En inspirerende gubbe skræller sit løg

Forfatteren Günter Grass’ store selvbiografi Når løget skrælles er den bedste bog, jeg har læst i år, også den mest givende selvbiografi siden Ingmar Bergmans Laterna magica. Ikke fordi efterårets sensation pirrer eller forarger mig som det himmelråbende “Mein Gott, gjorde Grass tjeneste i det onde nazikorps Waffen SS!”, som bogens udgivelse i Tyskland udløste i nogle kredse. Ganske vist forstår man godt indvendingen: Hvorfor har en snart 80-årig personlighed, der som en anden søjlehelgen har spottet så mange og så meget i efterkrigstidens Tyskland, ikke fortalt os om sin fortid i SS for længe siden?
Svaret er måske, at tiden først nu, da efterkrigs-årenes éndimensionale retorik er afløst af et mere nuanceret syn på fortiden, er moden til sådan en afsløring. Det viser jo også den række af bøger og film om tyskernes skæbne, som er blevet udgivet de seneste år. Samtidig har Günter Grass vel følt, han er blevet gammel nok til at skrælle sit livs løg.

gunter-grass-300.jpgDen aldrende forfatter genkalder sin fortid, ja fremmaner sig selv som 17-årig grøn knægt, der indkaldes til krigstjeneste i 1944 blot et halv år før Tysklands sammenbrud. Afskeden med barndommens småborgerlige Danzig, familien og vennerne er gribende, selv om Grass skildrer begivenheden uden sentimentalitet; på vej væk var han nok under alle omstændigheder.
Som soldat nåede han aldrig at affyre et dræbende skud, men befandt sig snarere på flugt fra krigen, fordi de tyske militærenheder blev løbet overende af russernes Røde Armé. Han endte i en amerikansk krigsfange-lejr, hvor han tog hul på et nyt liv. Det skete via et madlavningskursus (!) hvor den nu 18-årige udhungrede fyr kunne få stillet sin helt basale sult, eller i hvert fald forestillingen om at blive mæt.
Grass beskriver sine oplevelser så ærligt og menneskeligt, at man bogstaveligt pløjer sig gennem teksten for at finde ud af, hvordan en naiv fyr med baggrund i nazisternes “nye tid” bliver kunstner – tegner, stenhugger, forfatter og ikke mindst: den samfundskritiske fortolker af tyskernes samvittighed.

Hvordan klarede han den? Først og fremmest drev sulten ham, og han gav ikke op i sin jagt på at stille den. Hans første “banale” sult i 1945 blev hurtigt fulgt op af den anden sult: kvinder og sex. Da han så efter underjordisk arbejde i en kalimine omsider genså sine forældre, som havde overlevet ødelæggelsen af hjembyen Danzig, skriver han:
“Jeg omfavnede overlevende, der var sluppet med skrækken, som man sagde. Man eksisterede stadigvæk på en eller anden måde, men… – Vi vidste intet om hinanden.”
“Efter henved fjorten dages familieliv stampede jeg i morgengryet med kun lidt bagage … Møjsommeligt kom jeg fremad, da jeg begav mig på vej for – begærlig efter kunst – at stille min tredje sult.”

Det er stærkt at læse, hvordan han trodsede alle forhindringer – selv vinterens isnende snemasser havde han imod sig på sin vej til kunstakademiet i et nedfrossent Düsseldorf, hvor alle led under manglen på varme, kul og brænde. Dér møder han en forbenet gammel kunstprofessor, som giver ham et godt råd: Få Arbejdsanvisningen til at formidle lærejobbet som praktikant som stenhugger og stenbilledhugger. Gravsten var der jo altid efterspørgsel på. Derefter kunne han søge ind på kunstakademiet.
Sådan blev det også – uden slinger i valsen, bemærker Grass. “Det brændte og derfor uhelbredeligt til modsigelse stemte krigsbarn, der havde lært at tvivle på ethvert løfte”, fulgte nu den eneste vej, der var gangbar for ham.
Denne vej krydsedes af et væld af mennesker, ofte skæve typer, hvis personlighed, drømme og påfaldende adfærd gjorde indtryk på ham. Nogle knyttede han sig til og holdt af. Alle bidrog de til “billedfloden med dens indhold af drivgods”, der en dag blev sat fri “og gav plads for ord, som fra min barndom havde fyldt min sparegris”. – Baggrunden for Bliktrommens larmende dreng i hans mest berømte roman fortælles også og siger noget om, hvordan Grass arbejder.

I disse år, da samfundets forvaltere søger at strukturere og rationalisere vores liv på logiske regneark – med frygten for alskens ulykker som bivirkning – gør det stort indtryk at læse Grass’ historie. Man føler sig i selskab med en klog gubbe, som udviklede en rig sans for livets glæder og menneskelige kvaliteter, der langt overgår de rædsler, han blev vidne til i sin ungdom. Han fandt kærligheden, og hans vej gennem helvede gav ham særlige forudsætninger for at bedømme dens modsætning.
Derfor bliver vi også vidne til ord og billeder, som befrugter hinanden i en fortællekunst af en art, der tænder ens egen erindring: Den diskussion han fører med sig selv om sin fortid, bliver et mønster i læserens egne reflektioner over tid og udvikling.
Og ja, nu skal Bliktrommen, Grass’ mest berømte roman, læses igen.

  • Mere om Günter Grass på Gyldendals Store Danske Encyklopædi her.