Jensens stjerneskud af en jogging-tur

Carsten Jensen: “Jeg har hørt et stjerneskud”. Gyldendal.

New Ireland – en port til Paradis
“Det var i dette øjeblik, da Tambuk talte om floden som om det var en nær ven eller en slægtning, at jeg fik en indre følelse af at befinde mig i paradis. Da han gjorde sin kærtegnende bevægelse hen over vandet, opdagede jeg, at min egen feber var hørt op…”
“Junglen stod som en sort uigennemtrængelig mur omkring os, og højt oppe havde Sydkorset mistet sin glans i det sølvhvide skær fra fuldmånen, der fyldte lysningen, hvor vi havde slået lejr, med sære, vibrerende skyggespil. Stilheden blev pludselig brudt af en høj syden oppe fra himlen, så helt forskellig fra junglens mangfoldige repertoire af lyde, ja, så helt forskellig fra nogen anden lyd, jeg nogensinde havde hørt, som om en vældig svejseflamme bredte sig gennem nattehimlens blå bagtæppe. En hvidglødende kugle af ild for hen over trætoppene. Det var en meteorsten, sekundet før den ramte jorden…
Jeg holdt vejret. Så gik det op for mig, at jeg ikke blot havde set en meteorsten nå frem til Jorden. Jeg havde også hørt et stjerneskud. Metaforen var blevet virkelighed; den poesi, der gemmer sig i det smukke ord for et faldende legeme ude fra rummet, havde bevist sin sandhed…”

Papua Ny GuineaDér var det altså, at Carsten Jensen hentede bogens titel. Omgivet af venlige folk med en fortid som menneskeædere præsenterer han os for kulturernes grænseland, hvor indbyggerne nok véd, hvad en telefon er, men hvor de som regel endnu ikke selv har en. Vi hører om sære eksistenser som de stive mænd uden albuer og knæ, og en kultur hvor mænd og kvinder lever adskilt. Vi forstår, hvordan den moderne tids viden væves ind i disse folks egen myteprægede begrebsverden, så sammenstødet mildnes. Eller som forfatteren lærte af den gamle mand, Kobari:
“Kobari kendte nok den hvide mands verden, men han var stadig herre i sin egen.”

Alt er oplevet og sanset af en fortæller, som har sat sig for at bryde sine egne grænser gennem opslidende vandringer gennem mudder og moskito-sværme og nærkontakt med fremmede mennesker og livsformer. Man forstår, at den livsstil og de tankegange, som dominerer livet her hos os, så langt fra omfatter hele verden.
Den konstant læsende og oplevende forfatters rejse er ikke bekvem, undtaget ét tilfælde: Dagene på Olosan – en grøn frodighed af en ubeboet ø i Stillehavets Solomon-gruppe, hvor han dagligt blev sejlet ud og nogle timer senere hentet hjem. Dér fordøjede han i ensomhed rejsens mange indtryk og oplevede for første gang i sit liv et koralrev. I selskab med stimer af farverige fisk noterer han poetisk:
“Jeg følte, jeg var tæt på skaberens mund på en dag, hvor han blæste sæbebobler og legesyg fyldte sit værk med stadig nye former.”

Det er denne personlige opdagelsesrejse, som både foregår i forfatterens eget sind og i de landskaber, han betræder, der gør bogen så fascinerende. Oplevelsen af de kolossale stenansigter på Påskeøen, øen uden nutid, beskrives ikke bare som et under, men indleder en tanke- og fantasivækkende vandring rundt blandt de tegn, figurer og ruiner, som de tabte kulturer har efterladt.
“Der var en mystisk kraft på spil på Påskeøen, og jeg mærkede den selv i næsten fysisk forstand … På Påskeøen var det en anelse. Senere blev jeg klar over, at denne anelse i virkeligheden havde været en forudanelse. I Perus Andesbjerge fik jeg en form for vished.”

Peru
I disse bjergegne, der har været skueplads for verdenshistoriens største folkemord, da det blomstrende Inka-rige med dets 3.000-årige rødder brat blev tilintetgjort, mærkede jeg den samme stemning som på Påskeøen … Peru tiltrækker fantasier om glemte dale, byer og folk, lommer i tiden, der et eller andet sted i de utilgængelige Andesbjerge har overlevet i den dybeste isolation. Sagen er, at disse tidslommer og glemte dale findes, ikke i bjergene, men inde i deres beboeres hoveder…”
Både med hensyn til forhistorie og beskrivelse af nutiden er disse afsnit så omfattende, at jeg tager bogen med, hvis mine egne rejser nogensinde fører til Peru og Påskeøen. Jensens vigtigste informationskilde i Peru er den danske digter Thomas Boberg, som med sin peruanske kone bor i Lima. Mon ikke, at den venskabelige forbindelse har medvirket til bogens drive. Betydningen af at have en kammerat ved rejsens mål er stor, og Thomas Bobergs kendskab til Sydamerika fremgår jo bl.a. af hans egen rejsebog Americas, som jeg for nogle år læste med interesse.

Følelsen af hjemkomst
Sammen drager Carsten og Thomas op i bjergene til den gigantiske borgruin Kuelap, bygget omkring 300 år før Kristus “af en høj lyshåret race med øjne så klare som vand”. På vandringen op overnatter de hos bønder, hvor konen til dessert serverer græskargrød med sukker. Også dér finder Carsten inspiration – minderne om den danske sommer i smagen af stikkelsbærgrød:
“Der var mere end det i græskargrøden: Den følelse af hjemkomst, et vildfarent barn kan have, når det igen finder vej tilbage, og døren ikke er låst. Der var generøsitet i maden, den samhørighedsfølelse, heller ikke den voksne kan undvære, og som, hvis vi fjerner os fra den, gør os mindre som mennesker. Det var den samme generøsitet, jeg havde mødt igen og igen på min rejse. Midt i de ustandseligt skiftende kulturer og landskaber havde det været min rejses røde tråd og virkelige fundament…”

De nære oplevelser bliver springbræt for de store, og omvendt – som i fascinationen af Fuglemanden fra Påskeøen, som Thor Heyerdahl fandt i pyramidekomplekset i Tucume, Peru.
“To indbyrdes adskilte og isolerede kulturer kan umuligt have frembragt en mytologisk figur af så slående lighed … Der må have været kontakt,” skriver Jensen henført.
Sådan flyver vi også med på indtrykkede af kulturernes opståen, deres udbredelse og undergang. Carsten Jensens rejse og bog er beundringsværdig og en stor inspiration.

  • Billedet fra Papua Ny Guinea har jeg lånt af den gode fritidsfotograf Christopher Michel, som du finder her.