Bernsteins Candide – hvorfor ikke?

Scene fra Staatsopers opførelse af Bernsteins Candide i Berlin.

BERLIN – En ukendt operette af Leonard Bernstein? Ikke helt. Den festlige ouverture til Candide har længe været et hit, men som helhed står Candide fuldstændig i skyggen af Bernsteins største succes West side Story. Det var derfor en glædelig overraskelse omsider at opleve en komplet opførelse af Candide, og skæbnens spil ville, at skuepladsen blev Staatsopers produktion på Schiller Theater i Berlin. Dér blev forestillingen tilmed en jublende succes og en sejr for titelrollens solist, Leonardo Capalbo.
Efter forestillingen undrede man sig: Hvorfor er vi dog så længe gået udenom så spændende et værk?
Nysgerrighed efter, hvad det Voltaire-inspirerede show egentlig har at byde på, har det ellers ikke skortet på i årenes løb, men Candide druknede ligesom i nogle løse fornemmelser for, at Bernstein nok var større som dirigent end som komponist. I dag, 21 år efter hans død, har piben imidlertid fået en anden lyd.
Den amerikanske dirigent Marin Alsop, berømt som en af de få kvinder, der virkelig magter kunsten på dirigentpodiet, gør en stor og overbevisende indsats for Bernsteins musik rundt om i verden. Blandt andet har hun skabt interesse for Bernsteins markante symfonier, hvilket vi eksempelvis kunne høre 2009 ved en torsdagskoncert i DR med den Første Symfoni Jeremiah. Symfonien er et perfekt instrumenteret og dybt følt 1950er-værk. Den viser Bernstein som en åbenhjertig, vældig tjekket komponist og et varmt følende medmenneske, besjælet af en veludviklet sans for livet i den kultur, han var en del af.

En del af forklaringen på, hvorfor vi så længe har undgået hans Candide, er nok også det kludetæppe af en handling, som umiddelbart får stykket til at virke helt kaotisk. Ikke desto mindre hævede Vincent Boussard’s moderne iscenesættelse på Schiller Theater historien til et både underholdende og tankevækkende skue (se billedet). Og musikalsk udfoldede den fremragende engelske dirigent Wayne Marshall og orkestret, Staatskapelle Berlin, Candides umiskendelige musikalske format, hvor Bernstein nærmest etablerer sig som en amerikansk Offenbach.
Den latinamerikanske stil, som præger West side Story, findes ikke her. Med stor vitalitet, karakteristiske ideer og rørende inderlighed komponerede Bernstein så at sige sin musik på skuldrene af den store europæiske musiktradition, han dirigerede i koncertsalene.

Hykleriet i “den bedste af alle verdener”
Med den gamle samfundskritiker Voltaire og hans helt Candide i hånden tager vi på rejse i “den bedste af alle verdener”, hvis fortrin desværre er mere påstand end virkelighed. Candides og Cunegondes kærlighed, hele deres idylliske tilværelse, brydes op af en krig, som jager dem fra Tyskland til Lissabon og Paris, hvor Cunegonde har etableret sig som luksus-luder hos en gammel dame. Den gamle dame synges af stjerneveteranen Anja Silja, som stadig er ved fin stemme.
Efter et vældigt sving over til Amerikas nye verden i Buenos Aires udspiller finalen sig i lystens by Venedig. Desillusioneret spekulerer Candide over livets mening. Men han holder fast i sin drøm om at gifte sig med Cunegonde, selv om hun har overgivet sig til et overfladisk liv i rigdom og luksus.

Pengenes åndsforladte magt, mord og krig, kønssygdomme og prostitution, og ikke mindst: den magtfulde inkvisitions forfølgelse af anderledes tænkende, fik tilbage i 1700-årene Voltaire til at udtrykke sin lede ved hykleriet i “den bedste af alle verdener”. Og i 1953 foreslog dramatikeren Lillian Hellman Bernstein at gøre Voltaires klassiker til musikteater.
Lillian Hellman fandt nemlig en uhyggelig parallel mellem den kirke-sponsorerede inkvisitions udrensninger og senator McCarthy’s hysteriske antikommunistiske kampagne mod “u-amerikansk virksomhed”, de såkaldte “Washington Witch Trials”, som hærgede USA først i 50erne. Opfyldt af harme, begyndte hun og Bernstein arbejdet, og i 1956 blev Candide klar til premiere i Boston.
Ouverturen og glansnummeret “Glitter And Be Gay” hittede. Ellers overstrålede West Side Story årene efter Candide i popularitet. Flere vidt forskellige fortolkninger viser alligevel, hvordan helten Candide og hans skæbne fascinerer.
Hans febrile rejse gennem vores absurde verden virker jo stadig aktuel. Og så demonstrerede Berlin-opførelsen et forbløffende kunstgreb: Trods operettens panderynkede baggrund er det særprægede skue en munter affære, hvis drillesyge natur giver sarkasmen fuld skrue. Den gang som i dag.

  • Se Staatsopers Candide-program her.
  • Rejsebrev fra Berlin her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s