Hist hvor vejen slår en bugt…

Skovløberhuset bygget år 1800.

År 2000 fik jeg en gammel drøm opfyldt. Efter 17 års ventetid blev jeg tilbudt muligheden for at flytte ind i det lille skovløberhus, som på billedet lyser i sommerens solskin. Det ligger i Frederiksdal ved Furesøen kun 14 km fra København, og bygget år 1800 har huset altså eksisteret 211 år.
Indtil for ca. 30 år siden, da moderne, uskøn villabebyggelse trængte sig på, var stedet en idyllisk oase, hvortil gode mennesker valfartede. Myten fortæller tilmed, at mit hus er det, H.C. Andersen skrev om i Hist hvor vejen slår en bugt. Om det er sandt, findes der ikke bevis for, men så beskedent huset end er, virker det besjælet. I en vis forstand forankrer det ligesom den oprindelige idyl.
En dag kom en elskværdig herre forbi med et maleri, som viser stedets udseende i 1913. Den gang var huset hvidkalket, og der gik høns på vejen, som emmer af solbeskinnet fred og ro under gamle træers mægtige kroner. Hønsene er væk i dag, men når folk ellers letter trykket på speaderen og holder deres opulente biler og skrigende børn i ro, er stedet stadig en oase.

Livet i et beskedent gammelt hus på kun 58 kvadratmeter handler dog ikke bare om idyl og hygge under stråtag ved skoven og søen. Det er lige så meget en drift mod det enkle og naturlige liv. Jeg havde fået nok af arbejdet i de store mediehuse, hvis kamp om publikums gunst, oplag, seer- og lyttertal, efterhånden overskygger mange af journalistikkens ædle idealer.
Skræmmebilledet på, hvor galt det kan gå, ser vi i England, hvor det politiske establishment har tvunget mediekongen Rupert Murdoch til at lukke skandaleavisen News of the World. Fair nok – vi har ikke brug for en presse, som lever af at sprede gift og svine andre til.

Jeg boede 20 år på Christianshavn, men København er heller ikke den åbne, venlige by, den var engang. Proppet til randen af biler og befolket af mennesker, hvoraf uhyggelig mange ser ud til at være ved at omkomme af stress, er byen formentlig Europas mest beskidte hovedstad. For kun de færreste har tid nok til den omhyggelighed, der gør både os selv og vore omgivelser smukke.
Jeg tørstede efter ro og frisk luft, og det har stedet her givet mig.

  • Se også vinterens rapport Og jeg bærer stadig brænde ind.