Kinas magiske Hero

Zhang Yimous Hero er en betagende smuk billedsymfoni og et drama af shakespeareske dimensioner. Efter at have oplevet filmen flere gange i biografen nyder jeg jævnligt at vende tilbage og bade sanserne i den på dvd. Ikke bare på grund af de fantastiske kampscener på sværd til lands, til vands og i luften, men også fordi æstetikken og tankegangen i den grad stimulerer ens egen fantasi og forestillingsevne.
Hero beretter om den gang for 2000 år siden, da Kina var opdelt i syv kongedømmer, der alle bekæmpede hinanden. En dag gør den mystiske helt Navnløs fra fjendelandet Zhao sin entré i kongens palads. Han medbringer de tre lejemorderes våben, hvormed han vil bevise, at han har besejret kongens værste fjender. Så kongen af Qin tager gæstfrit imod og er ivrig efter at høre heltens historie. Hvordan gjorde helten det af med så stærke sværdkæmpere som Brudt Sværd, Flyvende Sne og Himmel?

Det viser den ene magiske kampscene efter den anden. Men er det sandt, hvad Navnløs fortæller? Nej det er ej! Sandheden afsløres brik for brik under kongens og heltens samtale i tronsalen. I kinesisk stil lader instruktøren Zhang Yimou kongen og publikum opleve tre versioner af historien, fortalt fra tre forskellige perspektiver, illustreret af et æstetisk raffinement: Hver version tones af sin egen farve – rødt, hvidt og blåt. Blandt andet mindes vi om, at hvid er sandhedens farve.

Hero virker på noget nær samme måde som en stor klassisk symfoni eller ballet, fordi foreningen af høj æstetik og en kompleks historie, båret af enkle, klare holdepunkter, stimulerer ens egen fantasi og får den til at flyve med gennem denne slagmark af overraskelser. Bag det hele klinger Tan Dun’s stemningsfulde musik, der holder os fast på følelsen af en indre strøm af tanker, der søger harmoni mellem livets handlinger og elementer. Vold og magt går på typisk østasiatisk vis hånd i hånd med poetisk interesse for alt, hvad der er smukt og stærkt helt ind i en vanddråbe.
I sin store tronsal tolker kongen Brudt Sværds røde kalligrafi:
“Når sværdet er i ens hjerte, behøves det ikke i ens hånd. Fægtekunstens største bedrift er dog, når sværdet er borte fra både hånd og hjerte. For da har sværdfægteren sluttet fred med verden.”
Smukke tanker, som virker stærkt på den tragiske baggrund, historien deler med Shakespeare. Våbenmagten sejrer jo, men efterlader trods alt et spor af håb. Det ville vel også være løgn at hævde, at livet ikke er en kamp.