Den røde pimpernel

Leslie Howard som Den Røde Pimpernel – lapsen og den heroiske adelsmand.

Stort skuespil og stærke dialoger gør mange af fortidens gamle film til uforglemmelige oplevelser, som trodser de dårlige kopier og kornede sort-hvide billeder i datidens teknik. Harold Young’s Den røde pimpernel fra 1934 er en af dem. Iscenesættelsen af det lystige engelske befrielses-drama fra den franske revolution er fremragende, vitalt fotograferet og klippet, samt ikke mindst: Stjernen Leslie Howard’s elegante dobbeltspil i den alt dominerende hovedrolle som Sir Percy Blakeney / Den røde pimpernel er formidabelt.

Da min generation første gang så filmen i 1950erne, underholdt vi jævnligt hinanden med Percy’s stand-up-nummer af et digt, hvormed han optræder som skabet laps i Londons royale saloner:

They seek him here, they seek him there,
Those Frenchies seek him everywhere.
Is he in heaven? – Is he in hell?
That damned, elusive Pimpernel.

Ingen tager ham alvorligt, og det er netop meningen. Skjult bag sine masker er Percy den frygtløse befrier af prominente franskmænd fra halshugning i revolutionens guillotiner. Han er Den røde pimpernel par excellence. Effektivt organiserer han sin guerilla. Lyn hurtigt skifter han forklædning og optræder lige overbevisende som fattig piberygende bondekone, fransk soldat og den intelligente engelske baron, han egentlig er. Intet under derfor, at Robespierre’s håndlanger, Chauvelin (Raymond Massey), har svært ved at finde og identificere ham.
Det samme gælder Percy’s smukke franske hustru, Lady Blakeney (Merle Oberon). Først efter en stærk scene, hvor Percy fravrister hende sandheden om sit forræderiske samarbejde med Chauvelin, går hans hemmelige befrielses-aktioner op for hende.

Til sidst forenes de alle i en forrygende finale i en skummel fransk havnekro, hvor Leslie Howard’s skuespil mesterligt flyder sammen med Sir Percy Blakeney’s. Intelligensen sejrer over både franskmænd i blodrus og selvtilfredse englændere, som bare holder sig til livets almindelige omgangsformer og blindt klæber til deres pladser i hierakiet.
Den særlige engelske tone er ikke til at tage fejl af, og det gør også filmen interessant som tidsdokument. Indspilningen i 1934 foregik året efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland, hvilket skærpede vagtsomheden og de nationale følelser overalt i Europa. Situationen præger filmen flere steder, blandt andet i slutscenen, hvor ægteparret Blakeney krydser den Engelske Kanal med kurs mod nord efter endt dåd i Frankrig. Scenen er påfaldende kortfattet og indforstået:
“Se dér, Marguerite: England”! Befriende musik – slut.

Omsider er denne enestående filmklassiker nu i den danske handel igen. Efter tidligere at have brugt bibliotekets udlån købte jeg for nylig hos Fona en ny teknisk fin dvd-udgivelse fra det svenske Atlantic Film.

  • Man kan også se hele The Scarlet Pimpernel on-line her.
  • Mere om filmen her.