Hjemme hos Hugo Alfvén

Hugo Alfven: Symphony No. 4 – “Från havsbandet” – From the Outermost Skerries – Second part. Niklas Willen & Iceland Symphony Orchestra. Naxos.

Hugo Alfven: “Dalarapsodi” – Dalecarlian Rhapsody – Start. Niklas Willen & Royal Scottish National Orchestra. Naxos.

kroyers tegning Alfven blogDa jeg en aften stod og nød en blod rød solnedgang over Kattegat oppe ved Tisvilde tonede et længselsfuldt tema frem i mit hoved. Musikken og det storslåede natursceneri spillede sammen, og det blev det ved med. Hvad var det dog for en musik, jeg havde fået i hovedet? Den var nordisk, ingen tvivl om det, men hvem havde komponeret den? Åh jo: Hugo Alfvén, den svenske komponist, som engang imellem dukker op i radioens P2 i et kort iørefaldende stykke. Nu blev det klart: Temaet er den smukke solo, som de to vokalsolister synger i Alfvéns store Fjerde Symfoni.

Der går ellers mange år imellem, at nogen spiller den symfoni ved en koncert, ligesom den kun er udgivet i ganske få indspilninger, så erindringen om temaet kom udelukkende fra en gammel LP med Filharmonikerne i Stockholm og Stig Westerberg.
Naturoplevelsen ved Kattegat fik mig til at lytte nærmere til Hugo Alfvén, og jo mere, jeg hører, jo bedre synes jeg om ham. Derfor undrer det mig, han spilles så sjældent i dag. Er etiketten “Svensk nationalromantik” virkelig nok til at affærdige så frodig en kunstner som Hugo Alfvén?
Udenfor Sverige kendes han især for “Midsommarvaka” med den melodi, masser af mennesker gerne nynner med på. Nogle hæfter sig nok også ved “Vallflickans dans” fra balletmusikken til “Bergakungen” – Bjergkongen. Disse hits, og ikke meget mere, er alt hvad publikum i almindelighed forbinder med den svenske komponist.

Mennesker og natur
Tilsidesættelsen af Alfvéns større værker er virkelig uretfærdig. Blandt hans fem symfonier er den Fjerde et af de betydeligste og mest egenartede værker i hele den nordiske musik. Den udstråler en naturfølelse så intens, præcist og vitalt instrumenteret, at naturens former og elementer tager form i vores bevidsthed som en direkte spejling af os selv og vores kulturelle egenart. Selv dufte og farver strømmer ud af noderne. Man forstår hvad Alfvén mente med sin opfattelse af, hvordan naturen og dens skiftende stemninger modsvarer vore egne følelser.

Nogle vil jo så indvende, at tiden for længst har overhalet Alfvéns stræben efter liv og skønhed i perfekte rammer. Det passer bare ikke, at Alfvén bare var en livslysten letvægter. Gennem store dele af hans musik høres en understrøm af uro, som udfordrede hans stræben efter skønheden, men vist så: Alfvén var nok en venligere mand end eksempelvis Sibelius, som i musikken tog sine kampe op frontalt, hvor Alfvén mere søgte at klare skærene med en besværgelse.
Han ville først og fremmest give folk lys og varme, og når det gøres med så megen finfølelse og musikalsk tæft for motivernes ægte udtryk, giver jeg pokker i snakken om gammeldags romantik og fortidig sentimentalitet. Også En Skærgårdssaga og Dalarapsodien, som lader den svenske folkemusik spille med, er unik og herligt instrumenteret musik, som tilmed giver hjemme-følelse, lig den man oplever, når man vender hjem til sine egne steder efter en lang rejse.
Så lige meget hvor megen anden musik, som ellers fylder ørerne, er der også plads til Hugo Alfvén. Den hjemmefølelse, han vækker, er ligesom et helle i livet og kan som sådan ikke diskuteres.

Indspilningerne
Der foreligger som sagt relativt få gode indspilninger af Hugo Alfvéns musik, men blandt de nye kan den svenske dirigent Niklas Willen’s opførelser anbefales, sådan som det høres i musikeksemplerne herover. Han er nok den af de yngre fortolkere, der i dag er mest på bølgelængde med Alfvén, og hans Naxos-indspilning af den Fjerde Symfoni er virkelig en bedrift.
Går vi tilbage i tiden finder man også flere produktioner med den markante russiske dirigent Evgeny Svetlanov. Sveriges Radios CD-Revy – et både underholdende og nyttigt program af den art, som Danmarks Radio har sparet væk – fortalte engang, hvordan Svetlanov opdagede Hugo Alfvén’s Fjerde Symfoni ved et tilfælde i en radioudsendelse. Russeren blev så betaget af musikken, at han tog Alfvén op og dirigerede ham ved koncerter i både Stockholm og Moskva, hvilket udmøntede sig i flere radio- og pladeproduktioner.
Også Birgit Nilsson sang Alfvén. Eksempelvis høres hun på en optagelse af Fjerde Symfoni med komponisten selv som dirigent.
Til gengæld undrer det mig, at store runde Leif Segerstam, hvis musikalske format virker usvækket, ikke er mere aktiv i Alfvéns repertoire. For nylig udsendte SR en optagelse af hans og SR-Symfonikernes gæstespil i Moskva, hvor de lagde ud med En Skærgårdssaga i en forbløffende stærk opførelse, som udløste megen jubel hos det russiske publikum. Segerstam og orkestret spillede så poetisk og højspændt dramatisk, at jeg tænkte:
Når ikke orkestrene orker at spille den Fjerde Symfoni mere, så kunne de da i det mindste tage et ligeledes fantastisk instrumenteret mesterværk som Skærgårdssagaen op.

  • Læs mere hos Hugo Alfvén Selskabet her.

Portrættet af Hugo Alfvén tegnede P.S. Krøyer i 1903. Hans kone Marie Krøyer, der jo også var billedkunstner, havde året før truffet Hugo Alfvén under en rejse på egen hånd i Italien. I 1905, da Marie ventede barn med Alfvén, blev hun skilt fra Krøyer og giftede sig med den svenske komponist.