blandt andet gjorde den Første Symfoni til et uønsket værk. Alligevel bevarede Lutoslawski sin egen stemme og integritet. Udadtil var han pæn og venlig – han lignede nærmest en embedsmand og føjede kommunisterne med lette iørefaldende stykker som Lille suite og Dansepræludierne. Et pausesignal til den polske radio leverede han også.
Men personligt var hans livslange søgen efter “klare ærlige kunstneriske udtryk” alt afgørende for ham – og for os, musikerne og publikum. I Første Symfoni høres inspiration fra både Bartok, Prokofiev og Stravinsky, men igen: Musikkens inderlige bid – den elementære menneskelige musiceren, ironien og de vulkanske udbrud fra sindets dyb, der realiseres i perfekt instrumenterede greb – bærer først og fremmest Lutoslawskis eget stempel.
Fjerde sats leder direkte over til Lutoslawskis første helt store kraftpræstation: Koncert for Orkester fra 1954 – et imponerende værk, men også så opstyltet i sin effektfuldhed, at man længes efter de senere værker fra tiden, da polakkerne rejste sig med krav om frihed til at tænke og handle som selvstændige mennesker. Her tænker jeg først og fremmest på Cellokoncerten fra 1970, den charmerende Dobbeltkoncert for obo, harpe og kammerorkester fra 1980 samt ikke mindst: Den skarpe Tredje Symfoni fra 1983, hvormed komponisten kronede sin søgen efter “ærlige kunstneriske udtryk”.
Det er værker som dem, der placerer Lutoslawski som en af sidste århundredes betydeligste og mest opfindsomme komponister.

  • Meget mere om Witold Lutoslawski på Culture.pl.
  • Se hele Philharmonia Orchestra’s videoserie om Lutolawski HER.