Maria Larssons fortryllende pif, paf, puf

Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen.
Maria Larsson spillet af Maria Heiskanen. I Jesper Christensens fotoatelier finder hun alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Betagelsen er total. For 100 år siden, da fotografering og film endnu var en uvirkelig luksus for fattige mennesker, er det et magisk øjeblik, da fotohandleren viser Maria, hvad man kan med et kamera. En sommerfugl sværmer i sollyset ved vinduet, og med objektivet fanger fotohandleren billedet af den i Marias hånd. Man mærker et fortryllelsens gys bevæge Maria, og jeg og min ledsager i biografen havde det ligeså under oplevelsen af Jan Troells nye film “Maria Larssons evige øjeblik”, hvis smukke billeder suger os ind i historien.

Den begynder i Malmø i mor Marias beskedne arbejderlejlighed, hvor hun pukler for at klare dagen og vejen med arbejde, madlavning, mand og syv børn. Manden er daglejer på havnen, og dybt nede i et skibs møg beskidte kullast genkender vi den indignerede Michael Persbrandt – min yndlingsskuespiller som Gunwald i krimiserien Bäck. Uagtet at han her forfalder til øl og sprit, som ødelægger både ham selv og hans forhold til Maria og børnene, leverer Persbrandt en af filmens stærkeste præstationer. Lige “overbevisende” er han som lallende fyldebøtte og elskelig familiefar, voldelig mandschauvinist og som den charmerende fyr, der kalder sin hest Kropotkin.

Netop i dette felt af modsætninger henter filmen sin styrke. Den stadigt voksende konflikt mellem de rige kapitalister og en ny tids socialister betones, men er ikke det afgørende element i filmen. Det er derimod det personlige, nærmest private besøg i et arbejdermiljø, hvor enhver kæmper for at overleve de sølle vilkår og traditioner, de fik i arv.

jesper-christensen-som-fotografen
Jesper Christensen som fotografen.

Da Maria finder ud af at bruge det kamera, hun engang vandt i et lotteri, opdager hun nye sider af sine egne evner og muligheder. Pif, paf, puf kan hun fokusere og tolke sin omverden, som hun selv ser den, og det gør hun så overbevisende, at også andre har lyst at se hendes billeder. Fotohandleren hjælper og inspirerer hende, og i et varmt samspil oplever vi Jesper Christensen i den mest sympatiske rolle, jeg har set ham i. Han er fuldkommen i harmoni med det hjørne i kunstens eventyrlige verden, han har skabt i byens kamerabutik med atelier, hvor Maria finder alt det smukke, eftertænksomme og eksotiske, hun længes efter i sin hverdag.

Maria Larssons evige øjeblikke er ladet af konflikter, men det er ikke de effektfulde scener, der lejrer sig i bevidstheden. Det gør derimod den strøm af poesi, kærlighed og sjæl, som Jan Troell så mesterligt gennemfører fra første til sidste scene. Oplevelsen af den sandhed det er, at man får lov at udtrykke sig, er så stærk, at den umiddelbart forbandt mig med min egen fortid som dreng i den gamle verden.

Maria afslår (desværre) fotohandlerens tilbud om at blive hans assistent (og kæreste), ligesom slutningen på hendes historie på ingen måde søger at hamle op med Hollywoods helteroller. Til gengæld er Marias datter Maja, filmens fortæller, fuld af anerkendelse over, at hendes mor vovede at bryde sine lænker og springe ud som fotograf, alt imens hun blev i familien og fortsatte sine mange gøremål dér. Sådan bliver Maria Larssons skæbne til evige øjeblikke af fascination og respekt.

Husk at se den film!