Illusioner

Er den larmende blockbuster Inception mere end det, man med Shakespeares ord kan kalde stor ståhej om ingenting?
Ganske vist lykkedes det Christopher Nolan’s film at gennembryde min skepsis panser flere gange, så jeg ikke i utide forlod biografen i irritation over lavinerne af billeder og lyd. De utrolige scener er jo skabt med imponerende virtuositet, og instruktøren Nolan er bestemt ikke hvem som helst. Men hvad hjælper det, når hovedpersonen Dom Cobb (Leonardo DiCaprio), som lever af at stjæle værdifulde hemmeligheder fra folk i søvnens drømmestadie, mere virker som et fantom end det følende menneske, der længes efter sine børn. Det giver alt sammen Inception det opstyltede præg, der for så vidt er lige så åndsforladt som en pornofilm.

Christopher Nolan ser filmskaberen som vor tids illusionist, hvilket giver stikordet til en helt anderledes menneskelig film: Neil Burger’s Illusionisten fra 2006. Modsat Inceptions moderne verden foregår Illusionisten i tiden omkring år 1900. Vi føres tilbage til den gamle verden i det østrig-ungarske kejserrige, den gang publikum var meget nemmere at forbløffe end i dag. Her er det personligheden, der driver værket, ikke larmende effekter.
Tryllekunstneren Eisenheim’s hypnotiserende virkning på publikum breder sig helt ud til os i salen, den gang som i dag. Han får ting til både at gro og forsvinde, han fremmaner ånder, han mejsler den kejserlige tronarvings sværd til gulvet og gør sig sågar til herre over fyrstens skæbne – alt sammen for at vinde sin ungdoms kærlighed Sophie tilbage.
Lyder det banalt. Måske, men: Eisenheim er den ægte magiker. I skikkelse af Edward Norton har han en gennemført troværdig udstråling som både menneske og illusionist, og det afgør sagen. Jeg lever og drømmer fint uden Inception. Illusionistens magiske blik, som leger med vore sanser, er til gengæld en kilde til varm inspiration.

Musikalsk har begge film en del at byde på, Illusionisten med Philip Glass’ lyriske toner og Inception med Hans Zimmers dystre malstrømme, som karakteriseres af en lysende ide: Manipulationen af Edith Piaf’s klassiske schlager “Non, Je Ne Regrette Rien” spiller en central musikalsk rolle, som viser overgangen fra et drømmeniveau til det næste. Den detalje var faktisk min største fascination i Inception.

  • Hør Hans Zimmers Edith Piaf-inspiration i Inception HER.
  • Se Illusionistens trailer HER.